Høj- og senmiddelalderen betegner perioden i Norges historie fra omkring 1130, indtil reformationen kom til landet i 1537. Norge fik i denne periode både en samlet statsmagt og en selvstændig kirkeorganisation, og perioden var præget af økonomisk fremgang og vækst.

Højmiddelalderen regnes almindeligvis fra 1130 til omkring 1350. Periodens første del, fra 1130 til omkring 1240, var præget af politisk uro og har traditionelt fået betegnelsen Borgerkrigstiden. Derefter oplevede Norge roligere politiske forhold frem til den sorte død omkring 1350, og perioden betegnes ofte som Norges storhedstid.

I senmiddelalderen, det vil sige perioden fra 1350 til 1537, kom Norge under udenlandsk overherredømme gennem Kalmarunionen. I løbet af perioden blev den politiske magt stadig mere centraliseret, og ved senmiddelalderens afslutning var Norge i praksis blevet en dansk provins.

Borgerkrig

Borgerkrigene eller de indbyrdes krige var en periode med interne stridigheder mellem 1130 og 1240. Der var dog ikke konstant krig i 110 år, men også fredelige perioder. Konflikterne begyndte, da Sigurd Jorsalfare døde i 1130, og både hans søn Magnus den Blinde og halvbroren Harald Gille mente, at de havde ret til at blive norsk konge. Før 1130 havde der været flere perioder med samkongedømme, hvor flere konger regerede sammen. Denne tid ophørte imidlertid med Sigurd Jorsalfares død, og stadig nye kongsemner kæmpede om retten til den norske trone. Da Magnus Erlingsson blev kronet i 1163, syntes krigene at være forbi, men i 1177 indledte Sverre Sigurdsson og birkebeinerne nærmest en guerillakrig mod Magnus. Den endte med, at Magnus faldt i slaget ved Fimreite i 1184.

Fra 1196 måtte Sverre og birkebeinerne kæmpe mod baglerne. Baglerne havde støtte på Østlandet, især i Viken, og blev desuden støttet af kirken, først og fremmest biskopperne Nikolas Arnesson og Eirik Ivarsson. Striden mellem kong Sverre og Eirik førte til, at Sverre blev bandlyst i 1198. Dette var en del af en langvarig konflikt mellem kirken og kongen om, hvem der skulle bestemme over de kirkelige forhold: kongen eller biskopperne. Baglerne og birkebeinerne indgik Kvitsøyforliget i 1208, og baglerne opløste deres parti efter baglerkongen Filippus Simonssons død i 1217. Nogle af baglerne fortsatte modstanden i et nyt parti, ribbungene, frem til 1227. Det sidste oprør var hertug Skules oprør mod sin svigersøn, kong Håkon Håkonsson. Det blev slået ned i 1240, da hertugen blev dræbt, og Håkon endelig kunne underlægge sig hele Norge.

Det er almindeligt at antage, at borgerkrigene skyldtes en ressourcekrise. Andreas Holmsen mente, at krisen ramte bønderne hårdest, fordi befolkningen voksede, uden at ressourcerne voksede tilsvarende. Det førte til, at bønderne gik fra at være selvejere til at blive fæstebønder. Heroverfor har Sverre Bagge hævdet, at ressourcekrisen snarere ramte aristokratiet, som fik færre ressourcer, efter at vikingetogterne ophørte. En tredje forklaring er, at konflikterne skyldtes ydre faktorer, eksempelvis de danske konger, som begyndte at blande sig i norske forhold på grund af interne konflikter i Danmark.Norgeshistorie.no, Hans Jacob Orning, "Et norsk rike: borgerkrigene i Norge". Hentet 28. november 2016.

Norges storhedstid thumb|left|Magnus Lagabøtes Landslov var den første lov, som gjaldt hele Norge.

Tiden efter borgerkrigene betegnes ofte som Norges storhedstid. I 1200-tallet nåede det norske rige sin største udstrækning. Fastlandsområderne omfattede Bohuslän, Jämtland og Härjedalen. I 1261 blev Grønland underlagt Norge og i 1262–1264 Island. Færøerne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Sudrøyene (Hebriderne) og Man var ligeledes dele af det norske rige, men de to sidstnævnte gik tabt i 1266 med underskrivelsen af Perth-traktaten, der afsluttede den skotsk-norske krig.

I 1274 fik Norge sin egen landslov, Magnus Lagabøtes landslov. Det var den første lov, som gjaldt hele landet, i modsætning til de tidligere landskabslove, der kun gjaldt én landsdel, så de forskellige landsdele havde forskellige love. Desuden blev slægtshævn forbudt. Forholdet mellem kongemagten og kirken blev afgjort og formaliseret med Sættargjerden i Tønsberg i 1277. I lokaladministrationen blev lendmenn og årmenn afløst af sysselmenn. Hirden, som tidligere havde været et omrejsende krigerfølge, udviklede sig efterhånden til et hof og et civilt kongeligt administrationsapparat.

Sociale og økonomiske omvæltninger

Begyndelsen af senmiddelalderen i Norge var præget af store sociale og økonomiske omvæltninger som følge af den sorte død. Fra 1350 til omkring 1450 blev Norges befolkning næsten halveret. Det medførte, at efterspørgslen efter jord faldt drastisk, og at den landskyld, som kongen, kirken og adelen kunne opkræve for jorden, ligeledes faldt kraftigt. Det førte til en social udligning, hvor de dårligst stillede fik langt bedre vilkår, mens de mest velstående fik mindre. Mange gårde blev affolket og blev til ødegårde, mens store områder først igen blev anvendt til landbrug flere hundrede år senere.Norgeshistorie.no, Hans Jacob Orning, "Ødegårdene". Hentet 1. december 2016.

Norge indgik et kongefællesskab med Sverige i 1319, da kong Håkon 5. Magnusson døde uden mandlige arvinger. Hans dattersøn Magnus Eriksson blev derefter konge af både Norge og Sverige. Magnus' søn Håkon 6. Magnusson giftede sig i 1363 med den danske kongedatter Margrete 1., og dermed var grundlaget lagt for en fælles skandinavisk union.Norgeshistorie.no, Hans Jacob Orning, "Maktbalanse i dansketiden". Hentet 1. december 2016.

Kalmarunionen

Kalmarunionen var en personalunion mellem Norge, Sverige og Danmark, som varede fra 1397 til 1523. Unionen fungerede som modvægt til den voksende tyske indflydelse og hanseaternes økonomiske magt. Hanseforbundet ønskede fri passage gennem Øresund, Nordens vigtigste knudepunkt. Dette havde forbundet størst sandsynlighed for at opnå med forskellige konger på hver side af sundet. Hanseaterne ønskede derfor ikke én stærk unionskonge, fordi de frygtede, at det ville medføre for høje toldsatser.

Dronning Margrete thumb|Brevet, hvori det norske rigsråd valgte Margrete 1. til dronning den 2. februar 1388. Riksarkivet. Brevet er en del af Norges dokumentarv.

Det var Margrete, som først fik etableret en personalunion mellem Norge og Danmark, ved at hendes og Håkons søn Olav 4. Håkonsson blev konge i begge riger. Da Olav døde i 1387, blev Margrete først anerkendt som regent i Danmark og året efter i Norge. Stridigheder i Sverige mellem kong Albrecht af Mecklenburg og dele af adelen førte til, at Margrete også blev valgt som regent i Sverige. Dermed var hele Norden samlet i en union.

Margrete fik desuden gennemført, at arvefølgen til de skandinaviske kongeriger fremover skulle regnes fra hende. Da hendes eneste søn var død, valgte hun sin grandnevø, søsteren Ingeborgs dattersøn Erik af Pommern, som sin efterfølger. Da Kalmarunionen blev indgået i 1397, var Erik konge, men Margrete var den reelle regent frem til sin død i 1412.Norgeshistorie.no, Hans Jacob Orning, "Kalmarunionen". Hentet 1. december 2016.

Sverige træder ud Danmark var i begyndelsen af unionstiden Nordens stærkeste rige, men i løbet af 1400-tallet udviklede Sverige sig til en rival. Svenskerne opstillede jævnligt deres egne kandidater ved kongevalgene, selvom det endte med, at den danske kandidat vandt. Kong Christian 2. ønskede at slå det svenske oprør ned én gang for alle. Han besejrede Sverige i krig og indbød de mest fremtrædende svenske stormænd til gæstebud i Stockholm i efteråret 1521. Christian lod 90 af dem henrette og brændte ligene på torvet. Begivenheden, som kaldes Det Stockholmske Blodbad, førte ikke til, at svenskerne underkastede sig, som Christian havde håbet. I stedet trådte Sverige ud af unionen og valgte Gustav Vasa til konge.Norgeshistorie.no, Hans Jacob Orning, »Norge blir et lydrike«. Hentet 1. december 2016.

Unionen Danmark-Norge

Efter Kalmarunionens opløsning forblev Norge i union med Danmark og var formelt ligestillet med dette. De danske unionskonger tilsidesatte imidlertid ofte det norske rigsråd og indsatte danskere i norske embeder. Både den danske kong Frederik 1. og den svenske kong Gustav Vasa modarbejdede den katolske kirke, mens alle i Norge var katolikker. Tilhængerne af norsk selvstyre blev dermed modarbejdet af både den svenske og den danske konge. Den afsatte kong Christian 2. forsøgte at genvinde sin magt ved at optræde som konge i Norge, og de norske selvstændighedstilhængere gav ham deres støtte. Christian 2. måtte imidlertid give fortabt over for kong Frederik. Efter Frederiks død udbrød borgerkrig i Danmark, som Christian 3. sejrede i. Christian 3. var protestant og besluttede i 1537 at indføre en luthersk kirke i Norge, afskaffe det norske rigsråd og fjerne den sidste rest af norsk selvstyre. Norge blev dermed indlemmet som marionetstat under Danmark.Norgeshistorie.no, Øystein Rian, »Da det norske riket bukket under 1502–1537«. Hentet 1. december 2016.

Ærkebiskop Olav Engelbrektsson

Den katolske ærkebiskop Olav Engelbrektsson var Norges mægtigste mand, fordi han både var ærkebiskop og leder af det norske rigsråd. Han var stærk modstander af reformationen og arbejdede på at forhindre den protestantiske kong Christian 3. i at få magten i Norge. Han forsøgte blandt andet at vække nationalistiske følelser i befolkningen, men uden held. Det antages, at ærkebiskoppens aktiviteter medvirkede til, at Norge blev indlemmet i Danmark som marionetstat. Olav måtte flygte fra landet og døde året efter i Lier i det nuværende Belgien.

Referencer

Litteratur P. A. Munch: Det norske Folks Historie. Christiania: Chr. Tønsberg, 1852–1863. Ludvig Daae: Kong Christiern den Førstes norske Historie. Christiania: A. W. Brøgger, 1879.

Eksterne henvisninger 1050–1350: høymiddelalder 1350–1500: senmiddelalder

Kategori:Norge i middelalderen