thumb|Studerende protesterer på Den Himmelske Freds Plads den 2. juni 1989 Demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads, også kendt som Massakren på den Himmelske Freds Plads, var en okkupation af Den Himmelske Freds Plads foran Mao-mausoleet i Beijing i 1989, organiseret af studerende, som krævede mere folkelig medbestemmelse i Kina. Demonstrationerne fandt sted mellem 15. april og 4. juni 1989 og endte voldeligt, da 27. division af Folkets Befrielseshær med panserkøretøjer og automatvåben dræbte tusindvis af civile ved generobringen af hovedstaden.
Den 4. maj marcherede ca. 100.000 studenter og arbejdere fredeligt gennem Beijing i protest mod styrets korruption og krævede demokratiske reformer. Den 20. maj erklærede styret undtagelsestilstand, men demonstrationerne fortsatte. Efter rådslagning mellem lederne i kommunistpartiet beordrede styret militæret til at anvende magt for at stoppe opstanden. Tropper og kampvogne fra Kinas 27. division marcherede ind på Den Himmelske Freds Plads. Den 3. juni indledte Folkets Befrielseshær en voldelig konfrontation mod demokratitilhængerne, der kulminerede 4. juni. Antallet af civile dræbte varierer: New York Times & Hammond siger 400-800, det kinesiske Røde Kors anslår 2.600 og studenterne fastholder at over 7.000 blev dræbt. Antallet af sårede anslås generelt til mellem 7.000 og 10.000, inkl. sårede fra den kinesiske hær. Efter de voldelige begivenheder foretog styret en lang række anholdelser for at undertrykke de tilbageværende tilhængere af bevægelsen, begrænsede adgangen for udenlandsk presse, og sørgede for kontrolleret dækning i den kinesiske presse. Den voldelige undertrykkelse af protestaktionen på Den Himmelske Freds Plads resulterede i massiv international fordømmelse af det kinesiske styre.
Baggrund
Siden 1978 havde Deng Xiaoping stået i spidsen for en serie økonomiske og politiske reformer, som havde ført til en gradvis implementering af markedsøkonomi (kaldes Socialisme med kinesiske karakteristika), samt en vis politisk liberalisering, der til en vis grad løste op for systemet opbygget under Mao Zedong. I begyndelsen af 1989 havde disse politiske reformer skabt to grupper, der hver for sig var utilfredse med styret.
Den første gruppe bestod af studenter og intellektuelle, der mente, at reformerne ikke var vidtrækkende nok. De var oprørte over den sociale og politiske kontrol som det kinesiske kommunistparti stadig opretholdt. Desuden havde man været vidne til glasnost, den politiske liberalisering i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov. Den anden gruppe, som bl.a. bestod af industriarbejdere i byerne, mente, at reformerne var gået for langt. Den reducerede økonomiske kontrol var begyndt at give inflation og arbejdsløshed, hvilket var en trussel mod deres levebrød.
I 1989 udgjordes styrets støtter primært af småbønder på landet, som havde set deres indkomst stige betragteligt i 1980-erne som resultat af Deng Xiaopings reformer. Denne støtte var dog af begrænset betydning, da disse bønder var spredt ud over landet. Modsat byboerne, der var organiseret i skoler og arbejdsenheder, var styrets støtter blandt landbønderne i det store og hele uorganiserede og svære at mobilisere.
Protesterne begyndte, da den tidligere generalsekretær for det kinesiske kommunistparti, Hu Yaobang, døde pga. sygdom. Han havde været betragtet som liberal, men var blevet afsat i januar 1987 som konsekvens af studenterdemonstrationer samme år, hvilket i mange kredse blev set som urimeligt. Hu's død gav kineserne en måde, på hvilken de kunne udtrykke deres utilfredshed med hans efterfølgere uden at skulle frygte politisk undertrykkelse, da det ville have været akavet for kommunistpartiet at forbyde folk at vise en tidligere generalsekretær en sidste ære. En anden strømning, der havde forbindelse med protesterne var en negativ stemning rettet mod udlændinge, specielt blandt studenter, som mente at udlændinge havde flere rettigheder end indfødte kinesere (se også De anti-afrikanske demonstrationer i Nanjing).
I Beijing deltog flertallet af de studerende fra byens mange universiteter med støtte fra deres lærere og andre intellektuelle. De studerende afviste de officielle studenterorganisationer kontrolleret af kommunistpartiet og dannede deres egne organisationer. De studerende betragtede sig selv som kinesiske patrioter og som arvtagere til 4. maj-bevægelsen for "videnskab og demokrati" fra 4. maj 1919. Demonstrationerne vakte også minder om demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1976, som førte til afsættelsen af Firebanden. Fra sit udgangspunkt som mindehøjtidelighed for Hu Yaobang, der af studenterne blev set som en fortaler for demokrati, udviklede de studerendes aktiviteter sig gradvist via protester mod korruption til krav om pressefrihed og afvikling af kommunistpartiets og Deng Xiaopings styre. Der blev desuden foretaget delvis vellykkede forsøg på at inddrage studerende og arbejdere i andre byer.
Selv om protesterne blev indledt af studerende og intellektuelle, som mente. at Deng Xiaopings reformer ikke var vidtrækkende nok, fik de snart tilslutning fra arbejdere fra byerne, som mente at reformerne var for vidtrækkende. Det skete, fordi lederne fokuserede på spørgsmålet om korruption, hvilket forenede de to grupper, og fordi det lykkedes de studerende at fremmane den kinesiske arketype om de uselviske intellektuelle, der fortæller sandheden til magthaverne. Dette gjorde bevægelsen endnu stærkere.
Demonstrationerne eskalerer I modsætning til protesterne på samme sted i 1987, som primært bestod af studerende og intellektuelle, fik demonstrationerne i 1989 bred opbakning fra arbejdere i byerne, som var oprørte over den voksende inflation og korruption. I Beijing blev de støttet af en stor del af indbyggerne, muligvis et flertal. Da de var på deres højeste, var over en million mennesker involveret i demonstrationerne. Der var et tilsvarende opbud i mange store byer over hele Kina.
Protester og strejker begyndte på universiteter i andre byer, og mange studerende rejste til Beijing for at slutte sig til demonstrationerne. Generelt var demonstrationen på Den Himmelske Freds Plads velorganiserede, med daglige optog af studerende fra forskellige universiteter i Beijing området, der ville vise deres solidaritet med boykotten af universitetets forelæsninger og demonstranternes krav. Studenterne sang "Internationale," en sang om internationalt sammenhold gennem socialisme. Den dominerende strategi blev til sidst en omfattende sultestrejke med mellem nogle hundrede og over tusinde studerende. Denne taktik vakte sympati blandt det kinesiske folk. Selv om ingen studerende blev observeret i udtæret tilstand, går der en vedholdende kinesisk vandrehistorie om at nogle demonstranter sultede ihjel .
Der blev, med delvis succes, gjort forsøg på at forhandle med de kinesiske magthavere, som befandt sig i nærheden i Zhongnanhai, kommunistpartiets hovedkvarter og "førerbunker". På grund af Mikhail Gorbatjovs besøg i maj var den udenlandske presse til stede i Kina i stort tal. Pressens dækning af demonstrationerne var omfattende, og generelt positivt stemt over for demonstranterne, men pessimistisk med hensyn til udsigterne til at de kunne opnå deres mål. Hen mod afslutningen af demonstrationerne blev der d. 30. maj opstillet en statue af Demokratiets Gudinde på pladsen som symbol på protesten for fjernsynsseere over hele kloden.
I starten håbede politbureauets stående komité, sammen med partiets gamle garde (pensionerede men stadig indflydelsesrige tidligere regerings- og partiembedsmænd), at demonstrationerne ville være kortvarige, og at kosmetiske reformer og undersøgelser ville tilfredsstille demonstranterne. De ønskede at undgå vold hvis det var muligt, og søgte først gennem deres vidtrækkede partiapparat at overtale de studerende til at aflyse demonstrationerne og vende tilbage til deres studier. En af barriererne for mere effektiv handling var at lederne selv støttede mange af de studerendes krav, specielt bekymringerne omkring korruption. Et problem var imidlertid at demonstrationerne omfattede et stort antal mennesker med forkellige dagsordener, og det var derfor uklart hvem regeringen kunne forhandle med, og hvad demonstranternes krav var. Forvirringen og ubeslutsomheden blandt demonstranterne blev derfor til forvirring og ubeslutsomhed i regeringen. De officielle medier afspejlede denne ubeslutsomhed, idet overskrifter i Folkets Dagblad vekslede mellem sympati for og afvisning af demonstranterne.
I topledelsen var generalsekretær Zhao Ziyang en stærk fortaler for en fredelig løsning, mens formanden for statsrådet (statsminister) Li Peng argumenterede for at slå hårdt ned på demonstranterne. I sidste ende blev beslutningen om at slå hårdt ned på demonstranterne taget af en gruppe fra partiets gamle garde, der mente at en afvikling af et-parti systemet ville føre til kulturrevolutionens kaos. Selv om de fleste af disse ikke havde officielle poster, kunne de kontrollere militæret, da Deng Xiaoping var formand for den centrale militærkommission og derfor kunne erklære undtagelsestilstand, og da Yang Shangkun var præsident for Folkerepublikken Kina. Den gamle garde mente at langvarige demonstrationer ville true landets stabilitet. Demonstranterne blev set som marionetter dels for fortalerne for "borgerlig liberalisme", dels for elementer i partiet som ønskede at fremme deres egne ambitioner.
Demonstrationerne slås ned
20. maj blev der erklæret undtagelsestilstand. Dette var ikke i sig selv nok til at stoppe demonstrationerne, der fortsatte med folkelig støtte. Efter nogle uger blev det besluttet at fjerne demonstranterne fra pladsen med magt. Troppernes ankomst til byen blev aktivt obstrueret af mange af Beijings indbyggere, hvis modstand gav militære tab. Omfattende vejspærringer konstrueret af indbyggerne forsinkede militærets fremfærd, men pladsen blev ryddet for demonstranter natten til 4. juni. Kampene fortsatte i gaderne omkring pladsen, hvor demonstranterne gentagne gange nærmede sig de svært bevæbnede tropper fra Folkets Befrielseshær, der svarede igen med automatvåben. Mange sårede indbyggere blev reddet af rickshaw kørere, der vovede sig ind i ingenmandslandet mellem soldaterne og folkemængden, og kørte de sårede væk til hospitalerne.
Undertrykkelsen af demonstrationerne blev i Vesten symboliseret af de berømte optagelser af en enlig demonstrant, taget 5. juni, der stod foran en kolonne fremrykkende tanks, og derved stoppede deres fremmarch. "Tankmanden" fortsatte trodsigt med at stå foran tanksene i en halv time, inden en tilskuer kom over og trak ham bort. På trods af en kraftig indsats er det ikke lykkedes de vestlige medier at identificere den enlige demonstrant. Time Magazine døbte ham Den Ukendte Rebel, og satte ham senere på sin liste over de 100 personer der har haft størst indflydelse på det 20. århundrede. Kort efter episoden rapporterede den britiske tabloidavis Sunday Express at hans navn var Wang Weilin, en 19-årig studerende; sandhedsværdien af denne påstand er imidlertid tvivlsom. Hvad der skete med Wang efter demonstrationen er tilsvarende uvist. I en tale til Præsidenternes Klub i 1999 sagde Bruce Herschensohn — tidligere "deputy special assistant" for den amerikanske præsident Richard Nixon samt medlem af præsident Ronald Reagans overgangshold — at han blev henrettet 14 dage senere; andre kilder siger at han blev skudt af en henrettelsespeloton få måneder efter demonstrationerne. I Red China Blues: My Long March from Mao to Now skriver Jan Wong at manden stadig er i live og gemmer sig et sted i Kina.