Alessandro "Sandro" Mazzola (født 8. november 1942 i Torino, død 19. september 2026) var en italiensk fodboldspiller (offensiv midtbane/angriber).

Mazzola var søn af en anden legendarisk italiensk fodboldspiller, Valentino Mazzola, som spillede for Torino FC og døde i flyulykken i Superga i 1949, hvor adskillige spillere fra Torino og det italienske landshold mistede livet.

Klubkarriere

På klubplan tilbragte Mazzola hele sin aktive karriere, fra 1960 til 1977, hos Milano-storklubben Inter. Her var han en bærende kraft på holdet, der i en årrække var dominerende i både italiensk og europæisk fodbold. Han var med til at vinde fire Serie A-titler, to udgaver af Mesterholdenes Europa Cup og to Intercontinental Cup-trofæer. I 1971 blev han nummer to i Ballon d'Or-kåringen, efter hollandske Johan Cruijff.

Landshold

Mazzola spillede desuden 70 kampe for det italienske landshold, hvori han scorede 22 mål. Hans første landskamp var en venskabskamp på hjemmebane mod Brasilien 12. maj 1963.

For Italiens landshold var Mazzola med til at vinde guld ved EM 1968 på hjemmebane. To år senere deltog han også ved VM 1970 i Mexico, hvor italienerne vandt sølv efter finalenederlag til Brasilien. Derudover deltog han ved VM 1966 i England samt VM 1974 i Vesttyskland.

Efter karrierestop

Efter sin aktive karriere fungerede Mazzola blandt andet som ekspertkommentator på den italienske TV-station RAI.

Titler Serie A 1963, 1965, 1966 og 1971 med Inter

Mesterholdenes Europa Cup 1964 og 1965 med Inter

Intercontinental Cup 1964 og 1965 med Inter

EM 1968 med Italien

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Fodboldspillere fra Italien Kategori:Fodboldspillere fra FC Internazionale Milano Kategori:Personer fra Torino Kategori:Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 1966 Kategori:Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 1970 Kategori:Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 1974