Wolfgang Güldenpfennig (født 20. december 1951 i Magdeburg) en en tysk tidligere roer og olympisk guldvinder.

Güldenpfennig indledte sin karriere i dobbeltsculler, men skiftede snart til singlesculler. Det var i denne disciplin, han stillede op for DDR ved OL 1972 i München. Her blev han nummer to efter Jurij Malysjev fra Sovjetunionen og måtte derpå i opsamlingsheat. Dette vandt han sikkert, hvorpå han i semifinalen blev nummer to efter favoritten, argentineren Alberto Demiddi. I finalen lagde Demiddi og Malysjev sig hurtigt i spidsen og fordelte de to fineste medaljer mellem sig, idet Malysjev vandt guldet. Noget efter de to kom Güldenpfennig og sikrede sig en klar tredjeplads.

Året efter vandt han EM-bronze i samme disciplin. Senere skiftede han til dobbeltfirer og var i 1975 med til at blive verdensmester i denne disciplin.

I 1976 var han en del af den østtyske dobbeltfirer, der var med på OL-programmet for første gang ved OL i Montreal. Bådens øvrige besætning var Michael Wolfgramm, Rüdiger Reiche og Karl-Heinz Bußert. Østtyskerne blev nummer to i indledende heat og måtte derpå gennem opsamlingsheatet. Her vandt de og kom derfor i finalen, hvor de fik revanche for nederlaget i indledende heat til Sovjetunionen, da de sikrede sig guldmedaljen med over et sekunds forspring til netop Sovjetunionen, mens Tjekkoslovakiet blev nummer tre.

Güldenpfennig var igen med til at vinde VM-guld i 1977, men bortset fra ham var besætningen en anden end ved VM 1975, og kun han og Bußert gik igen fra OL 1976. Han blev senere gymnasielærer i idræt samt rotræner.

OL-medaljer 1976: Guld Guld i dobbeltfirer 1972: Bronze Bronze i singlesculler

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Roere fra Tyskland Kategori:Personer fra Magdeburg Kategori:Deltagere for DDR ved sommer-OL 1972 Kategori:Deltagere for DDR ved sommer-OL 1976 Kategori:Olympiske mestre fra DDR Kategori:Olympiske bronzemedaljevindere fra DDR