thumb| Stenrelief med arabesker af ranker, palmetter og halvpalmetter i Umayyad-moskeen (Damaskus, Syrien) thumb| En del af et keramikpanel fra det 15. århundrede fra Samarkand (Usbekistan) thumb| "Tellus-panelet" fra Ara Pacis, Rom, cirka 27 e.Kr. Den nederste del af panelet er et eksempel på en romersk arabesk thumb| Design til en arabesk o Louis XVI-stil, af Étienne de Lavallée-Poussin, ca. 1780-1793, pen og gråt og brunt blæk, børstet og farvet vask på Metropolitan Museum of Art Arabesken er en form for kunstnerisk dekoration, der består af "overfladedekorationer baseret på rytmiske lineære mønstre med rullende og sammenflettede blade og slyngplanter" eller almindelige linjer ofte kombineret med andre elementer. En anden definition er "folieret ornament, brugt i den islamiske verden, typisk ved hjælp af blade, afledt af stiliserede halvpalmetter, som blev kombineret med spiralformede stængler".Rawson, 236 Arabesken består normalt af et enkelt design, der kan 'fliselægges' eller sømløst gentages så mange gange som ønsket. Inden for den meget brede vifte af eurasisk dekorativ kunst, der inkluderer motiver, matcher denne grundlæggende definition, anvendes udtrykket "arabesk" konsekvent som et teknisk udtryk af kunsthistorikere til kun at beskrive elementer af dekorationen, der findes i to faser: Islamisk kunst fra omkring den 9. århundrede og fremefter og europæisk dekorativ kunst fra renæssancen og fremefter. Sammenflettede og 'rullende' dekorationer er udtryk, der bruges til de fleste andre typer lignende mønstre.
Arabesker er et grundlæggende element i islamisk kunst, men de er udviklet fra en lang tradition fra islams grundlæggelse. Tidligere og nuværende brug af udtrykket med hensyn til europæisk kunst kan kun beskrives som afvigende eller inkonsekvent. Nogle vestlige arabesker stammer fra islamisk kunst, men andre er tæt baseret på gamle romerske dekorationer. I Vesten findes de hovedsageligt i den dekorative kunst, men på grund af den islamiske kunsts generelt ikke-figurative karakter er arabeskdekorationer ofte et meget prominent element i de mest signifikante værker, og de spiller en stor rolle i arkitektonisk dekoration.
Der fremsættes ofte påstande om arabeskens teologiske betydning og dens oprindelse i et specifikt islamisk syn på verden; disse påstande er imidlertid uden støtte fra nedfældede historiske kilder, da den islamiske verden, ligesom de fleste middelalderlige kulturer, ikke har efterladt os dokumentation for deres intentioner om at bruge de dekorative motiver, de gjorde. På det populære niveau forekommer sådanne teorier ofte uinformerede om arabeskens bredere sammenhæng.Tabbaa, 74-77 På lignende måde forbliver foreslåede forbindelser mellem arabesken og arabisk viden om geometri genstand for debat; ikke alle kunsthistorikere er overbeviste om, at sådan viden var nået eller var nødvendigt af dem, der skabte arabesker, omend der i nogle sager er beviser for, at en sådan sammenhæng eksisterede.Tabbaa, 88 Påstanden om en forbindelse til islamisk matematik er meget stærkere for udviklingen af geometriske mønstre, som arabesken ofte er kombineret med i kunsten. Geometriske dekorationer bruger ofte mønstre, der er opbygget af lige linjer og regulære vinkler, der til dels ligner kurvende arabeske mønstre; hvorvidt disse mønstre også er beskrevet som arabesker varierer mellem de forskellige historikere.Canby, 20-21
Islamiske arabesker Arabesken blev udviklet ud af de veletablerede traditioner for plantebaserede rulleornamenter i kulturerne overtaget af de tidlige islamiske ekspansioner. Tidlig islamisk kunst, for eksempel i de berømte mosaikker fra det 8. århundrede i Umayyade-moskéen i Damaskus, indeholdt ofte plantebaserede rulleornamenter, her udført af byzantinske kunstnere i deres sædvanlige stil. De oftest anvendte planter er stiliserede versioner af akantus med vægt på bladformen og vinstokken med en lige så stor vægt på snoede stængler. Udviklingen af disse former til en markant islamisk type var færdig i det 11. århundrede, idet den begyndte i det 8. eller 9. århundrede i værker som Mshatta-facaden. Under udviklingsprocessen blev planteformerne i stigende grad forenklede og stiliserede.Tabbaa, 75-88; Canby, 26 De relativt mange bevarede stukrelieffer fra væggene i paladser (men ikke moskeer) i abbasidernes Samarra, den islamiske hovedstad mellem 836 og 892, tilvejebringer eksempler på tre stilarter, Stil A, B og C, selv om mere end én af disse kan vises på samme væg, og deres kronologiske rækkefølge er ikke sikker.Necipoğlu, Gülru, Payne, Alina, Histories of Ornament: From Global to Local, 88-90, 2016, Princeton University Press, , 978069116728, google books; "Museum of Islamic Art, Berlin: Objects from Samarra"; Ettinghausen et al, 57-59; examples of styles A, B, and C illustrated.
Selvom man generelt er enig i den brede oversigt over processen, er der en betydelig mangfoldighed af synspunkter, som specialiserede forskere har om detaljerede spørgsmål vedrørende udvikling, kategorisering og betydning af arabesken.Tabbaa's Chapter 4 gives an overview of these questions. Den detaljerede undersøgelse af islamiske arabeskformer blev påbegyndt af Alois Riegl i hans formalistiske undersøgelse Stilfragen: Grundlegungen zu einer Geschichte der Ornamentik (Stilspørgsmål: grundlæggelser for ornamentikkens historie) 1893, som i processen udviklede sin indflydelsesrige koncept Kunstwollen.Tabbaa, 74-75 Riegl sporede formalistisk kontinuitet og udvikling i dekorative planteformer fra gammel egyptisk kunst og andre gamle nærøstlige civilisationer gennem den klassiske verden til den islamiske arabesk. Mens Kunstwollen har få følgere i dag, er hans grundlæggende analyse af udviklingen af former blevet bekræftet og forfinet af det bredere korpus af eksempler, der er kendt i dag.Rawson, 24-25; see also "“Style”—or whatever", J. Duncan Berry, A review of Problems of Style by Alois Riegl, The New Criterion, April 1993 Jessica Rawson har for nylig udvidet analysen til at dække kinesisk kunst, som Riegl ikke dækkede, og sporer mange elementer af kinesisk dekoration tilbage til samme tradition; den fælles baggrund hjalp med at gøre assimileringen af kinesiske motiver til persisk kunst efter den mongolske invasion harmonisk og produktiv.Rawson, the subject of her book, see Preface, and Chapter 5 on Chinese influences on Persian art.
Mange arabeskmønstre forsvinder ved (eller "under", som det ofte ser ud til for en beskuer) ved en indramning uden at afslutning, og kan derfor betragtes som uendeligt udvidende uden for det rum, som de optager; dette var i særdeleshed udpræget for den islamiske form, omend den ikke var uden præcedens. Mest, men ikke alt, vegetationsdekoration i den foregående kulturer afsluttede kanten af det optagede rum, selvom uendeligt gentagende vegetationsmønstre er meget almindelige i den moderne verden i tapet og tekstiler.
I tidligere former er der typisk ikke noget forsøg på realisme; ingen bestemt arter af planter efterlignes, og formerne er ofte botanisk umulige eller usandsynlige. "Blad-forme" springer typisk sidelæns fra stænglen, i det der ofte kaldes en "halvpalmette-form", som er navngivet efter sin fjerne og meget anderledes forfader i oldtidens ægyptiske og græske ornamentik. Nye stængler kommer fra bladspidser, en type der ofte kaldes gedeblad, og stilkene har ofte ingen spidser, der snor sig uendeligt ud af rummet. Den tidlige Mshatta-facade er genkendeligt en slags vinstok, med konventionelle blade i enden af korte stilke og druer eller bær, men senere former mangler disse normalt. Blomster er sjældne indtil omkring år 1500, hvorefter de vises oftere, især i osmannisk kunst, og kan ofte identificeres efter art. I osmannisk kunst blev de store og fjerede blade kaldet saz meget populære og blev uddybet i tegninger, der kun viser et eller flere store blade. Blomsterdekorationer primært inspireret fra kinesiske stile, især dem på kinesisk porcelæn, erstattede arabesken i mange typer værker, såsom keramik, tekstiler og miniaturer.
Betydning i islam thumb| Arabeskmønster bag jægere på elfenbenstavle, 11. – 12. århundrede, Egypten thumb| Tre typer: arabesker, geometriske mønstre og kalligrafi brugt sammen i Myrtles Gård i Alhambra (Granada, Spanien) Arabeskerne og de geometriske mønstre i islamisk kunst siges ofte at stamme fra den islamiske opfattelse af verden. Afbildningen af dyr og mennesker frarådes generelt, hvilket forklarer forkærligheden til abstrakte geometriske mønstre.
Der er to former for arabesker. Den første minder om de principper, der styrer verdensorden. Disse principper inkluderer de mest basale grundlag for hvad der gør objekter strukturelt gode, og i den forbindelse smukke (dvs. vinkler og de faste/statiske former, som vinklerne skaber - især ifb. fagværk). I den første tilstand har hver gentagne geometriske form en indbygget symbolik, der tilskrives den. For eksempel er firkanten med sine fire ligesidede sider symbolsk for de lige så vigtige elementer i naturen: jord, luft, ild og vand. Uden nogen af de fire ville den fysiske verden, repræsenteret af en cirkel inde i firkanten, kollapse over sig selv og ophøre med at eksistere. Den anden tilstand er baseret på planteformernes organiske natur. Denne tilstand minder om den feminine livsgivende natur. Derudover vil nogle efter undersøgelser af de mangle eksempler på arabesk kunst også mene, at der findes en tredje form, som er islamisk kalligrafi.
I stedet for at minde noget om den "sande virkelighed (virkeligheden i den spirituelle verden), anser islam kalligrafien som et visuelt udtryk for den højeste kunst af dem alle; det talte ords kunst (transmissionen af tanker og historie). I islam er det vigtigste dokument, der skal transmitteres mundtligt, Koranen. Ordsprog og komplette passager fra Koranen kan ses i dag i arabesk kunst. Samlingen af disse tre former skaber arabesken, og dette er en afspejling af enhed, der stammer fra mangfoldighed; et grundlæggende princip i islam.
Arabesken kan tænkes som både kunst og videnskab. Kunstværket er samtidig matematisk præcist, æstetisk tiltalende og symbolsk. På grund af denne dualitet i skabelsen kan den kunstneriske del af denne "ligning" blive yderligere opdelt i både verdslige og religiøse kunstværker. Men for mange muslimer er der ingen forskel; alle former for kunst, den naturlige verden, matematik og videnskab ses som værende skabelser af Gud og derfor refleksioner af det samme: Guds vilje udtrykt gennem hans skabelse. Med andre ord kan mennesket opdage de geometriske former, der udgør arabesken, men disse former har altid eksisteret før som en del af Guds skabelse, som vist i dette lys.
Der er stor lighed mellem arabesk kunst fra meget forskellige geografiske regioner. Faktisk er lighederne så store, at det undertiden er svært for eksperter at fortælle, hvor en given arabeskstil kommer fra. Årsagen til dette er, at videnskaben og matematikken, der bruges til at konstruere arabesker, er universel. Derfor er det også den menneskeskabte kunst, som de fleste muslimer mener, er bedst at bruge i moskéerne, da det viser naturens underliggende orden og enhed. De mener, at den materielle verdens orden og enhed er en simpel spøgelsesagtig tilnærmelse af den åndelige verden, som for mange muslimer er det sted, hvor den eneste sande virkelighed eksisterer. Opdagede geometriske former eksemplificerer derfor denne perfekte virkelighed, fordi Guds skabelse er fri for menneskets synder.