thumb|300px|Forskelle i national indkomstlighed verden over som målt ved den nationale Gini-koefficient. Gini-koefficienten er et tal mellem 0 og 1, hvor 0 svarer til fuldstændig lighed (alle har den samme indkomst), og 1 svarer til fuldstændig ulighed (én person tjener al indkomsten i økonomien, og alle andre har ingen indkomst). Kilde til figuren: World CIA Report 2009.
Ved økonomisk ulighed (også omtalt som indkomstulighed eller formue- og indkomstforskelle) forstås forskellene i fordelingen mellem individer eller grupper af deres økonomiske aktiver, indkomst eller formue. Begrebet refererer typisk til uligheden mellem personer inden for et givet samfund, men kan også referere til ulighed mellem forskellige lande. Problemstillingen økonomisk ulighed omfatter spørgsmål om retfærdighed og lignende etisk-politiske problemstillinger.
Lighed kan både opfattes som lighed for loven, lighed i muligheder og lighed i udfald, og implikationerne heraf er ret forskellige. Statistik for indkomstfordelinger er et eksempel på, at man måler lighed i udfald (personers indkomst). Indkomstforskelle kan både være et resultat af, at folk har haft forskellige muligheder i deres tilværelse, eller at de har haft samme muligheder fra starten, men udnyttet dem forskelligt. De vigtigste årsager til indkomstforskelle er - ud over den økonomiske politik i det pågældende land - forskelle i evner, arbejdsindsats, held og arv. Mens indkomstforskelle som følge af forskelle i arvede formuer skyldes ulige muligheder, vil indkomstforskelle som følge af forskellig arbejdsindsats være et eksempel på, at folk med lige muligheder udnytter disse muligheder forskelligt.
Der er delte meninger om ønskeligheden og konsekvenserne af ulighed. I en række tilfælde vil der være en afvejning mellem at opnå økonomisk lighed og samfundsøkonomisk effektivitet i et samfund, idet tiltag, der forøger det ene, samtidig vil forringe det andet. Dette trade-off gælder dog ikke i alle situationer. Mens en vis ulighed kan fremme investeringer, kan for stor ulighed således være destruktiv for investeringsniveauet. Indkomstulighed kan også være en hindring for langsigtet vækst. Forskellige statistiske analyser, der sammenligner ulighed med årlig økonomisk vækst, er dog ikke kommet frem til nogen klar konklusion. Et af de seneste eksempler er en analyse fra 2011, hvor nogle forskere fra Den Internationale Valutafond (IMF) offentliggjorde en analyse, der påpegede, at lighed i indkomster forøgede varigheden af landes vækstperioder mere end frihandel, lav korruption, udenlandske investeringer eller lav udlandsgæld.
Økonomisk ulighed varierer for forskellige samfund, historiske perioder og økonomiske strukturer. Begrebet kan referere til tværsnitsbeskrivelser af indkomsten eller formuen på et givet tidspunkt eller til livstids-indkomsterne og formuen over længere tidsperioder.Wojciech Kopczuk, Emmanuel Saez og Jae Song (2010): “Earnings Inequality and Mobility in the United States: Evidence from Social Security Data since 1937,” Quarterly Journal of Economics. 125, no. 1 (2010): 91–128.
Der findes forskellige talmæssige indeks, der kan måle økonomisk ulighed. Gini-koefficienten er et af de mest prominente, men der eksisterer også mange andre metoder.
Der har generelt været en stigende ulighed i de økonomiske vilkår og specielt indkomstfordelingerne i Danmark og de fleste andre vestlige lande i de seneste årtier. En del undersøgelser opfatter ulighed som et voksende samfundsmæssigt problem.
Ulighedens omfang og udvikling Uligheden i indkomster er generelt højere i ulande end i ilande; inden for ilandene er der store forskelle. Traditionelt har indkomstfordelingen i de nordiske lande været blandt de mest lige i verden, mens et land som USA har en meget stor grad af indkomstulighed blandt OECD-landene.
De seneste årtier har set en stigning i uligheden i de fleste vestlige lande. Uligheden er steget i USA og Storbritannien siden omkring 1980, og fra sidst i 1980’erne har denne trend spredt sig til mange andre lande. Siden 2000-tallet har denne udvikling også været tydelig i lande, der har tradition for en ret lige indkomstfordeling, som Tyskland, Sverige og Danmark.OECD (2011): An Overview of Growing Income Inequalities in OECD Countries: Main Finding. Resume af OECD-rapporten Divided We Stand - Why Inequality Keeps Rising. Hentet 29. januar 2014.
En undersøgelse med titlen "Divided we Stand: Why Inequality Keeps Rising” fra 2011, offentliggjort af OECD, beskrev en række konklusioner om årsager, konsekvenser og policy-implikationer for den igangværende intensificering af ekstrem rigdom og fattigdom i OECD's 22 medlemslande: Indkomstuligheden i OECD-landene er på sit højeste niveau i det sidste halve århundrede. Den gennemsnitlige indkomst for de rigeste 10 % af befolkningerne er ca. ni gange så stor som for de fattigste 10 %, mod syv gange for 25 år siden. I USA er uligheden forøget fra et allerede højt niveau. Andre traditionelt mere lighedsorienterede lande som Tyskland, Danmark og Sverige har set afstanden mellem rige og fattige stige fra 5 til 1 i 1980'erne til 6 til 1 i dag.
I løbet af de to årtier forud for den globale finanskrise steg den reale disponible indkomst for husholdningerne i gennemsnit med 1,7 % om året i OECD's 34 medlemslande. Afstanden mellem rige og fattige steg imidlertid i de fleste lande. Med undtagelse af Frankrig, Japan og Spanien er lønningerne for de 10 % højstlønnede steget i forhold til de 10 % lavestlønnede. Forskellen mellem de 10 % i toppen og i bunden varierer meget fra land til land. I de nordiske og mange kontinentaleuropæiske lande er forholdet lavt, mens det er omkring 14 til 1 i Israel, Tyrkiet og USA og 27 til 1 i Chile og Mexico.”
I EU’s 15 ældste medlemslande var den gennemsnitlige ulighed målt ved Gini-koefficienten for den disponible indkomst på 29 i 2001, mens den i 2012 var steget til 30,7. Danmark havde i 2001 den mest lige indkomstfordeling med en Gini-koefficient på 22, men lå i 2012 på ellevtepladsen blandt EU’s 28 medlemslande, idet Gini-koefficienten her var 28,1 – en stigning på knap 28 %. Det mest lige EU-land var i 2012 Slovenien (23,7), mens det mest ulige land var Letland (35,7).Eurostats hjemmeside: Income distribution statistics. Hentet 29. januar 2014.
En undersøgelse fra World Institute for Development Economics Research ved United Nations University nævner, at den rigeste 1 % af alle voksne ejede 40 % af verdens aktiver i 2000. Ifølge bl.a. PolitiFact har de 400 rigeste amerikanere "en større formue end halvdelen af alle amerikanere tilsammen." En rapport fra Oxfam International fra 2013 nævner, at ændringen i nettoformuen for de 100 rigeste personer fra 2011 til 2012 var mere end fire gange så stor som det beløb, der skal til for at eliminere global fejlernæring i 2013. Direktøren for Oxfam, Jeremy Hobbs sagde, at "Vi kan ikke længere lade som om, skabelsen af rigdomme for nogle få automatisk vil blive til gavn for de mange - for ofte er det modsatte sandt."
Faktorer der påvirker uligheden Der er mange forskellige årsager til økonomisk ulighed inden for de enkelte samfund. De økonomiske vismænd nævner således, at indkomstforskelle kan skyldes "en lang række faktorer, som er konsekvensen af både muligheder og egen indsats så som arv, flid, evner, held på arbejds- og kapitalmarkedet samt velfærdsstatens intervention i form af skatteopkrævning og udbetaling af sociale overførsler".
Den nylige stigning i den samlede indkomstulighed er, i hvert fald i OECD-landene, først og fremmest drevet af stigende ulighed i lønindkomster.
Faktorer, der menes at påvirke økonomisk ulighed, omfatter i øvrigt: arbejdsmarkedsforhold globalisering teknologiske ændringer i produktionen politiske reformer ændringer i skattesystemets progression race-, køns- og anden diskriminering nepotisme variationer i medfødte evner
Arbejdsmarkedet En vigtig årsag til økonomisk ulighed i moderne markedsøkonomier er bestemmelsen af lønninger på arbejdsmarkedet. Lønninger fungerer på samme måde som priser for andre typer af goder. Udbud og efterspørgsel på markedet, i dette tilfælde arbejdsmarkedet, fastsætter prisen (lønnen) på den pågældende type arbejdskraft. Uligheden i lønninger skabes dermed af forskelle på disse priser på forskellige typer arbejdskraft i et kapløb mellem udbuddet på og efterspørgslen efter den pågældende type. Hvis mange i arbejdsstyrken er parate til at udføre en bestemt type arbejde (højt udbud), som få virksomheder efterspørger (lav efterspørgsel), vil det resultere i en lav løn for det pågældende arbejde. Konkurrencen mellem arbejderne driver lønnen ned. Dette gælder ofte ufaglønnede job som f.eks. opvasker på en restaurant. En type arbejde, som kun få i arbejdsstyrken ønsker eller har kvalifikationerne til at bestride, men som efterspørges af relativt mange, vil medføre en høj løn for det pågældende arbejde. Eksempler på dette er job som kræver meget specialiserede færdigheder, sjældne medfødte evner, f.eks. af kunstnerisk eller atletisk art, eller job, som indebærer en høj risiko.
Fagforeninger og/eller arbejdsgiverorganisationer kan påvirke løndannelsen på arbejdsmarkedet i kraft af deres monopolmagt. Organiseringsgraden på et arbejdsmarked har dermed også betydning for lønspredningen og dermed uligheden i lønindkomster. I USA er den længerevarende tilbagegang i andelen af folk på arbejdsmarkedet, der er medlemmer af en fagforening, således også blevet udpeget som en af årsagerne til den stigende ulighed.Schmitt, John and Ben Zipperer. 2006. "Is the U.S. a Good Model for Reducing Social Exclusion in Europe?" Post-autistic Economics Review 40.
Uddannelse thumb|upright=1.7|Illustration fra en annonce for en erhvervsuddannelse fra 1916 på bagsiden af et amerikansk blad. Uddannelse ses traditionelt som en nøgle til højere indkomst, og annoncen har appelleret til den udbredte amerikanske tro på muligheden for social og økonomisk opstigning.
En vigtig faktor i skabelsen af ulighed er variationer i personers uddannelsesniveau. Uddannelse skaber højere kvalifikationer og dermed muligheden for højere aflønning.
Globalisering Handelsliberaliseringer kan forskyde indkomstuligheden fra en national til en international skala. Når rige lande handler med fattige lande, kan de ufaglærte arbejdere i de rige lande opleve faldende lønninger som en konsekvens af konkurrencen, mens ufaglærte arbejdere i de fattige lande kan opleve stigende lønninger af samme årsag. Nobelpristager og handelsøkonom Paul Krugman vurderer, at handelsliberaliseringer har haft en mærkbar effekt på den stigende ulighed i USA. Han tilskriver denne trende forøget samhandel med fattige lande og opdelingen af produktionen, så job, der kræver få kvalifikationer, bliver mere handlede over landegrænserne. Han vurderer dog, at denne konsekvens af handel for uligheden i USA er af mindre betydning sammenlignet med andre årsager som teknologiske innovationer, et synspunkt, der deles af andre eksperter. Lawrence Katz vurderer, at 5-15% of den stigende indkomstulighed kan tilskrives handel. Robert Lawrence mener, at teknologisk udvikling og automatisering har medført, at ufaglærte job er blevet erstattet med maskriner i rige lande, og at disse lander ikke længere har større antal ufaglærte arbejdere i fremstillingserhverv, som kan påvirkes af konkurrencen fra fattigere lande.
Betydningen af kønsforskelle