Kong Vajiralongkorn, Rama X af Thailand (), regenttitel Phra Wachira Klao Chao Yu Hua (, født 28. juli 1952), søn af afdøde kong Bhumibol Adulyadej, er Thailands officielle konge fra 1. december 2016.
Det var forventet at Vajiralongkorn efterfulgte kong Bhumipol umiddelbart efter dennes død den 13. oktober 2016, men kong Vajiralongkorn afstod fra at påtage sig samtlige kongelige funktioner, som en monark af Chakri-dynastiet, indtil hans officielle kroning, en omfattende religiøs ceremoni, der fandt sted efter kremeringen af hans afdøde far. Kroningsceremonien blev foretaget i maj 2019. Datoen for overtagelse af tronen er senere ændret og angives efterfølgende til 13. oktober, 2016.
Modsat sin far, kong Bhumibols mere diskrete tilgang til politisk manipulation, har Vajiralongkorn – med sin samling af private fly og private kvindelige vagter – i løbet af få år forspildt arven efter sin fars offentlige tilbedelse, som et forbillede på sparsommelighed og familieværdier.
Kong Vajiralangkorn har været gift fire gange og har syv børn, to døtre og fem sønner, hvoraf fire bor i USA og ikke længere har kontakt til kongehuset. Han har været general i hæren og har flere militære titler i både flyvevåbnet og flåden. Han har studeret i Storbritannien og Australien og er uddannet jagerpilot. Han kan også flyve civile fly, blandt andet sine egne Boeing 737-fly. Ifølge finanstidsskriftet Forbes er han verdens rigeste monark. Især udenlandsk presse har bragt en del skandalehistorier om Vajiralongkorn, både mens han var kronprins, og efter han overtog tronen. Kongen tilbringer det meste af sin tid i München, Tyskland.
Udenlandske kritikere betegner kong Vajiralongkorn som "uberegnelig og praktisk talt ude af stand til at regere". Thailands strenge lèse-majesté (majestætsfornærmelse) lovgivning umuliggør indenlandsk kritik af monarken. Dette tabu blev dog brudt i august 2020, hvor studenter ved Thammasat-universitetet stillede 10 krav til reform af monarkiet.
Liv thumb|Villa Graf Stolberg i Tutzing am Starnberger See, kong Vajiralongkorns ejendom i Tyskland. Vajiralongkorn er født den 28. juli 1952, som andet barn af kong Bhumibol og dronning Sirikit, og er kongeparrets eneste søn.
Som med mange andre forhold relateret til den kongelige familie i Thailand, oplyser paladset meget lidt om Vajiralongkorns personlige forhold og interesser, men det er kendt, at han har bopæl i det sydlige Tyskland – ifølge journalist, Andrew MacGregor Marshall tilbringer Vajiralongkorn det meste af sin tid i München, hvor han ejer to større villaer – er fan af cykling, og en erfaren pilot, der selv flyver sit jetfly (Boeing 737), når han rejser mellem kontinenterne. Han er tillige en entusiast i militære anliggender, hvor han personligt ledede en kampagne mod kommunistiske oprørere under den kolde krig. Han er uddannet som jagerpilot og er leder af infanterikorpset Ratchawallop.
Tidligt liv og uddannelse thumb|Den kongelig residens, Dusit Palace i Bangkok (2008). Da Vajiralongkorn blev født den 28. juli 1952, havde Thailand været plaget af en lang tørkeperiode, men netop den morgen blev himlen dækket regnskyer og klokken 17:45 om eftermiddagen, netop på det tidspunkt hvor prinsen blev født, begyndte det at regne, som var det et tegn fra himlen. Sådan beskrev Sumonchart Swasdikul det i en bog udgivet i 1972. Vand har stor betydning i de thailandske kongelige ritualer helt tilbage fra Ayuthaya-kongeriget (1351-1767), hvor kongen symbolsk bad om regn – en myte der videreføres i Den Kongelige Pløjningsceremoni – helligt vand er også en central del af kroningen.
I Vajiralongkorns tidlige år blev han uddannet i kongepaladsets skoler i Bangkok. Han begyndte i 1956 i en skole i Phra Thinang Udon-pak-fløjen i Amphorn Sathan Residential Hall sammen med sin storesøster prinsesse Ubolratana. En permanent skolebygning kom til senere på Chitralada Royal Villa-området i Dusit Palace. Her fik han tillige følgeskab af sine to yngre søstre, prinsesserne Maha Chakri Sirindhorn og Chulabhorn.
Da Vajiralongkorn var 13 år gammel og færdig med "primary school" blev han sendt på to privatskoler i Storbritannien i fem år. I 1966 begyndte han på King’s Mead School i Seaford, Sussex, og senere på Millfield School i Somerset, hvorfra han fundførte "secondary school" i juli 1970. Under sin skoletid i Storbritannien var han kendt som V. Mahidol. To måneder senere fortsatte han på The King's School, Parramatta i Sydney, Australien, hvor han påbegyndte militæruddannelse. Han var indskrevet på MacArthur House. I 1972 blev han optaget på Royal Military College, Duntroon i Canberra, som kadet V. Mahidol. Uddannelsen på Duntroon var i to dele, militær træning af den australske hær, og en bachelorgrad med undervisning på University of New South Wales. Han dimitterede i 1976 som løjtnant med en BA i Militære Studier. Han fandt såvel skolegangen, som militæruddannelsen svær, og lagde skylden på sine forældre og hans forkælede opdragelse i kongepaladset. Ifølge den australske avis, The Sydney Morning Herald, bestod Vajiralongkorn ikke sine Duntroon-eksamener, og fik i stedet en "kommission som kaptajn i den kongelige thailandske hær" ved afgangsceremonien, en elegant diplomatisk måde at undgå en pinlig situation.
thumb|upright=1.0|Prins Vajiralongkorn på vej ud af cockpittet på et Northrop F-5E Tiger II jagerfly under træning i USA, 1985. Vajiralongkorn fortsatte med avanceret militær træning i Thailand og en karriere som officer i Royal Thai Army. Desuden deltog han i Command og General Staff College i 1977 og Royal College of Defense Studies i Storbritannien i 1990. Han var på flere andre kurser, der primært fokuserede på fly, blandt andet i USA og Australien, og han har været træner for jagerpiloter i Royal Thai Air Force. Han er desuden civil pilot, og kan flyve sit eget Boeing 737 fly, når han rejser til udlandet.
Liv som kronprins Vajiralongkorn blev formelt udnævnt som kronprins og arving til Thailands trone ved en tiltrædelsesceremoni i Ananta Samakhom tronsalen på Grand Palace den 28. december 1972.
Der blev dog rejst spørgsmål om hans egnethed til at overtage tronen, da han ikke viste tilsvarende entusiasme for sin far, kong Bhumibols udviklingsprojekter, som sin yngre søster prinsesse Sirindhorn gjorde. Der var tillige vedvarende rygter om, at han var "skørtejæger", spillede og drev ulovlige virksomheder. I 1981 henviste hans mor, dronning Sirikit, til disse problemer og beskrev sin søn, som »en smule af en Don Juan-type« og antydede, at han foretrak at tilbringe sine weekender med smukke kvinder, frem for at udføre royale opgaver. I et sjældent interview med thailandske journalister i 1992, nægtede han rygterne om, at han var involveret i mafia-lignende forhold og undergrundsøkonomi.
I 1977 giftede Vajiralongkorn sig med sin kusine, prinsesse Soamsawali, og parret fik deres første barn, prinsesse Bajarakitiyabha i december 1978. Kronprinsen begyndte imidlertid at se en ung skuespillerinde, Yuvadhida Polpraserth, med hvem han fik fem børn mellem 1979 og 1987. Prinsesse Soamsawali modsatte sig skilsmisse, hvorfor han måtte rettens vej, hvor han beskyldte hende for at være årsagen til det forliste ægteskab. Da det siden 1908 har været forbudt at kritisere kongefamilien, kunne hun ikke argumentere imod, parret blev skilt i 1991. Kronprinsen giftede sig med Yuvadhida Polpraserth i 1994. Ægteskabet varede dog kun til 1996, hvor han officielt fordømte hende og frastødte sine fire sønner, der studerede i Storbritannien. Derefter giftede han sig med Srirasmi Suwadee i 2001, der havde været ansat som personlig assistent ved hoffet siden 1992. Sammen fik de sønnen, prins Dipangkorn i 2005. I 2014 blev prinsesse Srirasmi imidlertid frataget sine royale titler, og ni af hendes familiemedlemmer, inklusive hendes forældre, blev anholdt og sigtet for majestætsfornærmelse, ved at have misbrugt deres forbindelser til kronprinsen. Prinsesse Srirasmis forældre blev idømt 2½ års fængsel. Sådanne anklager, om at have misbrugt forbindelser til kronprinsen, blev også anvendt mod andre, blandt andet kronprinsens personlige bodyguard, der blev frataget sine titler, efterfølgende forsvandt og formodes død.
thumb|alt=|upright=01.0|Kronprins Vajiralongkorn, 2003 Forhenværende Reuters-redaktør for Asien, Andrew MacGregor Marshall, forklarede, at fra slutningen af 1990'erne, før Thaksin Shinawatra blev premierminister i 2001, investerede han noget af sin formue i et langsigtet projekt, med at købe sig til favør hos den kongelige familie. Forretningsmanden Shinawatra fokuserede sin generøsitet på kronprinsen, der havde vedvarende problemer, med at finde midler til sin livsstil. Paul Handley beskrev det i sin (i Thailand forbudte) bog The King Never Smiles (dansk: Kongen smiler aldrig): "Mange velinformerede kilder i Bangkok talte om, at Shinawatra havde overtaget adskillige af prinsens udgifter, herunder renoveringen af det gamle Rama VII-palads, som prinsen ønskede at flytte ind i." Journalister og redaktører blev i 2001 truet med lèse majesté (majestætsfornærmelse), efter at de antydede, at der var tvivlsomme økonomiske forbindelser mellem Thaksin Shinawatra og kronprins Vajiralongkorn, der ifølge den amerikanske ambassadør, Ralph "Skip" Boyce, i stigende grad blev afhængig af Shinawatras gavmildhed. Det kunne læses i et lækket Wikileaks telegram fra 2005, hvori det nævntes, at "kongen (dengang regerende kong Bhumibol) vil ikke eksistere for evigt, og (at) Thaksin Shinawatra for længe siden investerede i kronprinsens fremtid". I forbindelse med militærkuppet i 2006, hvor Thaksin Shinawatra blev afsat og efterfølgende rejste i frivilligt eksil, køledes forholdet til kronprins Vajiralongkorn.
thumb|upright=1.0|Kronprins Vajiralongkorn deltager i "Bike for Mom" motionscykelløb i Bangkok, 2015. Efter 2014-militærkuppet, hvor juntaen afsatte Thaksin Shinawatras søster, premierminister Yingluck Shinawatra, synes de militære magthavere at arbejde sammen med kronprins Vajiralongkorn, for at sikre hans arvefølge. Samtidig arrangerede han motionscykeltræf i Bangkok – "Bike for Mom" (dronning Sirikit) – hvor han selv og døtrene deltog, og præsenterede et mindre formelt billede af kronprinsen.
thumb|upright=1.0|Kronprins Vajiralongkorns Boeing 737 fly i München, 2011.