Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (født 28. marts 1769, død 26. december 1826) var dansk guldalderdigter og amtmand. Historien om den tyskfødte Schack von Staffeldt er historien om at komme for sent. Mere præcist ét år, som var den tid der gik fra Adam Gottlob Oehlenschläger udgav sin skelsættende digtsamling Digte 1803 (egentligt udgivet ved juletid 1802, men på førsteudgaven står 1803. Dette var et hyppigt brugt kneb til holde litteraturen yngre end den i virkeligheden var) til Staffeldt udgav sin debutsamling Digte 1804. Hvor Oehlenschläger blev dyrket og hyldet som nationaldigter, kom Staffeldt aldrig til at spille den store rolle for samtiden. Hans karriere som digter varer kun fem år, og han udgiver kun to samlinger digte. Det er dog ikke kun tiden, der gør forskellen på Oehlenschläger og Staffeldt. Hvor Oehlenschläger var nationalromantisk, og i sine digte både imiterede folkevisernes måde at skrive på og brugte emner fra den folkelige overtro, var Staffeldt nyplatonist. Han afskyede modpartens begejstring for oldtiden. Hans digte behandler splittelsen mellem jorden og det ideelle rige; det er digterens opgave at forbinde disse to adskilte enheder. Han er derved betydeligt mere radikal med henblik på sit syn på digtningen og digterens rolle, end den af Oehlenschläger.
Et eksempel på nyplatonisme kan ses i hans digt Indvielsen. Her får digteren en anelse af den store ånd der gennemstrømmer naturen. Men lige så hurtigt som anelsen er kommet, er den væk igen, og tilbage står digteren med et livsprojekt om at genopleve denne himmelske tilstand. Det er det, der er digterens opgave hos Staffeldt. Dette er et typisk romantisk træk. Digteren er et geni, en éner, der modtager sin inspiration direkte fra Gud eller det hellige. Hans opgave er at formidle det guddommelige til de "ikke-indviede" (jfr. Indvielsen). Staffeldt bliver ofte patetisk, i ordets gamle forstand, og med sin afstandstagen til den nationalromantik Oehlenschläger praktiserede frasagde han sig også sin mulighed for at blive del af en national massebevægelse.
Af officersslægt
En ætling af den gamle pommerske adelsslægt Staffeldt, Agatus Ludvig von Staffeldt, gik i midten af det 18. århundrede i dansk militærtjeneste, tog efter nogle års forløb sin afsked som kaptajn, ægtede sin landsmandinde Maria Regina v. Klingen, færdedes en tid lang på rejser, trådte så på ny ind i den danske hær og døde som major på vartpenge 1780, omkring 47 år gammel. Han efterlod sig fire moderløse børn, af hvilke A.W. Staffeldt, født 28. marts 1769 i den lille by Gartz på Rygen, var det næstyngste. Som officerssønner fik de tre brødre adgang til militær uddannelse, og Schack afgik, 17 år gammel, fra kadetakademiet som fændrik i arveprins Frederiks regiment.
Holgerfejden
På Akademiet havde han haft løjtnant W.H.F. Abrahamson til lærer, bl.a. i historie og dansk. Abrahamson følte en levende forargelse over den tilsidesættelse, der blev det danske sprog til del fra de offentlige myndigheders side endog, ja vel ikke mindst, i selve rigets hovedstad, og hans indtrængende forestillinger om dette misforhold førte til den i dansk militærhistorie hidtil utænkte, for ikke at sige utænkelige, reform, at undervisningen på kadetakademiet i hans fag tillodes ydet på dansk. Der kan ikke være tvivl om, at det var påvirkningen af lærerens patriotiske varme, der tændte hans unge discipels retfærdighedsfølelse i flammer, så at den tysk fødte og tysk opdragne yngling blev en af danskhedens nidkæreste våbenførere, der ligefrem som udfordring satte den forurettedes farver i sit skjold og higede efter lejlighed til at kæmpe for dem. Som 20årig løjtnant førte han et sådant slag mod en forløben tysk charlatan Jos. Pallini, hvis færd her i landet gav ham anledning til de voldsomste anfald mod den indvandrede tyskhed. – skriver Staffeldt i sit Fejdeskrift – ganske kort tid efter denne polemiske affære se vi på ny Staffeldt i leding mod tyskeriet i Danmark. I debatten om Jens Baggesens operatekst Holger Danske – den såkaldte "Holgerfejde" – var der fremkommet et anonymt indlæg, betitlet Ausrufungen (af Fru Frederikke Brun). Dets hysteriske patos og dets indtil det latterlige opskruede tyske "Schwung" i stilen stillede det uden for enhver alvorlig diskussion; men den ungdommelig entusiastiske Staffeldt, hvis sproglige form heller ikke var fri for at være noget krampagtig højstemt, fandt sig beføjet til at tage kampen op og udgav, ligeledes anonymt, et skrift Om den Ting kaldet Ausrufungen osv. (1789), i hvilket han retter de skarpeste angreb mod de tyskere, "der aabne sig Veje gjennem de danske og hånsmilende til begge Sider stige op til Landets Isse; mod dem, der altid foretage Sammenligning mellem det Land, de forlod, og det, de tyede til, – for at lade os føle det Offer, de af bare Menneskekærlighed og Begærlighed at ophænge nogle Lamper i vore mørke Hjerneskaller bragte os; mod dem, der ikke erkende, at danske kom dem i Møde med Venlighed og Gæstfrihed; mod dem, der næsvise og kåde tro, hver dansk er et Nødanker for deres Lune og Persiflage; mod dem, der er forvovne nok til at bilde sig ind, at vi endnu skulle takke dem for den Ære, de gøre os, når de på os som på Trapper stige til Vejrs; mod dem, der offentlig tør vove at kalde os en Republik af Abderiter og Idioter" osv.
Det er et påfaldende fænomen, at på samme tidspunkt, da den ægte provinsdanske Baggesen, forkælet af det fine tyske selskab og higende efter større navnkundighed, erklærer at ville søge sig en læsekreds udenlands og fornærmet udbryder: – ganske på samme tidspunkt ophidser den 5 år yngre Staffeldt sig til en flammende fordømmelse af sine tyske landsmænds færd og slutter sig lidenskabelig til sit danske adoptivfædreland. Men det vil tillige ses, at med hvor megen dygtighed han end har tilegnet sig dets sprog, er dets temperament, dets følelseslivs jævnmål, ham endnu fremmed, og han nåede aldrig i denne henseende at smelte fuldt sammen med det folk, han ønskede at tilhøre. Han manglede en sund naturs rolig hvilende ballast. Fra barndommen af måtte han føle det allersmerteligste savn: skriver han en gang til sin ældste broder. I hans fintbyggede legeme boede en ivrig higende sjæl, en altid brændende ånd – en stadig vågen "Begjærlighed efter Overspændeiser og Kolosser", som han selv kalder det, en fast tro på, at "Romandigterne bygge deres Verden af Ideer, – at disse Idéverdener kun ere, så at sige, Oversættelser af den virkelige Verden", som det hedder i skriftet om Pallini. Allerede da dette udkom, havde Staffeldt ladet sine første, ungdommelig umodne danske digte trykke (i ugeskriftet Samleren 1788) og således begyndt den pinefulde vandring mod det uopnåelige mål: at give det medfødte nationale temperaments fineste og sarteste sjælsytringer et fuldt tilsvarende udtryk i en anden nationalitets lyriske sprog.
Studierejse
Men dette var ikke den eneste indre tvist, der oprev Staffeldts liv. sammen med den nagede uforligeligheden mellem digterkaldet overhovedet og den praktiske virksomhed i statstjenesten, som hans ærgerrighed og hans adelige navn tilskyndede ham til at efterstræbe, endog ad andre veje end den fra først af indslåede, thi militærlivet havde ikke noget særlig tiltrækkende for ham. Han blev 1791 sat i Stand til at foretage en studierejse til Göttingen. Han hørte forelæsninger over arkæologi hos Christian Gottlob Heyne, over kunsthistorie hos Johann Dominik Fiorillo og over statsvidenskab hos den berømte August Ludwig von Schlözer, der udstedte ham et vidnesbyrd som "en ung Mand af fortrinlige Talenter, af utrættelig Videlyst og med allerede erhvervede sjældne Kundskaber". Også med en anden navnkundig professor kom han i berøring: digteren Gottfried August Bürger, til hvis "Musen-Almanach" han bidrog med nogle tyske digte, medens han hjemsendte danske til Knud Lyne Rahbeks Minerva. Ved forårstid 1793 kom Staffeldt tilbage til København, hilsende Sjællands kyst med et skønt lyrisk digt: "Sieh, ich komm’ auf rother Wogenbahn; von der Zeitquell’ säuselt Ahnung nieder, ungeborne Zeiten wehn mich an". Til hans hjemmeophold i de følgende 2 1/2 år kender vi ikke stort andet end nogle få digte i danske blade. Sandsynligvis har han, ved siden af at passe sin tjeneste, fortsat de i Göttingen begyndte politiske, kameralistiske og statistiske studier, thi det er åbenbart til en sådan videre uddannelse i statskunst og administration og ikke som digter, at Staffeldt allerede 1795, sandsynligvis ved P.A. Bernstorffs hjælp, fik en ny og efter tidens forhold rigelig rejseunderstøttelse (1000 rigsdaler årlig i tre år). Rejsen gik over Hamborg, Hannover, Berlin og Dresden til Wien, hvor Staffeldt i tre fjerdingår nød den gemytfuld-sanselige kejserstads capuanske velvære. Også i Venedig lod den unge digter sig længe og gerne "fange af disse fremmede Sæder, som, lig Nymfer, om mig danser i lokkende Kor" (digtet Genien). Over Frankrig og Holland gik vejen til hjemmet efter næsten 5 års fraværelse. En på tysk ført dagbog, udgivet længe efter Staffeldts død, giver indblik i hans syssel og vækst i dette tidsrum. Han studerer kunst og statsvidenskab, poesi og kameralistik. Han tiljubler den franske revolution som den så længe kuede menneskeånds befrielse, men forbander den, da han ser den despotisme, hvormed den fuldbyrder sin blodige gerning. Han ringeagter middelalderen og den kristelige kunst; han ligefrem hader den katolske tro som en åndernes fordummelse og uddanner sig en panteistisk lære, der tilfredsstiller hans hang til at dvæle i de rene begrebers region, samtidig med at hans sensuelle natur gør sine stærke krav gældende. Han sætter Friedrich Gottlieb Klopstock højt som digter og underskriver ganske dennes anke mod Goethe: den blindt grebne natur, uden valg og uden forskønnelse. I sine domme lægger han ofte en noget opskruet entusiasme for dagen og i sine udtalelser om andre hyppig en pirrelig selvfølelse, der udspringer af et sygeligt sind og stundom giver sig luft i svidende bitterhed. Hvad endelig hans personlige fremtræden angår, underretter hans franske pas os om, at han er 1,70 meter høj, har blondt hår og øjenbryn, høj pande, blå øjne, stor næse, almindelig mund, rund hage og ovalt ansigt.
Pressefriheden, Moderen til en ædel Datter: den offentlige Mening