Espergærde ligger i Nordsjælland ved Øresund og regnes i statistisk henseende som en bydelBydelen, der også dækker de tidligere landsbyer Tibberup og Mørdrup samt en del af det tidligere fiskerleje Skotterup, havde 11.524 indbyggere (2008) Statistikbanken Tabel BEF 44 – heraf 11.458 i Helsingør Kommune og 66 i Fredensborg Kommune. Bydelen er adskilt fra det sammenhængende byområde Helsingør-Snekkersten af et henved 100 m bredt ubebygget bælte, Egebæksvang skov og det fredede areal i tilknytning til Flynderupgård i Helsingørs byområde. Espergærde ligger mellem 5 og 8 km syd for den tidligere købstads centrum. Espergærde ligger som en velafgrænset bydel, mod nord afgrænset af Egebæksvang skov og Flynderupgård, mod vest af Rolighedsmoserne og Helsingørmotorvejen, mod syd af Krogerup gods jorder og Babylone skov. Espergærde hører til Region Hovedstaden.

Espergærde opstod som fiskerleje på forstranden neden for kystskrænten ud mod Øresund formentlig omkring midten af 1500-tallet. Området, hvori Espergærde lå og som blandt andet omfattede landsbyerne Mørdrup og Tibberup, hørte i 1600- og 1700-tallet under Krogerup gods. I 1800-tallet blev Espergærdeområdet et yndet udflugtsmål for landliggere, og i de sidste årtier af århundredet blev der opført landliggersteder langs kysten. Udviklingen fremmedes af dampskibsfart og især anlæggelsen af Kystbanen med holdested, senere station, ved vejen til Mørdrup omkring 1 km inde fra kysten. Fra århundredeskiftet og frem voksede en lille stationsby frem mellem stationen og kysten, men de fleste af tilflytterne pendlede til Helsingør og København. I 1954 blev Espergærde hjemsted for Tikøb Kommunes sogneråd. Omkring 1960 vedtoges en kommuneplan, der forudså hele området mellem Espergærde, Mørdrup og Tibberup inddraget til bebyggelse, hvilket skete i det følgende tiår. Efter kommunalreformen i 1970 afdæmpedes Espergærdes videre byudvikling kraftigt.

Espergærde har et butikscenter omtrent midt i byen og et industriområde i byens vestlige udkant. Det har to stationer, Espergærde Station på Kystbanen og Mørdrup Trinbræt på Nordbanen og betjenes af flere buslinjer. Byen har mange kulturelle tilbud i form af blandt andet et kulturhistorisk egnsmuseum, idrætsanlæg og rekreative områder.

Espergærde er delt i 2 sogne: Egebæksvang sogn (kirken ligger ved det gamle fiskerleje) og Mørdrup sogn (kirken ligger ved bycenteret).

Geografi Både nord og syd for Espergærde er der fredede såkaldte "grønne kiler": den grønne kile ved Rørtang/Flynderupgård nord for byen og Kelleris-kilen syd for byen."Amtet er klar med to store fredninger" (Helsingør Dagblad 5. maj 1993, s. 9 Udtrykket "grøn kile" betyder, at naturen – skov eller mark - strækker sig helt ud til Strandvejen ved kysten.

Mod nord ligger Egebæksvang samt Flynderupgårds jorder op mod Snekkersten, mod syd marker ned mod Krogerup og Humlebæk. Mod vest afgrænses byen af Rolighedsmoserne og en del af Kelleris Hegn mellem byen på den ene side, Nordbanen og Helsingørmotorvejen på den anden.

Etymologi I 1561 kaldes stedet for Esperødgierde,Mikkelsen, s. 51Hald, s. 144 ifølge Nudansk Ordbog "indgærdet/indhegnet rydning i aspeskov". Landsbyen Esperød var oprindelig en lille middelalderlig udflytterlandsby på 2-3 gårde, beliggende oven for kystskrænten.

Historie

Renæssancen

thumb|300px|Espergærde omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Gårde og fiskerhuse med rødt.

Omkring 1500 udviklede der sig på forstranden neden for kystskrænten et lille fiskerleje på 6-8 huse beliggende i 2 rækker parallelt med kysten i nord-sydgående retning på hver sin side af den gamle kystvej Strandvejen, der forbandt Espergærde med tilsvarende fiskerlejer henholdsvis mod nord (Skotterup, Snekkersten) og syd (Humlebæk, Sletten) opståede omtrent på samme tid. Fra Espergærde gik en vej op over kystskrænten ind i landet til landsbyen Mørdrup beliggende omkring 2 km fra kysten.Mikkelsen, s. 20 og 45 Fra stranden ved Espergærde skete i midten af 1500-tallet udskibning af træ fra den nordvest for fiskerlejet beliggende Egebæksvang skov.Topsøe-Jensen, s. 196 Til ejerlavet hørte de 2-3 mindre gårde oven for kystskrænten.

Ved matriklen 1682 nævnes, at 4 af fiskerne havde hver deres ålestade i Øresund, som de gav 2 Rdl. i landgilde for årlig; 2 ålestader var "øde". 6 landgildehuse uden jord betalte 1 Rdl. i landgilde.Lars Bjørn Madsen, s.21f thumb|Rostgaardskilden, malet i 1880 af Andreas Peter Madsen. Espergærde hørte sammen med landsbyerne Mørdrup og Tibberup under Krogerup gods.Madsen, s. 21 Fæsterne i disse landsbyer måtte yde hoveriarbejde til godset, og vejen fra Mørdrup sydpå til Tibberup (og herfra videre til Krogerup) bærer endnu navnet "Hovvej". Krogerup gods var noget nær det eneste private gods i Nordøstsjælland, langt størstedelen af egnen hørte under Kronen. Krogerup gods hørte længe under slægten Rostgaard, hvoraf Hans Rostgaard blev berømmet for sin indsats i kampene under Karl Gustav-krigene 1658-1660. I 1741 lod den daværende godsejer Frederik Rostgaard indrette "Rostgaardskilden" for de vejfarende på Strandvejen lidt syd for det daværende Espergærde fiskerleje. Frederiks Rostgaard var gift med Conradine Revenfeld, datter af grev Reventlow, og på stenkummen blev sammen med de to adelsvåbener indristet teksten (på latin): "Rostgaard og Revenfeld sørger for dette væld - læsk dem, Christus, med stedse rindende vand".Topsøe-Jensen, s. 20

Landliggersted og stationsby

thumb|Grundlovsmonumentet i Egebæksvang.

I en årrække fra 1841 til 1847 blev afholdt 28. maj-fester til minde om Provinsialstændernes indførelse i lighed med tilsvarende festligheder, der blev afholdt andre steder i landet. Anledningen til festerne var, at de radikales kandidat, skibsklarerer N.P.Kinck havde vundet valget i Helsingør den 8. januar 1841 til stænderforsamlingen for Øerne over de konservatives kandidat. Egebæksvang blev valgt til sted for afholdelse af festen efter ønske fra landboerne. Den første fest samlede 5-6.000 mennesker fra egnen og Helsingør ved Hvidestensbakken i skoven, og også de følgende års majfester blev afholdt her. Under Treårskrigen 1848-1850 i Hertugdømmerne lå festerne stille, og da man 1852 lod festen genopstå, var det som 5. juni-grundlovsfester; i denne forbindelse anlagdes Grundlovsmonumentet i skoven.Topsøe-Jensen, s. 194 Festerne varede til og med 1855 og ophørte derefter i en årrække. I stedet blev i skoven lavet en række fester med velgørenhedsformål, blandt andet indsamlinger i forbindelse med havnebyggerierne i SnekkerstenGøbel, s. 27 og EspergærdeGøbel, s. 28, men tillige i andre anledninger. Alle disse fester bidrog til at trække landliggere til egnen, der nu kom ind i en selvforstærkende udvikling som landliggersted også for københavnere.

Dampskibsfarten langs Øresundskysten blev efterhånden udvidet således, at den i 1877 havde anløbssteder i København, Skovshoved og Bellevue Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg.Topsøe-Jensen, s. 148 og 153 Samme år åbnedes en dagvognsrute fra Helsingør til Snekkersten, Skotterup og Egebæksro; sidst nævnte sted lå ud for Egebæksvang lige syd for Egebækkens udløb i Øresund. Her blev kort efter dagvognsrutens åbning for sommermånederne opsat en postbrevkasse. Disse tjenester blev dog atter opgivet. Alligevel skete der store ændringer i landliggerlivet på stedet i disse år.

Indtil 1870-erne var landliggerlivet ved Øresundskysten overvejende endagsture til skov og strand. Men i næringsloven af 1857 var udtrykkeligt fastslået husejernes ret til at leje ud til fremmede og til at bespise lejerne, og sideløbende med endagsturene begyndte de stedlige beboere at udleje deres hovedhuse til landliggere, mens de selv flyttede ud og boede i udhuse, sidehuse eller lignende. Endvidere begyndte også snart at ske en udstykning af grunde langs kysten. Her opførtes den ene landliggervilla efter den anden. Allerede i 1848 opførtes "Mary Hill" som "det første anselige Hus, man rejste paa den lange, sandede Strækning fra Humlebæk til Skotterup"Topsøe-Jensen, s. 192. I sin første tid tjente huset som stedets skole. Dernæst kom en tid, da huset var i privat eje. Huset blev, i 1850-erne og derefter, udlejet til standspersoner, der havde lyst og råd til at ligge på landet så langt fra hovedstaden. Sine mest strålende velmagtsdage i så henseende oplevede huset efter en gammel fiskers opfattelse, da enken efter general, kammerherre Rømeling havde slået sig ned her; i de år var kongelige kareter kommet farende fra nord og syd, indtil de var standset ud for boligen. Efter hofdamen kom andre lejere, og i 1880-erne var det pensionat. I 1891 købtes huset af skuespilleren Elith Reumert. Til de ældste steder hørte også "Hostruphus", skænket 1870 som folkegave til digteren Jens Christian HostrupTopsøe-Jensen, s. 193. I løbet af 1870-erne og 1880-erne blev kyststrækningen ud for Egebæksvang et af kystens mest yndede steder for det københavnske landliggerliv og taget i landliggernes besiddelse; omkring 1880 var allerede omkring fire femtedele af kyststrækningen udstykket til landliggerejendomme. Det var landliggerne selv, der tog skridtet til opførelsen af landliggervillaerne.

Det voksende landliggerliv skabte helt nye forudsætninger for det stedlige næringsliv. Først skabte det omfattende byggeri af landliggervillaer næringsgrundlag for et voksende antal af bygningshåndværkere, en udvikling der kunne ske frit, fordi disse næringer ikke var underlagt næringslovens læbæltebestemmelser. I 1850 udgjorde antallet af bygningshåndværkere i Espergærdeområdet 3 tømrere, en i henholdsvis Skotterup, Mørdrup og Tibberup. I 1870 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 8, hvoraf 4 tømrere, i henholdsvis Skotterup, Espergærde, Mørdrup og Tibberup, 2 murere, i henholdsvis Mørdrup og Tibberup, og 2 snedkere, i henholdsvis Espergærde og Tibberup. I 1880 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 18, hvoraf 4 tømrere, 3 murere, 1 snedker, 1 maler og 1 glarmester. I 1890 var antallet af bygningshåndværkere vokset til 22.

Landliggerne skabte også en helt ny kundekreds for handel, både for stedlige landbrugere og fiskere, der jo havde "lov" at sælge deres egne frembringelserForordning angaaende Opkiøb af Landmandens Producter, 23. april 1845, og for de egentlige butiksdrivende, såvel købmanden i Skotterup som de butiksdrivende i Helsingør.

I slutningen af 1800-tallet begyndte de første landliggervillaer at skyde op mellem Egebæksvang og Øresund, og fra 1897, da Kystbanen blev åbnetTopsøe-Jensen, s. 204 med et stoppested (fra 1903 en station), ca. 1 km fra Espergærde, udviklede samfundet sig til et yndet landliggersted.

thumb|300px|Espergærde 1898

Egentlige landliggernæringer begyndte også at optræde i form af gæstgiverier, krohold og badehotel: i 1896 opførtes hotel "Gefion" oven for kystskrænten bag fiskerlejet og med udsigt over havet.Mikkelsen, s. 178 Samtidig oprettedes flere badepensionater og landliggervillaer byggedes i stort tal mellem stationen og fiskerlejet syd for Egebæksvang. I forbindelse hermed fik Espergærde adskillige handlende og håndværkere, endda enkelte fremstillingsvirksomheder. Langt de fleste af de bosatte var dog pendlere til Helsingør og København, så at en overgang fik kystbanetoget øgenavnet "grosserertoget".