thumb|Et fransk motiv fra 1806, der viser Napoleon Bonaparte give jødedommen ligestilling.
Jødernes emancipation i Europa betegner den udvikling fra anden halvdel af 1700-tallet til omkring 1. verdenskrig, hvor jøderne i Europa fra at være en udskilt gruppe med færre rettigheder og pligter end andre indbyggere i politisk og anden henseende blev ligestillet med de øvrige indbyggere i de enkelte lande. Emancipationen varierede fra land til land.
Emancipationen eller ligestillingen af jøder fremkaldte forskellige reaktioner såvel blandt jøderne som i den øvrige befolkning. En del ikke-jøder reagerede ved jødefjendskhed (antisemitisme), andre anså ligestillingen af jøder som et naturligt led i kampen for borgerrettigheder. Blandt jøderne var reaktionerne lige så varierende: nogle tilstræbte en sekularisering af jødedommens særlige ritualer og en tilpasning til det kulturelle og religiøse liv i værtsnationen, andre antog kristendommen, atter andre reagerede ved at prøve at opretholde jødedommens særlige kulturform ved at opretholde de jødiske ghettoer i storbyerne, og endelig krævede andre at jøderne skulle have deres egen stat på lige fod med andre nationer.
Baggrund
Jøderne havde lige siden den første jødiske stats sammenbrud i 70 e.Kr. været spredt ud over det meste af den kendte verden: de boede i Afrika, Europa og Asien (en del i Mellemøsten) og efter Amerikas opdagelse begyndte jøder også at udvandre til Nordamerika og Sydamerika. Endnu til 1. verdenskrig fandtes langt den største del af den jødiske befolkning i Europa, især i Østeuropa, hvor de mange steder dannede egne samfund. I Vesteuropa var jøderne færre, men ofte i mere eller mindre lukkede samfund, i storbyer ofte i ghettoer. Undertiden som følge af tildelte rettigheder (således havde Christian 4. indkaldt jøder til bosættelse i hans nyoprettede byer, blandt andre Glücksburg, for at fremme disses økonomiske udvikling), i andre tilfælde for at kunne holde dem under kontrol. Kendetegnende var dog i almindelighed, at jøder ikke var ligestillede med de enkelte landes øvrige befolkning. Denne situation begyndte at ændre sig fra anden halvdel af 1700-tallet.
Begyndelsen
Først i 1750 udstedte kong Frederik 2. af Preussen et toleranceedikt til jødernes fordel, men flere indskrænkninger varede ved. I 1755 udstedtes et lignende edikt i Østrig, og i 1781 tog kejser Josef 2. det første skridt til at forbedre jødernes stilling ved at give dem ret til fri religionsudøvelse og flere rettigheder. Samtidig udvidede han værnepligten til at omfatte jøderne, som hidtil var gået fri. Omtrent på samme tid havde de fremtrædende tyske forfattere Gotthold Ephraim Lessing og Christian W. Dohm gjort sig til talsmænd for jødernes sag, og blandt jøderne selv havde Moses Mendelssohn vakt opmærksomhed ved sin agitation for at frigøre jøderne fra den åndelige og materiel undertrykkelse. 1700-tallets tanker om frihed og lighed kom jøderne til stor nytte. I 1784 afskaffedes leibzoll (brødtold) i Lorraine og Alsace; i 1787 i Preussen og fra 1799 til 1803 i resten af de tyske stater. 1790-1791 fik jøderne borgerlige rettigheder i Frankrig, i Holland i 1796 og mellem 1808 og 1813 i det meste af de tyske stater. Sideløbende gik den åndelige bevægelse blandt jøderne i retning af roller i det offentlige liv, at nedbryde de barrierer, der adskilte dem fra de kristne, og de generelle religiøse indifferente holdning og det stærke rationalisme i den kristne kirke. Det fik mange jøder, især de mere veluddannede og velstående, til at afstå fra deres fædres tro og blive døbt. Hvad den langvarige forfølgelse ikke kunne det opnå gennemførtes i en kort periode af tolerance.
Emancipationen i de enkelte lande
Frankrig
Det i Paris den 9. februar 1807 samlede "Sanhedrin", som bestod af repræsentanter for jøderne i Frankrig og dets under fransk indflydelse stående naboområder, erklærede, at jøderne ikke gjorde krav på nogen særstilling i loven, men ønskede at stå under de almindelige retsregler, og at de ønskede at regne sig selv som tilhørende de bestemte etniske grupper, blandt hvilke de levede, såfremt de fik en civil og social ligestilling. Den frihed, som revolutionen havde givet jøderne, blev stadfæstet lovmæssigt i Frankrig ved forfatningen af 1814, og i 1831 fik de som de kristne kirker et statstilskud til deres gudsdyrkelse. I 1870 blev jøderne i Algeriet stillet på lige fod med de franske jøder.
Holland og Italien
Også i Holland blomstrede den nyfundne frihed, mens den i Italien blev indskrænket igen, især i Modena, hvor endog en særlig dragt blev dekreteret for jøderne. I Rom blev ghettoen først åbnet i 1847, og fuld ligestilling blev først opnået i 1848 på Sardinien og i resten af Italien 1859-1870.
Tyskland
Også i Tyskland kom en reaktion efter 1814, og jødernes frihed blev indskrænket, især i Preussen og Hannover, idet pøblens uvilje i 1819 i flere større byer udløstes i optøjer og mindre voldsepisoder. I 1828 skete et omslag, først i Württemberg. I 1833 fik jøderne statsborgerskab i Kurhessen, og 1830 blev på flere landdage gennemført en kamp for jødernes rettigheder mod modstand fra regeringerne og repræsentanter for adelen, indtil fuld ligestilling blev gennemført i 1848. Kun Mecklenburg beholdt de gamle begrænsninger, men de blev opgivet i 1867 efter Det Nordtyske Forbunds etablering. Senere udøvedes i flere tyske lande, men især i Preussen, som en konsekvens af antijødisk agitation, næsten systematisk tilsidesættelse af jøders muligheder for at besætte embeder i kontorer og helt udelukkede var jøder fra officersstillinger, så enhver jøde, der ønskede en offentlig karriere, næsten var tvunget til at lade sig døbe. I overklassen i samfundet gjorde der sig også en bestræbelse gældende for at udelukke jøder fra en selskabs-, klub-, forenings- (tilmed studenterforenings-) og badestedslivet.
England
England gav allerede i 1723 jøderne retten til at eje fast ejendom, og i 1753 ville regeringen og parlamentet give dem borgerlige rettigheder, men måtte som et resultat af den offentlige mening afstå derfra. Ved valgreformen i 1832 fik jøderne politisk stemmeret. 1835-1845 fik de gradvist adgang til et offentlige embeder og endelig i 1858 efter ti års kamp adgang til Parlamentet. Mange jøder fik sæde der og ikke få blev adlede: siden 1885 blev jøder også arvelige peerer.
Østrig-Ungarn
Østrig-Ungarn bibeholdt i det væsentligt ordningen af 1782. Man betragtede jøderne som blot "tålte", og søgte om muligt forhindre deres forøgelse ved at kompliceret indgåelsen af nye ægteskaber, hvorved man provokerede mange frie, men i virkeligheden uløselige forbindelser, ja, indskrænke de allerede vundne rettigheder. Jøder dog kunne erhverve adelsstilling og offentlige embeder. I 1846 ophævedes de hårdeste begrænsninger i Bøhmen og Ungarn men ikke i Galicien, hvor jøderne var de mest talrige. I 1848 annoncerede fuld ligestilling i hele Østrig. Efter reaktionens sejr skete et tilbageskridt i 1853, men i 1859 genoprettedes den ordning, som frihedsåret havde stillet i udsigt. Desuden fik jøderne i Ungarn, så snart landets forfatning i 1867 igen var trådt i kraft, den ligestilling, som det ungarske parlament i sommeren 1849 havde tilsikret dem. Disse vilkår blev ikke rystet trods den hårde antisemitisk agitation og trods gentagne forsøg på at anspore folk til fordomme mod jøder i form af falske beskyldninger om rituelle mord. I årevis havde antisemitterne under borgmester Luegers ledelse været rådende i Wien og efter evne stækket jøderne, men samtidig fik flere jøder plads og stemme i herrehuset, og 1907 indvalgtes 14 i repræsentanternes hus. I Ungarn kulminerede ligestillingsbestræbelserne med, at jøderne i 1895 formelt anerkendtes som selvstændigt trossamfund,, hvorfor overgang til jødedommen blev lovlig og ikke alt for sjældent forekom, omend ikke nær så almindeligt som jødernes overgang til kristendommen. Jøderne, som allerede i 1849 ivrigt gav sin støtte til Ungarns frihedskamp, havde senere oprigtigt tilsluttet sig ungarerne og mange gange i senere tid antaget ungarske navne, og to tredjedele af dem ansås at have ungarsk som modersmål, altså det sprog, som børnene fik deres undervisning på i hjemmet. Noget lignende gjaldt Bøhmen og Galicien, hvor mange jøder foretrak tjekkisk og polsk i stedet for det er almindeligt anvendte tyske sprog.
Polen
Polens forfatning i 1791 indeholdt en bestemmelse om ligestilling af jøderne, og den blev fornyet i 1807, men ophævedes igen, da Polen i 1815 kom under Rusland. Først i 1862 fik de næsten fuldstændige borgerlige rettigheder, men led lige som deres kristne landsmænd betydeligt under russiske bureaukraters vilkårlighed.
Rusland