Frantz Vilhelm Theodor Harlang, (født 31. august 1899 i København, død 29. marts 1981) var en dansk reklamemand, erhvervsleder og filantrop, der først og fremmest er kendt som medstifter af og direktør for reklamebureauet Harlang og Toksvig A/S.

Baggrund Harlang blev uddannet som boghandler 1913-17.

I 1920 blev han ansat som sælger i reklamebureauet Sylvester Hvid.

I 1925 blev han forfremmet til kontorchef i firmaet og tre år efter udnævnt som underdirektør. Det var dog først da Harlang i samarbejde med Toksvig stiftede reklamebureauret Harlang og Toksvig A/S i 1934, at han begyndte at sætte sit præg på branchen.

Bureauet udviklede sig eksponentielt og snart blev det et af Skandinaviens største reklamebureauer med underafdelinger i Århus, Stockholm og Oslo og med kunder som blandt andre Tuborg, Ford og DSB.

Blandt Harlangs mest kendte reklameslogans er verdens længstlevende "Ud At Se Med DSB" fra 1934. Harlang stiftede i 1950erne Harlang & Toksvig Holding Company, Harlang & Toksvig Fondet og Harlang & Toksvig Bladforlag.

Frantz Harlang sad i flere bestyrelser som Annoncebureauernes Brancheforening, Danske Reklamebureauers Brancheforening, m.fl., hvor han havde megen indflydelse og spillede en afgørende rolle.

Velgørenhed og priser Harlang brugte en stor del af sin fritid og sine økonomiske midler på filantropisk arbejde. Han var involveret i flere velgørende formål for organisationer og fonde som Vanførefonden, Røde Kors, Kofoeds Skole, Børneforsorg samt Gigtens Bekæmpelse. I 1951 blev han formand for Rigsforeningens forretningsudvalg.

Harlang havde en ekstraordinær evne til at skaffe økonomiske midler, og det er betydelige summer han med tiden fik fremskaffet og rejst til godtgørende organisationer, i hvilke han selv ofte sad som formand.

For sit arbejde modtog han en række ærespriser i form af medaljer og æresmedlemskaber i både Danmark og Sverige og blev slået til Ridder af Dannebrog og kommandør af Dannebrog.

Inden for det kirkelige var Harlang også aktiv især inden for det organisatoriske. Han tilsluttede sig i 1936 Skt. Stefans Fritidshjem som bestyrelsesmedlem og blev i 1965 formand og i 1975 ligeledes formand for Skt. Stefans rådgivningscenter. Derudover var han fra 1951 medlem af det kristelige pressebureau.

Frantz Harlang er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Familie Søn af fotografen Theodor Vilhelm Rieger (1868-1944) og Albine Hermandine Hansen (1876-1945). Harlang blev gift første gang i 1923 med Lene Munck i København. Far til Bent Harlang (1925-1998), den senere anerkendte stifter af møbelproducenten Kevi A/S, og farfar til professor på Kunstakademiet, arkitekten Christoffer Harlang (1958-) og cand.jur Christian Harlang. Harlang testamenterede inden sin død i 1981 en del af sin formue til den almennyttige fond Harlang og Toksvig Fonden. Fonden drives af Harlangs og hans kompagnon Toksvigs efterkommere.

Referencer

Kategori:Personer fra København Kategori:Reklamefolk fra Danmark Kategori:Erhvervsfolk fra Danmark