thumb|Grand Palace, det historiske kongeslot i Bangkok. Thailands historie adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at landet aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma, og den japanske besættelse under 2. verdenskrig, har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. I nyere tid har nationen formået at balancere mellem to supermagter, Kina og USA, med langvarige nære forbindelser til begge. Indenrigspolitisk har Thailand imidlertid været præget af vedvarende konflikt og ustabilitet, siden Den Siamesiske Revolution i 1932, hvor det absolutte monarki blev erstattet med et konstitutionelt monarki.
Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Efter at mon-folket havde haft et rige i det nordlige og centrale Thailand, blev det første thai-rige, bystaten Sukhothai, dannet 1238 af indvandrere fra det sydlige Kina. Under kong Ramkamhaeng blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.
I midten af 1300-tallet opstod et andet rige længere sydpå i Ayutthaya og det kongerige overtog magten fra 1438. I 1500-tallet indgik Ayutthaya-kongeriget handelsaftaler med europæiske rejsende, der var sejlet op ad Chao Phraya-floden. Kongeriget havde ikke noget egentligt navn, thailænderne kaldte det Mueang Thai (Bystaten Thai). mens europæerne fejlagtigt kaldte det Siam, hvilket senere blev nationens officielle navn frem 1939. i 1767 lykkedes det naboriget Burma efter adskillige krige, at erobre Ayutthaya og jævne byen med jorden.
En kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, grundlagde samme år et nyt rige længere nede af floden i Thonburi. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge, Rama I, i det dynasti, der stadig sidder på Thailands trone. Han lod en ny hovedstad bygge på den modsatte flodbred, hvor der i forvejen lå en lille handelsplads ved navn Bangkok. I 1932 proklamerede en gruppe af progressive militærofficerer og bureaukrater, at kongens enevældige regering af landet var forbi. Det blev nationens første succesfulde statskup og medførte, at Siam blev til konstitutionelt monarki. Siden da (og indtil 2022) har Thailand haft yderligere 19 kup (senest i 2014), svarende til gennemsnitligt et hvert 5. år, 20 gange fået en ny forfatning og afholdt 27 demokratiske valg, "Don't let Thai junta chief chair Asean next year: Jakarta Post columnist ". The Straits Times. 31. juli 2018. Hentet 2. august 2018. Ifølge politiske kommentarer, er thailandske premierministre blot "stedfortrædere" (oversat fra engelsk: "proxy") i det ideologiske opgør, som begyndte ved enevældets ophør i 1932.
Dvaravati-riget 7. til 11 århundrede thumb|området med Dvaravati og Mon kultur. Dvaravati (thai: ทวารวดี) var et mon-folk kongerige fra det 7. århundrede til det 11. århundrede i den centrale region af det, der i dag kendes som Thailand. Riget blev beskrevet af den kinesiske pilgrim Hsuan-tsang i midten af det 7. århundrede, som et buddhistisk kongerige med navnet "To-lo-po-ti", placeret vest for Isanapura, vor tids Cambodja, og øst for kongeriget Sri Ksetra, vor tids Burma/Myanmar. Dvaravati refererer også til en kultur og kunst-stilart samt en uensartet sammensmeltning af fyrstedømmer og mon-folk. Nyere arkæologisk forskning har afsløret tilstedeværelsen af en "før-Dvaravati"-periode, som strækker sig over det 4. til 5. århundrede, og måske tidligere.
Thailandske riger og hovedstæder 1238-1438, Sukhothai var hovedstaden i det første imperium, der strakte sig over det nuværende Thailand og tillige dele af Myanmar og Laos. Cirka 1295-1774, Chiang Mai var hovedstad i Lan Na-kongeriget i den nordvestlige del af det nuværende Thailand. Lan Na blev en del af Thonburi-riget i 1774. 1351-1767, Ayutthaya var hovedstad i Ayutthaya-kongeriget, der i vid udstrækning bestod af nutidens Thailand og den vestlige del af Cambodja. 1767-1782, Thonburi, en bydel i nuværende Bangkok var hovedstad i Thonburi-kongeriget, der blev etableret efter Burmas invasion af Ayutthaya, cirka 75 kilometer længere nede ad Chao Phraya-floden ved den lille handelsstation Bangkok. 1782-, Krung Thep Maha Nakhon (Bangkok) blev hovedstad i Chakri-dynastiets Rattanakosin-kongerige frem til 1932 og dynastiets efterfølgende nuværende, konstitutionelle monarki.
Thai-rigets oprindelse og Sukhothai-perioden 1238-1438
thumb|right|upright=1.0|Sukhothais historiske område (2000) Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom et folk der kaldte sig taifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukhothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion. Sukhothai-kongeriget eksisterede fra 1238 til 1438.
Loy Krathong-traditionen, med at sætte en skive af en bananpalme med blomster, røgelse og lys i vandet ved første fuldmåne i november, stammer fra Sukhothai-riget.
Ayutthaya riget 1351-1767
thumb|right|upright=1.0|Ruiner i den gamle hovedstad Ayutthaya. I midten af 1300-tallet opstod et andet rige, der havde centrum længere sydpå i Ayutthaya. Det lykkes Ayutthaya-riget at underlægge sig khmererne i det nuværende Cambodja, og rigets grænser blev flyttet længere mod vest og sydpå ad Malaccahalvøen. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, sakdina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Systemet indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki efter hvor meget jord, de fik lov at disponere over. Jorden var imidlertid kongens ejendom, og på den måde sikrede han sine folks loyalitet. Ayutthaya-kongeriget eksisterede fra 1351 til 1767.
Europæisk indflydelse Ayutthayas beliggenhed – tilstrækkeligt langt nede ad floden Chao Phraya til, at byen kunne modtage oceangående skibe – var fordelagtig, både for kontrol med riget og for handel med omverdenen. Nogle forskere mener, at byen ved midten af 1600-tallet var verdens største. I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for Sydøstasiens rigdomme. Portugiserne var de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel i større målestok ikke var en naturlig del af den lokale kultur, var de fleste købmænd kinesere – og sådan er det stadig i Thailand.
Ayutthaya-kongeriget blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. Kongerne forsøgte at tilgodese europæernes krav i forsøget på at bevare landets selvstændighed. Der var diplomatiske forbindelser mellem Ayutthaya og det franske hof i Versailles, og kong Narai (konge fra 1656 til 1688) ansatte en græsk opdagelsesrejsende som minister. Pave Clemens IX grundlagde i 1669 Mission de Siam for at udbrede kristendommen, men da de europæiske missionærer blev for ivrige i deres forsøg på at omvende Ayutthayas buddhister, blev franskmændene smidt ud fra byen og portene lukket mod Vesten i næsten 150 år. Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Det lykkedes nabolandet Burma at erobre hovedstaden i 1767, og Ayutthaya blev jævnet med jorden.
Thonburi kongeriget 1767-1782 thumb|right|upright=1.0|Kort over Bangkok i Rattanakosin-perioden omkring 1800. Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Thailænderne befriede sig, og et nyt kongerige blev i 1767 grundlagt af en kinesisk adelsmand og militærleder, Taksin, længere nede af floden i Thonburi.
Rattanakosin kongeriget 1782–1932 I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i det dynasti, Chakri-dynastiet, der endnu sidder på tronen. Han lod en ny hovedstad, bygge på den modsatte flodbred ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding. Riget blev kaldt Kongeriget Rattanakosin (thai: อาณาจักรรัตนโกสินทร์), men det var kendt i udlandet som Siam. Det blev det fjerne kongedømme i Thailands historie og varede indtil revolutionen i 1932
Siam thumb|Siams flag, rød dug med en hvid elefant, her som det var fra 1855 under kong Mongkut (Rama IV) og frem til 1916. De gamle kongerigeriger, Sukhothai og Ayutthaia i begyndelsen, var bystater uden egentligt navn. En bystat i Østasien blev kaldt "mueang" (thai: เมือง), hvilket betyder en by omkranset af en befæstet mur og med en hersker, der var adelig eller af høj rang, betitlet "khun" (thai: ขุน). Adelsrang var, i modsætning til for eksempel Europa, ikke arvelig, men noget man gjorde sig fortjent til. De tidlige thailandske kongeriger hed således Mueang Thai.
Siam (thai: สยาม) var rigets udenlandske navn fra 1782 til 1939, hvor det skiftede til Kongeriget Thailand, men for en kort periode fra 1946 til 1948 atter til Det Kongelige Kongerige Siam (Royal Kingdom of Siam, thai: พระราชอาณาจักรสยาม), for igen at skifte navn til Kongeriget Thailand. Folket havde imidlertid altid kaldt landet for Mueang Thai. "Mueang" refererer til en bystat, en by omgivet af en fæstningsmur, meuang var udbredt foran rigers navne i Sydøstasien. En mere kraftfuld udlægning af mueang er "krung", som kom foran navnet på den ny hovedstad ved handelspladsen Bangkok, Krung Thep Maha Nakhon, eller kort blot Krung Thep (da. Englenes By).
Der er flere udlægninger af oprindelsen til navnet Siam. En udlægning er, at det kan stamme fra sanskrit-ordet Śyāma (der betyder "mørk" eller "brun"). En anden forklaring er, at navnet skyldes en misforståelse blandt portugisiske søfarere, der sidst i 1400-taller, under Ayutthaya-perioden, havde spurgt om hvorfra folket (eliteklassen) oprindeligt kom, og da de fik svaret Xian (i Kina), blev det opfattet og nedskrevet som Siam. Chris Baker and Pasuk Phongpaichit: A History of Thailand, side 8. Cambridge University Press, 2005. En anden forklaring er, at Siam stammer fra pali (indoarisk oldtidssprog) og betyder "Guldlandet" (suvaṇṇabhūmi).
De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og truslen om kolonisering fra de europæiske stormagter. Landets beliggenhed gjorde det efterhånden til en stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder. Samtidig fik udlændinge større frihed i landet. Kongerne Mongkut (1851-1868, Rama IV) og Chulalongkorn (1868-1910, Rama V) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn fik siden tilnavnet det moderne Thailands fader. Han afskaffede det gamle sakdina-system, moderniserede forvaltningen og indførte statslig skoleundervisning.
I de første årtier af 1900-tallet blev Siam mere og mere velstående, fordi produktionen og eksporten af ris steg. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, og spændingen steg mellem kongen og den efterhånden indflydelsesrige bureaukratiske elite, der i 1912 gennemførte et mislykket kupforsøg mod kongen. Tyve år senere gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden.
Anglo-Siamese Treaty 1909 thumb|Malaysia-Thailand-grænseområdet.