thumb|Oqaasileriffik, Grønlands sprogsekretariat, var indtil december 2018 placeret i universitetsparken Ilimmarfik. Grønlandsk (grønlandsk: kalaallisut, "grønlændernes sprog") er et sprog i den inuitiske gren af den eskimoisk-aleutiske sprogfamilie, der tales i hele det arktiske område. Grønlandsk tales af ca. 50.000 mennesker i Grønland og ca. 20.000 mennesker i Danmark og er det eneste af de inuitiske sprog, der ikke er et minoritetssprog i sit primære udbredelsesområde, idet de inuitiske sprog i Quebec, Alaska og Sibirien er truet af hhv. fransk, engelsk og russisk. Det skyldes, at grønlænderne i Grønland er en majoritetsgruppe, idet der frem til Anden Verdenskrig kun befandt sig nogle få hundrede danskere og dansksprogede i den daværende koloni, mens der i dag er ca. 7.000 af en samlet befolkning på 56.452.
Historie thumb|Beslægtede sproggruppers udbredelse Det antages, at Thule-kulturens vandringer i to forskellige retninger rundt om Grønland har ført til de to forskellige sprogvarianter, vestgrønlandsk (kalaallisut) og østgrønlandsk (tunumiisut), som er svært indbyrdes forståelige og snarere kunne regnes for to forskellige sprog. Hertil kommer en tredje variant, Thule-sprog (inuktun), som indtager en mellemposition mellem vestgrønlandsk og inuitsprogene i det nordøstlige Canada og som menes at stamme fra en senere indvandring.
Vestgrønlandsk, der er den mest udbredte variant, og som tales af ca. 70.000 sprogbrugere, har i sig selv tre dialekter – nordvestgrønlandsk, midtgrønlandsk og sydgrønlandsk – som er indbyrdes forståelige. Heraf er den midtgrønlandske dialekt mest udbredt, idet det grønlandsk, der tales i hovedstaden Nuuk, dominerer det offentlige liv.
Sprogligt står de inuitiske sprog og således grønlandsk relativt isoleret. Selv om nordboerne var længe i Grønland, fra 985 til midt i det 15. århundrede, har moderne grønlandsk kun indoptaget få nordiske ord: Kuanneq af kvan, niisa af hnísa (marsvin) og puuluki af porrke (gris). Grønlandsk har et eget ord for Holland med betydningen "lavtliggende egn". Det grønlandske ord qallunaat for danskere betyder også "dem med store øjenbryn".Schriver, Nikoline. Grønlands råstofdebat (PDF). s. 13, fodnote 9.Ordet qallu betyder "øjenbryn", og endelsen -naat er ejefaldsendelsen på grønlandsk.Grønlandsk-Dansk online ordbog.Læremateriale om ejefald på grønlandsk .
Det moderne Grønland blev præget af herrnhutermissionen i tiden fra 1733-1900. Den tysk-grønlandske missionær Samuel Kleinschmidt udgav i 1851 en grønlandsk grammatik. Men heller ikke tysk har sat sig varige spor i sproget. Et eksempel er dog ajasoornarpoq: det er forbavsende (efter ach ja so). Under Anden Verdenskrig, hvor Grønlands forsvar var i hænderne på amerikanerne, blev sproget påvirket af amerikanske ord, hvor baaj (farvel) og dump (losseplads) stadig benyttes i dagligt grønlandsk i dag. Grønlandsk er blevet præget af danskere og dansk i henved 300 år og har indoptaget en lang række danske ord og ord via dansk som bøffi og bussit, idet fremmedordet som ender på en konsonant tilføjes et i og evt. udsættes for konsonantfordobling. Selvom moderne grønlandsk har haft behov for mange låneord, har sproget i al væsentlighed bevaret sin struktur og egenart..
Det er en myte, at der findes hundreder af ord for sne på grønlandsk: Grønlandsk har reelt kun to basale ord for sne, nemlig qanik (faldende sne, dvs. snevejr) og aput (liggende sne, dvs. snedække). Disse kan selvfølgelig udbygges med allehånde kvalificeringer, som også det danske ord "sne" kan (tøsne, nysne osv.). Det er imidlertid korrekt, at grønlandsk har udviklet et ordforråd på områder, hvor sprogbrugerne har haft brug for det, fx for byttedyr og sociale relationer. Behovet for at italesætte emner som militærteknologi og grøntsager har derimod længe været uaktuelle, hvorfor en del fremmedord har måttet tages i brug, eller passende ord har måttet konstrueres. Det er Oqaasileriffik (på dansk: Sprogsekretariatet) i Nuuk, der overvåger sprogets aktuelle udvikling, med Oqaasiliortut (på dansk: Sprognævnet) som beslutningstagende organ – som Dansk Sprognævn gør det med dansk.
Grammatik Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, hvilket vil sige, at sproget kan føje en række betydningsbærende orddele (morfemer) til en rod (syntese), så der dannes ét ord i modsætning til analytiske sprog, der udtrykker en tanke med særskilte ord for dens enkelte komponenter. Et grønlandsk ord kan bestå af en rod og helt op til fem til ti forskellige tilhæng; på grønlandsk kan man derfor ofte udtrykke en hel dansk sætning med et enkelt ord.
+ Eksempel på det grønlandske sprogs polysyntetiske naturGrønlandskTilhængTilhængets betydningDanskumiaqkonebådumiarsuaq+(q)suaqstorskibumiarsualivik+livikstedhavnumiarsualivimmi+mii / på / vedpå havnenumiarsualivimmiippoq+mi+ipat være ihan er på havnenumiarsualivimmiinngilaq-nngitikkehan er ikke på havnenumiarsualivimmiikkusunngilaq+gusupvil værehan vil ikke være på havnen
Karakteristisk for grønlandsk er endvidere, at verber og substantiver findes i et væld af bøjningsformer.
Ethvert grønlandsk verbum kan bøjes i ni modi. (de superordinate: indikativ, interrogativ, imperativ og optativ samt de subordinate: kausativ, konditionalis, iterativ, kontemporativ og participialmåde), op til otte forskellige personer, to forskellige numeri, og nogle også i positiv og negativ. Dette giver teoretisk set helt op til 725 forskellige bøjningsformer, som dog følger en vis logik. I overensstemmelse med sprogets polysyntetiske natur, inkorporeres et pronominalt subjekt og objekt ofte i verbalendelsen.
For substantivernes vedkommende gælder det, at der er otte forskellige kasus (to grammatiske: absolutiv og relativ samt seks oblikke: instrumentalis, allativ, lokativ, ablativ, vialis og ækvalis), to numeri samt forskellige genitivendelser, hvilket ligeledes medfører en stort antal muligheder, hvor et dansk substantiv kun har særskilte former for bestemthed og genitiv. Hvis grønlandsk morfologi således er kompliceret, er syntaksen overkommelig, idet subjektet altid kommer før objektet, som kommer før verbet. Sprogets lydlige side er ligeledes mere enkel end på dansk, idet der kun findes 14 grønlandske konsonanter og tre vokaler; to særlige lyde, som ikke findes på dansk, er det grønlandske q der udtales i retning af 'rk', men med lukke med bagtungen/drøbelen (hvilket også kendes på arabisk), mens kombinationer af ll og rl optræder som en særlig ustemt hæmmelyd, som også kendes på det keltiske sprog walisisk, f.eks. i ordet Lloyd's.
Udtale Det mest omfattende studie af grønlandsk fonologi er Jørgen Rischels Topics in West Greenlandic Phonology (1974).Rischel, Jørgen (1974): Topics in West Greenlandic Phonology. København: Akademisk Forlag.
Grønlandsk har tre vokalfonemer: /i/, /u/ og /a/.
Før en uvulær konsonant ([q] eller [ʁ]) skrives /i/ og /u/ som henholdsvis <e> og <o>, fordi udtalen af de to høje vokaler gøres lavere af den efterfølgende uvulære lyd, hvorved /i/ kommer til at lyde som og /u/ som . En lignende sænkning finder sted ved /a/, men dette vises ikke i retskrivningen. Da disse udtaleforskelle er allofoniske, det vil sige betingede af andre lyde i ordet, analyseres grønlandsk dog som havende kun tre vokalfonemer.
Dobbeltvokaler udtales som to stavelser, så fonologisk set er disse dobbeltvokaler og ikke lange vokaler; de skrives også som dobbeltvokal i retskrivningen.
Bogstaver mellem // er fonemer, og det følgende bogstav er den måde, hvorpå dette fonem skrives ifølge retskrivningen af 1973.
LabialAlveolærPalatalVelærUvulærLukkelyde/p/ - p/t/ - t/k/ - k/q/ - qhæmmelyde/v/ - v~f /s/ - s(/ʃ/)/ɣ/ - g/ʁ/ - rNasaler/m/ - m/n/ - n/ŋ/ - ng/ɴ/ - rnLikvider/l/ - l ~ /ɬ/ - ll/ʁ/ - rHalvvokal/j/ - j/Ø/ - ø
Grønlandsk har ikke noget tryk, men har visse "tunge" stavelser, f.eks. lyder stavelser med lang vokal eller stavelser før en dobbeltkonsonant som tryk. Forskellige intonationsforskelle kan også lyde som tryk. Intonation fordeler sig forskelligt, alt efter om der stilles et spørgsmål eller fremsættes en påstand. Da interrogative og indikative verbalformer kan sammenfalde, er intonation bl.a. her betydningsadskillende.
Skriftsprog
Som skriftsprog indtager grønlandsk en særstilling blandt inuitiske sprog, idet det har en særligt stærk skriftlig tradition, der har meget at takke den dansk-tyske missionær Samuel Kleinschmidts arbejde som sprogforsker for. Kleinschmidt udgav en grønlandsk retskrivning i 1840, selv om den ganske vist var for lærd og indviklet for de fleste. I 1972 vedtog det daværende landsråd en ny retskrivning, som omend den er mindre logisk opbygget, er tættere på den aktuelle udtale og dermed lettere at lære for mange. Grønland har således en stærk tradition for skriftsprog, og i den danske del af Grønland kunne alle læse og skrive allerede fra midten af 1800-tallet, noget før det var tilfældet for den samlede danske befolkning.
Sprogpolitik og -debat Grønlandsk er et meget lille sprog, som ikke undgår påvirkninger udefra og kontakter med omverdenen gennem globaliseringsprocessen. Derfor har der i Grønland været fokus på sprogbeskyttelse og debat om sprogets status i forhold til andre sprog, særligt dansk. Hjemmestyreloven af 1978 slog med § 9 fast, at grønlandsk skulle være hovedsproget i Grønland, men at der skal undervises grundigt i dansk. Loven tilføjede i stykke 2, at såvel grønlandsk som dansk skulle kunne anvendes i offentlige forhold. Selvstyreloven af 2009 ophøjede i § 20 det grønlandske sprog til officielt sprog uden at specificere, hvilken rolle dansk skulle spille.
Når sprogdebatten af og til går højt i Grønland, skyldes det både nogle i sprogene immanente forskelle og nogle praktiske omstændigheder i det miljø, de bruges i, som er et grønlandsk samfund under dansk påvirkning i en global verden, hvor engelsk spiller en betydelig rolle.
En løsning på sprogforbistringen mellem grønlændere og danskere, der hver for sig ikke kan modpartens sprog, er fx blevet fremsat af økonomen Mogens Boserup på en konference i Sisimiut (Holsteinsborg) i 1970, idet forslaget gik ud på at gennemføre et sprogskifte og altså afskaffe grønlandsk – eller til nød at indføre diglossia, hvor grønlandsk skulle være hjemmesproget og dansk hovedsproget. Forslaget ville i sagens natur svække grønlandsk og gøre tolkning mindre udbredt, men ville også forbedre grønlændernes adgang til uddannelse og dermed deres muligheder for at fremme deres kvalifikationer, så de i højere grad selv ville blive i stand til at styre landet.
Når forslaget mødte modstand, hænger det sammen med en grønlandsk sprogopfattelse, hvor sproget ses som en fundamental del af den nationale identitet. Derved ville det blive set som en krænkelse, hvis man fra officielt hold forsøgte at indføre et bestemt sprogligt hegemoni.
Juridisk er det svært at nå frem til en endegyldig definition af, hvem der er grønlændere, da både grønlændere og danskere er danske statsborgere, men sproget inddrages af og til i forsøgsvise indkredsninger af den nationale identitet. Imidlertid findes der grønlændere, der taler dansk som førstesprog og grønlandsk som andetsprog, hvis de overhovedet taler grønlandsk. Der kan være tale om, at nogle dansktalende er af blandede familier, hvor der er blevet talt dansk, at andre har måske været på institution i Danmark og aldrig har fået lært grønlandsk, mens atter andre kan have været vokset op i grønlandsksprogede familier, der har haft en ambition om at lære deres børn dansk."Jeg er en dansksproget grønlænder, som i 30 år har forsøgt at lære grønlandsk uden større held." Michael Rosing i
Kundskaber i dansk og grønlandsk