Miraklet er en stum dansk romantisk dramafilm fra 1913 produceret af Kinografen efter manuskript af Elise Tvede. Filmens instruktør er ukendt.

Filmen havde dansk premiere den 4. august 1913 i Kinografens egen biograf på Strøget i København. Filmen blev distribueret i flere europæiske lande.

Handling Et velhavende ægtepar, grosserer Brun og frue, er ude og køre i deres automobil, men pludselig kan bilen ikke styres, og ender i en grøft. Chaufføren og ægtemanden slipper uskadt, men hustruen får et nervechok og bliver lam. Parret ansætter en ung pige til at hjælpe til i huset og tage sig børnene. Den unge Emma søger stillingen og får jobbet. Hendes barndomsven Robert er trist over, at hun tager afsted, men lover at besøge hende i hendes nye plads.

Emma er dygtig i det nye hjem, og spiller og synger for børnene. Ægtemanden bliver dog også draget af den unge og smukke Emma og kurtiserer hende, mens den lamme hustru må køres rundt i sygestolen. En dag sidder Emma ved pianoet og spiller, og hustruen lytter til den skønne musik, men da hun åbner døren til rummet, ser hun, at grosserer Brun kysser Emma. Det giver et sæt i fruen - miraklet indtræder og hun rejser sig fra sygestolen. Hun indser dog, at Emma ingen interesse har i grosserer Brun, idet Emmas barndomsven og hjertes ideal, Robert, nu kommer på besøg. Alt ender godt, og der er to glade og lykkelige par i stuen.

Medvirkende

Anton de Verdier, Grosserer Brun Edith Buemann Psilander, Grosserens hustru Johanne Fritz-Petersen, Emma Wahl

Eksterne henvisninger

Kategori:Romantiske dramafilm Kategori:Stumfilm fra Danmark Kategori:Danske film fra 1913 Kategori:Film fra Kinografen Kategori:Dramafilm fra Danmark Kategori:Romantiske film fra Danmark