Pengeskabelse er den proces hvorunder penge, forstået som et samfunds betalingsmidler, frembringes og de heraf følgende ændringer i pengemængden. Både centralbanker og private banker skaber penge. thumb|Penge vokser ikke på træerne, og dog blomstrer de, hvor banker vil.
Centralbankerne udsteder penge som en passiv, typisk kaldet et reserveindskud, som kun er tilgængeligt for centralbankens kontohavere. Disse kontohavere er generelt store kommercielle banker og udenlandske centralbanker.
I moderne økonomier som den danske udgøres ca. 5% af samfundets pengemængde af kontanter (mønter og pengesedler), og de er skabt af centralbanken (som Danmarks Nationalbank). De resterende ca. 95% af pengemængden udgøres af kontopenge, indeståender på bankkonti, der jo fungerer som penge, bl.a. når man køber varer via sin netbank.
Hvor kommer kontopenge fra oprindeligt? Den britiske centralbank, Bank of England, forklarer: "Disse indskud skabes for det meste af de private banker selv."McLeay, Radia & Thomas (2014) s. 15 "Når en bank yder et lån, skaber den samtidig et dertil svarende indskud på lånerens bankkonto, hvorved nye penge skabes."McLeay, Radia & Thomas (2014) s. 14 Pengemængden i en moderne økonomi er et dynamisk system, hvor penge hele tiden skabes, når private banker yder lån til deres kunder, og penge bestandigt trækkes ud af pengemængden igen (dvs. tilintetgøres), når lånene afdrages. Størstedelen af den pengemængde, som offentligheden bruger til at udføre transaktioner, skabes dog af det kommercielle banksystem i form af kommercielle bankindskud. Banklån udstedt af kommercielle banker udvider mængden af bankindskud.
Termen Pengeskabelse gled tilsyneladende ud af det økonomiske fagsprog i Danmark de sidste årtier af 1900-tallet. Nationalbanken ophørte i 1990'erne med at forsøge at styre omfanget af den indenlandske pengeskabelse.Abildgren, 2010, s. 81-82 Termen anvendes i Den Store Danske Encyklopædi, hvor pengeskabelse anføres at være et af Danmarks Nationalbanks ansvarsområder, hvilket var den klassiske opfattelse blandt centralbanker. Termen synes på vej ind igen, med ca. 3800 hits på Google pr. 11.10.2015, måske inspireret af den hyppigere brug på engelsk (money creation), tysk (Geldschöpfung) og fransk (création monétaire). Det bagvedliggende fænomen beskrives også med andre udtryk, bl.a. likviditetsskabelse og kreditgivning samt, når centralbanker gør det, bl.a. (penge)markedsoperationer, kvantitativ lempelse og, uformelt, "trykke penge".
Centrale begreber Penge
thumb|left|De økseformede , der tjente som varepenge i øst- og centraleuropa i det 9.-10. århundrede Penge kan defineres og opdeles i undertyper på mange måder, men for nærværende kan de forstås som omsætnings- eller betalingsmidler med gyldighed for et samfund. De omfatter kontanter (sedler og mønter) og kontopenge. Kontopenge er privatpersoners og virksomheders indeståender på bankkonti, der jo er penge, fordi de kan bruges til at gennemføre betalinger med, bl.a. via dankort, netbank og Betalingsservice.
Som penge anvendte man tidligere genstande, der havde værdi i sig selv (fx salt, guld og, under 2. verdenskrig, cigaretter), såkaldte varepenge. I dag er penge imidlertid uden værdi i sig selv -- men de repræsenterer ressourcer, der har værdi. Som pengeteoretikeren udtrykker det: "Selv om der kræves penge for at købe og sælge reelle ressourcer uden for banksystemet, er de ikke selv en fysisk ressource, og kan skabes praktisk taget omkostningsfrit."Jakab & Kumhof, 2014, s. 5 Således kaldes moderne penge (bl.a. mønter, pengesedler og kontopenge) også repræsentative penge (modsat varepenge).Keynes, 1930, s. 7Wray, 2006, kap. 2
Pengemængde
Mængden af penge i et samfund er endelig og kan opgøres, og det er en dynamisk størrelse. Ligesom en befolkning, der udvides med fødsler og reduceres med dødsfald, varierer pengemængden fra det ene opgørelsestidspunkt til det næste (månedligt, se Danmarks StatistikDanmarks Statistik, DNM1KOR). Hvis centralbanken i en periode fx trykker flere nye pengesedler end den destruerer gamle, forøges pengemængden, og omvendt.
Der findes en række mål for mængden af penge i et samfund, der omfatter flere og flere typer penge, startende med M0 (der normalt omtales som pengebasen) og op til M4. I nærværende sammenhæng er den relevante størrelse M1, summen af kontanter og indestående på anfordringskonti, dvs. kontopenge på almindelige lønkonti m.v. Historisk, dvs. betragtet over årtier, er et samfunds pengemængde næsten altid steget, ligesom indkomster og produktionsværdi i samfundet i det hele taget løbende er vokset som følge af realvækst og inflation. I Danmark var M1 i 1991 således ca. 208 mia. kr., mens den 22 år senere, i 2013, var godt firedoblet til ca. 880 mia. kr. Kontanternes andel steg fra ca. 22 mia. kr. til ca. 55 mia. kr. Resten af stigningen, ca. 639 mia. kr., er foregået i kontopenge.
Pengeskabelse Pengeskabelse er et udtryk for den just nævnte forøgelse af pengemængden. Ser vi på de to komponenter af M1, har pengeskabelsen fra 1990 til 2013 således være på ca. 33 mia. kr. i kontanter (forestået af Nationalbanken) og 639 mia. kr. i kontopenge (tilvejebragt af de banker, hvor disse konti befinder sig: de danske pengeinstitutter, dvs. banker, sparekasser og andelskasser).
Centralbankers pengeskabelse I ethvert samfund kan statsmagten udstede sine egne betalingsmidler, dvs. skabe de penge, som samfundets borgere og virksomheder bruger til handel og som skatter kræves betalt med. Historisk set har penge- og bankvæsen dog ofte været en borgerlig ekspertise, ikke en kongelig (når bortses fra prægning af mønter, "kongens mønt", af sølv eller guld).Martin, 2013, s. 109 Op gennem middelalderen og til moderne tid har konger og fyrster i Europa haft meget lidt kontrol over samfundsøkonomien. Dette skyldtes at herskerne ikke forstod pengenes væsen og derfor ikke indså, at de kunne udstede papirpenge. De mente i stedet, at penge nødvendigvis måtte udgøres af guld eller andre ædelmetaller. Problemet var, at det under sådanne vilkår er umuligt for en statsmagt at styre pengemængden og fordele ressourcer.Werner, 2005, s. 167 thumb|Under den 1. verdenskrig udstedte den amerikanske regering de såkaldte Liberty Bonds, statsobligationer som privatpersoner opfordredes til at købe for at støtte krigsindsatsen. I stedet for at udstede egne betalingsmidler lånte kongerne penge til hoffets forbrug og krigsførelse fra handelshuse og banker.Andersen, 1976, s. 179-180 Da långivning ofte har haft pengeskabende virkning, er det privilegium at udstede samfundets penge ofte kommet til at ligge hos private banker, ikke statsmagten.Davies, 2002, s. 281-282 Dette forhold ændredes ikke væsentligt ved demokratiets indførelse i Europa i 1800-tallet; her overtog parlamenter og centralbanker på statens vegne i vid udstrækning rollen som låner af betalingsmidler fra private banker (bortset fra kontanter, som centralbankerne efterhånden fik eneret på at fremstille).Jackson & Dyson, 2012, s. 41Huber, 2012, s. 43
Således tilvejebringer en moderne stat ofte nye penge ved at bede private banker skabe dem gennem bogføring. Som kvittering modtager den pågældende bank et papir (siden 1980'erne: en elektronisk kontrakt), en såkaldt statsobligation, hvorved staten lover at betale beløbet tilbage med renter. Vurderer markedet (dvs. de potentielle købere af statsobligationer, heriblandt bankerne), at staten har orden i sine finanser, kan den slippe med en lav rente, måske 1%; i modsat fald, måske 5-7% (som i visse sydeuropæiske lande efter finanskrisen 2008). Optager en stat stadig flere sådanne lån til at dække budgetunderskud med, oparbejder den efterhånden stor gæld, såkaldt statsgæld. En betragtelig del af statens indtægter (fra skatter, afgifter osv.) vil da gå til afdrag og renter på lån og kan altså ikke anvendes til statslige udgiftsposter som velfærdsydelser og forsvar.
Også borgere og andre ikke-bank-aktører kan købe statsobligationer. Hertil skal de dog benytte sig af allerede eksisterende penge, mens bankerne altså ved simpel skaber nye penge, når de køber værdipapirer som fx statsobligationer.
Tre teorier om private bankers rolle i pengeskabelsen thumb|right| Occupy Danmark giver forældede økonomi-bøger væk som en happening ved en konference på CBS i 2013 for at understrege behovet for at revidere teorien om pengeskabelse i de økonomiske lærebøger. I økonomisk litteratur finder man tre forskellige teorier om bankernes rolle i pengeskabelsen: Banken er kun formidler af penge mellem långiver og låntager. Se Formidler af penge, nedenfor. En kæde af lån øger den samlede pengemængde. Se Brøkdelsreserveprincippet, nedenfor. Bankernes udlån sætter nye elektroniske penge i cirkulation. Se herunder.
Teori 1 og 2 er stadig fremherskende i de fleste lærebøger, selv om nyere forskning peger på teori 3 som den der beskriver virkeligheden bedstWerner, 2016. Teori 3 har været kendt længe men har været glemt, eller måske endda fortiet, i mange år.Zarlenga, 2002; Werner, 2016 Efter finanskrisen i 2008 er der kommet fornyet fokus på den tredje teori som en del af forklaringen på den voldsomt stigende gæld i samfundet. Denne artikel vil især fokusere på den tredje teori som den der stemmer bedst med de faktiske observationer.
Private bankers udlån sætter nye penge i cirkulation At private banker skaber penge gennem udlåning til kunder betragtes af en række bankhistorikereUsher, 1934, s. 399-400 og finanseksperterWerner, 2005, s. 174 som definerende for bankvirksomhed som sådan (hvilket adskiller banker fra bl.a. pengeudlånere og investeringsforeninger, der kun kan udlåne penge, der allerede forefindes og befinder sig i udlånernes besiddelse). Den folkelige forståelse af en bank som en instans, der formidler penge fra indskydere til investorer, erstattes hermed af den såkaldte "udlån-først"-forklaring,fx Jakab & Kumhof, 2014, s. 4-5 således benævnt i kontrast til den folkelige "indskud-først"-forklaring. "Udlån-først"-forklaringen betoner private bankers ret og evne til at skabe nye penge gennem selve udlånsprocessen, idet optagelse af et lån i en bank næsten altid medfører at det lånte beløb godskrives på låntagers indlånskonto. Danmarks Nationalbank forklarer processen således: "Som bankvæsnet er indrettet, vil det ofte være sådan, at udlån skaber indlån. Når en bank yder et lån til en husholdning eller en virksomhed, vil provenuet fra lånet i første omgang blive krediteret låntagerens bankkonto. Et udlån vil derfor ofte i første omgang blive modsvaret af et tilsvarende indlån og dermed af en stigning i pengemængden."Bang-Andersen m.fl., 2014, s. 71
Mervyn King, den tidligere direktør for den britiske nationalbank Bank of England siger det enklere: "Når banker yder lån til deres kunder, skaber de penge ved at godskrive deres kunders konti."King, 2012, s. 3 Altså: Pengene overføres ikke fra en anden konto i banken til låntagers konto; de krediteres eller godskrives blot kontoen.
Penge skabes gennem bogføring thumb|Kassebøger til bogføring. Længe før bøger blev hvermandseje, anvendte købmænd og banker dem til bogføring, dvs. systematisk registrering af økonomiske transaktioner, ofte efter principperne for dobbelt bogholderi.