thumb|200px|Yngre husmand og hustru, omkring 1915
En husmand er indehaveren af et husmandssted, der er betegnelsen for de mindste landbrugsejendomme.
I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under fem tønder land. Omkring år 1900 var et husmandssted en ejendom på højst 15 tønder land og med mindre end én tønde hartkorn.
De fleste husmænd var fæstehusmænd eller lejehusmænd. Efter 1850 steg antallet af selvejere. Ved jordlovene fra 1919 opstod begrebet statshusmænd. Her lejede husmændene statsejet jord, der blev administreret af Statens Jordlovsudvalg.
I 1700-tallet og 1800-tallet var husmandsbrugene så små, at en familie ikke kunne leve af dem. De fleste husmænd måtte arbejde som daglejere (landarbejdere). Andre var fiskere eller håndværkere (fx smede). Læreren (degnen) var også husmand: han drev et lille landbrug, der var ejet af sognet (kommunen).
Andre husmandsbrug blev brugt til aftægt (pension). Præsteenker fik tildelt et enkesæde, der som regel var et husmandsbrug. I 1700-tallet blev nogle husmandsbrug brugt som aftægtsboliger for tidligere gårdmænd.
Husmænd under landsbyfællesskabet Typer Ved husmænd forstås beboere af huse på landet med eller uden jord.Skrubbeltrang (1978), s. 17 Disse huse lå som regel på landsbyernes "gade", og man kan derfor møde betegnelsen gadehusmand, i modsætning til indsiddere og inderster, der enten boede hos en gårdmand eller i et hus liggende på jord tilhørende en gård. I ældre tid optræder undertiden også betegnelserne gårdsæde og bolsmand, idet bol kunne betegne en fjerdingsgård eller ottingsgård.Skrubbeltrang (1940), s. 17 På Sjælland har betegnelsen parcellist været anvendt som en betegnelse for en husmand. På Bornholm bruges betegnelsen avlsbruger. I Sønderjylland brugtes tidligere betegnelsen kådner.En kådner er en, der bor i en kåd, det vil sige en hytte eller et lille hus.
Huse lod sig inddele efter, om de var jordløse eller havde egen jord og hvor meget. I forbindelse med matriklen af 1688 er der foretaget en opgørelse over huse fordelt på 3 grupper: huse uden jord, huse skyldsat til under ¼ tønde hartkorn samt huse skyldsat til ¼-1 tønde hartkorn. Ifølge denne opgørelse fandtes i hele landet 9.180 huse uden jord, 7.416 huse med under ¼ tønde hartkorn og 5.564 huse med ¼-1 tønde hartkorn.Pedersen, s. 365 Næsten ⅔ af de jordløse huse lå på øerne, kun ⅓ i Jylland, hvor omvendt begge klasser af huse med jord udgjorde omkring ⅔ af alle, mens kun omkring ⅓ af disse lå på øerne. Det samlede antal huse i hele landet var 22.160 mod 58.172 gårde (alle kategorier).
Huse, hvad enten de havde jord eller ej, kunne ikke forsørge en familie, så mange husmænd måtte have en næringsvej ved siden af eventuelt husdyrhold og dyrkning. Som regel var der tale om håndværk. Hvilke håndværk, der kunne være tale om, blev fastlagt i Danske Lov (3-13-23), hvori det hedder: "Ingen Haandværksmand maa bo paa Landsbyen undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som gjøre sorte Potter, Hjulmænd, Murmestere, Skindere, Vævere, som væver Vadmel, Blaar- og Hampelærred, Skræddere, som sy Vadmel, og de Skomagere, som sy Bøndersko.Skrubbeltrang (1940), s. 154 Vilkårene for disse håndværksgrupper kunne variere betydeligt fra sted til sted og over tid. Smedene var nødvendige i landbosamfundet, og smede regnedes i almindelighed til de mest velstående blandt husmændene.Skrubbeltrang (1940), s. 156 Bygningshåndværkere og hjulmænd kunne ofte kun tjene som binæring, og i mange tilfælde blev de to typer af håndværk forenede af samme person.Skrubbeltrang (1940), s. 157 Skræddere kunne undertiden påtage sig opgaver også uden for bondestanden, som godsejere, præster, skovridere, og i sådanne tilfælde kunne de skabe sig mindre overskud. Formodentlig har man ikke taget lovens begrænsninger så nøje, eller der er blevet givet dispensation. Noget lignende gælder for skomagere, og i henhold til et påbud fra 1690, måtte der kun være en skomager i hvert sogn, men også her synes der at være givet dispensation på grund af nogle sognes udstrækning. Træskomagere omtales sjældent i 1600- og 1700-tallet.Skrubbeltrang (1940), s. 158 Vævere synes i ældre tid at have været få, først efter lempelser i 1737, der åbnede mulighed for at væve alle slags lærred, synes antallet af vævere at være vokset, sikkert ofte dog kun som binæring.
Andre grupper, som regnedes til husmænd, var hyrder og vangevogtere, fiskere langs kysterne og sømændSkrubbeltrang (1940), s. 167 samt husmænd der drev handel eller krohold, kulsviere, skorstensfejere, dyrlæger (hestegildere) og "natmænd".Skrubbeltrang (1940), s. 168 For disse grupper var vilkårene ofte mere svingende, og mange måtte i perioder supplere indkomsten med betleri.
Endelig blev skoleholdere og klokkere ofte sidestillede med husmænd.
Vilkår I 1600- og 1700-tallet kunne der være en betydelig social mobilitet mellem gårdmænd og husmænd. Unge landsmandsfamilier begyndte ofte som husmandsfolk, mens de ventede på, at den rigtige fæstegård blev ledig. Ældre gårdmænd, der ikke længere havde kræfter til at drive en hel gård, blev ofte husmænd í deres sidste år. Børn af husmænd og gårdmænd giftede sig ofte med hinanden.
Det fleste husmænd var fæstehusmænd. For at fæste et hus måtte de betale indfæstning, som regel 1-2 rigsdaler, samt yde landgilde og hoveri. Hvor landgilden blev ydet i naturalier, kunne der være tale om nogle få skæpper havre eller lam, gås, høns og æg. Nogle husmænd måtte yde ½-2 ottinger smør i landgilde, og ved kysten kunne fiskere yde fx ½ torsk i landgilde.Skrubbeltrang (1940), s. 79Skrubbeltrang (1978), s. 166 Hoveriet blev i ældre tid ofte ydet som arbejde kaldet ugedage, men efterhånden blev det mange steder erstattet af en pengeydelse, ikke mindst på krongodser.Skrubbeltrang (1978), s. 167 Husmandshoveriet havde ofte karakter af at være et supplement til fæstegårdmændenes hoveri og kunne omfatte havearbejde, arbejde i laden og tærskning men også fragt af breve eller drift af stude, svin og får til et marked eller en købstad, ligesom tilsyn med gærder, vange, led og skovområder kunne forekomme.Skrubbeltrang (1940), s. 88 Der kunne undertiden gives afgiftsfrihed, hvis en husmand selv havde opført sit hus, men ellers var det kun gamle, syge og invalider, der blev fritaget.Skrubbeltrang (1940), s. 89
Husmænd havde ikke medbestemmelsesret under landsbyfællesskabet, men nok møderet og kunne sammen med møllere, enker og andre blive indstævnet i forbindelse med vedtagelse af landsbyvedtægten. I den forbindelse måtte de bidrage til et "igangsgilde" med ½ eller ¼ tønde øl "eftersom han haver råd dertil".Skrubbeltrang (1978), s. 135 Under landsbyfællesskabet havde husmænd normalt græsningsretSkrubbeltrang (1978), s. 43 i det mindste på overdrevSkrubbeltrang (1978), s. 141, og mange husmænd holdt af samme grund indtil 1740-erne på Sjælland ofte mindst 1 ko, i Jylland 2 køer og 4-5 får eller mere, mens ret få husmænd holdt svin. Mange husmænd havde kun "lejekvæg". Jordløse husmænd måtte betale for retten til græsning.. Husmænd kunne få tilladelse til at lade deres får og gæs græsse på overdrev og fælleder. Et mindre antal husmænd holdt heste og kunne i visse områder, fx Jægerspris og Hørsholm godser, skaffe sig ekstra indkomster ved kørsel.Skrubbeltrang (1978), s. 248
I den udstrækning, husmænd var håndværkere, kunne de få en del af deres betaling i naturalier i lighed med hvad der var tilladt for tjenestefolk i henhold til en forordning fra 1655.Skrubbeltrang (1978), s. 45
Med hensyn til skatter gik de jordløse husmænd naturligvis fri ved jordskatter, men de blev til gengæld ramt af de mange ekstraskatter, som i årene fra 1677 til 1692 blev gennemført, således ramte ildstedskatten af 14. august 1677 husmændene med 2-4 markSkrubbeltrang (1978), s. 94, kop- (person-) og kvægskatten af 9. september 1678 ramte de fleste husmandsfamilier med 1 rigsdaler i kopskat og i gennemsnit 2 mark i kvægskat.Skrubbeltrang (1978), s. 95 Da rytteriet blev indført i slutningen af 1600-tallet og senere, lod mange husmænd sig "leje" af bønderne for at opfyldes disses forpligtelse til at stille folk, og under de egentlige krigsår ramte udskrivningerne husmændene hårdt.Skrubbeltrang (1978), s. 98
Gregers Begtrup gav i Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i Danmark i første bind om "Sjælland og Møen" følgende skildring af husmændenes vilkår forud for landboreformerne: "Førend Udskiftningen var Huusmandens Forfatning høist maadelig, han var til Byrde for sig selv, og til Ruin for Gaardmanden. Huusmanden havde en maadelig Hytte, med en lille Kaalhave til, men ingen Jord. Proprietairen var derfor nødt til at see igjennem Fingre med Hussmandens Lønnesæd hos Gaardmanden, og at han havde en Koe, eller 4 Faar paa Græs paa Byens Fælled. Mængden tillod det saa mefet hellere, fordi de forudsaae, at de selv vilde blive Huusmænd, og haabede med Tiden at nyde samme Skjel.For Hoveriets Skyld arbeidede Huusmanden hos Bonden, 3 til 4 Dage ugentlig, fra St. Hansdag til Mikkelsdag, derfor nød han i Løn 2 Tdr. Byg 2 Tdr. Havre og 1 eller 2 Læs Høe, og lidet i Penge. Paa de magre Jorder, hvor Bonden kun avler to til tre Fold Havre, hvilken Jord ellers aldrig blev gjødsket, kjører Bonden Huusmandens Gjødning ud, som han har sanket, deels af bemeldte Sraa, deels af Aske og Tørvesmul.Huusmanden nyder da de to første aars Grøde, derefter høster Bonden selv Grøden. Bonden gjødskede overmaade tykt med Huusmandens Gjødske, dermed gjødedes sædvanlig til 1 eller 1½ Skp. Land. Bonden tillod ham at skjære Tørv hos sig, kjørte den hjem, og viste ham andre Villigheder med sin Hest og Vogn.Uden for Høstens Tid kunde Huusmanden knap faae Arbeide aarets halve Søgnedage, og bestod da Dagleien i Føden og 3 Skllg. daglig de lange Dage, og 6 Skllg. de korte. Med disse Skillinger kunde Huusmanden ei betale Extraskat, Huusleje, klæde sig selv, føde Kone og Børn. Deraf fulgte, i de fleste Egne, at naar Huusmanden havde fortæret sin Lønsæd, gik han om i Landet og betlede.Gaves hist og her i en Bye en velhavende Huusmand, ødelagte han de fattige Gaardmænd ved sin ublue Aager, som gik i flere hundrede Procent. Laante Bonden af den rige Huusmand 5 til 10 Rdlr., for at betale Skatter med, eller kjøbe Korn for, maatte Gaardmanden tillade ham, at han saaede til Halvt med ham, give ham Eng til nogle Læs Høe, føde og græsse et par Køer, nogle Faar m.v.Huusmanden stod overalt i det uheldige Forhold at ham enten maatte lide Nød og betle, eller leve paa Bondens Bekostning. Endog paa Proprietair-Godserne kunde dette Onde ikke hæves. Det eneste Proprietairen kunde gjøre var at skaffe Huusmanden noget at fortjene paa Hovedgaarden med Grøvtegravning, Steengjærdesætning m.v. I misvæxtaar, eller dyre Kornaar var Huusmandens Kaar særdeles søgelig. Af hans usle Dagleie kunde han ikke leve, og i slige Aar var mindst at fortjene."Begtrup, s. 230-232
Husmænd under landboreformerne Frem til landboreformerne var husmændenes rettigheder og pligter nogenlunde faste. Ganske vist kunne de, som fæstegårdmænd og indsiddere, blive pålagt nye skatter og andre forpligtelser, som undertiden kunne være meget belastende, men der blev ikke ændret grundlæggende ved deres vilkår. Det skete først ved gennemførelsen af landboreformerne.
Jord til husmænd thumb|200px|Christian Colbjørnsens navn knytter sig til de store landboreformer, og han har ved den indlagt sig fortjenester som få her hjemme