Gazastriben

thumb|upright=.78|Omtrentlig placering af , der strækker sig fra grænsen mellem Gaza og Israel til Middelhavet. Korridorens bredde er cirka 4 km.

Gazastriben (arabisk: قطاع غزة transliteration: Qitˁɑ' Ġazzah/Qita' Ghazzah, hebraisk: רצועת עזה Retzu'at 'Azza) er en smal landstribe nordøst for Sinai-halvøen ud til Middelhavet. Området grænser op til Israel mod nord og Egypten mod syd. Området er med ca. 360 km² på størrelse med den danske ø Mors. Gazastriben havde i 2023 omkring 2,2 millioner indbyggere, hvoraf størstedelen oprindelig var flygtninge fra andre dele af Palæstina. Området er et af verdens tættest befolkede områder. Hovedbyen er Gaza by med knap 600.000 indbyggere.

Gazaområdet har været beboet i hvert fald siden ca. 3300 f.v.t., men den nuværende Gazastribe blev først en defineret geografisk enhed ved våbenhvilen efter den den arabisk-israelske krig i 1948.

I oldtiden var byen Gaza en af regionens vigtigste handelscentre. Fra begyndelsen af 1500-tallet til afslutningen af 1. verdenskrig indgik Gaza sammen med det øvrige Palæstina som en del af det osmanniske rige. Derefter indgik området indtil 1948 i det britisk styrede Palæstinamandat. Efter den arabisk-israelske krig i 1948 blev Gazastriben udskilt fra det øvrige Palæstina, idet våbenhvilens grænser netop afgrænsede området, der herefter blev administreret af Egypten. Israel besatte området under Seksdageskrigen i 1967 og holdt området besat indtil 2005, hvor landet igen trak sig ud. Gazastriben blev herefter administreret af Det palæstinensiske selvstyre.

Efter en konflikt i 2007 mellem de to konkurrerende palæstinensiske grupper, det sekulære Fatah og det islamistiske Hamas, har Hamas kontrolleret Gazastriben det meste af den efterfølgende periode. Der har gentagne gange siden været væbnede angreb over grænsen både fra Hamas' og Israels side. Under Gazakrigen fra 2023 er hele området blevet fuldstændig ødelagt. Over 62.000 af indbyggerne er indtil august 2025 blevet dræbt under de israelske angreb og bombardementer, og næsten hele befolkningen er blevet internt fordrevet, mens 92 % af boligerne og de fleste andre bygninger som skoler og hospitaler er blevet ødelagt eller beskadiget. I august 2025 blev det officielt fastslået, at omkring en fjerdedel af Gazastribens indbyggere var ramt af hungersnød.

Geografi

Gazastriben er en smal landstribe nordøst for Sinai-halvøen ud til Middelhavet. Området grænser op til Israel mod nord og Egypten mod syd. Området er blot 41 km langt og mellem 6 og 12 km bredt. Med et samlet areal på ca. 360 km² er det på størrelse med den danske ø Mors.Simonsen, Jørgen Bæk; Seeberg, Peter: artiklen "Gazastriben" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 19. november 2023.

Gazastriben har omkring 2,2 millioner indbyggere (pr. 2023). Gazastriben er et af verdens tættest befolkede områder, blandt andet på grund af den store gruppe palæstinensiske flygtninge,BBC News - Profile: Gaza Strip som udgør omkring to tredjedele af befolkningen.

Hovedbyen er Gaza by, der i 2016 havde ca. 583.000 indbyggere, når befolkningen i flygtningelejrene ved byen ikke taltes med.Røsnes, August E.: artiklen "Gaza by" i Store norske leksikon på snl.no. Hentet 19. november 2023.

Historie

Tidligste historie

Der er arkæologiske spor af menneskelig bosætning i Gazaområdet fra meget gammel tid. De første permanente bosættelser er dateret til ca. 3300 f.v.t. Flere folkeslag indvandrede i tidens løb og tog ophold i området. Det antages, at et af disse er Hyksos. Omkring 1200 f.v.t. blev byen Gaza, der på det tidspunkt var den sydligste af filistrenes byer, en betydningsfuld havneby. Siden blev området blandt andet underlagt de ægyptiske faraoner, assyrisk, babylonsk og persisk styre. I 323 f.v.t. blev området erobret af Alexander den Store. I 96 f.v.t. blev Gaza by ødelagt af den jødiske ypperstepræst og efterfølgende genopbygget af romerne. Omkring 100 e.v.t. var byen et af regionens vigtigste handelscentre, idet den var samlingspunkt for handelskararavanerne over den arabiske halvø.Leraand, Dag; Jensehaugen, Jørgen: artiklen "Gazas historie" i Store norske leksikon på snl.no. Hentet 19. november 2023.

Omkring 600 kom Gaza under arabisk kontrol. Korsfarerne erobrede området og byggede en borg, som de opgav i 1187 efter deres nederlag til Saladin i slaget ved Hattin. Siden kom Gaza under det egyptiske mamelukriges kontrol.

Osmannisk og britisk kontrol (1517–1948) Da mamelukkerne blev besejret af osmannerne i 1616, blev deres område og dermed også Gazaområdet en del af Det osmanniske rige og forblev det frem til 1. verdenskrig.

I begyndelsen af 1800-tallet var Gaza kulturelt domineret af nabolandet Egypten. Selv om det var en del af Det osmanniske rige, var en stor del af indbyggerne egyptere, som var flygtet fra politisk uro.LA Times

Regionen var åsted for kampe under 1. verdenskrig mellem Storbritannien og Det osmanniske rige. Gaza, som kontrollerede kystruter, blev taget af briterne i det tredje slag om Gaza 7. november 1917.Den britiske regering har støttet finansielt vedligeholdelsen af grave for britiske soldater, som faldt der.http://www.cwgc.org/search/cemetery_details.aspx?cemetery=71701&mode=1

Efter 1. verdenskrig blev Gaza en del af Storbritanniens mandatområde på vegne af Folkeforbundet. Der boede jøder i Gaza indtil de palæstinensiske oprør i 1929, hvor de var tvunget til at forlade Gaza. Efter dette forbød briterne jøder at leve i området, men alligevel vendte nogle af dem tilbage og etablerede kibbutzen Kfar Darom nær den egyptiske grænse.Jewish Virtual Library Britisk styre af Palæstina endte med den arabisk-israelske krig i 1948.

Første fase efter 1948 I henhold til betingelserne i FNs delingsplan (FN-resolution 181) i 1947 skulle Gaza-området være en del af en ny palæstinensisk stat. Efter at det britiske mandatområde var blevet opløst og efter borgerkrigen i Palæstina 1947-48, erklærede Israel sin uafhængighed i maj 1948. Den egyptiske hær invaderede området fra syd og startede derved den den arabisk-israelske krig i 1948.

thumb|300px|Gaza-striben. På kortet er skelnet mellem byer og flygtningelejre. Det nuværende område "Gazastriben"s grænser (ofte refereret til som "den grønne linje") blev fastlagt i den våbenhvileaftale, som Egypten og Israel indgik efter den arabisk-israelske krig i 1948, der var fulgt i kølvandet på briternes tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder. FN's delingsplan for Palæstina havde skitseret et større, sammenhængende område, men efter Haganahs erobringer i krigen blev området begrænset til en lille stribe land. Egypten annekterede aldrig Gazastriben, men administrerede den ved en militærguvernør. Men palæstinenserne, hvoraf mange var flygtninge fra krigen 1947-1948, fik ikke egyptisk statsborgerskab.

Efter afslutningen af borgerkrigen blev en al-palæstinensisk regering (Arabisk: حكومة عموم فلسطين hukumat 'umum Filastin) udråbt i Gaza by den 22. september 1948 af Den Arabiske Liga. Dette blev opfattet som et forsøg fra Ligaen på at begrænse den transjordanske indflydelse på det palæstinensiske problem. Jordan, som havde besat Vestbredden, anerkendte dog - som det eneste medlem af ligaen - ikke regeringen. Uden for ligaen var der heller ikke andre lande, som anerkendte den palæstinensiske regering.All-Palestine Government: Information from Answers.com Regeringen blev anset for at være en egyptisk-kontrolleret marionetregering og flyttede snart til Kairo. Palæstinensere, som boede i Gazastriben eller i Egypten, fik al-palæstinensiske pas indtil 1959, da Gamal Abdel Nasser afsatte regeringen.

Ved krigen i forbindelse med Suez-krisen i 1956 invaderede Israel Gaza og Sinai-halvøen. Gadekampene i Gazastriben var særdeles blodige og kostede tusindvis af egyptere og palæstinensere livet, men den israelske hær har sidenhen benægtet at have udført de mest blodige aktioner, herunder Khan Yunis-massakren, hvor israelske soldater i november 1956 skal have henrettet flere hundrede civile.Righteous Victims: A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881-1998 - Benny Morris - Google Books Det internationale pres, som afsluttede krigen, førte til israelsk tilbagetrækning.

1959-1967 Fuld egyptisk besættelse Egypten opløste den palæstinensiske enhedsregering i 1959 som led i den pan-arabiske ideologi. Gazastriben blev dog aldrig annekteret, men Egyptens militær administrerede området.

1967-2000 Israelsk besættelse, kolonisering og fredsproces Israel besatte Gazastriben igen fra juni 1967 under seksdageskrigen. Den militære besættelse varede i 27 år, frem til 1994. Efter 1994 skulle Israel, i henhold til Oslo-aftalen, fortsat beholde luftkontrol, kontrol over territoriale vandforsyninger, kontrol over adgang til havne, kontrol over folketællinger, kontrol over udlændinges adgang til stedet, import/eksport samt skattesystemet.The scope of Israeli control in the Gaza Strip, B'Tselem.

I perioden skabte Israel en bosætteelseszone, Gush Katif, i det sydvestlige hjørne af striben nær Fafah og den egyptiske grænse. Tilsammen blev 21 områder med bosættere etableret i Gazastriben. Disse udgjorde omkring 20 % af det samlede område. Foruden ideologiske årsager hjalp bosættelseszonerne også Israel med sikkerheden i området. Gazastriben var under israelsk militær administration indtil 1994. I løbet af den periode havde den militære administration også ansvaret for at vedligeholde civil infrastruktur.

I marts 1979 underskrev Israel og Egypten den egyptisk-israelske fredsaftale. Aftalen medførte blandt andet, at Israels hær og israelske civile trak sig ud af Sinaihalvøen, som Israel havde erobret i seksdageskrigen. Gazas endelige status blev ikke fastlagt ved aftalen, og den medførte ingen løsning med hensyn til uenighed om de internationale grænser mellem Gazastriben og Egypten. Egypten gav afkald på alle territoriale krav på regionen uden for de internationale grænser.

I maj 1994, efter den palæstinensisk-israelske overenskomst kendt som Oslo-aftalen skete en gradvis overføring af magt fra Israel til de palæstinensiske myndigheder. Store dele af området (undtaget nybyggerområderne og de militære områder) kom under palæstinensisk kontrol. De israelske styrker forlod Gaza By og andre byområder. De palæstinensiske myndigheder, ledet af Yasser Arafat, valgte Gaza By som deres første hovedkvarter. I september 1995 undertegnede Israel og PLO aftalerne om Vestbredden og Gazastriben, hvorved palæstinensiske selvstyremyndigheders kontrol blev udvidet til de fleste byer på Vestbredden. Aftalen etablerede også et valgt palæstinensisk nationalt råd med 88 medlemmer, som holdt sin første samling i Gaza i marts 1996.

Den anden intifada brød ud i september 2000. Modstanden mod den fortsatte israelske besættelse af palæstinensiske områder og efterhånden også mod de palæstinensiske myndigheders forsoningslinje voksede sig stærkere, især i Gazastriben, hvor de islamistiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad stod stærkest.

Afviklingen af bosættelserne i 2005 I februar 2005 bestemte den israelske regering under Ariel Sharon at gennemføre en ensidig plan for tilbagetrækning. Denne plan indeholdt endvidere planen om lukning af de jødiske bosættelser i området. Dette medførte flytning af omkring 9.000 israelske bosættere.

Ifølge Sharons seniorrådgiver Dov Weisglass var formålet med tilbagetrækningen dog ikke at forberede en palæstinensisk stat, men derimod at forhindre at en sådan stat kunne opstå:

"Det bemærkelsesværdige ved tilbagetrækningen er, at den fastfryser fredsprocessen. Og når du fastfryser den proces, forhindrer du etableringen af en palæstinensisk stat, og du forhindrer en diskussion af flygtningene, grænserne og af Jerusalem. I praksis er hele denne pakke, som kaldes den palæstinensiske stat, med alt hvad den indebærer, blevet fjernet fra vores dagsorden i al fremtid. Og alt dette med tilladelse, velsignelse og ratifikation fra den amerikanske præsident og fra begge kongressens kamre".