Det Første Triumvirat var en uformel politisk alliance (et triumvirat) mellem tre fremtrædende politikere i den sene Romerske Republik: Gnæus Pompejus Magnus, Marcus Licinius Crassus og Gajus Julius Cæsar.
Den Romerske Republiks forfatning havde mange vetoretter og forhindringer, der gjorde det svært at gennemtvinge politiske ændringer. For at omgå disse forfatningsmæssige forhindringer, og derved gennemtvinge de tre mænds politiske mål, dannede de i hemmelighed en alliance, hvor de lovede at bruge deres respektive politiske indflydelse til at støtte hinanden. "Triumviratet" var ikke et formelt magistrat, og det opnåede heller ikke en varig indflydelse over statsanliggender.
Det blev dannet blandt de tre mænd på grund af deres gensidige behov for at overvinde modstand i Senatet mod deres forslag i de foregående år. Det var oprindeligt hemmeligt, men kom til syne under Cæsars konsul-periode i 59 f.Kr., hvor de var i stand til at presse lovgivning igennem. Cæsar sikrede vedtagelsen af en landbrugslov, som hjalp med at genhuse Pompeius' soldater veteraner. Derudover blev en lov, der ratificerede Pompeius' erobringer efter den Tredje Mithridatiske Krig vedtaget. Ligeledes blev en lovgivning om provinsadministration og skatteopkrævning vedtaget – særligt sidstnævnte havde Crassus ønsket. Cæsar blev efter sin konsul-periode tildelt ét langsigtet (oprindeligt 5 år, som senere blev forlænget med yderligere 5 år) guvernørskab over de tre romerske provinser: Gallia Cisalpina, Transalpine Gallien og Illyricum. Alliancens succes udløste imidlertid en betydelig politisk modreaktion. Politiske alliancer i Rom blev revurderet, så de kunne afbøde de tre mænds alliance de efterfølgende år.
I 55 f.Kr. var alliancen gået i opløsning. Som følge af gensidige interesser blev pagten dog fornyet. Ved hjælp af magt og med politisk forstyrrelser – hjulpet af deres allierede – forsinkede de valgene til konsul i 55 f.Kr. og skræmte comitia til at vælge Pompejus og Crassus igen som konsuler. Cæsars guvernørskab over de tre provinsen blev derefter fornyet for yderligere fem år. Endvidere fik Pompejus kommandoen over provinsen Hispania, mens Crassus fik tildelt Syrien. Midt i endnu i en politisk modreaktion i Rom (mod det Første Triumvirats brug af magt og kaos for at opnå deres politiske mål), døde Crassus i 53 f.Kr. under hans mislykkede invasion af Partherne .
Cæsar og Pompejus – de to tilbageværende allierede – opretholdt venskabelige forbindelser i et par år. De forblev allierede, selv efter Pompejus blev udpeget ene konsul i 52 f.Kr. og Julia døde (Cæsars datter og Pompejus kone). Pompejus begyndte imidlertid at danne nye alliancer for at modgå Cæsars stigende indflydelse efter Crassus' død. Disse nye alliancer ledte ham langsomt ind i en konfrontationspolitik med Cæsar. Da tilliden mellem de to tidligere allierede yderligere blev forringet gennem 50 f.Kr. – som følge af bl.a. stigende indflydelse fra Cato's anti-Cæsarianske fraktion på Pompejus – endte det i sidste ende med, at Cæsar krydsede Rubicon-floden og indledte et åbent oprør i januar 49 f.Kr.
Navngivning Udtrykket "Første Triumvirat" er – selvom det er velkendt – et vildledende udtryk, der regelmæssigt undgås af moderne forskere af den sene Romerske Republik. Forbund af et vist antal mænd, såsom decemviri, var et kendetegn ved den romerske administration, men denne alliance blev ikke regnet blandt disse. Udtrykket forekommer ikke i nogen kilder fra antikken, ligesom det heller ikke refererer nogen officiel holdning og ellers er "fuldstændig og åbenlyst fejlagtig". I den antikke verden blev denne tredelte alliance omtalt med forskellige udtryk. Cicero, som skrev samtidigt, omtalte dem som "tre mænd" (tris homines),Cic. Att. 2.9.2, cited by . der udøvede et regnum. Et satirisk digt af Marcus Terentius Varro kaldte det ét "trehovedet monster". Senere historikere som Sveton og Livius omtalte de tre som en societas eller conspiratio. De allierede selv "ville formentlig blot have henvist til det som amicitia".
Brugen af udtrykket "triumvirat" til at beskrive denne politiske alliance blev ikke brugt under renæssancen. Udtrykket blev første gang bekræftet i 1681 og dets brug blev udbredt i løbet af det 18. århundrede. I nogen tid var det ukendt, at udtrykket var en moderne opfindelse: "afsløret" første gang i 1807. I det 19. århundrede var brugen nogenlunde regelmæssig – for det meste i engelske og franske kilder, dog ikke i tyske – normalt indledt med præciseringer, at udtrykket ikke refererede til nogen officiel position.
I nyere tid er forskere begyndt helt at undgå udtrykket i publikationer. Harriet Flower i Roman Republics skriver, at "Første Triumvirat" er "misvisende, da det sidestiller situationen i 50'erne f.Kr. med det officielle triumvirat bestående af Antonius, Lepidus og Octavian", og foretrækker "alliance" og "De Tre Store". Nyere bøger af Andrew Lintott og Richard Billows har også undgået at bruge udtrykket "Første Triumvirat". Andre tilføjer flere grunde til at undgå dets brug, for eksempel Robert Morstein-Marx i den nylige bog Julius Caesar and the Roman People: "Det er næsten umuligt at bruge udtrykket 'Første Triumvirat' uden at indtage en version af den opfattelse, at det var en slags sammensværgelse mod republikken... Nomenklatur betyder noget... Jeg undgår fuldstændig det traditionelle 'Første Triumvirat'". Historikere, der skriver til et bredere publikum, har også holdt sig væk fra brugen af udtrykket "Første Triumvirat". Mary Beard, for eksempel, bruger "Gang of Three" (dansk: "Gruppe af tre") i sin bog fra 2015 SPQR. Atter andre, som Adrian Goldsworthy, har ikke undgået den traditionelle nomenklatur, men forklarer samtidig, at udtrykket er unøjagtigt.See, eg, .
For eksempel siger fjerde udgave af Oxford Classical Dictionary ligeledes, at "den koalition, der blev dannet mellem Cæsar, Pompejus og Crassus i 60 f.Kr., var fuldstændig uofficiel og aldrig på det tidspunkt beskrevet som et triumvirat... 'Første' og 'Andet Triumvirat' er moderne og misvisende betegnelser".
Baggrund thumb|303x303px|Buste af Cato den Yngre, en af de mænd, der – med succes – modarbejde de tre triumvir planer i årene inden deres alliance.
Pompejus
Pompejus havde indledt sin militær karriere i en ung alder. Han sluttede sig den konservative general Sulla, hvor han hurtigt steg i rang ved at tjene Sulla som hærfører i borgerkrigen 83-81 f.Kr. Pompejus' succes som general i en ung alder gjorde det muligt for ham at avancere direkte til sit første konsulat i 70 f.Kr., uden at følge den traditionelle cursus honorum. Pompejus havde derpå sin storhedstid I 60’erne f.Kr., hvor han var Roms førende general.
Pompejus, der var vendt tilbage to år tidligere fra den Tredje Mithridatiske Krig (74-63 f.Kr.) , ønskede ratificering af sine traktater i øst. Han søgte også land til sine veteraner, hvor de kunne trække sig tilbage. Efter Pompejus' hjemkomst fra den Sertorianske Krig i Hispania i 71 f.Kr. havde han været i stand til at sikre et lignende lovforslag, der fordelte land til sine veteraner. Han havde også sendt underordnede tilbage til Rom for at stille op til tribunatet i et forsøg på at fremme den relevante lovgivning (et forsøg i 63 f.Kr. blev modarbejdet af den daværende konsul Cicero i De lege agraria). Yderligere forsøg i 62 f.Kr. havde ført til, at hans allierede tribun flygtede fra byen. Selvom han havde held med at få en af sine mænd, Marcus Pupius Piso Frugi Calpurnianus, valgt til konsul for 61 f.Kr., havde en efterfølgende religiøs skandale gjort det umuligt for ham at fremme den relevante lovgivning om jord-tildeling. Gennem massive bestikkelse sikrede Pompejus også valget af flere af sine mænd til embeder i 60 f.Kr. (Lucius Afranius som konsul; Lucius Flavius som en af plebejertribunerne), men også de blev forhindret.
Cato den Yngre og Quintus Caecilius Metellus Celer – delvist motiveret af deres modvilje mod, at Pompejus tidligere, og uregelmæssigt, havde fjernet deres ven Lucullus fra en tidligere kommando mod Mithridates, Pompejus' nylige skilsmisse fra Celers halvsøster (et mislykket forsøg på at danne en ægteskabsalliance), og også af deres frygt for Pompejus' magt – dannede en obstruerende koalition. Lucullus vendte tilbage fra sit delvise otium for at kræve en dybdegående gennemgang af alle aspekter af Pompejus' østlige arrangementer; "dette ville tage enormt lang tid og ville forhindre vedtagelsen af lovforslaget i overskuelig fremtid". Uden dygtige allierede i embederne – både Piso og Afranius var ineffektive – blev Pompejus tvunget til at søge allierede andre steder.
Crassus
Crassus var en af de rigeste mænd i Rom og havde skabt sin formue ved at profitere på Sullas proskriptioner. Han var beskytter af Roms equestrian forretningsfolk. Sammen med Pompejus havde han været konsul i 70 f.Kr. Crassus havde støttere, der massivt havde overbudt for embedet om at kunne opkræve skatter for provinsen Asien (dele af det moderne vestlige Tyrkiet), som følge af ikke havde taget højde for ødelæggelserne fra den Tredje Mithridatiske Krig. Disse klienter krævede en reduktion i de skatter, de kontraktmæssigt var forpligtet til at levere til statskassen. Dette blev også forpurret af Cato og Celer i december 61 f.Kr. Mens senatorer som Cicero personligt mente, at "det var latterligt for [skatteforpagterne] at forsøge at få deres kontrakter genforhandlet eller annulleret, blot fordi de havde overvurderet deres potentielle fortjeneste", havde Senatet været på nippet til at godkende lovgivningen før Celers indgriben. Crassus – som var en personlig fjende af Pompejus – modsatte sig også Pompejus' forlig og lovforslag om jord i 60 f.Kr. og mobiliserede med succes sin støtte blandt de lavere rangerende senatorer for at besejre Pompejus' forslag. Hans modstand mod Pompejus kan have været et forsøg på at vinde de senatorer over, der blokerede hans egne mål, men dette var åbenbart uden held. At få genforhandlet disse skattekontrakter var afgørende for Crassus: "hans ry og indflydelse afhang af hans evne til at fungere som forkæmper for den magtfulde borgerklasse".
Cæsar
I 60 f.Kr. var Cæsar nyligt hjemvendt som guvernør for Hispania Ulterior. På dette tidspunkt var han den mindst magtfulde af de tre, selvom han overraskende havde vundet valget som pontifex maximus i 63 f.Kr. Energisk og en dygtig støtte for Pompejus gennem det sidste årti, var han også gældsat til Crassus, som havde stillet sikkerhed for Cæsars gæld. Ved sin tidlige hjemkomst fra Hispania i juni 60 f.Kr. stod han over for et valg: enten at gå ind i byen (træde ind over Roms hellige grænse, pomerium) for at erklære sit kandidatur til konsul-embedet (hvilket ville opløse hans militære kommando og gøre ham ude af stand til at få tildelt en triumf), eller forblive uden for byen i et forsøge på at få tildelt en triumf af Senatet. Selvom Senatet regelmæssigt havde tilladt kandidater at opstille in absentia, obstruerede Cato Cæsars anmodning med en filibuster. Cæsar – til alles overraskelse – opgav sin ret til en triumf for i stedet at erklære sit kandidatur.