Martin Luther (født 10. november 1483 i Eisleben i det nuværende Tyskland, død 18. februar 1546 i Eisleben) var en tysk munk, reformator og teolog. Han var hovedkraften bag reformationen.
I 1505 indtrådte Luther i augustinereremitternes orden. I 1507 blev han præst, og ordenen gav ham en grundig teologisk uddannelse. I 1512 blev han professor ved universitetet i Wittenberg. I 30-årsalderen udviklede han sine egne teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og menneskets forhold til Gud. Et afgørende punkt var hans afstandtagen fra Romerkirkens (den romersk-katolske kirkes) praksis i forbindelse med afladen.
Aflad var en hel eller delvis eftergivelse af straffe i skærsilden for synder, man havde begået. På Luthers tid havde afladen udviklet sig i en uheldig retning. I 1400-tallet havde kirken opfundet afladsbrevene. Ved at købe et afladsbrev kunne man få tilgivelse for synder. Men denne praksis udviklede sig let til, at man ikke oprigtigt angrede synderne. Og anger over synderne var for Luther en nødvendig del af syndernes forladelse.Leif Grane: Evangeliet for folket, s. 68-69. Salget af afladsbreve voksede, og tilmed misbrugte Romerkirken afladshandlen til at berige sig. Bygningen af Peterskirken blev for en stor dels vedkommende finansieret ved salg af afladsbreve.
Luther tog afstand fra afladsbrevene, og han tog også afstand fra Romerkirkens lære om, at paven og kirkemøderne (koncilerne) havde samme autoritet som Bibelen. Dermed gav han stødet til reformationen, hvorved den protestantiske bevægelse skilte sig ud fra den romerske moderkirke. Reformationen sprængte den kirkelige enhed i Europa og fik store og varige politiske og kulturelle konsekvenser i den vestlige verden.Jacques Barzun: From Dawn to Decadence, s. 4.
Luthers oversættelse af Bibelen fik stor betydning for det tyske sprog. Hans salmedigtning (f.eks. Vor Gud han er så fast en borg) inspirerede til en opblomstring af den kristne menighedssang, hvor der nu, i kraft af reformationen, ikke længere skulle synges på latin, men på modersmålet.
Hans ægteskab med den tidligere nonne Katharina von Bora gav præsteægteskabet legitimitet inden for flere kristne traditioner.Roland Bainton: Here I Stand: a Life of Martin Luther, s. 269
Luther udviste en stor ærlighed i sin beskæftigelse med åndelige og teologiske problemer, og han udviste mod og en usædvanlig lidenskab i sin kamp mod Romerkirken. I kraft af sin stærke personlighed fik han en verdenshistorisk betydning, som kun få har haft.
Teologi Skriften alene Et grundlæggende punkt i Luthers teologi er hans lære om, hvad der har autoritet for sand kristen lære. Han fastholder, at Skriften alene (lat. sola scriptura) har absolut autoritet, at ”Skriften alene regerer” (lat. ”solam scripturam regnare”).D. Martin Luthers Werke, bind 7, s. 98-99. Alle andre autoriteter er underordnet Skriften (Bibelen). For eksempel vil Luther ikke at acceptere kirkefædrenes autoritet, hvis denne ikke kan bevises ved hjælp af Bibelen.Leif Grane: Evangeliet for folket, s. 101 Heller ikke pavens og Romerkirkens autoritet vil han acceptere, for den er ikke begrundet i Bibelen. Af samme grund vil han heller ikke acceptere afladslæren, der ikke findes i Bibelen, men er opfundet af Romerkirken.Leif Grane: Evangeliet for folket, s. 73. Dette sola scriptura-princip var et afgørende punkt i forbindelse med reformationen og frigørelsen fra Romerkirken.
Man må ikke fortolke Skriften ved hjælp af sin egen ånd, og heller ikke ved hjælp kirkefædrenes ånd, hvis denne ånd ikke er i overensstemmelse med Skriftens egne ord, siger Luther. Skriften skal forstås ved den ånd, hvormed den er skrevet, og den ånd findes intetsteds mere nærværende og levende end i Skriften selv. Skriften er nemlig ”i sig selv uhyre sikker, åbenbar, sin egen fortolker” (lat. ”per se certissima, apertissima, sui ipsius interpres”).D. Martin Luthers Werke, bind 7, s. 97
Ifølge sola scriptura-princippet er det kun Bibelen, der er ufejlbarlig. Enhver anden autoritet er fejlbarlig.Mårten Wisse: Systematic Perspectives, s. 19-37
Frelsen ved troen alene Der er forskellige sider af Luthers trosbegreb. Tro er for det første tillid til Gud. At tro er at leve i tillid til, at Gud er god, og at han vil én det godt.D. Martin Luthers Werke, bind 40 I, s. 360,21ff.
Tro er imidlertid også at holde for sandt. Den kristne anser det for at være sandt, at Jesus Kristus er død og genopstået, og at han derved har givet frelsen til dem, der tror på ham.D. Martin Luthers Werke, bind 40 I, s. 369,23ff. En sådan abstrakt for-sandt-holden er dog ikke tilstrækkelig, hvis der skal være tale om en ægte tro. Den ægte tro er ikke en tro om Kristus, men en tro på Kristus. Den er det enkelte menneskes tro på, at det, der fortælles om Kristus i evangeliet, gælder vedkommende personligt, ikke blot Sankt Peter og helgenerne.D. Martin Luthers Werke, bind 10 I/2”, s. 24,28ff.
Om frelsen gælder det, at mennesket bliver frelst af troen alene. Et menneskes gode gerninger betyder ikke noget i den forbindelse. Frelsen sker ikke i kraft af, at mennesket lægger den ene gode gerning oven på den anden, således at Gud til sidst kan godkende det. Nej, frelsen kommer med troen - den levende tro på Kristus. Troen er en betingelse for frelsen.
De gode gerninger kommer efter troen. De ægte gode gerninger er nemlig en frugt af troen. For når de kommer efter troen, så er de ikke længere gjort af frygt, men frit, villigt og ud af taknemmelighed. Gode gerninger gør ikke et menneske godt, men et godt menneske (dvs. et troende menneske) gør gode gerninger.Hal Koch: Luther, s. 52
I kraft af troen bliver mennesket regnet for at være retfærdigt (godt, syndfrit) over for Gud. Det troende menneske er ikke retfærdigt i sig selv eller ifølge sit eget væsen. Det er retfærdigt i kraft af, at Gud regner det for at være retfærdigt. Den troendes synd eksisterer stadig, men Gud regner ikke med den.D. Martin Luthers Werke, bind 39 I, s. 492. Den troende er ikke retfærdig, men gøres retfærdig. Derfor taler Luther om retfærdiggørelse og om retfærdiggørelse ved troen alene.D. Martin Luthers Werke, bind 10 I/2, s. 343,24ff. Denne retfærdiggørelse er en betingelse for frelsen på den yderste dag (dommedag).
Den kristne er altså på samme tid retfærdig og synder (lat. simul justus et peccator). Den kristne er retfærdig i kraft af Guds tilregnelse, men er synder i kraft af sit eget væsen.D. Martin Luthers Werke, bind 40 I, s. 368,24f.
Loven og evangeliet Loven og evangeliet er to grundlæggende begreber i Luthers teologi. Loven, der både forkyndes i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente (f.eks. i Bjergprædikenen), kræver, at mennesket skal opfylde bud og krav, og den er ledsaget af løfte om løn og trussel om straf. Evangeliet er det gode budskab om, at mennesket får tilgivelse for sine synder (”syndernes forladelse”) i kraft af Jesu Kristi død og opstandelse.
Både forkyndelsen af loven og forkyndelsen af evangeliet er en del af Guds plan med mennesket for at frelse det. Loven forkyndes i al sin strenghed med det formål at få mennesket til at fortvivle og indse, at det ikke ved egen kraft kan gøre de gerninger, som loven kræver. Men loven står ikke alene. Hvis mennesket kun fik forkyndt loven, ville det gå under i fortvivlelse. Mennesket skal ganske vist bringes til fortvivlelse, men forkyndelsen af loven har en grænse.D. Martin Luthers Werke, bind 39 I, s. 455,14ff. Når denne grænse er nået, skal loven tie, og så skal evangeliet tale sit trøstende ord til det fortvivlede og skræmte menneske:
”For så kommer det andet ord, det guddommelige løfte og tilsagn, og taler: Vil du opfylde alle bud, blive fri for dit onde begær og synd, hvilket budene tvinger og kræver, se da, tro på Kristus, i hvem jeg tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed.” D. Martin Luthers Werke, bind 7, s. 24,9ff.
Det er vigtigt at skelne mellem loven og evangeliet. Kun derved kan de begge virke med den kraft, der tilkommer dem. Loven skal forkyndes strengt og ubarmhjertigt, og evangeliet skal forkyndes som en betingelsesløs gave.D. Martin Luthers Werke, bind 40 I, s. 141,10ff.
Det er dog også vigtigt ikke at adskille lov og evangelium. Loven får nemlig kun sin fulde mening i kraft af sin sammenhæng med evangeliet – ligesom evangeliet kun får sin fulde mening i kraft af sin sammenhæng med loven. Meningen med loven er, at den ved sin umenneskelige strenghed skal vise mennesket hen til evangeliet som dets eneste mulighed for frelse. Uden evangeliet ville loven ydmyge mennesket til dets undergang. Med evangeliet ydmyger den mennesket til dets frelse:
”Altså er det ikke muligt, at den, der hører evangeliet og lader sig levendegøre af åndens nåde, ikke først vil høre loven og lade sig dræbe af bogstaven, for nåden bliver kun givet til den, der tørster efter den.” D. Martin Luthers Werke, bind 7, s. 656,27ff.
Den trælbundne vilje Mennesket bliver frelst ved troen alene (lat. sola fide). Troen er en betingelse for frelsen. Men det skal ikke forstås derhen, at troen er en præstation fra mennesket side - en præstation, hvorved det gør sig fortjent til at modtage frelsen. Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til at modtage noget fra Gud, understreger Luther gang på gang. Det beror på Gud alene, om et menneske kommer til tro.D. Martin Luthers Werke, bind 10 III, s. 285,24ff.
Det hænger sammen med, at mennesket ikke har en fri vilje (lat. liberum arbitrium) over for Gud – og dermed over for det, der har at gøre med frelse eller fortabelse. Over for Gud har mennesket en trælbundet vilje (lat. servum arbitrium).D. Martin Luthers Werke, bind 18, s. 638,9ff. Dets vilje er enten underlagt Gud eller Satan. Det kan ikke på nogen måde gøre sig fortjent til at modtage frelsen.D. Martin Luthers Werke, bind 18, s. 767,42ff.
At menneskets vilje er underlagt enten Gud eller Satan, betyder dog ikke, at Gud og Satan har lige stor magt. Gud – eller mere præcist: den skjulte Gud – har den største magt. ”Den skjulte Gud” er Luthers betegnelse for Gud i sin totalitet. Heroverfor står den åbenbarede Gud, som er hans betegnelse for den Gud, der beskrives i Bibelen. Det er i virkeligheden den samme Gud – blot er den åbenbarede Gud ikke en åbenbaring af Guds totale væsen. I Bibelen åbenbares kun en del af Guds væsen. Derfor er den åbenbarede Gud anderledes end den skjulte Gud. I skriftet Om den trælbundne vilje (lat. De servo arbitrio) (1525) siger han:
”Gud gør mange ting, som han ikke viser os i sit ord. Han vil også meget, som han i sit ord ikke viser, at han vil. Således vil han ikke synderens død – i sit ord, vel at mærke – men han vil den ifølge hin uudgrundelige vilje.” D. Martin Luthers Werke, bind 18, s. 685,27ff.
Den skjulte Gud udvirker alt – også i Satan og den gudløse.D. Martin Luthers Werke, bind 18, s. 709,21f. Det er også den skjulte Gud, der udvirker, at bestemte menneskers vilje er underlagt Satan. Det betyder igen, at det i virkeligheden er Gud, der udvirker, at bestemte mennesker går fortabt. Mennesket har ikke nogen fri vilje i den henseende. Viljen er trælbundet. Mennesket bliver frelst – eller går fortabt – uden at det har nogen mulighed for at ændre på sin skæbne.
Gud er almægtig - og er derfor den egentlig ansvarlige for denne ordning. Heraf rejser der sig et ubehageligt spørgsmål: Hvordan kan Gud være retfærdig, når han lader de ikke-troende gå fortabt, når det i virkeligheden er ham selv, der udvirker, at de ikke kommer til tro? Tilmed er de ikke-troende ikke nødvendigvis moralsk dårligere mennesker end de troende. I nogle tilfælde er de endog bedre.D. Martin Luthers Werke, bind 18, s. 785.