thumb|upright=1.4|right|Redningsfolk og -udstyr ved Tham Luang-grottens indgang. Evakueringen af Tham Luang-grotten var en begivenhed i 2018. Her blev tolv thailandske fodboldspillere i alderen 11-16 år og deres træner reddet ud af Tham Luang-grotten i Chiang Rai-provinsen i det nordlige Thailand. De var blevet spærret inde på grund af tidlig kraftig monsunregn, der oversvømmede grotten. Grotten er beliggende nær grænsen til Myanmar (Burma), ca. 1000 km nord for hovedstaden Bangkok. Den efterfølgende redningsaktion, hvor drengene blev fundet og evakueret, blev fulgt over det meste af verden.
Tham Luang-grotten thumb|right|upright=1.4|Doi Nang Non, et bjerg i Chiang Rai-provinsen, der siges at ligne en liggende kvinde. Tham Luang Nang Non er med sit mindst 10 kilometer lange kompleks af delvist uudforskede gange, Thailands længste hule. Den ligger i bjerget Doi Nang Non på grænsen til Myanmar. Nang Non (ung pige Non) er navnet på en mytisk prinsesse, som både hule og bjerg er opkaldt efter. De lokale tror, at prinsessens ånd vogter hulen, der betragtes som en helligdom. Besøgende tænder levende lys ved grottens indgang og sætter røgelsespinde foran figuren Jao Mae Nang Non (Liggende gudinde ung pige Non).
Forhistorien No-pparat Khanthavong, den 37-årige træner for fodboldklubben Wild Boars (dansk: Vildsvinene, thai: Moo Pa), havde en aftale om morgenen den 23. juni, 2018 og bad derfor sin 22-årige assistent, Ekapol Chanthawong, kaldet Eak, om at tage holdet med drenge under 16 år til en fodboldbane ved Doi Nang Non-bjerget, et kuperet område med mange vandfald og huler, på grænsen til Myanmar (Burma). Eak var træner for de yngste drenge og han skulle køre bagerst på cykelturen derud, så han kunne holde øje med drengene. Som de fleste andre unge thailandske mænd, havde Eak tilbragt en tid som buddhistisk munk i tre år, før han blev assistenttræner i Wild Boars. Han mistede sine forældre i 10 års alderen og var uddannet som munk. Han forlod klosteret for at passe sin aldrende bedstemor i byen Mae Sai, hvor han tillige brugte tid med at hjælpe i templet og træne det nyetablerede Wild Boars-fodboldhold. Mens Eak var munk, havde han tilbragt tid i huler for at meditere. Han var vellidt af alle og en god inspiration og han lærte drengene at tage vare på sig selv. Han havde tidligere taget dem med i Tham Luang Nang Non-grotten, der var tør nok at vandre i uden for regntiden, der først begyndte i juli måned. Ved indgangen til hulen stod et advarselsskilt om, at juli til november er sæson for oversvømmelser.
Efter træningen den lørdag ville drengene gerne besøge Nang Non-hulen på hjemturen; bare et kort besøg på en times tid. Ek fulgte efter. Mens de var inde i grotten, begyndte et kraftigt regnvejr, hvilket resulterede i en stærk strøm af vand gennem hulegangene. Ek fortalte drengene, at de skulle dæmme op for vandet med en stenvæg, men dæmningen fungerede ikke, vandet kom alt for hurtigt og kraftigt. De måtte søge dybere ind i hulegangene. Drengene begyndte at gå i panik, men Ek beroligede dem og forsøgte at finde en anden vej ud af hulen.MARISA CHIMPRABHA (14. juli 2018). Team’s one-hour trip turned into life-threatening ordeal . The Nation (Thailand). Hentet 14. juli 2018.
No-pparat vidste, at Ek ville tage sig godt af drengene; han ville endda følge dem til og fra hjemmet, hvis deres forældre ikke havde mulighed for det. Han betragtede dem som sin egen familie. No-pparat var sikker på, at det ville være en lærerig oplevelse for Ek at styre drengene alene, mens han selv var sammen med de ældre Wild Boars til en kamp. Da han tjekkede sin telefon ved 19-tiden, var der mindst 20 opkald fra bekymrede forældre, hvis sønner ikke var kommet hjem. Han ringede straks til både Ek og et antal af drengene men fik kun forbindelse med Songpol Kanthawong, et 13-årigt medlem af holdet, hvis mor havde hentet ham efter fodboldtræningen. Songpol fortalte, at holdet ville tage i Tham Luang-hulerne. No-pparit kørte derop og fandt de parkerede cykler og efterladte fodboldsko ved indgangen. Han råbte »Ek! Ek! Ek!« Der kom intet svar.
Eftersøgningen De lokale vidste ikke, om hele det mindst 10 kilometer lange Tham Luang Nang Non hulekompleks blev oversvømmet i regntiden, men de vidste, at flodvandet stod højt i området omkring klipperne, når der havde været kraftigt nedbør i nogle dage.CHULARAT SAENGPASSA & URISARA KOWITDAMRONG (12. juli 2018). ‘Superman’ doctor defies odds to come off with flying colours . The Nation (Thailand). Hentet 12. juli 2018. Selv om monsunen normalt først kommer i begyndelsen af juli måned, medførte et kraftigt regnvejr den 23. juni, at hulegangene hurtigt blev fyldt med mudret vand. Efter seniortræneren, No-pparat Khanthavong, fandt de 12 Wild Boars – drenge under 16 – fodboldspilleres og assistenttrænerens cykler parkeret ved hulens indgang i 1. kammer, begyndte en større eftersøgning, mens den kraftige regn fortsatte. Et stykke inde i hulegangen fandt man fod- og håndaftryk, som man mente stammede fra drengene, hvorfor man formodede, at de angiveligt var blevet fanget af vandmasserne længere inde i det krogede gangsystem og afskåret fra indgangsområdet. AFP (3. juli 2018). The rescue: How it unfolded. Bangkok Post. Hentet 12. juli 2018.
Lokale og Navy SEALs søger i hulen thumb|right|upright=1.4|Kort over Tham Luang grotten. Mens drengenes pårørende samledes udenfor hulen, fik de lokale nationalparkbetjente og politiet hurtigt hjælp fra medlemmer af Thai Navy SEALs, der mødte op med dykkerudstyr og trykflasker. Mens de pårørende bad og ofrede ved interimistisk opsatte altre, fortsatte SEAL-dykkerne længere ind i grotten, hvor vandet fortsat steg højere. Man havde en formodning om, at drengene ville søge tilflugt i "Pattaya Beach", et højtliggende område med en luftlomme, omkring tre kilometer inde i gangsystemet. Da dykkerne nåede frem til stedet, hvor hulegangen deles i to lange tværgående arme, det såkaldte T-kryds "Sam Yeak", fandt man nogle af drengenes tasker. Samtidig steg vandet meget og var så mudret, med ringe sigtbarhed – det blev sammenlignet med at dykke i caffe latteAgence France-Presse (2. juli 2018). Thai cave rescue: What the search teams face . The Nation (Thailand). Hentet 12. juli 2018. – at man måtte opgive at komme videre, før det blev muligt at pumpe vand ud af grotten. Redderne blev trængt tilbage til indgangen (1. kammer) den 26. juni. Chiang Rais guvernør, Passakorn Bunyalak, ledte redningsaktionen og sagde på et pressemøde, at man var sikker på, at drengene stadig var i sikkerhed inde i hulen; der var intet, der tydede på andet. Men at komme længere ind krævede masser af ilt og specielle dykkeregenskaber, hvilket også kunne vanskeliggøre en evakuering, når drengene blev fundet. Først gjaldt det om at bringe mad ind til dem, og de skulle måske lære det mest basale om scuba-dykning for at komme ud.Associated Press (26. juni 2018). FLOODING COMPLICATES CAVE SEARCH FOR MISSING SOCCER TEAM . Khaosod English. Hentet 12. juli 2018.
Udenlandske dykkere kommer til thumb|right|upright=0.6|En stalaktit med en vanddråbe, foto er fra Soreq-grotten i Israel. Mellem tre og fire kilometer inde i hulegangene havde assistenttræner Ek fundet en flere meter høj, skrånende tør sandbanke i en større grotte, hvor drengene kunne søge tilflugt fra de stigende vandmasser. Han fortalte drengene, at de skulle forholde sig i ro, så de sparede energi. Hvis de var tørstige, sagde Ek, at de kunne tænde en lygte og finde en drypstens stalaktit og drikke det vand, der dryppede ned. Der var køligt i hulen, og drengene var sultne. Egentligt skulle de have fejret en fødselsdag med snacks, men de havde ingen mad med ind, hvor de var nu. Nogle af dem kunne ikke sove på grund af sult, så dem krammede Ek, indtil de fandt ro og faldt i søvn. Ek mediterede også med dem, så de kunne finde ro. I mørket mistede de fornemmelsen af, om det var dag eller nat.
Da Vern Unsworth, en brite der bor i Chiang Rai, blev klar over, hvor svær eftersøgningen var, afleverede han en håndskreven besked med teksten: "Tiden løber ud! 1. Rob Harper 2. Rick Stanton 3. John Volamthen. De er verdens bedste hule-dykkere. Venligst kontakt dem gennem UKs ambassade, hurtigst muligt" (oversat fra engelsk). Unswort havde selv udforsket Tham Luang Nang Non-grotten og var bekendt med mange af gangene, og han kunne se en forestående katastrofe, da han kontaktede sine venner i England fra Derbyshire Cave Rescue Organisation, DCRO (dansk, Derbyshire Huleredningsorganisation).
Flere end 30 amerikanske soldater fra Pacific Command ankom den 27. juni blandt andre overlevelseseksperter og de tre britiske huleeksperter, som Vern Unsworth havde skaffet kontakt til. I alt deltog flere end tusinde mennesker i aktionen, udover Thailand kom de fra Australien, Danmark (to frivillige dykkere), Japan, Kina, Laos, Myanmar (Burma), Storbritannien og USA.
Redning af arbejdere thumb|right|upright=1.4| På femtedagen var Tham Luang grotten oversvømmet efter 2. kammer, så redningsarbejderne blev tvunget tilbage til det store indgangskammer, omtalt som 1. kammer. De tre britiske huleredningseksperter var netop ankommet og to af dem, Rick Stanton og John Volanthen, foretog et rekognosceringsdyk til 3. kammer, der nu var afskåret på grund af vandmasserne. Den næste dag, den 28. juni, redningsaktionen 6. dag, dykkede Stanton og Volanthen gennem tre korte sumpe ind i 3. kammer. Da de steg op over vandoverfladen, blev de klar, at der var mennesker. Først troede de, at de havde fundet de forsvundne fodbolddrenge, men de indså snart, at personerne var ældre, og der kun var fire. De viste sig at være vandforsyningsmedarbejdere, der havde været fanget bag vandmasserne i 3. kammer i mindst 24 timer, uden at være meldt savnede. Situationen forværredes af, at der ingen kommunikationsmulighed var til omverdenen, og ingen vidste om kammeret ville blive fuldstændigt fyldt med vand. Desuden var det ved at blive forurenet af dieselolie, efter en stor vandpumpe var blevet oversvømmet.
De to dykkere var kommet i en helt uventet situation og måtte hurtigt finde på en metode til at få de fire indespærrede mænd ud gennem de tre sumpe og omkring 700 meter mere åben passage frem til indgangskammeret. Sumpene var heldigvis korte, omkring 10 meter lange og mindre end fem meter dybe, desuden var vandet forholdsvis varmt. Planen var temmelig enkel. Begge dykkere havde dobbelt sidemonterede trykflasker og derfor to luftventiler, så de ville på skift eskortere én person ad gangen, der lånte den anden dykkers maske. Operationen blev gentaget for hver af de tre sumpe. Den største risiko var, hvis mændene gik i panik på grund af den uvante situation i mudret flodvand med stærk strøm og dermed kunne beskadige udstyret eller dykkeren. Heldigvis forløb redningen som planlagt, og alle fire mænd kom sikkert ud. Stanton havde tidligere været involveret i redning af seks grotteudforskere i Mexico. Historien om de fire redningsarbejde kom først frem efter evakueringen var overstået, da Rick Stanton holdt et foredrag ved Hidden Earth 2018 (dansk, Skjulte Jord) i Britiske Huleforskerers Forening (engelsk, British Cave Research Association) i North Somerset i september måned.
En af arbejderne fortalte efterfølgende til den thailandske avis, Khaosod, at det var på tredjedagen, at de britiske dykkere fandt dem og improviserede en redning, hvor de først brugte en halv time på at give de fire mænd et lynkursus i dykning. De fire mænd var blandt de første grupper, der hastigt ankom, inden redningsaktionen blev ordentligt organiseret. De havde sovet i det store 3.kammer, og da de vågnede, var hulen halvt oversvømmet, og indgangen blokeret af vand. »Jeg skylder virkeligt de to dykkere mit liv,« sagde han, »det samme gør de tre andre.«
Aktionens udfordringer thumb|right|upright=1.4|Thailandske redningsarbejdere opstiller udstyr til udpumpning af vand fra Tham Luang Nang Non-grotten den 2. juli 2018.