Ælfgifu var dronning af England som hustru til kong Edwy af England (r. 955-959) i en kort periode indtil 957 eller 958. Det beskedne, der vides om hende, kommer først og fremmest fra angelsaksiske chartre, herunder sandsynligvis et testamente, Den Angelsaksiske Krønike og fjendtligsindede anekdoter i en hagiografi. Hendes ægteskab med kongen, som blev opløst få år inde i Edwys regeringstid, ser ud til at have været et mål for rivalisering mellem de fraktioner, der omgav tronen i slutningen af 950'erne. Omkring år 1000, da de benediktinske reformatorer Dunstan og Oswalds karrierer blev nedskrevet i hagiografier, havde erindringen om ægteskabet lidt svær skade. I midten af 960'erne ser hun imidlertid ud til at være blevet en velhavende godsejer på gode vilkår med kong Edgar og gennem sit testamente en generøs velgørerinde for gejstlige etablissementer tilknyttet den kongelige familie, især Old Minster og New Minster i Winchester .
Familiære baggrund right|thumb| To genealogiske hypoteser (grøn og blå) for forbindelsen mellem Ælfgifu og Edwy, kombineret i et diagram. To fakta om Ælfgifus familiære baggrund er entydigt angivet af kilderne. For det første bar hendes mor navnet Æthelgifu,S 1292 (AD 956 x 957), witnessed by Ælfgifu þæs cininges wif 7 Æþelgifu þæs cyninges wifes modur. en kvinde af meget høj æt (natione præcelsa). B, Vita S. Dunstani § 21. For det andet var hun beslægtet med sin husbond Edwy, da deres ægteskab i 958 blev opløst af ærkebiskop Oda på grund af, at de var for nært beslægtede, det vil sige inden for de forbudte grader af blodsslægtsskab.Anglo-Saxon Chronicle (MS D), AD 958. Ælfgifu er også blevet identificeret med den navnesøster, der efterlod et testamente engang mellem 966 og 975, hvilket kan kaste yderligere lys over hendes oprindelse.
Disse spor, utilfredsstillende som de er i sig selv, er blevet brugt til at konstruere to mulige - og muligvis kompatible - slægtsled for Ælfgifu, som begge tilskriver hende en grad af royal stand. En teori, framsagt af Cyril Hart og overvejet af Pauline Stafford, gør hende til en adelskvinde af Mercian-slægten, der nedstammer fra Ealdorman Æthelfrith af Mercia S 367, 367a, 371. og hans hustru Æthelgyth, der måske har været datter af ealdorman Æthelwulf og en niece til kong Alfreds gemalinde fra Mercian Ealhswith. Denne rekonstruering er baseret på sandsynligheden for, at Risborough (Buckinghamshire), en af Ælfgifus besiddelser, der er nævnt i testamentet, tidligere var ejet af Æthelgyth.S 367 and S 1484. Den mulige implikation er, at Ælfgifu arvede godset og mange andre i Buckinghamshire. Da hun bad biskop Æthelwold, en af hendes begunstigede, om at gå i forbøn for hendes "mors sjæl", har hun muligvis gjort det gennem moderens slægt. Hvis dette forslag er korrekt, ville hun have været nært beslægtet med ealdorman Æthelstan Halvkonges politisk fremtrædende familie og hans afkom.Hart, Cyril, The Danelaw, p. 462, etc. and 569–604; Stafford, "Ælfgifu"; Whitelock, Anglo-Saxon Wills; p. 119
Hendes formodede testamente er også udgangspunktet for en anden, mere bredt udbredt hypotese.York, Barbara, Bishop Æthelwold. I dette dokument afgiver hun arv til Ælfweard og Æthelweard, tilsyneladende hendes brødre (hvoraf den ene var gift med Æthelflæd) og til hendes søster Ælfwaru. Æthelweard og Ælfweard dukker op igen som brødre og thaner (ministri) i vidnelisten på et uægte kongeligt charter dateret 974.S 796 (AD 974). Dette ser ud til at være den samme Æthelweard, der regelmæssigt attesterer kongelige chartre mellem 958 og 977 som kongens than og er muligvis senere blev den berømte ealdorman af de vestlige provinser og forfatter til en latinsk krønike, hvor han hævdede at nedstamme fra kong Æthelred af Wessex (d. 871), fjerde søn af kong Æthelwulf.Æthelweard (1961), Chronicon, preface and IV ch. 2. Konklusionen, der kan udledes af disse prosopografiske sidevej, er, at hvis ealdorman og krønikeskriveren Æthelweard var hendes bror, måtte hun have delt en fælles forfader med ham i form af kong Æthelred. Heraf ville Ælfgifu have Edwys henholdsvis fælles tipoldefar og oldefar.
De to slægtsskaber udelukker ikke hinanden. Andrew Wareham antyder, at disse to forskellige grene af den kongelige familie måske er blev bundet sammen i det ægteskab, hvor Ælfgifu fødtes. I betragtning af testamentets særlige omtale af Ælfgifus "mors sjæl" kan dette betyde, at Æthelgifu var en efterkommer af Æthelgyth, mens den anonyme far kan spore sin nedstamning til Æthelred.Wareham, Andrew, "Transformation of Kinship"; p. 385.
Ingen af hypoteserne er afgørende. En svaghed, der deles af disse forslag, er, at de afhænger af antagelsen om, at den testamenterende Ælfgifu er den samme som den tidligere kongelige gemalinde.Wormald, Patrick, “Æthelweard (d. 998?’).” ODNB. Accessed 1 July 2008. Af grunde, der er undersøgt nedenfor, er identifikationen imidlertid foretrukket af de fleste historikere, dog normalt med forbehold.Whitelock, Dorothy Anglo-Saxon wills. p. 119; Yorke, Barbara, Bishop Æthelwold, and see note.
Ægteskab right|thumb| Kobberstik af Samuel Wale fra slutningen af det 18. århundrede . Indtryk af Dunstans møde med Edwy og de to kvinder i kongens kammer På en ukendt dato omkring tidspunktet for hans tronbestigelse blev den unge konge Edwy gift med Ælfgifu. Ægteskabet var eller skulle være et af de mest kontroversielle kongelige ægteskaber i 900-tallets England. Edwys bror Edgar var heir presumptive, men en legitim søn født i dette ægteskab ville alvorligt have formindsket Edgars chancer for at arve kongedømmet, især hvis begge forældre var af kongelig æt.Yorke, Barbara, Bishop Æthelwold. p. 77. Opvokset hos Ælfwynn, hustru til Æthelstan Halvkonge (død efter 957), sammen med hendes søn Æthelwine, nød Edgar støtte fra Æthelstan Halvkonge og hans sønner, hvis magtbase var koncentreret i Mercia og East Anglia, og som ikke ville have ønsket at miste magt og indflydelse til Ælfgifus slægtninge og fæller. Hvis Harts forslag om, at Ælfgifu nedstammede fra kongerne af Mercia og relateret til sidstnævntes familie, er korrekt, kunne det have været håbet, at ægteskabet ville give Edwy en vis politisk fordel ved at udøve vestsaksisk kontrol over Mercia.Stafford, "Ælfgifu."
Ælfgifus mor, Æthelgifu, ser ud til at have spillet en afgørende rolle i hendes fremtrædende plads ved kongens side, som det fremgår af deres fælles optrædener i kilderne. Sammen er de vidner til et charter, der registrerer en udveksling af jord mellem biskop Brihthelm og Æthelwold, på det tidspunkt abbed af Abingdon,S 1292 (AD 956 x 957). og begge deres navne optræder blandt "berømte" velgørere på et blad Liber Vitae fra det tidlige 11. århundrede fra New Minster, Winchester. New Minster Liber Vitae, fol. 26r 20 iii (Ælfgyfu coniunx Eadwigi regis) and fol. 26v 20 xxxix. Source: “Ælfgifu 2” and “Æthelgifu 3”, PASE. I hendes formodede testamente (se ovenfor) beder Ælfgifu biskop Æthelwold, en af hendes begunstigede, om at gå i forbøn for hende og hendes mor.S 1484.
Det er sandsynligt, at det er de to kvinder, der er portrætteret som Edwys seksuelle partnere i Sankt Dunstans Liv af forfatteren 'B' og Sankt Oswalds Liv af Byrhtferth de Ramsey, der begge stammer fra omkring år 1000. Dunstans Liv hævder, at under banketen efter hans kronings højtidelighed i Kingston (Surrey), forlod Edwy bordet og trak sig tilbage til sit kammer for at korrumpere sig med to kvinder, en uanstændig adelskvinde (quaedam, Licet natione præcelsa, inepta Tamen Mulier), senere identificeret som Æthelgifu og hendes datter af moden alder (adulta filia). De siges at have knyttet sig til ham "åbenlyst for at slutte sig til og alliere sig selv eller ellers hendes datter til ham i lovformelligt ægteskab."B, Vita S. Dunstani § 21, tr. Dorothy Whitelock, English Historical Documents, p. 901. Chokeret over Edwys upassende tilbagetrækning sendte adelen Dunstan og biskop Cynesige, som med magt trak kongen tilbage til festen. For denne handling pådrog Dunstan sig kongens fjendskab, og kongen sendte ham i eksil på Æthelgifus tilskyndelse. Kaldt en moderne Jezebel, ville hun have udnyttet Edwys vrede ved at beordre Dunstans forfølgelse og ødelæggelse af hans ejendom.B, Vita S. Dunstani § 21-2: pp. 32–3. At mindet om Edwys seksuelle affærrer var blevet befængt og forvirret omkring århundredskiftet antydes af Byrhferths Sankt Oswalds liv, som har en mere fantastisk fortælling at fortælle om Edwys to kvinder. Det fortælles, at kongen var gift, men stak af med en dame, der var under sin hustrus æt. Ærkebiskop Oda bemægtigede sig personligt kongens nye elskerinde i hendes hjem, tvang hende ud af landet og formåede at korrigere kongens adfærd.Byrthferth, Life of St Oswald.
Disse historier, der er nedskrevet omkring 40 år senere, ser ud til at være rodfæstet i senere smædekampagner, som var beregnet til at bringe vanære til Edwy og hans ægteskabelige forhold. Selvom begge liv fokuserer på den personlige dimension af affærerne fra deres hovedpersoners perspektiv, viser rivaliseringen mellem hoffraktionerne sig i baggrunden. Det vides, at ærkebiskop Oda af Canterbury, en tilhænger af Dunstan, i 958 annullerede ægteskabet mellem Edwy og Ælfgifu på grundlag af deres blodsslægtskab.Anglo-Saxon Chronicle (MS D), AD 958. Det underliggende motiv for denne ellers overraskende forsinkede beslutning kan godt have været politisk snarere end religiøs eller lovformellig. Det styrkede Edgars status som tronarving. Der er stor mulighed for, at Odas handling var blevet ansporet af Edgars sympatisører, sønnerne af Æthelstan Halvkonge og især af deres allierede Dunstan, hvis klosterreform de generøst støttede.Yorke, Barbara, Bishop Æthelwold. p. 77.
Begivenheden skal placeres i den bredere sammenhæng af Edwys kamp for at bevare politisk kontrol og af de fraktioner, der støttede Edgar som formodet arving.Barbara Yorke, Bishop Æthelwold. pp. 78–9. I sommeren 957 blev Edgar valgt til konge af Mercia.Anglo-Saxon Chronicle (B and C) AD 957. Forfatteren 'B' præsenterer dette som resultatet af et nordligt oprør mod Edwy, hvorved han mistede kontrollen nord for Themsen (Mercia og Northumbria) og Edgar blev indsat som konge over den del af England. Dette er en grov overdrivelse, da Edwy bevarede titlen "englændernes konge" i sine chartre, og Æthelweard forestillede sig en "kontinuerlig" regeringstid.Æthelweard, Chronicon Bk 4, ch. 8. Edgars beskrivelse som regulus i et alliterativt charter fra 956 kan endda betyde, at der var en forudgående aftale om, at Edgar ville blive sin brors underkonge i Mercia, så snart han blev myndig. S 633 (AD 956); Barbara Yorke, Bishop Æthelwold. pp. 77–8. Svagheden ved Edwys politiske stilling bekræftes ikke desto mindre af biskop Æthelwolds tilbageskuend bemærkning om, at Edwy "gennem barndommens uvidenhed havde splittet sit rige og opdelt dets enhed".Preface to the "Old English translation of the Rule of Benedict (AD 975-984)", ed. Whitelock, Brett and Brooke. Councils and Synods 871-1204. Vol 1. 142-54: 146; tr. D. Whitelock, English Historical Documents no. 238, p. 920.
Mens det dengang ser ud til, at Dunstan og ærkebiskop Oda modsatte sig ægteskabet, var det ikke kun fjendtlighed, som Ælfgifu måtte udholde fra gejstlige magnater. En anden benediktinsk reformator, Æthelwold, abbed af Abingdon og senere biskop af Winchester, ser ud til at have foretrukket at støtte hende, selvom han ikke var ukritisk over for hendes mands regeringstid. Et af de få chartre, som Ælfgifu har været vidne til, er det ovennævnte memorandum fra Abingdon, som bekræfter en udveksling af jord mellem Æthelwold og Brihthelm. I undertegnelsen anerkendes hun som kongens hustru (þæs cininges wif).S 1292 (AD 956 x 957). Ælfgifus testamente, hvis det kan tilskrives hende, giver endnu klarere beviser for hendes nære tilknytning til Æthelwold.Yorke, Barbara, Bishop Æthelwold; p. 80.
Tid som enke