thumb|Italiensk udgave af Farvel til våbene Farvel til våbnene (originaltitel: A Farewell To Arms) er en roman skrevet af den amerikanske forfatter Ernest Hemingway udgivet 1929.
Bogen bygger delvist på Hemingways egne erfaringer under 1. verdenskrig, men er skildret ud fra hovedkarakteren Frederic Henrys synspunkt.
Han forelsker sig i den unge sygeplejerske Catherine Barkley, og sammen flygter de fra krigen i dens sidste år.
Romanen er oversat til dansk af Ole Restrup på forlaget J.H. Schultz A/S i 1969.
Romanen er filmatiseret som Farvel til våbnene i 1932. Handling Romanen er inddelt i fem bøger, som udspiller sig i Norditalien over en periode på halvandet år, fra efteråret 1916 til foråret 1918.
Første bog beskriver den amerikanske løjtnant Frederic Henrys oplevelser som leder af en ambulancetjeneste ved den italienske front i Alperne. Ind imellem krigshandlingerne adspreder officerer og soldater sig med kammeratskab, alkohol og prostituerede. Frederic og den engelske sygeplejerske Catherine fatter interesse for hinanden. Så bliver Frederic såret og må på hospital.
Anden bog foregår under Frederics rekreation på et hospital i Milano, hvortil tilfældigvis også Catherine er blevet overført. Mens Frederik gradvist kommer sig efter sin operation, udvikler deres forhold sig hurtigt, og Catherine sniger sig ind til Frederic om nætterne. Trods sin store kærlighed til Catherine, som nu er gravid, udvikler Frederic et alkoholmisbrug.
I tredje bog er Frederic tilbage ved fronten, hvor forholdene er vanskelige og vejret dårligt. Fjenden bryder gennem fronten, og italienerne må trække sig tilbage mod syd. Tilbagetoget er ret kaotisk, og Frederic kommer væk fra sine folk. Ved udsigten til at blive skudt som forræder - fordi han har svigtet sine folk - flygter han og begiver sig mod Milano.
I fjerde bog erfarer Frederic i Milano, at Catherine, sammen med sin kollega og gode ven Helen, er taget op til Lago Maggiore på grænsen til Schweiz. Frederic og Catherine nyder at være sammen igen - mens Helen er lidt jaloux - men som desertør er Frederics liv i fare, og de to flygter derfor til Schweiz, ved om natten at ro hen over søen. De bilder de schweiziske toldere ind, de ikke har noget med krigen at gøre, men blot er velbeslåede turister på rundtur.
I femte bog nyder Frederic og Catherine den smukke bjergnatur omkring sig, mens de lægger planer for fremtiden, når krigen er slut. Så får Catherine veer, men fødslen trækker ud, så hun til sidst må have kejsersnit. Hun føder en dødfødt dreng, og dør så selv kort tid efter, af blødninger.
Første Bog Romanen indledes med en beskrivelse af 1. verdenskrigs forløb 1915-16 i de smukke landskaber langs Isonzo-floden i det nordøstlige Italien. Her gør den italiensktalende amerikaner Frederic Henry tjeneste som løjtnant i sanitetstropperne. Mellem kampene adspreder soldaterne sig på to bordeller i grænsebyen Gorizia, ét for menige og ét for officerer, og de driller den unge feltpræst med hans manglende seksuelle erfaring. Da om efteråret sneen begynder at falde, indstilles kampene, og Frederic, som har afbrudt sit arkitektstudie i Rom for at gøre tjeneste i krigen, bruger vinteren på at se sig om i Italien. Feltpræsten opfordrer Frederic til at besøge den landlige og smukke Abruzzo-region, hvor hans familie bor, men Frederic ender med at tilbringe vinteren i byerne, i selskab med den ene prostituerede efter den anden.
Om foråret vender Fredric tilbage til fronten, hvor han genforenes med sin gode soldaterkammerat, den italienske løjtnant Rinaldi, som er kirurg. Feltpræsten er skuffet over, at Frederic ikke har besøgt hans forældre, men da Frederic fortæller om alle nætterne med de mange piger, han besøgte i stedet, tager præsten det pænt, og de er stadig venner. Rinaldi præsenterer Frederic for Catherine Barkley, en høj og smuk, nytilkommen engelsk sygeplejerske, som fortæller, hun året forinden mistede sin forlovede, som faldt ved Somme.
Frederic besøger et lille italiensk brohoved på den anden side af floden for at få overblik over, hvordan hans mænd under den kommende offensiv kan arbejde sikkert her, meget tæt på de østrigske stillinger. Bagefter opsøger han Catherine Barkley, som er sammen med sin kollega Helen Ferguson. Helen lader diskret de to være alene, og da Frederic snart efter gør tilnærmelser til Catherine, stikker hun ham en lussing, men fortryder så kort efter, fordi hun alligevel synes han er sød, og lader ham kysse hende.
Da Frederic tre dage senere igen besøger Catherine, har hun savnet ham, fordi hun nu elsker ham. Men da hun spørger, om han også elsker hende, og han siger ja, tror hun ham ikke rigtig, men mistænker, han mest er ude efter hendes krop. Og for sig selv indrømmer Frederic, at det er sådan det er.
Da Frederic næste dag passerer en deling soldater på march, opdager han, den bagerste soldat halter stærkt. Manden har brok, og har smidt sit brokbind væk, så brokken kan blive så slem, han slipper for at komme i forreste frontlinje. Men hans overordnede har luret, at manden prøver at slippe for tjeneste.
Om aftenen i messen fortæller officererne soldaterhistorier, og Frederic bliver lidt beruset, inden han går hen for at besøge Catherine. Men hun er ikke at træffe, og Frederic føler sig ensom. Næste dag skal Frederic afsted til fronten, men på vejen besøger han kort Catherine, som beder ham komme tilbage snart, og giver ham en lykkebringende amulet, han kan have om halsen.
Løjtnant Frederic Henry har kommandoen over fire ambulancer, og da de er nået frem til fronten og er kommet på plads i deres jordhul, går snakken om krigens gru og meningsløshed, om kampmoral blandt de forskellige etniske grupper af soldater, samt blandt bersaglieri-elitesoldaterne, og om, at krigen ville stoppe, hvis soldaterne nægtede at kæmpe. Frederic tolererer chaufførernes kritiske snak, men forlanger, de ikke “snakker sådan, at de andre officerer kan høre det”.
Nu begynder beskydningen fra de østrigske kanoner, og mens Frederic og hans chauffører sidder i deres hul og spiser aftensmad, slår en granat ned tæt ved og dræber den ene chauffør, Passini, mens Frederic får ødelagt sit knæ. De andre chauffører er ikke mere sårede end at de kan bære ham hen til lazarettet, hvor hans sår bliver renset og forbundet. Så begynder smerterne.
Frederics kammerat Rinaldi besøger ham på lazarettet, og har en flaske cognac med. Rinaldi mener, Frederic nu vil blive dekoreret, i hvert fald med en bronzemedalje, måske en sølvmedalje, hvis det kan dokumenteres, Frederic har handlet heroisk. Men det mener Frederic ikke han gjorde: “Jeg røg i luften, mens vi sad og spiste ost.” Rinaldi beklager sig over, der ikke er nok udskiftning blandt de prostituerede på officersbordellet i Gorizia: “Det er en skandale, at de skal være her så længe, at man bliver venner med dem.”
Feltpræsten besøger også Frederic, har en flaske vermouth med, samt engelske aviser. De snakker om krigen, om dem der gerne vil have krig, og dem der ikke vil, “men de første sætter deres vilje igennem hos de sidste” - samme emne som Frederic og Passini var i gang med over maden, da granaten slog ned. Når krigen er forbi, vil præsten tage hjem til Abruzzo, for at elske og tjene Gud. Men Frederic elsker ikke Gud: “En gang imellem kan jeg om natten blive bange for Ham”.
Det er forår 1917, og USA er nu trådt ind i krigen, på italienernes side. Derfor skal Frederic flyttes til et nyoprettet amerikansk militærhospital i Milano. Aftenen inden kommer Rinaldi og majoren fra messen i Gorizia på besøg, for at sige farvel. Over adskillige glas cognac går snakken, om hvordan krigen nu skal gå, om italienske storhedsdrømme, og om Catherine Barkley, som Rinaldi har hørt skal forflyttes til Milano: “Du skal ind og leve i en stor by og oven i købet have englænderpigen til at kæle for dig. Hvorfor pokker er jeg ikke også blevet såret?”
Anden Bog Frederic ankommer en tidlig morgen til Milano og bliver kørt til hospitalet, hvor han under stærke smerter løftes af sin båre for at kunne være i elevatoren. Han er den første patient, er slet ikke ventet, men placeres efter nogen forvirring på en udmærket stue og passes godt af en sød, ung sygeplejerske. Der er endnu ingen læge, for han passer sin privatklinik ved Comosøen. Frederic bryder sig ikke om forstanderinden, frøken van Campen, og mistilliden er gensidig. Portneren sørger for drikkevarer til Frederic, da frøken van Campen afslog.
Næste dag dukker Catherine Barkley op hos Frederic, hun kysser ham og han trækker hende ned i sengen til sig, og snart efter elsker de for første gang. Frederic er vanvittigt forelsket i hende, men undviger at svare, når Catherine vil vide, om han elsker hende. Men han lover at være forsigtig, så ingen opdager, de går i seng sammen.
Hjemkommet fra Como-søen kigger lægen på Frederic, piller så en del metalsplinter ud af hans lår, og sørger for at hans ben bliver røntgenfotograferet. Nu dukker tre læger op hos Frederic, og giver sig til at diskutere røntgenbillederne og fremmedlegemerne. Lægerne konkluderer i enighed, at Frederic må vente tre til seks måneder på en knæoperation, og indtil da må være sengeliggende. Det er Frederic utilfreds med - idet han tvivler på deres kvalifikationer, se citat - og han beder om at få en uafhængig kirurgs bedømmelse. Kort efter dukker derfor overlæge Valentini op, en meget energisk, grænsende til febrilsk person, som er tydeligt begejstret for Catherine, og som lover at operere Frederics knæ allerede næste dag.
Næste nat tilbringer de to elskende igen sammen i Frederics hospitalsseng, indtil Catherine henad morgen forsigtigt lister ind til sig selv. Mens hun gør ham klar til operationen, udspørger hun ham om de prostituerede, hun mistænker, han har besøgt, om hvornår de beder om betalingen, om de siger, de elsker ham, om han siger, han elsker dem. Frederic benægter, han kender noget til nogen prostituerede, men siger også, man hos en prostitueret kan få det som man lyster. Da Catherine igen spørger ham, om han har været hos dem, lyver han for hende (ligesom han gjorde det i en lignende samtale, da de mødtes i Gorizia). Men Catherine vil så gerne tro, han taler sandt: “Jeg vil, hvad du vil. Jeg har slet ikke noget “Jeg” mere. Jeg er kun, hvad du vil.”
Efter en vellykket operation ligger Frederic i stræk. Catherines kollega Helen, som også er blevet forflyttet til Milano-hospitalet, bringer diskret kærlighedsbreve frem og tilbage mellem de to elskende, men beder Frederic passe på, han ikke gør hende gravid, og opfordrer ham til at bede Catherine om ikke at tage så mange nattevagter, for “hun går og bliver så træt”. Desuden har forstanderinden bemærket, Frederic ligger og sover hver formiddag.
De to elskende nyder hinanden den sommer i Milano. Efterhånden som Frederic kan begynde at gå rundt, får de sig en stamrestaurant, hvor de spiser og drikker “tør, hvid capri, der lå på is i en køler”. Hjemme igen på hospitalet venter Catherine til der er ro blandt patienterne, før hun lægger sig ind til Frederic. Han nyder at løsne hendes hår, inden de elsker. Han vil gerne giftes, men for hende er de allerede gift, og hvis de skal giftes rigtigt, bliver hun sendt bort, for sygeplejersker må ikke ligge i med patienter. Men hun skammer sig ikke over det de gør.