Eleonora af Kastilien (1241 – 28. november 1290) var dronning af England som den første hustru til Edvard 1., som hun blev gift med som led i en politisk aftale for at bekræfte den engelske suverænitet over Gascogne.
Det vides med sikkerhed, at ægteskabet var særligt tæt, og Eleonora rejste ofte sammen med sin mand. Hun var sammen med ham på Det 9. korstog, da han blev såret i Akko, men den populære historie om at hun reddede hans liv ved at suge giften ud, har længe været tvivlsom. Da hun døde i Harby i nærheden af Lincoln, beordrede hendes sørgende ægtefælle på berømt vis et stenkors ("Eleanor cross") opført på hvert sted, der blev gjort ophold, på rejsen til London, der sluttede ved Charing Cross.
Eleonora var bedre uddannet end de fleste middelalderlige dronninger og udøvede en stærk kulturel indflydelse på nationen. Hun var en ivrig protektor for litteratur og ansporede til anvendelsen af gobeliner, tæpper og service i spansk stil, samt innovative havedesigns. Hun var også en succesrig forretningskvinde med sin egen formue som grevinde af Ponthieu.
Liv
Fødsel Eleonora blev født i Burgos, datter af Kong Ferdinand 3. af Kastilien og Johanne, grevinde af Ponthieu. Hendes kastilianske navn, Leonor, blev til Alienor eller Alianor i England og Eleanor på moderne engelsk. Hun blev opkaldt efter sin fars oldemor, Eleonora af England.
Eleonora var det næstældste af Ferdinands og Johannes fem børn. Hendes ældre bror Ferdinand blev født i 1239/40, hendes yngre bror Ludvig i 1242/43, to sønner født efter Ludvig døde som spæde. Til ceremonierne i 1291, der markerede den første årsdag for Eleonoras død, blev 49 personer betalt for hver at gå rundt med et lys i den offentlige procession for at mindes hvert år i hendes liv. Da skikken med at have et stearinlys for hvert år i den afdødes liv, ville de 49 lys datere Eleonoras fødsel til året 1241. Da hendes forældre havde været adskilt fra hinanden i 13 måneder, mens Kong Ferdinand var på et militært felttog i Andalusien, hvorfra han først vendte tilbage til det nordlige Spanien i februar 1241, blev Eleonora sandsynligvis født mod slutningen af det år. Hendes fars og hendes halvbror Alfons 10. af Kastiliens var kendt for deres litterære atmosfære. Begge konger ansporede også til omfattende uddannelse af kongens børn, og det er derfor sandsynligt, at Eleonora blev uddannet til et niveau, der var højere end normen, en sandsynlighed, der forstærkes af hendes senere litterære aktiviteter som dronning. Hun var ved sin fars dødsleje i Sevilla i 1252.
Vordende brud til Theobald 2. af Navarra Eleonoras ægteskab i 1254 med den fremtidige Edvard 1. af England var ikke det eneste ægteskab, som hendes familie havde planlagt til hende. Kongerne af Kastilien havde længe fremsat en spinkelt krav på at være overherre til Kongeriget Navarra på grund af edsvoren hyldest fra García Ramírez af Navarra i 1134. I 1253 stoppede Ferdinand 3.s arving, Eleonoras halvbror Alfons 10. af Kastilien, forhandlingerne med England i håb om, at hun ville blive gift med Theobald 2. af Navarra. Ægteskabet havde flere fordele. For det første ville riget i Pyrenæernes give passage fra Kastilien til Gascogne. For det andet var Theobald 2. stadig mindreårig, hvilket gav muligheden for at regere eller eventuelt annektere Navarra til Kastilien. For at undgå kastiliansk kontrol allierede Margrete af Bourbon (Theobald 2.'s mor og regent) sig i august 1253 med Jakob 1. af Aragonien i stedet, og som en del af denne traktat blev det højtideligt lovet, at Theobald aldrig ville blive gift med Eleonora.
Ægteskab I 1252 havde Alfons 10. genoplivet et andet af forfædrenes krav, denne gang til Hertugdømmet Gascogne, syd for Aquitanien, den sidste af kongerne af Englands besiddelser i Frankrig, som han hævdede udgjorde en del af medgift fra Eleonora af England. Henrik 3. fra England modsvarede hurtigt Alfons' påstande både med diplomatiske og militære træk. Tidligt i 1253 begyndte de to konger at forhandle. Efter at have pruttet over Eleonoras økonomiske forsørgelse, aftalte Henrik og Alfons, at hun skulle giftes med Henriks søn Edvard (nu den titulære hertug), og Alfons ville overgive sine krav på Gascogne til Edvard. Henrik var så ængstelig for, at ægteskabet skulle finde sted, at han frivilligt opgav de detaljerede forberedelser, der allerede var gjort til at slå Edvard til ridder i England, og blev enige om, at Alfons ville slå Edvard til ridder på eller før den næste Jomfru Marias Himmelfartsdag. Aftalen blev yderligere styrket af et andet ægteskab med Beatrix, datter af kong Henrik, med en af Alfonss brødre.
Det unge par blev gift i Las Huelgas Klostret i Burgos den 1. november 1254. Edvard og Eleonora var hinandens grandfætter og grandkusine, da Edvards bedstefar Kong Johan af England og Eleonoras oldemor Eleonora af England var søn og datter af kong Henrik 2. og Eleonora af Aquitanien. Efter ægteskabet tilbragte de næsten et år i Gascogne, hvor Edvard regerede Aquitanien. I løbet af denne periode fødte Eleonora i en alder tretten og et halvt næsten helt sikkert sit første barn, en kortlevende datter. Hun rejste til England alene i sensommeren 1255. Edvard fulgte efter hende et par måneder senere.
Henrik 3. var stolt over at have løst krisen med Gascogne så beslutsomt, men hans engelske undersåtter frygtede, at ægteskabet ville bringe Eleonoras slægtninge og landsmænd til at på Henriks ødelæggende generøsitet. Et par af hendes slægtninge kom til England kort efter hendes ægteskab. Hun var for ung til at stoppe dem eller forhindre Henrik 3. i at støtte dem, men hun fik alligevel skylden og hendes ægteskab blev snart upopulært. Eleonoras mor var blevet hånligt afvist i ægteskab af Henrik 3., og hendes oldemor, Adéle af Frankrig, grevinde af Vexin, var blevet hånligt afvist i ægteskab af Richard 1. af England .
Tilstedeværelsen af flere engelske, franske og normanniske lykkeriddere og opportunister i de for nylig erobrede byer Sevilla og Cordoba og de omkringliggende mauriske kongeriger ville øges takket være denne alliance mellem kongehusene, indtil Hundredårskrigens senere komme, hvor franskmændene og englænderne kæmpede på den iberiske halvø om kongerigernes støtte. left|thumb| Eleonora
Den anden baronskrig Der er kun lidt viden om Eleonoras liv i England indtil 1260'erne, da den Den anden baronskrig, mellem Henrik 3. og hans baroner, splittede kongeriget. I løbet af denne periode støttede Eleonora aktivt Edvards interesser ved at importere bueskytter fra sin mors grevskab Ponthieu i Frankrig. Det er imidlertid ikke sandt, at hun blev sendt til Frankrig for at undslippe krigens fare, hun forblev i England under hele krigen og holdt Windsor Castle og baroner fængslet i Edvards navn. Rygter om, at hun søgte friske tropper fra Kastilien, førte til at baronernes leder, Simon de Montfort, beordrede hende fjernet fra Windsor Castle i juni 1264, efter at den royalistiske hær var blevet besejret i Slaget ved Lewes. Edvard blev tage tilfange i Lewes og fængslet, og Eleonora blev ærefuldt lukket inde på Westminster Palace. Efter at Edvard og Henriks hær besejrede den baronernes hær i Slaget ved Evesham i 1265, antog Edvard en vigtig rolle i reformeringen af styret, og Eleonora fik en fremtrædende rolle ved hans side. Hendes stilling blev meget forbedret i juli 1266, da hun, efter at hun havde født tre kortlevende døtre, fødte en søn, Johan, der blev efterfulgt af en anden dreng, Henrik, i foråret 1268 og i juni 1269 af en sund datter, Eleonora.
Korstog I 1270 var der fred i kongeriget, og Edvard og Eleonora forlod det for at slutte sig til hans onkel Ludvig 9. af Frankrig på Det 8. korstog. Ludvig døde imidlertid i Kartago, inden de ankom, og efter at de havde tilbragt vinteren på Sicilien, fortsatte parret til Akko i Palæstina, hvor de ankom i maj 1271. Eleonora fødte en datter, kendt som "Johanne af Akko" på grund af hendes fødested.
Korstoget var militært set mislykket, men Baibars af Bahri-dynastiet var alligevel så bekymret af Edvards tilstedeværelse i Akko, at der blev gjort et attentatforsøg på den Englands arving i juni 1272. Han blev såret i armen af en dolk, der blev antaget at være forgiftet. Der gik snart alvorlig betændelse i såret, og en kirurg reddede ham ved at skære det syge kød væk, men først efter at Eleonora blev ført væk fra hans seng, "grædende og jamrende." Senere historiefortællere har pyntet på denne hændelse og hævdet, at Eleonora sugede giften ud af såret og dermed reddede Edvards liv, men denne fantasifulde historie har intet grundlag.
De forlod Palæstina i september 1272 og på Sicilien i december fik de nyheden om Henrik 3.'s død (den 16. november 1272). Efter en tur til Gascogne, hvor deres næste barn, Alfons (opkaldt efter Eleonoras halvbror Alfons 10.), blev født, vendte Edvard og Eleonora tilbage til England og blev kronet sammen den 19. august 1274.
Dronning af England Arrangerede kongelige ægteskaber i middelalderen var ikke altid lykkelige, men tilgængelige beviser tyder på, at Eleonora og Edvard var hengivne over for hinanden. Edvard er blandt de få engelske middelalderkonger, der ikke er kendt for at have haft udenomsægteskabelige forhold eller fået børn uden for ægteskabet. Parret var sjældent væk fra hinanden. Hun ledsagede ham på militære felttog i Wales, og på berømt vis fødte hun deres søn Edvard den 25. april 1284 på Caernarfon Castle, enten i en midlertidig bolig, der var blev opført for hende midt i byggearbejdet, eller i det delvist konstruerede Eagle Tower.
Deres husstands optegnelser vidner om hændelser, der antydede om et behageligt, endda humoristisk forhold. Hvert år på Påskedag lod Edvard Eleonoras hofdamer sig holde fange i sin seng og betalte dem en symbolsk løsesum, så han kunne gå til hendes soveværelse den første dag efter fasten. Så vigtig var denne skik for ham, at han i 1291, den første påskemandag efter Eleonoras død, gav hendes hofdamer de penge, han ville have givet dem, hvis hun havde levet. Edvard kunne ikke lide ceremonier og nægtede i 1290 at deltage Earl Marshal Roger Bigods bryllup. Eleonora betalte eftertænksomt (eller forsonende) legere at spille for ham, mens han sad alene under brylluppet.
At Edvard forblev alene, indtil han giftede sig med Margrete af Frankrig i 1299, nævnes ofte som bevise for at han elskede Eleonoras minde. Faktisk overvejede han et andet ægteskab allerede i 1293, men det betød ikke, at han ikke sørgede over Eleonora. Veltalende vidnesbyrd findes i hans brev til abbeden af Cluny i Frankrig (januar 1291), hvor han søger bønner for hustruens sjæl "som vi i live elskede og som død vi ikke kan ophøre med at elske." I hendes minde beordrede Edvard opførelsen af tolv kunstfærdige stenkors (hvoraf tre overlever, dog er ingen af dem er intakte) mellem 1291 og 1294 og markerede ruten for hendes begravelsestog mellem Lincoln og London. (Se afsnittet "Behandling, begravelse og monumenter" nedenfor).
Kun en af Eleonoras fire sønner overlevede dog barndommen, og selv før hun døde, bekymrede Edvard sig for arvefølgen: Hvis denne søn døde, kunne deres døtres ægtemænd forårsage en arvekrig. På trods af personlig sorg gjorde Edvard sin pligt og giftede sig igen. Han glædede sig over de sønner, hans nye kone fødte, men deltog i mindeceremonierne for Eleonora til slutningen af hans liv, med Margrete ved hans side ved mindst en lejlighed.
Popularitet Eleonora huskes varmt i historien som dronningen, der inspirerede til Eleanor Crosses, men hun var ikke særlig elsket i sin egen tid. Hendes omdømme bar primært karakter af at hun var en ivrig forretningskvinde. Krønikeskriveren Walter af Guisborough har bevaret et samtidigt digt:
"Kongen ønsker at få vores guld/dronningen, vores godser smukke at have..."og den eneste anden krønikeskriver, der kommenterer hende, gentager ham: "en spanier ved fødslen, der erhvervede mange fine godser."