thumb|En bølge brydes ved Atlanterhavet. thumb|71 % af jordoverfladen er dækket af hav. Havet er den forbundne masse af saltvand, der dækker mere end 70 % af Jordens overflade (361.132.000 km², med et samlet rumfang på omkring 1.332.000.000 km³). Det modererer Jordens klima og spiller vigtige roller i vandets kredsløb, kulstofkredsløb og kvælstofkredsløb. Havet er blevet berejst og udforsket siden oldtiden, mens videnskabelige studier af havet — oceanografi — stammer tilbage fra kaptajn James Cooks opdagelsesrejser i Stillehavet mellem 1768 og 1779. Ordet hav bruges også til at betegne mindre dele af havet, der ligger halvt indlands såvel som store salte indlandssøer såsom det Kaspiske hav og Dødehavet.
Havvands mest rigelige opløste faste stof er natriumklorid. Herudover indeholder vandet også salte fra magnesium, calcium og kalium, såvel som mange andre grundstoffer, heraf nogle i meget små koncentrationer. Havets salinitet varierer kraftigt, og er typisk lavere nær overfladen og store floders udmunding, men højere i det dybe hav; de opløste saltes relative proportioner varierer dog kun meget lidt i verdenshavene. Vind, der blæser henover havoverfladen, skaber havbølger, som brydes når de når lavvandede områder. Vind skaber også overfladestrømme gennem friktion, hvilket skaber langsomt men stabilt omløb af vand igennem verdenshavene. Omløbets retning styres af faktorer såsom kontinenternes størrelse og Jordens rotation (den såkaldte Coriolis-effekt). Dybhavsstrømme, kendt som det globale transportbånd, transporterer koldt vand fra tæt på polerne og ud til alle verdenshavene. Tidevand, havoverfladens hævelse og sænkelse normalt to gange dagligt, forårsages af Jordens rotation og den omkredsende månes tyngdekrafteffekter samt, i mindre grad, af Solen, og kan have en meget stor tidevandsamplitude i bugter og æstuarier. Undervandsjordskælv fra tektoniske pladers bevægelse under havene, vulkansk aktivitet, store jordskred og nedstyrtning af store meteoritter kan alle føre til destruktive tsunamier.
Der lever en bred vifte af liv i havet, heriblandt bakterier, protister, alger, planter, svampe og dyr, da havet understøtter en mængde forskellige habitater og økosystemer, fra den solbeskinnede overflade og kystlinje (henholdsvis betegnet den fotiske zone og litorale zone) til de store dybder med stærkt tryk i den kolde, mørke abyssale zone, og fra det kolde vand under de polære iskapper til den farverige diversitet i koralrev i tropiske regioner. Mange af verdens store organismegrupper udviklede sig oprindeligt i havet og det er muligt at selve livet opstod der.
Havet er kilde til store mængder fødevarer for mennesker, hovedsageligt fisk, men også skaldyr, havpattedyr og tang, enten fanget af fiskere eller dyrket under vandet. Blandt andre menneskelige anvendelser af havet er handel, rejse, mineraludvindelse, elproduktion, krig og fritidsaktiviteter såsom svømning, sejlads og dykning. Mange af disse aktiviteter medfører dog forurening af havet.
Havet er en vigtig del af menneskers kultur, og har spillet store roller i litteraturen mindst siden Homers Odysseen, i marinemalerier, i film og i klassisk musik. I mytologier repræsenteres havet ofte symbolsk som monstre såsom Skylla, og i drømmetydning repræsenterer det underbevidstheden.
Definition thumb|Et animeret kort der viser verdenshavene. Havet er en kontinuerlig vandmasse, som omkredser Jorden, men opdeles ofte i et antal centrale områder. En af de oftest anvendte opdelinger er i Stillehavet, Atlanterhavet, det Indiske ocean, Ishavet og Sydhavet; de to sidstnævnte konsolideres ofte ind i de første tre. Havet er det forbundne system af alle Jordens største vandområder, heriblandt Atlanterhavet, Stillehavet, det Indiske ocean, Sydhavet og Ishavet. Denne sammenhængende vandmasse, verdenshavene, betegnes også som "oceaner", mens ordet "hav" herudover også kan betegne mindre dele af verdenshavene, såvel som store indlandssøer med saltvand såsom Det Kaspiske hav eller Dødehavet. En alternativ opdeling af oceanerne er i mindre bihave, som igen kan inddeles i middelhave eller randhave. Nogle eksempler på bihave er Østersøen, som er et middelhav, og det Arabiske hav, som er et randhav. Andre have kaldes bugte, for eksempel den Bengalske bugt.
Formelt er det den Internationale Hydrografiske Organisation (International Hydrographic Organization) som opdeler og sætter grænser mellem havområderne.
Etymologi Ordet "hav" stammer fra norrønt haf og oldengelsk haef, som menes at være beslægtet med ordet "hæve". På gammelnorsk hed havet mar eller ser, men efterhånden gik man over til ordet hav, som tidligere havde været betegnelsen for flod eller højvande.Arne W.Aasland: «Tolking av nokre stadnamn på Hafs- og Hund», Kjelda nr 3/2008, fylkesarkivet i Sogn og Fjordane
Fysisk videnskab
Jorden er den eneste kendte planet med have af flydende vand på sin overflade, omend Mars har polære iskapper og der er en mulighed for at Jordlignende planeter i andre solsystemer ligeledes kan have have.Ravilious, Kate (21 Apr 2009). "Most Earthlike Planet Yet Found May Have Liquid Oceans" i National Geographic. Jordens 1.335.000.000 km³ hav indeholder omkring 97,2 % af al planetens kendte vand og dækker mere end 70 % af dens overflade. Herudover er 2,15 % af Jordens vand frosset, og findes i havisen, der dækker Ishavet, iskappen der dækker Antarktika og dets omkringliggende hav, og diverse gletsjere og andre større overfladeaflejringer rundt omkring i verden. Det resterende (omkring 0,65 % af helheden) danner undergrundsreservoirer eller diverse stadier af vands kredsløb, som indeholder ferskvand, der anvendes af det meste jordbundne liv: damp i Jordens atmosfære, skyerne den danner, regnen der falder fra disse og de søer og floder, der spontant dannes efterhånden som dette vand igen og igen flyder mod havet.NOAA. "Lesson 7: The Water Cycle" i Ocean Explorer.
Den videnskabelige forskning i vand og jordens vands kredsløb kaldes hydrologi; hydrodynamik studerer fysikken bag vand i bevægelse. Nyere forskning i havet specifikt kaldes oceanografi, og begyndte som et studie af havets strømninger,Lee, Sidney (ed.) "Rennell, James" in the Dictionary of National Biography, Vol. 48. Smith, Elder, & Co. (London), 1896. men har siden udviklet sig til et større, multidisciplinært felt.Monkhouse, F.J. (1975) Principles of Physical Geography. pp. 327–28. Hodder & Stoughton. . Moderne oceanografer undersøger eksempelvis havvands egenskaber, bølger, tidevand og havstrømme, optegner kystlinjer og kortlægger havbunde og studerer liv i havet. Underdisciplinen, der specifikt beskæftiger sig med havets bevægelser, dets styrke og de kræfter der påvirker det, kaldes fysisk oceanografi.Stewart, Robert H. (2008) Introduction To Physical Oceanography. pp. 2–3. Texas A & M University. Marinbiologi (også kaldet biologisk oceanografi) studerer de planter, dyr og andre organismer, som lever i havets økosystemer. Begge discipliner understøttes af kemisk oceanografi, som studerer grundstoffernes og diverse molekylers effekt i havene, og i nyere tid har beskæftiget sig særligt meget med havets rolle i kulstofkredsløbet samt kulstofs rolle i forsuringen af verdenshavene. Marin og maritim naturgeografi kortlægger havets størrelse og form, mens maringeologi (eller geologisk oceanografi) har fundet beviser på kontinentaldrift og forsket i Jordens sammensætning og struktur, sedimenteringsprocessen og assisteret vulkanske og seismologiske studier.
Havvand
thumb|left|upright=1.35|Salinitetskort fra rumskibet Aquarius. Regnbuefarverne repræsenterer salinitetsniveau med rød = 40 ‰ og lilla = 30 ‰ + Større opløsninger i havvand (3,5 % salinitet) Stof Koncentration (‰) % af alle salter Chlorid 19,3 55 Natrium 10,8 30,6 Sulfat 2,7 7,7 Magnesium 1,3 3,7 Calcium 0,41 1,2 Kalium 0,40 1,1 Bicarbonat 0,10 0,4 Bromid 0,07 0,2 Carbonat 0,01 0,05 Strontium 0,01 0,04 Borat 0,01 0,01 Fluorid 0,001 <0,01 Alle andre stoffer <0,001 <0,01
Vandet i havet har længe mentes at stamme fra Jordens vulkaner, som for omkring 4 milliarder år begyndte at afgasse fra smeltet klippe, omend nyere forskning tyder på at meget af Jordens vand kan stamme fra kometer.
Et af havvands særlige egenskaber er at det er salt (heraf synonymet "saltvand"). Salinitet måles normalt i promille (‰), og det åbne hav har omkring 35 g faststoffer pr. liter, hvilket er en salinitet på 35 ‰. Middelhavet er en smule højere med 38 ‰, mens saliniteten i den nordlige del af det røde hav kan nå helt op på 41‰. Nogle indlandssøer, kendt som saltsøer, har et endnu højere salinitetsniveau, heriblandt Dødehavet, som har 300 g opløst faststof pr. liter (300 ‰).
Natriumchlorid, også kendt som almindelig husholdningssalt, udgør omkring 85 % af faststofferne i havvandet, omend det også indeholder andre metalioner såsom magnesium og calcium, og negative ioner såsom sulfat, carbonat og bromid. På trods af variationer i salinitetsniveauet i forskellige have så er den relative sammensætning af de opløste salte den samme i alle verdens have. Havvand er for salt til at det er sikkert for mennesker at drikke større mængder af, da nyrerne ikke kan udlede urin, der er lige så salt som havvand.
Mængden af salt i havet har været relativt konstant igennem millioner af år, men flere faktorer påvirker alligevel en vandmasses salinitet. Fordampning og biprodukter af isdannelse øger saliniteten, mens nedbør, smeltende havis og afstrømning fra land reducerer den. Østersøen har for eksempel mange floder, der flyder ud i den, og den kan derfor betragtes som brakvand. Omvendt er det røde hav meget salt på grund af sin høje fordampningshastighed.NOAA (11 Jan 2013). "Drinking Seawater Can Be Deadly to Humans".
Havtemperatur afhænger af mængden af solstråling på havets overflade. I tropiske områder, hvor Solen er næsten direkte over havet, kan temperaturen på overfladelagene blive op til 30 °C mens temperaturen nær polerne er i ækvivalens med havisen omkring -2 °C. Der er en vedvarende cirkulation af vand i havene: Varme overfladestrømme nedkøler efterhånden som de bevæger sig væk fra troperne, og vandet bliver tykkere og synker. Det kolde vand bevæger sig derefter tilbage imod ækvator som dybhavsstrømme, drevet af temperaturforandringer og vandets massefylde, før det til sidst igen strømmer op mod overfladen. Dybhavsvand har en temperatur på mellem -2 °C og 5 °C på alle sider af kloden.
Havvand med en typisk salinitet på 35‰ har et frysepunkt på omkring −1.8 °C. Når dets temperatur bliver lav nok bliver der dannet iskrystaller på overfladen. Disse brækkes i mindre stykker og flyder sammen til at danne flade plader, der danner en tyk suspension kendt som krav. I rolige omgivelser fryser denne suspension til en tynd, flad iskappe af tyndis, også kendt som nilas, som tykner efterhånden som ny is dannes på dens underside. I mere turbulent hav danner kravkrystallerne flade plader, som glider under hinanden og derefter flyder sammen og danner isflager. Under nedfrysningsprocessen fanges saltvand og luft mellem iskrystallerne. Nilas kan have en salinitet på 12–15 ‰, men når havisen er et år gammel vil dette niveau være faldet til 4–6 ‰.