Senatet er det ene af to kamre i USA's føderale lovgivende forsamling, USA's Kongres. Det andet er Repræsentanternes Hus. Hver af USA's 50 delstater har to senatorer. Hvert andet år er en tredjedel af senatorerne på valg, og en valgperiode varer dermed seks år for en senator. Oprindeligt blev senatorerne udpeget af staternes lovgivende forsamlinger, men siden 1913 har forfatningen foreskrevet direkte valg.

Senatet har udover almindelig lovgivningsarbejde ansvaret for at underskrive eller forkaste internationale traktater, som USA indgår med andre nationer, og har ansvaret for at godkende ministre, ambassadører og dommere som bliver nomineret af USA's præsident. Senatet har en vigtig rolle som kontrolorgan ift. præsidenten, og endvidere kan Senatet fungere som rigsret.

Senatet har som hele Kongressen til huse i Capitol-bygningen i Washington, D.C.

Siden 1959 består forsamlingen af 100 senatorer, som repræsenterer de 50 stater. Washington D.C., der ikke har status af stat, er ikke repræsenteret i senatet, ligesom USA's selvstyrende territorier som f.eks. Puerto Rico og Guam ikke er repræsenteret.

USA's vicepræsident er formand for Senatet, og kaldes i den rolle senatspræsident. I tilfælde af stemmelighed kan vicepræsidenten afgive den afgørende stemme. Vicepræsidenten leder i praksis kun møderne ved særlige begivenheder, og der udnævnes derfor en President pro tempore of the United States Senate, der leder møderne i senatspræsidentens fravær. Siden 1890 har der været tradition for at udnævne den senator fra majoritetspartiet med længst anciennitet i Senatet til president pro tempore. Denne tradition har været videreført uden afbrydelse siden 1949. Demokraten Patty Murray har siden 3. januar 2023 været president pro tempore.

I den 118. Kongres (3. januar 2023 til 3. januar 2025) har demokraterne flertallet. Partiet har 47 medlemmer, og desuden sidder 4 uafhængige medlemmer i den demokratiske partigruppe. Republikanerne har 49 medlemmer i Senatet og udgør mindretalsgruppen. Vicepræsident Kamala Harris har den afgørende stemme ved stemmelighed, hvilket var særligt aktuelt i den 117. Kongres (2021-2023), hvor begge partier havde 50 senatorer, og demokraterne fik flertallet ved Harris' indsættelse som vicepræsident 20. januar 2021. Senator Chuck Schumer er flertalsleder, og senator Mitch McConnell er mindretalsleder.

Senatets sæde thumb|left|Capitols berømte kuppel thumb|Senatssalen med det 111. Senat thumb|right|Det såkaldte "Candy desk", som er en republikaners bord i sidste række af plenarsalen, hvorfra senatoren uddeler slik. Senatet ligger i den nordlige fløj af Capitol i Washington D.C. For enden af senatets plenarsat er et podium, hvor senatspræsidenten sidder. Foran senatspræsidenten sidder på et lavere niveau af podiet sekretærer og andre af senatets ansatte. I senatssalen står 100 borde i flere rækker opstillet i en halvkreds delt af en central gang. Traditionelt sidder demokraterne - set fra senatspræsidenten - i den højre side af salen og republikanerne i den venstre side. Senatorerne vælger bord efter et anciennitetsprincip, hvor de længst siddende senatorer først vælger sin plads. Gruppeformændene sidder altid på første række.

Indretningen af Senatet er meget traditionsbevidst. Idet møblerne blev ødelagt i den britisk-amerikanske krig i 1812 er de fleste af senatorernes borde anskaffet i 1819. Disse er så suppleret med borde i tilsvarende design efterhånden som antallet af senatorer er udvidet, når der er optaget flere stater i USA. Alle borde fik i det 19. århundrede en udvidelse, så der blev mere arbejdsplads ved bordene. Der er imidlertid en enkelt undtagelse i form af "Daniel Webster desk". Daniel Webster afviste at få udvidet sit bord, da han argumenterede for, at hans forgænger kunne klare sig med den mindre plads. Siden har alle Daniel Websters efterfølgere været at samme mening, og dette bord er derfor i sin originale forfatning. I 1974 besluttede Senatet i en resolution, at Daniel Webster desk altid skal gives til den længst siddende senator fra staten New Hampshire, hvor Webster var født.Daniels Webster Desk

I republikanernes sidste række ved den ene sideudgang fra senatssalens står det såkaldte "Candy desk". Traditionen stammer fra senator George Murphy fra Californien, der fra 1965 begyndte at fylde skuffen i bordet med slik. Siden har efterfølgende senatorer holdt traditionen i hævd og sikret bordets slikforsyninger til fri afbenyttelse.Candy Desk

thumb|Senatspræsidentens hammer, der er er en gave fra Indien. Det er hammeren til højre der anvendes i dag Hammeren, som senatspræsidenten anvender, er af elfenben og har form som et timeglas og har intet håndtag. Det var en gave fra Indien, som først anvendtes den 17. november 1954. Den erstattede den gamle slidte hammer fra 1789, som gik i stykker i 1954, da vicepræsident Richard Nixon brugte den.The Senate's new Gavel

Fra den 20. århundrede har senatorerne haft kontorer i omkringliggende kontorbygninger for at aflaste Capitolbygningen. De er fordelt i tre bygninger: Russel Senate Office Building (fra 1908), Dirksen Senate Office Building (fra 1958) og Hart Senate Office Building (fra 1982 og den største af de tre bygninger).

Senatets medlemmer Valg I modsætning til Repræsentanternes Hus er Senatet mere en repræsentation af staterne end en folkerepræsentation.

Ifølge den 17. tillægsartikel til USA's forfatning fra 1913 bliver senatorerne ligesom medlemmerne af Repræsentanterne Hus valgt ved direkte valg, mens reglerne er forskellige fra stat til stat. En senators valgperiode er på seks år. Hvert andet år er en tredjedel af senatorerne på valg, således at der sikres størst mulig kontinuitet i forsamlingen. Som følge af valgterminerne inddeles senatorerne i tre grupper, der benævnes classes 1, 2 and 3. I 2024 er class 1 på valg. De to senatorer fra samme stat er aldrig på valg samtidig, og det betød ved optag af nye stater, at den ene senator måtte sidde i mindre end seks år for at få turnussen til at fungere.

Valg til Senatet finder sted hvert andet år på den såkaldte Election Day, som er den tirsdag i lige år, som følger efter den første mandag i november. På samme dag er der valg til Repræsentanternes Hus, og hvert fjerde år er der på Election Day valg af USA's præsident. Hele staten er senatorernes valgkreds. I de fleste stater er det den kandidat med flest stemmer, der vinder valget.

I den oprindelige forfatning blev senatorerne valgt ved indirekte valg, dvs. at den enkelte stats parlament valgte senatorerne. Det var tanken, at det ville skabe et mere stabilt Senat. Men flertalskonstellationerne ændrede sig hyppigere end i Repræsentanternes Hus. Dette kan tilskrives det faktum, at hvor en stat udgør én valgkreds ved valg til Senatet, så foregår valget til Repræsentanternes Hus i 435 enkeltkredse. Derved er gerrymandering ikke muligt ved valg til Senatet.

Fra slutningen af det 19. århundrede holder demokrater og republikanere primærvalg, hvorved partierne enes om opstilling af en kandidat, hvorved man ikke risikerer at tabe valget på grund af spild ved spredning af stemmer, idet senatorvalget jo afgøres ved simpelt flertal. Reglerne for, hvordan kandidater fra andre partier kan deltage i valget varierer fra stat til stat.

Aktiv og passiv valgret Den passive valgret - dvs. retten til at vælges som senator - findes i forfatningens artikel 1, afsnit 3, hvoraf det fremgår, at man skal være mindst 30 år gammel og have haft amerikansk statsborgerskab i 9 år. En kandidat kan kun opstille i den stat, hvor vedkommende har sin hovedbopæl. Efter den amerikanske borgerkrig vedtog Kongressen den 14. tillægsartikel til USA's forfatning, hvoraf det bl.a. fremgår, at personer der, selvom de tidligere har aflagt ed over for forfatningen, har samarbejdet med fjender af USA, ikke er valgbare. Dog kan to tredjedele af Senatet ophæve denne regel. Tillægsartiklen skulle forhindre, at partimedlemmer fra de konfødererede stater kunne blive senatorer.

Det er Senatet der afgør, om en senator opfylder valgretten. I Senatets tidlige år kontrollerede Senatet ikke i så høj grad medlemmernes kvalifikationer. Tre senatorer har således ikke overholdt alderskravet selvom de var medlemmer. Det var senatorerne Henry Clay (29 år i 1806), Armistead Thomson Mason (28 år i 1816) og John Eaton (28 år i 1818). Det har dog ikke siden gentaget sig.Youngest Senator I 1972 blev Joe Biden valgt, da han var 29 år gammel. Imidlertid havde han opnået de 30 år, da edsceremonien for nye senatorer løb af stablen i januar 1973.

Stemmeret har amerikanske statsborgere, der har fuldendt det 18. leveår og har sin hovedbopæl i en af de 50 stater. Dermed har indbyggere i Washington D.C., Puerto Rico og andre territorier ikke ret til at stemme på en senator.

Senatorer

Senatorer har ret til at bære titlen "The Honorable" foran deres navn. Inden for Senatet gælder, at den længst siddende af en stats to senatorer kaldes "Senior Senator" og den anden kaldes "Junior Senator".

Mandatet som senator regnes som mere prestigefyldt end sæde i Repræsentanternes Hus, bl.a. fordi de har de vigtigste poster i udvalgene og bortset fra de befolkningsfattige stater repræsenterer væsentligt flere vælgere end et medlem af Repræsentanternes Hus. Langt flere senatorer har været nomineret til præsidentvalgt end medlemmer af Repræsentanternes Hus. Endvidere er tre senatorer valgt til præsident, mens de havde sæde i Senatet (Warren G. Harding, John F. Kennedy og Barack Obama), mens kun ét siddende medlem af Repræsentanternes Hus er blevet valgt (James Garfield).

En senators indkomst udgjorde i 2012 174.000 amerikanske dollars,Senate Salaries since 1789 mens partigruppeformændene tjener 193.400 amerikanske dollars.

Hvide amerikanere er langt mest repræsenteret blandt senatorerne. I den 112. Kongres er senatet sammensat af 96 hvide, 2 er af spansktalende herkomst, 2 er asiatisk, mens sorte og den indianske befolkning ikke er repræsenteret..The United States Congress Quick Facts

Tab af mandat En senator beholder sit mandat til valgperioden udløber, træder tilbage eller dør. Senatet har imidlertid mulighed for med to tredjedeles flertal at udelukke en senator fra mandatet. I Senatet er det sket i alt 15 gang. I 14 tilfælde handlede det om senatorer, der under borgerkrigen havde støttet de konfødererede stater i årene 1861 og 1862. I det femtende tilfælde var det William Blount, der i 1797 blev udelukket på grund af forræderi. Selvom ingen senatorer er blevet udelukket siden, har flere senatorer trukket sig frivilligt for at forhindre at blive udelukket. Det seneste tilfælde var senator Bob Packwood, der i 1995 fratrådte som senator for at forhindre en udelukkelse på grund af en sag om sexchikane.

Derudover kan Senatet give senatorer en næse (som det skete for Joseph McCarthy i 1954). Dette er muligt gennem simpelt flertal, men har i øvrigt ingen praktisk betydning for senatoren.

Efterfølgere ved førtidig fratræden Hvis et embede bliver ledigt før tid f.eks. på grund af død, skal der i følge den 17. tillægsartikel til forfatningen vælges en efterfølger for den resterende periode, hvor den enkelte stats lovgivende forsamling kan bemyndige guvernøren til at udpege en midlertidig senator. Forholdene omkring dette reguleres af den enkelte stat.Se Filling U.S. Senate Vacancies: Perspectives and Contemporary Developments for nogle af delstaternes forskellige regler på området

I de fleste stater lægges valget på Election Day i november, som finder sted hvert andet år. Det betyder, at en midlertidig senator kan sidde op til 2 år. I andre stater arrangeres ekstraordinære valg, og flere stater har forskellige mellemformer og regelsæt for, hvem der kan udnævnes som midlertidig senator.

Senatets opgaver Lovgivning