Caspar Paludan-Müller

thumb|C. Paludan-Müller Caspar Peter Paludan-Müller (født 25. januar 1805, død 1. juni 1882) var en dansk historiker. Han var søn af Marie Benedicte Rosenstand-Goiske (1775–1820) og Jens Paludan-Müller (1771-1845).Stamtavle over Slægten Paludan-Müller

https://slaegtsbibliotek.dk/927021.pdf

Barndom og ungdom Han var den fjerdeældste i en stor søskendeflok, hvor også digteren Frederik Paludan-Müller (1809–1876) og præsten Jens Paludan-Müller (1813-1899) hørte til - de voksede op og havde en livlig barndom i Kerteminde, hvor faren var sognepræst.

Moren beskrives som en meget livlig og begavet kvinde. Hun var dog "nervøst anlagt", og allerede mens børnene var små, blev hendes tilstand så anspændt, at den udviklede sig til en egentlig sindssygdom.Personalhistorisk Tidsskrift 1939 10. rk 6. bd 3.-4. hf (s. 203) https://slaegtsbibliotek.dk/900989.pdf

I 1819 blev faren stiftsprovst i Odense, og Paludan-Müller, som indtil da var blevet undervist hjemme, kom herefter i Odense Katedralskole. Her fik en dygtig lærer, adjunkt Jørgensen, stor betydning for ham, idet han vakte hans særlige interesse for historie.

Da han blev student i 1822 og begyndte at studere teologi, var det især de historiske sider af studiet, der tiltrak ham. De teologiske dogmer havde han derimod vanskeligere ved at acceptere uden videre. Selv om man ikke ved meget om hans indre liv, tyder meget på, at han i disse år gennemlevede alvorlige åndelige konflikter, som han først senere fandt ro i, blandt andet gennem lange samtaler med sin far. Ligesom faren bevægede han sig efterhånden fra en rationalistisk holdning over mod en mere inderlig og personlig religiøsitet. Præst ville han dog ikke være.

Da han i januar 1827 havde taget teologisk embedseksamen, valgte han i stedet en lærerbane og blev i 1829 adjunkt ved Odense Katedralskole, hvor han afløste en af sine tidligere lærere.

Han kastede sig med stor energi over undervisningen. Han var godt forberedt, men fortsatte hele tiden med at udvide sin viden. Som han selv skrev;"Jeg har ladet egne studier gå jævnsides undervisningen – den eneste måde, hvorpå det, efter min overbevisning, er muligt for skolemanden at holde interessen for sit pligtarbejde levende i en længere årrække".Han ønskede, at historieundervisningen skulle vise de store sammenhænge i udviklingen, men uden at blive abstrakt. Det afgørende var ikke blot, at noget var sket, men hvad der var sket, og hvordan det var sket. Det kunne kun gøres klart, mente han, ved at tage udgangspunkt i det konkrete, hvor de større sammenhænge faktisk havde vist sig i virkeligheden.

Hans store viden og brede historiske blik kom også til udtryk i de anmeldelser, han i begyndelsen af 1840'erne skrev af P.A. Munchs lærebog i Nordens historie og C.F. Allens Håndbog i Danmarks historie. Her kritiserede han den ene for en for snæver, norsknational synsvinkel og den anden for et alt for mørkt syn på udviklingen i Danmarks historie.

Ægteskab 2. november 1829 ægtede Paludan-Müller Henriette Erichsen Rosenstand-Goiske, en datter af konferensråd Johan Ph. K. Rosenstand-Goiske. Sammen fik de sønnen Jens Paludan-Müller, født 10. marts 1836, som faldt under Slaget ved Sankelmark, 6. februar 1864. Henriette døde 10. januar 1877.

Caspar Paludan-Müller er begravet på Assistens Kirkegård.

Historiske studier Paludan-Müller begyndte tidligt på selvstændige historiske undersøgelser, og hans ophold i Odense førte ham naturligt til emner fra byens og hele Fyns historie. Hans første arbejde var Om St. Hans Kloster i Odense (1831). Senere fulgte den grundige levnedsbeskrivelse af Odensebispen Jens Andersen Beldenak (1836), og under hans ledelse udgav Fyns Stifts Litterære Selskab den omfattende samling Aktstykker til Oplysning især af Danmarks indre Forhold i ældre Tid (1841-1845), som i høj grad byggede på kilder fra fynske arkiver.

Samtidig arbejdede han indgående med emner af universalhistorien, især Italiens middelalder, som optog ham stærkt. På baggrund af kritiske kildestudier skrev han Cola de Rienzo, Tribun og Senator i Rom (1838), og året efter udgav han sit hovedværk Undersøgelse om Machiavelli som Skribent, især med Hensyn til Bogen om Fyrsten. Selv kaldte han det "et forsøg i den højere historiske kritik". Her forsøgte han at forstå værket ud fra forfatterens personlighed og den historiske kontekst i renæssancens Italien - en tilgang, som dengang var ny og blev gennemført med stor konsekvens og talent. Havde værket været skrevet på et af de store europæiske sprog, ville det formentlig have fået en langt større international betydning.

Allerede på dette tidspunkt var han en anerkendt skribent, og i 1840 blev han tildelt den filosofiske doktorgrad for sin afhandling om Kalmarunionens grundlæggelse - Observationes criticæ de foedere inter Daniam, Sveciam et Norvegiam auspiciis Margaretæ reginæ icto. Her viste han med klar og systematisk analyse, at det såkaldte unionsbrev fra 1397 næppe kunne betragtes som en egentlig grundlov for unionen, men snarere som et foreløbigt dokument. Senere forskning har nuanceret billedet, men hans grundlæggende iagttagelser står stadig som væsentlige. Med denne afhandling placerede han sig blandt landets førende historikere og fandt sit egentlige felt: den kritiske kildeundersøgelse.

Han blev hurtigt anerkendt i faglige kredse og allerede 1839 var han blevet medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie, og i 1843 optog Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab ham i sin midte.

Kort efter kom han - delvist ved en tilfældighed - ind i arbejdet med en større historisk opgave. Et fynsk litterært selskab var begyndt at indsamle kilder - på baggrund af et forslag fra Christian 8. - om Slaget ved Øksnebjerg, men Paludan-Müller udvidede projektet til at omfatte hele Grevens Fejde. Han indsamlede materiale fra både danske og udenlandske arkiver og udgav kilderne i perioden 1852-1853. På den baggrund skrev han sit hovedværk Grevens Fejde (1853-1854), hvor han for første gang gav en samlet og kildekritisk fremstilling af dette afgørende afsnit af Danmarks historie.

Værket var banebrydende ved sin systematiske brug af arkivmateriale og sin kritiske tilgang til tidligere fremstillinger. Til gengæld var stilen mindre levende end hos nogle af hans samtidige, eksempelvis C.F. Allen, og han blev skuffet over, at bogen ikke nåede et bredere publikum. Han vendte derfor ikke senere tilbage til større fremstillende værker i samme form.

Rektor

Samtidig med udgivelsen blev han i 1853 udnævnt til rektor i Nykøbing, efter året før at have fået professortitel. Skolen var i dårlig stand, men han gennemførte en grundig reform. Hans stærke personlighed satte sit præg på både lærere og elever, og skolen fik hurtigt et godt ry. En elev udtrykte det senere sådan, at "han holdt den som et krigsskib". Hans alvor og engagement i undervisningen fremgår også af hans skoletaler.

Arbejdet som rektor krævede dog mange kræfter, og i en årrække blev der længere mellem hans videnskabelige arbejder. Samtidig ramtes han af personlige sorger. Nederlaget i krigen i 1864 var et hårdt slag for ham som patriot, og han mistede i den forbindelse sin eneste søn, Jens. To år senere døde også hans svigersøn, den lovende filolog Fr. Nutzhorn. Disse begivenheder prægede hans senere liv og virke.

Professor ved Københavns Universitet

Omkring 1870 begyndte Paludan-Müller - trods sin høje alder - en ny og bemærkelsesværdigt produktiv periode, som varede helt frem til hans død. I årene 1869-1872 udgav han i Videnskabernes Selskabs skrifter sit banebrydende værk Studier til Danmarks Historie i det 13. Aarhundrede. Her vakte især hans analyse af konflikten med Jakob Erlandsen og hans skarpe kritik af Kong Valdemars Jordebog stor opmærksomhed.

Endelig kom også den længe ønskede udnævnelse til Københavns Universitet. Efter C.F. Allens død blev Paludan-Müller den 29. juni 1872 udnævnt til professor i nordisk historie og oldsager. Hans første forelæsning blev en begivenhed i sig selv og markerede tydeligt, hvilken betydning hans tiltrædelse havde - ikke blot for universitetet, men også for det historiske studium i Danmark.

Få år senere udgav han sit måske fineste værk, De første Konger af den oldenborgske Slægt, Omrids og Tanker til Forstaaelse af Danmarks Historie i Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid (1874), som byggede på hans forelæsninger. Her gav han ikke en fuldstændig gennemgang af perioden, men samlede sig om de afgørende vendepunkter og skildrede dem og deres centrale personer med stor præcision og indsigt. Selv hvor han arbejdede i forlængelse af C.F. Allen, lykkedes det ham ofte at gå dybere i sin analyse.

Som universitetslærer arbejdede han med en næsten ungdommelig energi. Han havde tydeligvis en plan om gennem sine forelæsninger at dække hele Danmarks historie og nåede da også at føre fremstillingen fra Valdemar Sejrs død og langt ind i 1700-tallet. Derudover gav han et samlet overblik over dansk historieskrivning med fokus på centrale skikkelser som Saxo og Huitfeldt samt 1700-tallets historiske litteratur.

Selv om hans høje alder og tiltagende hørenedsættelse gjorde det vanskeligt for ham at få tæt kontakt med de studerende, udførte han sit arbejde med stor flid og samvittighedsfuldhed helt frem til sin død, som indtraf efter blot få timers sygdom.

I 1867 modtog han Dannebrogordenens Hæderstegn og i 1874 blev han Kommandør af Dannebrog.

Karakteristik af Paludan-Müller som historiker

Paludan-Müller var en historiker med både bred og dyb dannelse. Han beherskede Danmarks historie fra de tidligste perioder til sin egen samtid, og hans arbejder spænder fra studier af Harald Blåtands lovgivning til kritik af fremstillinger af 1800-tallets politik. Bag dette lå et solidt kendskab til den generelle verdenshistorie. Hele livet igennem fortsatte han med at læse og studere, og især tysk romantik og historisme prægede hans tilgang.

Han advarede mod at bruge nutidens begreber som nøgle til at forstå fortiden. Til gengæld deltog han i mindre grad i den arkivbaserede forskning, som ellers blev stadig vigtigere i 1800-tallet. Han betonede selv, at historikerens rette arbejdsplads var biblioteket snarere end arkivet.

Han skelnede mellem forskellige typer historiske kilder: sagn (mundtlige fortællinger), monumenter (skriftlige kilder) og myter. Ifølge ham kunne man kun nå til sikker viden ved at sammenholde det usikre (sagnet) med det sikre (monumentet). Dertil kom myter, som var ren digtning og derfor ubrugelige. Denne metode virker i dag forenklet og blev senere kritiseret, blandt andet af Kristian Erslev. Paludan-Müller selv fulgte den heller ikke konsekvent, da han ofte var tilbøjelig til at forsvare sagns historiske sandhed, selv uden sikre beviser - dette kom bl.a. til udtryk ved at han holdt på, at Saxo havde haft hjemme i Roskilde, og på, at Christian Barnekow havde reddet Christian 4. på Skjellinge Hede (Indbydelsesskrifter fra Nykøbing 1861 og 1870).

Han var derimod imod det løse rygte om Karl 12. af Sveriges dødsmåde (Historisk Tidsskrift, 2. række, bind 1). Her afviste han påstandene om, at kongen var faldet for en snigmorders kugle; en afvisning, der siden blev bekræftet ved en undersøgelse af selve liget.

Derimod var hans kritiske sans over for dokumenter meget skarp, trods at han blev kritiseret for arbejdet med hans skildring af det Stockholmske Blodbads forhistorie. Han gjorde opmærksom på, at mange dokumenter i arkiverne aldrig har haft officiel gyldighed, og dette synspunkt blev centralt i flere af hans vigtigste arbejder - blandt andet i analysen af unionsbrevet fra 1397 og i hans tolkning af Kong Valdemars Jordebog. Her gik han så vidt som til at kalde det bevarede håndskrift en slags kladdebog, hvilket udløste en skarp faglig debat, blandt andet med historikeren Johannes Steenstrup bl.a. i Stridsskrift (1874).