Kongens Fald er en modernistisk og tilsyneladende historisk roman af Johannes V. Jensen. Romanen handler om Mikkel Thøgersens liv, som forløber parallelt med kong Christian 2.

Den beskrevne periode strækker sig fra slutningen af det 15. århundrede til midten af det 16. århundrede, og begivenhederne er domineret af grevens fejde og Det Stockholmske Blodbad.

Kongens Fald blev udgivet i tre dele i årene 1900–01. Første del, Forårets død, anden del, Den store sommer og sidste del, Vinter.

Som noget særligt er sproget i romanen ofte blevet fremhævet. Den er blevet omtalt som en "bog med et fuldstændig fascinerende billedsprog" og tillige "et uovertruffet sanseligt sprog".

Kongens Fald er inkluderet i Danmarks kulturkanon. Læserne af Politiken og Berlingske kårede i 1999 bogen til det 20. århundredes bedste danske roman.

Handling Forårets død Mikkel På Serridslev kro uden for Nørreport i København møder studenten Mikkel Thøgersen fire fornemme tysktalende soldater, hvoraf den ene forekommer ham bekendt. Soldaterne fortæller om deres krigsbedrifter, bl.a. om ”den blonde Lenore”, hvilket gør Mikkel forstemt. Mikkel opdager, den ene af soldaterne er Otte Iversen. Også han virker trykket af stemningen.

København ved nat Mikkel vender hjem til sit logi ved Pustervig, som han på tredje år deler med den moralske Ove Gabriel – som bemærker, at Mikkel er fuld. Mikkel tænker på Susanna, men går så ud igen, og rundt i byen, hvor han møder soldaterne fra kroen og slår følge med dem. Senere kommer han forbi et sted, hvor prins Christiern står omgivet af fine herrer i høj stemning.

Drømmeren

Næste dag beslutter Mikkel at opsøge magister Andersen, se citat, for at spørge ham til råds mht. at studere i udlandet. Magisteren svarer ved at eksaminere Mikkel, som kun klarer sig mådeligt. Skuffet og skamfuld vandrer Mikkel gennem byen, som er fuld af soldater. Pludselig husker han noget han drømte, om en ”straalende hvid Søjle” og en kæmpemæssig ”glasblaa Kuppel”. Kort efter bliver Mikkel, med øgenavnet ”Storken”, bortvist fra universitet. Nu lader han sit røde skæg stå.

Forårs smerte Mikkel er betaget af Susanna, datter af jøden Mendel Speyer, hvis hus han ofte passerer i håb om at få et glimt af hende. Københavnerne fejrer pinse, og det går livligt for sig. Den nat møder Mikkel igen Otte Iversen, som er junker og søn af en herremand fra Mikkels hjemegn. Otte og Mikkel deler en kande mjød, og så betror Otte Mikkel historien om sin kæreste gennem fem år Ane Mette, som har lovet at vente på, Otte kommer tilbage fra krigen. Otte fortæller, hvordan han og Ane Mette engang drev til havs i en båd uden årer. Fortvivlede råbte de om hjælp, men måtte vente på, båden drev tværs over vandet til Salling. Men Otte må ikke få Ane Mette for sin mor, for pigen er datter af en fisker og under Ottes stand. Nu prøver Otte lykken ved at gå i krig.

Mikkel synker Mikkel drømmer igen, om et ”stort Stejlt Bjærg”, som han ikke kan bestige, men ned fra hvilket kommer en række unge piger, som alle ligner Susanna. Mikkel hjælper af og til rakkeren Jerck med at flå de værdifulde skind af døde heste. De store blodige kadavere minder Mikkel om en sansemættet hesteslagtning, han oplevede på sin hjemegn, se citat i afsnit Sproget nedenfor.

Otte Iversens fald I København gør man sig klar til det årlige felttog mod svenskerne. Dog ikke Mikkel, som mest bare leder efter noget spiseligt og i øvrigt tilbringer dagene i en krog på kirkegården. Nu falder natten på, og kirkegården forvandler sig i Mikkels fantasi til et tilholdssted for farlige dyr, der vækker Mikkels dødsangst.

Dagen før Otte Iversen skal drage i krig, får han øje på Susanna i hendes fars have. Han forcerer stakittet og passer pigen op. Flere gange undviger hun ham, men til sidst giver hun efter for hans tilnærmelser, og deres kroppe forenes oppe i hendes ”lille Jomfrukammer”. Mikkel er tilfældigvis vidne til Ottes og Susannas møde. Lidt senere er Otte vidne til, at en mand slår en kvinde ihjel.

Stenene bæres af by thumb|Valdemar Andersens illustration fra 1913-udgaven: "En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet." Vægteren har også set Otte og Susanna sammen, og mens Otte er draget i krigen, bliver Susanna sat i gabestokken, anklaget for hor. Hendes far har sko med, som han sniger sig til at komme på Susannas fødder, mens rakkeren Jerck har travlt med at gøre de to store sten klar, som Susanna, fri af gabestokken, nu skal bære i et reb over nakken helt ud til byporten. Undervejs på turen ser en ungersvend sit snit til at løfte op i Susannas kjole, se Valdemar Andersens illustration. Da Susanna med sin byrde når byporten, slipper hun for stenene, men bliver af retsbetjenten forvist fra København, for ”kom hun inden for Byens Porte nogensinde igen, vilde hun hjemfalde til Loven”. Derfor begiver Susanna og hendes far sig på vej mod Helsingør, hvor de har jødiske venner.

Mikkel følger efter den dejlige pige, men opdager, at Otte Iversen med sin ugerning har ødelagt forholdet for ham. ”Han brød sig ikke om hende mere fra nu af.” Mikkel vil hjem og får plads på et skib til Grenå. På sejlturen drikker han sig fuld sammen med skipperen og er opgivende og ligeglad.

Hjemkomst Mikkel Thøgersen kommer fra en ”Dal oppe ved Limfjorden”. Hans far Thøger Smed er glad for at se sin søn igen. Faderen er blevet gammel og Mikkels bror Niels er ved at overtage smedegerningen. I bunden af samme dal ligger herregården Moholm, hvor Otte Iversens mor sidder som enke. Og ude ved fjorden bor fisker Jens Sivertsen med sin kønne attenårige datter Ane Mette, Ottes kæreste. Da faderen spørger Mikkel, om han i København er stødt på Otte Iversen, svarer Mikkel undvigende. Og da far og søn besøger Jens Sivertsen og hilser på hans kønne datter, tænker Mikkel, han kan hævne Ottes ugerning mod Susanna ved at gøre gengæld mod Ane Mette.

Længsel Her ude på landet er der så stille, at Mikkel generes af susen i ørerne. Han keder sig og begynder at tage på fiskeri, sammen med den sindsforvirrede, men i øvrigt godmodige Børre. Om natten bliver man inde, for udenfor lurer farer såsom Lygtemanden. Men Mikkel trodser sin angst for mørket og går ud. Lygtemanden er der ikke, men til gengæld hører han latter oppe fra bakkerne. Han kaster sig ned og kravler hjemad. Hans far fortæller, det er jøven der ler, et slangedyr, som man dør af at se på.

Tordenvejret En nat trækker det op til tordenvejr, og Thøger Smed får sine to sønner til at sikre huset. Da det lyner og tordner allermest, slår et lyn ned i smedjen og vælter ambolten, men tænder ikke ild. Ild ser de derimod fra en bakketop, da uvejret lidt senere er trukket væk: lynene har tændt en halv snes ildebrande. Da Mikkel kigger op i tordenskyen, synes han pludselig, han kan se en hær af ryttere, ”lutter Hestfolk i Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som Korn bøjer sig for Blæsten”.

Hævnen En aften dukker Ane Mette op ved Mikkels fiskerbåd, og han lokker hende med ud på en sejltur. Da de er kommet et godt stykke fra land, smider Mikkel årerne i vandet. En bestyrtet Ane Mette spørger, hvad han er ude på. ”Jeg vil tage dig fra Otte Iversen”, svarer Mikkel, og så voldtager han hende.

Gengældelsen

I København går Otte Iversen fra borde med sin hest efter et vellykket felttog i Sverige. På kajen står Mendel Speyer og venter på ham. Han fortæller Otte, at for tre måneder siden brød en vis Otte Iversen ind i hans have og voldtog hans datter. Og nu nedkalder Susannas far alverdens eder og forbandelser over Otte, som flygter ud af byen på sin hest. Otte fortrænger mindet som Susanna og vil straks hjem til Ane Mette, og han rider nærmest uafbrudt, indtil hesten uden for Randers segner under ham og dør af udmattelse. Hjemkommet får Otte at vide af hendes far, at Ane Mette ikke er hjemme, men tjener på en gård i Salling og ikke vil hjem. Han fortæller Otte, hvad Mikkel har gjort, og Otte bliver som forstenet, se citat.

Døden Det er midt om vinteren og en rytter rider hen over den tilfrosne fjord. Under kappen er han nøgen, for det er ”Døden, der er ude at ride”. Døden er på vej hjem og går ind hos et par gamle folk, hvor han lægger sig på sengen og ”jamrer med tørre Øjne”.

Et gensyn I januar år 1500 er Mikkel Thøgersen soldat i kong Hans’ felttog i Ditmarsken. Efter en udmattende march gennem Holsten kastes danskerne i kamp mod de overlegne ditmarskere, og Mikkel ser sin ven Clas blive hugget ned. Selv undslipper Mikkel ved at lade sig drive ”med den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe” i en grøft. Undervejs får han øje på Otte Iversen, som er blåfrossen af kulde.

Den store sommer thumb|Michel Sittows portræt af Christian 2. fra 1515. Johannes V. Jensen kom ind på dette maleri i en kronik i Politiken i september 1945. Axel rider frem I april 1520 gør Mikkel Thøgersen tjeneste hos biskoppen i Odense, Jens Andersen Beldenak, som holder gilde inden det forestående felttog mod Stockholm. En ”god Snes Svirebrødre” er samlede om mad og drikke, samt ”en Glædespige fra Byen, som Bispen havde lejet”. Så dukker rytteren Axel op, med et brev til bispen. Axel skal videre til biskoppen i Børglum, sammen med Mikkel. På vejen fortæller Axel om sin medvirken tidligere på året i slaget ved Bogesund, hvor danskerne slog svenskerne, trods den bidende vinter.

Hjemkomst påny På et ”Herberge oppe i Jylland” fortæller den toogtyveårige Axel den noget ældre Mikkel, hvordan han for fire år siden af en gammel mand fik en seddel med hebraisk tekst, som afslører hvor i Jylland en skat er begravet. Axel vil finde en døende præst og få ham til at tyde skriften. Historien får Mikkel til at drømme om guld og kvinder. De nærmer sig nu Mikkels hjemegn, hvor Axel har et brev til herremanden på Moholm, Otte Iversen. Otte byder Axel indenfor, og da han har læst brevet, fortæller Axel igen om skatten, og det dokument herom, som en vis Mendel Speyer gav ham. Nu spidser Otte ører, og det går op for ham, at Axel er Susannas søn – og også han egen søn, for Axel har ”hans egen Slægts korte Klør”. Hos den gamle affældige Thøger Smed træffer Mikkel og Axel Mikkels bror Niels, som fortæller, at Ane Mette ”er gift i Salling og har voksne Børn”.

Consumatum est

Under festlighederne ved Christian 2’s kroning i Stockholm i november 1520 skal Mikkel Thøgersen bringe en vigtig besked til Jens Andersen. Men han er i badstue, sammen med kongen og nogle af hans mænd. Mikkel klæder sig af og går ind i badstuen, hvor han får øje på kongens imponerende skikkelse, se citat. Beskeden ophidser kongen, og efter rådslagning i badstuen bliver Mikkel bedt om at overbringe en kort besked til ærkebiskop Gustav Trolle, de to ord consumatum est. Der er ikke besked tilbage fra ærkebiskoppen, som i stedet spørger Mikkel, hvad han ønsker sig. Mikkel ønsker sig at blive rytter i kongens tjeneste.

Om aftenen står Mikkel æresvagt i rustning ved ballet på slottet. På dansegulvet ser Mikkel Axel ”med en Skønjomfru i Favnen”. Mikkel, som er godt fyrre år, tænker på sit mislykkede liv, se citat.

Galejen Senere på aftenen har Axel fået placeret sig selv og Sigrid, ”den unge Jomfru, som han alene dansede med”, i et mørkt hjørne, hvor han gør kur til hende, men hun vil hellere danse. Og da hendes bror kommer og henter hende hjem, giver Axel sig i stedet til at drikke sammen med Mikkel. Axel får en ide, og de to går ned til stranden, stjæler en robåd og sejler ud til ”den store berømte Karavel, der var lastet med farende frouwen”, et bordelskib fra Lybæk, der ”sejlede med samt sin Ladning rundt til alle de Steder, hvor Landsknægte holdt til i større Styrke.”

Historiens fælde