Hertugdømmet Slesvig (; ; eller Sleesweg) opstod i middelalderen og var dengang i princippet det samme som Sønderjylland. Det var til 1864 et hertugdømme i personalunion med sine to naboer, Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Holsten, men var i modsætning til Holsten dansk lensområde. Det afgrænsedes af Ejderen i syd og Kongeåen/Kolding Å i nord. Hovedbyen i hertugdømmet var byen Slesvig.

Hertugdømmets historie er omskiftelig. Danskere var bosat på fastlandet (gesten og morænelandskabet mod øst), mens friserne bosatte sig på øerne i vest. Den frisiske befolkning levede som kongefriserne under den danske konges kontrol, men påberåbte sig samtidig retsautonomi. Allerede i middelalderen havde Sønderjylland/Slesvig fået status af et jarledømme og senere af et hertugdømme. De slesvigske jarlers og hertugers opgave var at sikre sydgrænsen. De begyndte dog efterhånden at rette blikket mod syd og allierede sig med den holstenske adel, som begyndte at ekspandere nordpå, især i hertugdømmets sydligste og de østlige dele: Stabelholm, Jernved, Fredslet, Svans og det østlige Angel. Dermed var vejen åbnet for et modsætningsforhold til kongen. I 1326 fastholdes i Constitutio Valdemariana, at Sønderjylland ikke måtte indlemmes i Danmark, men allerede 1330 fik kongeriget og hertugdømmet med Valdemar 3. igen en fælles herre. Senere blev i Ribebrevet fastholdt, at de to hertugdømmer Slesvig og Holsten skulle holdes udelt sammen. Danehoffets love beholdt gyldighed i Slesvig/Sønderjylland frem til 1500-talletKarl N. Bock: Mittelniederdeutsch und heutliges Plattdeutsch im ehemaligen Herzogtum Schleswig, København 1948, sider 42/43.

De følgende århundreder blev prægede af, at magten over de to hertugdømmer blev delt med sidegrene af kongehuset, der fik deres residens på Gottorp eller Haderslev. Delinger skar hertugdømmet i små bidder af kongelige, hertugelige og fællesregerede dele. Hertugerne gjorde meget for at udvikle deres områder økonomisk og oprettede flere flækker og stæder, således Frederiksstad, Garding, Tønning. Reformationen indebar, at tysk blev kirkesprog i den sydlige del af hertugdømmet, hvilket svækkede samhørigheden med det kongerigske Danmark. Senere danske konger gjorde adskillige forgæves forsøg på at slippe af med de gottorpske hertuger, hvis magt blev forøget blandt andet ved ægteskabsalliance med det svenske kongehus. Først i 1721 blev de hertugelige dele formelt inkorporerede i Danmark, men uden at der blev gjort tiltag for at indføre dansk kirkesprog eller fælles forvaltning.

I 1800-tallet indtrådte en økonomisk fremgang i hertugdømmet: chausséer (veje), broer og jernbaner blev anlagt, handelen og skibsfarten nød fremme, en begyndende industriel udvikling skete, men samtidig betød tidens fremvoksende nationalisme, at modsætningen mellem dansk og tysk blev mere fremherskende. Det endte i to krige: Treårskrigen 1848-1850 bragte ingen egentlig løsning, og krigen i 1864 medførte, at hertugdømmet med visse grænsereguleringer sammen med Holsten og Lauenborg blev afstået til Preussen og Østrig, dog med et løfte om genforening med Danmark, hvis befolkningen ønskede det. Folkeafstemningen blev dog først afholdt i 1920.

Navnet Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre danske kongesønner den officielle titel som jarl eller hertug af Jylland eller Sønderjylland. Først med Valdemar Sejrs søn Abel begyndte Sønderjylland at udvikle sig til et særligt territorium, hvor hertugerne gradvist overtog en del af kongens beføjelser. I 1375 skiftede titlen til hertug til Slesvig, og anvendelsen af navnet Slesvig blev efterhånden udstrakt til at betegne hele hertugens territorium.Historisk Samfund for Sønderjylland: Sønderjylland A-Å, Aabenraa 2011, side 338 Navnet er hentet fra byen Slesvig, hvor biskoppen og hertugen havde hjemsted. Slesvig blev derfra benyttet synonymt med Sønderjylland som navn på landsdelen mellem Kongeåen og Ejderen, det officielle navn på hertugdømmet var dog frem til 1864 Slesvig.

Afgrænsning Der var nogle små forskelle på Slesvig og Sønderjylland: Øerne Ærø og Femern hørte med til det officielle hertugdømme Slesvig, men kan næppe kaldes Sønderjylland. Als hørte også til Slesvig, men blev heller ikke nødvendigvis regnet for Sønderjylland i ældre tid. Det samme gælder Helgoland.

Indtil 1864 var nogle områder på Slesvigs vestkyst kongerigske enklaver. Også byen Ribe, der tilhørte Ribe Stift og dermed kongeriget, selv om de var omsluttet af hertugdømmet. Ved freden efter krigen i 1864 skete en landudveksling, så de blev indlemmet i Slesvig. Til gengæld beholdt Danmark Nørre Tyrstrup Herred, der omfattede otte slesvigske sogne syd for Kolding, området omkring Ribe og øen Ærø.

thumb|Hertugdømmet Slesvig

Landskab Hertugdømmet Slesvig var delt i tre hovedområder: mod vest lå vadehavet med øer og marsken, centralt lå gesten og mod øst morænelandskabet, herunder en del øer.Porskrog Rasmussen, s. 43

Marsken er meget frugtbar med en høj lerprocent. Marskjorden har derfor en særlig evne til at holde på både vand og næringsstoffer. Som følge heraf er marsken velegnet som græsningsområde, hvorimod det høje vandspejl har gjort det til en forholdsvis dårligt område for kornavl. Marsken spillede også en betydning for randbebyggelsen på gesten, som havde stor marskegne til rådighed.

I Vadehavet ligger øerne Rømø, Sild, Amrum, Før, Nordstrand, Pelvorm, desuden halliger og højsander.Porskrog Rasmussen, s. 44 Forholdene har gennem tiden været omskiftelige, en del af øerne hørte som kongeriske enklaver direkte under kongen.

Den slesvigske gest består dels af bakkeøer, dels af hedesletter.Porskrog Rasmussen, s. 45 Jorden er med forholdsvis lav frugtbarhed, især hedesletterne. I ældre tid var gestegnene prægede af hede og mose, mens dyrkede jorder spillede en mindre rolle.

De østlige morænelandskaber var overvejende frugtbare. Terrænet var forholdsvis kuperet, og området kendetegnes af forholdsvis dybe fjorde. Store dele af landbruget præget af afvekslende moræne med et småbakket landskab.

Historie I de ældste kilder skelnes ikke mellem Nørrejylland og Sønderjylland, men allerede i 1100-tallet blev de tre sydligste sysler i Jylland, Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel, til et dansk grænseområde styret af en statholder – en jarl – med særlige beføjelser.Paludan, sp. 214 Den første med sikkerhed kendte jarl i Sønderjylland var Knud Lavard, som var jarl fra 1115 til 1131. Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen og var der blevet bekendt med det tyske lensvæsen, som på den tid var ukendt i Danmark. Han var den første, som brugte den tyske titel hertug, uden at han dermed – så vidt man ved – tilsigtede en frigørelse af Sønderjylland fra resten af riget. Da han tillige ca. 1128 opnåede at blive knjaz over obotriterne, blev han anset for en trussel mod kongeriget og blev dræbt.

I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. I 1237 gjorde han sin yngre søn Abel til hertug af Sønderjylland.Paludan, sp. 215 Da Erik Plovpenning i 1241 blev konge, indledte Abel sine bestræbelser på at frigøre sig fra vasalforholdet.

Abelslægten Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynastisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt, og hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens, således retten til at opkræve skatter og til at slå mønt. Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting i Urnehoved ved Åbenrå. Abelslægtens hertuger blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold til dem. Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien (Stapelholm, Fræslet, Svansø og Krongodset Jernved) til sine brødre, Johan 1. af Holsten og Gerhard 1. af HolstenAlbrectsen, s. 45, 217Diplomatarium Danicum. Række 2, Bind 1: 1250–1265. Munksgaard, Kopenhagen 1938, Nr. 316. samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.Horst Windmann: Schleswig als Territorium. Grundzüge der Verfassungsentwicklung im Herzogtum Schleswig von den Anfängen bis zum Aussterben des Abelschen Hauses 1375 (= Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins. Bd. 30, ). Wachholtz, Neumünster 1954, S. 172 (Zugleich: Kiel, Universität, Dissertation, 1952). Dette skulle få betydning i form af en fortsat indvandring, som afspejlede sig i tyske stednavne på -kamp, -horst og -dorf i dette område.

Af betydning for hertugdømmets svækkede tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen til hertug Erik II og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.

I denne periode fik flere byer deres købstadsret: Slesvig omkring 1200, i 1243 gav hertug Abel Tønder lybsk købstadsret (den første tyske ret på dansk grund), i 1284 Flensborg, omkring 1288 Egernførde, i 1292 Haderslev og i 1335 Aabenraa.

Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard 3. (den Store) og Johan 3. (den Milde). I 1326 kunne de afsætte den danske konge, Christoffer 2. og gøre den kun 12-årige hertug Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark (Valdemar 3.). Den unge konge måtte acceptere den såkaldte Constitutio Valdemariana, en siden meget omstridt bestemmelse, som sagde, at Sønderjylland og Danmark ikke måtte have samme hersker. Kort efter, den 15. august 1326, fik grev Gerhard Sønderjylland som et frit arveligt fanelen. Dermed var Sønderjylland blevet et selvstændigt territorium. Tre år senere kom hertugdømmet tilbage til Abelslægten, men da denne uddøde i 1375, gik hertugdømmet til den holstenske greveslægt Schauenburg. Disse kaldte sig ikke længere hertuger af Sønderjylland, men i stedet hertuger af Slesvig.

I løbet af 1300-tallet indvandrede en holstensk adel, som bevarede deres tyske sprog. De etablerede sig som Sønderjyllands overklasse og fik kontrollen over landets videre udvikling.Albrechtsen Også i byerne vandt tysk sprog frem, hvorimod folkesproget i landdistrikterne forblev dansk.Paludan, sp. 217

Schauenburgerne I juli 1386 bliver hertugdømmet – endnu en gang – givet som arveligt fanelen til en holstensk greve, denne gang til Gerhard 6. af Holsten af slægten Schauenburg. Det var dronning Margrethe 1., der på vegne af sin umyndige søn Oluf så sig nødsaget til dette skridt, fordi hun havde brug for ro ved sydgrænsen, men samtidig arbejdede hun dog på at købe landet tilbage bid for bid. Herved opstod de såkaldte nørrejyske enklaver langs Slesvigs vestkyst. Og samtidig søgte hun på anden måde at vinde den tidligere overhøjhed tilbage, og det lykkedes hende i nogen grad: i 1406 købte hun GrødersbyAlbrechtsen (1981), s. 159, 281, i 1406 overlod biskop Johann Skondelev Svavsted borg og by med tilliggender samt borgen Stubbe på Svansø til Margrete mod et årligt vederlagAlbrechtsen (1981), s. 255, i 1407 blev Trøjborg skødet til hendeAlbrechtsen (1981), s. 240 og i 1411 pantsætter Elisabeth, datter af grev Klaus, sit livgeding til Margrete omfattende Aabenraa by og borg med Sønder Rangstrup og Rise herreder og halvdelen af øen Barsø, Varnæs Birk (senere Lundtoft Herred), Søderup og Alslev, Kværn og Stenbjerg sogne i Ny Herred samt rettigheder i Flensborg by.Albrechtsen (1981), s. 109

Dronning Margrethes efterfølger, Erik af Pommern, fortsatte bestræbelserne på at få Slesvig tilbage både med magt og ad rettens vej, men måtte i 1435 give op og acceptere den schauenburgske greve Adolf 8. af Holsten som hertug af Slesvig.

Personalunion