FIRE-bevægelsen (Financial Independence, Retire Early, økonomisk uafhængig, tidlig pension) er en livsstilsbevægelse, der har som mål at opnå økonomisk uafhængighed og gå på pension på et selvvalgt tidspunkt, tidligere end normalt. Modellen blev særligt populær blandt milleniumgenerationen i 2010'erne, hvor den fik tilslutning via onlineplatforme, som blogge, podcasts og lineline diskussionsfora, hvor strategier og ideer blev udvekslet og diskuteret.

Personer, som forsøger at opnå FIRE maksimerer deres opsparingsrate ved at finde måder at øge deres indkomst og/eller minimere deres udgifter. Eksempelvis ved at bruge en cykel eller motorcykel som primært transportmiddel i stedet for en bil eller spare på boligudgiften ved at vælge en mindre bolig, leje værelser ud eller flytte til et billigere område. Formålet er at akkumulere aktiver, der kan sikre en passiv indkomst, der er stor nok til at dække de løbende udgifter igennem hele ens periode på pension. Mange tilhængere af FIRE benytter 4%-reglen som et groft overslag til regne det beløb ud, der skal opspares, før de kan leve af deres opsparede formue. Typisk skal man have opsparet et beløb der er ca. 25 gange ens årlige estimerede leveomkostninger. Nogle lever billigere end andre, hvorved beløbet varierer. Ved opnåelse af FIRE vil det ikke længere være nødvendigt at arbejde for dække sine udgifter, hvilket gør det muligt at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, mange år før den almene pensionsalder. Formålet med FIRE er ikke nødvendigvis at holde helt op med at arbejde. Mange ser her en mulighed for primært at arbejde med det, der interesserer dem mest, arbejde langt færre timer eller når det passer dem bedst.

FIRE opnås ved aggressiv opsparing, der er langt højere end de normale 10–15%, der typisk bliver anbefalet til pensionsopsparing. Under antagelse af, at udgifterne er lig med indkomsten minus opsparing, og ved at se bort fra afkast på investeringer, gælder følgende:

Opsparingsrate Antal år det tager at tjene til 1 års udgifter10%(1-0.1)/0.1 = 9 år25%(1-0.25)/0.25 = 3 år50%(1-0.5)/0.5 = 1 år75% (1-0.75)/0.75 = 1/3 år (4 måneder)

Blandt kritikken af FIRE er, at det kun er for de rige, da personer med en lav- eller middelindkomst kan have meget svært ved at opnå de meget høje opsparingsrater, som er nødvendig.

Historie De vigtigste idéer bag FIRE-bevægelsen stammer fra den bedst sælgende bog fra 1992 Your Money or Your Life, skrevet af Vicki Robin og Joe Dominguez, samt bogen Early Retirement Extreme fra 2010 af Jacob Lund Fisker. Disse værker giver en grundlæggende skabelon for en livsstil baseret på enkelt liv kombineret med investeringsindkomst for at opnå økonomisk uafhængighed. Den sidstnævnte bog beskriver forholdet mellem opsparingsrate og tiden frem til pensionering. Dette gør det muligt for enkeltpersoner hurtigt at beregne deres forventede pensionsdato ud fra et antaget indkomst- og udgiftsniveau.

Bloggen Mr. Money Mustache, startet af Peter Adeney i 2011, skabte stor interesse for tidlig pensionering gennem sparsommelighed og bidrog til at popularisere FIRE-bevægelsen. Andre bøger, blogs og podcasts har siden videreudviklet og udbredt FIRE-konceptet.

I 2018 gav traditionelle, etablerede medier omfattende dækning af FIRE-bevægelsen. Ifølge en undersøgelse fra 2018 udført af Harris Poll senere samme år, havde 11 % af velhavende amerikanere på 45 år og derover hørt om FIRE-bevægelsen ved navn. Yderligere 26 % kendte til konceptet.

Grant Sabatier, forfatter til bogen Financial Freedom fra 2019, populariserede idéen om sidegesjæfter som en måde at fremskynde opnåelsen af økonomisk uafhængighed på.

Typer Kommentatorer og deltagere i FIRE-bevægelsen har beskrevet flere almindeligt diskuterede variationer: LeanFIRE: lægger vægt på at opnå økonomisk uafhængighed ved at holde leveomkostningerne meget lave, så en relativt lille investeringsportefølje er tilstrækkelig. FatFIRE: betegner en strategi, hvor man sigter mod tidlig pensionering samtidig med, at man fastholder eller overgår en middelklasselivsstandard. Dette kræver et højere opsparings- og investeringsmål end LeanFIRE. CoastFIRE: indebærer aggressiv opsparing og investering i de tidlige år, indtil porteføljen forventes at vokse tilstrækkeligt alene gennem renters rente. Herefter kan yderligere indbetalinger reduceres eller helt ophøre. BaristaFIRE: beskriver en form for delvis pensionering, hvor man understøtter sin økonomi gennem deltidsarbejde eller mindre stressende arbejde, som også kan give personalegoder såsom sundhedsforsikring, traditionelt en job som barista. De daglige udgifter dækkes gennem en kombination af lønindkomst og mindre hævninger fra investeringsporteføljen. Med denne tilgang er målet, at investeringsporteføljen fortsat vokser over tid.

Referencer

Kategori:Investering Kategori:Pension