thumb|310px|Kort over Tunesien under felttoget i 1942–43 thumb|310px|right
Slaget ved Kasserinepasset var et slag som fandt sted i februar 1943 under Felttoget i Tunesien i 2. verdenskrig. Det bestod af en en række kampe omkring Kasserinepasset, en 3 km bred passage i Store Dorsal kæden i Atlasbjergene i den vestlige del af det centrale Tunesien. Det involverede aksestyrker under kommando af feltmarskal Erwin Rommel var primært fra Afrika Korpset, elementer af den italienske Centauro pansrede division og to panserdivisioner fra 5. panserarmé. De allierede styrker var fra det amerikanske 2. korps under generalmajor Lloyd Fredendall og den britiske 6. pansrede division under generalmajor Charles Keightley, som var en del af den 1. britiske armé under generalløjtnant Kenneth Anderson.
Slaget var det første store sammenstød mellem amerikanske og tyske styrker under 2. verdenskrig og de uprøvede og dårligt ledede amerikanske tropper led store tab og blev trængt over 80 km tilbage fra deres udgangspunkt vest for Faid passet i løbet af slagets første dage. Trods de indledende nederlag lykkedes det at få samling elementer af 2. korps og med forstærkninger af britiske reserver lykkedes det dem at holde de vestlige udgange af passene og stoppe aksestyrkernes offensive planer. Efterfølgende gennemførte den amerikanske hær en række grundlæggende ændringer i enhedernes organisation og ledere blev udskiftet. Da de samme styrker mødtes - i nogle tilfælde blot uger senere - var de amerikanske styrker væsentlig mere effektive.
Baggrund Amerikanske og britiske styrker gik i land flere steder på kysten af Fransk Marokko og Algeriet den 8. november 1942 under Operation Torch. Dette skete kort tid efter at general Bernard Montgomery's fremstød i øst efter det andet slag om el-Alamein. Tyskerne og italienerne reagerede ved at lade tropper fra Sicilien besætte Tunesien, et af de de få områder, som var let at forsvare i Nordafrika, og kun en nats sejlads fra baser på Sicilien. Denne korte afstand gjorde det meget svært for de allierede flådestyrker at opsnappe aksemagternes skibe og det samme gjaldt fly, da den nærmeste allierede flybase på Malta lå over 300 km væk. Da de allierede fortsatte med at opbygge deres styrke i kølvandet på operation Torch blev der flere fly til rådighed og nye flyvepladser i det østlige Algeriet og Tunesien blev taget i brug, hvilket gav bedre resultater med at stoppe strømmen af soldater og udstyr til Tunis og Bizerta; men nu var der allerede kommet betydelige styrker i land.
Der blev gjort et forsøg på at afskære Tunesien i november og december 1942 inden de tyske tropper ankom i stort tal, men på grund af de dårlige veje og jernbaner kunne det kun lade sig gøre at forsyne en allieret styrke på størrelse med en division og fremragende defensivt terræn gjorde det muligt for de relativt små tyske og italienske styrker at holde stand.
Den 23. januar 1943 erobrede Montgomerys 8. armé Tripoli, og afskar dermed Rommels vigtigste forsyningsbase. Rommel havde taget højde for denne mulighed og hentede nu sine forsyninger i Tunis og ville afskære den sydlige adgangsvej til Tunesien ved at bemande den omfattende forsvarslinje Mareth-linjen, som franskmændene havde bygget for at afværge et italiensk angreb fra Libyen. Med fronten forankret i Atlasbjergene mod vest og Sidrabugten mod øst ventede Rommel at selv mindre tysk/italienske styrker kunne holde Montgomerys styrker tilbage.
Denne plan blev forpurret ved at allierede tropper allerede havde krydset Atlasbjergene og opbygget en fremskudt operationsbase ved Faïd i forbjergene på bjergkædens østlige arm. Dette placerede dem i en fremragende position til at stød østpå til kysten og afskære Rommels styrker i det sydlige Tunesien fra styrkerne længere nordpå og samtidig afskære forsyningerne fra Tunis.Watson (2007), p.73
Faïd Dele af Hans-Jürgen von Arnim's 5. panserarmé nåede frem til de allierede stillinger på de østlige forbjerge af Atlasbjergene den 30. januar. Den 21. tyske panserdivision stødte på franske tropper ved Faïd og trods fremragende indsats af de franske 75 mm kanoner, som til tider forårsagede store tab blandt det tyske infanteri, , blev forsvarerne hurtigt trængt tilbage. Amerikansk artilleri og kampvogne fra 1. pansrede division trådte herefter ind i kampen, ødelagde nogle af de fjendtlige kampvogne og tvang resten til noget der lignede et fuldstændigt tilbagetog.Westrate (1944), pp. 109–17
I virkeligheden var de amerikanske styrker blevet ofre for en gammel tysk taktik, som tidligere havde været anvendt med stor succes mod britiske styrker. De tyske kampvognes tilbagetrækning var en finte, og når de tyske kampvogne nåede tilbage til deres gamle stillinger, med amerikanske kampvogne i hælene, åbnede tyske panserværnskanoner ild og ødelagde næsten alle de amerikanske kampvogne. En amerikansk fremskudt artilleriobservatør, hvis radio og telefonforbindelser var blevet afbrudt af granatild beskrev det således: "Det var mord. De rullede lige ind i de slørede 88 mm kanoners skudfelt, og jeg kunne bare stå og se til mens kampvogn efter kampvogn brød i flammer eller bare stoppede ødelagte. De bagved prøvede at vende om, men 88 mm kanonerne forekom at være overalt." Da de nu ikke stod overfor kampvogne genoptog 21. panserdivision sin fremrykning mod Faïd. Under den tyske fremrykning blev de amerikanske infanteritab forøget af den amerikanske vane med at grave lave skyttegrave i stedet for mandehuller, idet de tyske kampvogne let kunne knuse en soldat i en skyttegrav bare ved at køre ned i den og samtidig dreje.Westrate (1944), p. 115
Den amerikanske 1. pansrede division gjorde flere forsøg på at standse deres fremrykning, men alle dens tre kampgrupper blev udsat for traditionel lynkrigs taktik. Hver gang de fik ordre til at forsvare en stilling, viste det sig, at den allerede var løbet over ende, og de led store tab under de tyske angrebs. Efter tre dages kampe blev det 2. amerikanske korps tvunget til at trække sig tilbage ind i forbjergene.
Hovedparten af Tunesien faldt i tyske hænder og alle adgangsveje til lavlandet ved kysten blev blokeret. De allerede kontrollerede fortsat det indre af det omtrent trekantede Atlas område, men dette lod ikke til at give Rommel store bekymringer, da udgangene mod øst alle var blokeret. I de følgende to uger diskuterede Rommel og aksemagternes hærchefer mod nord hvad de så skulle gøre. I betragtning af hans senere handlinger kan denne pause have kostet dyrt.
Sidi Bou Zid
Rommel anså ikke den 8. arme for at udgøre en alvorlig trussel lige med det samme. Indtil den ødelagte havn i Tripoli blev genåbnet kunne Montgomery kun holde en lille styrke forsynet i det sydlige Tunesien (Tripoli var først helt klar i slutningen af februar, selv om skibe begyndte at losse der allerede den 9. februar).Watson (2007), p.72 Rommel besluttede at der var tid til at forbedre hans forsyningssituation og yderligere undergrave den allierede trussel mod han flanke og foreslog i starten af februar overkommandoen i Rom - Comando Supremo - at angribe i retning af to amerikanske forsyningsbaser lige vest for den vestlige kæde af bjerge i Algeriet. Selv om han ikke havde den store interesse i at erobre bjergsletterne kunne et hurtigt fremstød føre til erobring af forsyningerne og desuden forstyrre ethvert amerikansk forsøg på at koncentrere styrker i området ved Tebessa. Planen omfattede to kampgrupper som bl.a. skulle indeholde enheder fra von Arnims 5. panserarmé. Von Arnim, som havde et anstrengt forhold til Rommel, opponerede kraftigt mod planen, og det tog en uge inden den italienske overkommando havde fundet en kompromisplan, som man kunne enes om. Angrebet skulle indledes med et fremstød fra 6. panserarmé gennem det amerikanske kommunikations- og forsyningssted ved Sidi Bou Zid (operation Frühlingswind) mens Rommels styrker, som lå 100 km mod sydvest skulle Gafsa og rykke frem mod Tozeur i operation Morgenluft.Watson (2007). pp.73 & 74
Den 14. februar angreb 10. og 21. panserdivision Sidi Bou Zid, omkring 16 km vest for Faïd på Atlasbjergenes bjergslette. Slaget varede en dag, men de amerikanske kampvognsstyrker var underlegne og infanteriet, som var dårligt placeret på tre bakker og ikke kunne give hinanden gensidig støtte, blev isoleret. Ved dagens slutning var 5. panserarmé i besiddelse af slagmarken. Et modangreb den følgende dag blev let afvist, og den 16. februar fortsatte tyskerne fremrykningen mod Sbeitla.
Allieret tilbagetrækning til vestlige Dorsal Da han så successen ved Sidi Bou Zid beordrede Rommel Afrikakorpsets kampgruppe til at angribe Gafsa den 15. februar. Men om natten mellem den 14. og 15. februar evakuerede forsvarerne Gafsa og adlød dermed Andersons ordre om at hovedforsvarslinjen skulle ligge i bakkerne omkring Feriana og at Gafsa ikke skulle forsvares mod et stort angreb.Playfair, p. 287
Da han var opmærksom på truslen mod hans sydlige flanke fik Anderson Eisenhowers godkendelse og beordrede den 16. februar en fuldstændig tilbagetrækning fra den østlige Dorsal til linjen ved den vestlige Dorsal fra Feriana og nordpå.Playfair, p. 292 Tidligt den 17. februar indhentede Fredendall Andersons tilladelse til en yderligere tilbagetrækning fra Sbeitla og Feriana.Playfair, p. 294 2. amerikanske korps kunne nu koncentrere deres forsvarsindsat om de Kasserine og Sbiba passene i den vestlige del af bjergene, som var lettere at forsvare. På dette tidspunkt havde de amerikanske styrker mistet 2.546 mand, 103 kampvogne, 280 køretøjer, 18 kanoner, 3 panserværnskanoner og et komplet antiluftskytsbatteri.Anderson, p. 16.
Aksemagternes plan På dette tidspunkt var der nogen uenighed på Aksemagternes side om hvad man skulle gøre herefter. Hele Tunesien var under Aksemagternes kontrol, og der var ikke meget at lave indtil 8. armé nåede frem til Marethn. Rommel besluttede, at hans næste skridt skulle være et angreb gennem Kasserinepasset ind i det amerikanske 2. korps' hovedstyrke ved Tébessa. På denne måde kunne han skaffe sig vitale forsyninger fra amerikanske lagre på den algierske side af den vestlige bjergkæde, eliminere de allieredes evne til at angribe kystkorridoren mellem Mareth og Tunis og samtidig true 1. britiske armés sydlige flanke. Den 18. februar indleverede Rommel sine planer til Albert Kesselring, som videresendte dem med sin anbefaling til Comando Supremo (den italienske overkommando) i Rom.Watson (2007), p. 80
Kl. 13.30 den 19. februar fik Rommel Comando Supremo'''s godkendelse af en revideret plan. Han skulle have 10. og 21. panserdivision overført fra von Arnims 5. panserarmé til sin kommando og angribe gennem Kasserine og Sbiba passene i retning af Thala og Le Kef i nord, rydde den vestlige Dorsal og true 1. britiske armés flanke.Watson (2007), pp. 80–81 Rommel var rystet. Denne plan reducerede koncentrationen af hans styrker, og ville, når han først var gennem passene, i alvorlig grad gøre hans flanker sårbare. Et koncentreret angreb mod Tébessa, ville, selv om det indeholdt et element af risiko, kunne give hårdt tiltrængte forsyninger, ødelægge de allieredes muligheder for operationer ind i det centrale Tunesien og muligvis give Luftwaffe en fremskudt base i form af en flyveplads ved Youks-les-Bains vest for Tébessa.Watson (2007), p. 81
Slaget frameless|border|upright=2|right
Tidligt om morgenen den 19. februar beordrede Rommel Afrika Korpsets angrebsgruppe i Feriana til at angribe Kasserinepasset. 21. panserdivision ved Sbeitla fik ordre til at angribe mod nord gennem passet øst for Kasserine, som førte til Sbiba og Ksour. Kampfgruppe von Broich, den angrebsgruppe, som var afgivet af von Arnim fra 10. panserdivision fik ordre til at samlede sig ved Sbeitla og være klar til at udnytte en sejr i hvilken som helst af passene.Playfair, p. 295
Sbiba