Humphrey Stafford, 1. hertug af Buckingham, 6. jarl af Stafford, KG (december 1402 - 10. juli 1460) af Stafford Castle i Staffordshire, var en engelsk adelsmand og en hærfører under Hundredårskrigen og Rosekrigene. Gennem sin mor nedstammede han fra kong Edvard 3., hans oldefar, og fra sin far arvede han i en tidlig alder Jarldømmet Stafford. Gennem sit ægteskab med en datter af Ralph, jarl af Westmorland, var Humphrey beslægtet med den magtfulde Neville-familie og mange af tidens førende adelsslægter. Han sluttede sig til det engelske felttog i Frankrig med kong Henry 5. i 1420, og efter Henrik 5.s død to år senere blev han rådgiver for den nye konge, den ni måneder gamle Henrik 6. Stafford fungerede som en fredsmægler under den partisanske, fraktionerede politiske scene i 1430'erne, da Humphrey, hertug af Gloucester, kæmpede med kardinal Beaufort om politisk overherredømme. Stafford deltog også i den senere arrestation af Gloucester i 1447.
Stafford vendte tilbage til det franske felttog i 1430'erne, og for sin loyalitet og mange års tjeneste blev han ophøjet fra jarl af Stafford til hertug af Buckingham. Omkring samme tid døde hans mor. Da mange af hans besiddelser, såsom hendes livgeding, tidligere havde været i hendes hænder, gik Humphrey fra at have en lav indkomst i sine unge år til at være en af de rigeste og mest magtfulde jordejere i England. Hans landbesiddelser strakte sig over store dele af landet, lige fra East Anglia til den walisiske grænse. At være en så væsentlig skikkelse i disse områder var ikke uden dens farer, og i nogen tid var han i voldsom fejde med Sir Thomas Malory i Midlands.
Efter at Stafford var kommet tilbage fra Frankrig, forblev han i England i resten af sit liv og tjente kong Henrik. Han fungerede som kongens livvagt og chefforhandler under Jack Cades oprør i 1450 og hjalp med at slå det ned. Da kongens fætter, Richard, hertug af York, gjorde oprør to år senere, undersøgte Stafford Yorks støtter. I 1453 blev kongen syg og mistede evnen til at regere. Lov og orden brød yderligere sammen, og da borgerkrigen begyndte i 1455, kæmpede Stafford for kongen i Det 1. slag ved St Albans, som begyndte Rosekrigene. Begge blev taget til fange af York-styrkerne og Stafford tilbragte det meste af sine sidste år med at forsøge at mægle mellem York- og Lancaster-fraktioner, sidstnævnte nu ledet af Henriks hustru, Margrete af Anjou. Dels på grund af en fejde med en førende York-støtte, Richard Neville, jarl af Warwick, erklærede Stafford sig til sidst på kong Henriks side, og hertugen af York blev besejret i 1459 og tvunget i eksil. Da oprørerne vendte tilbage det følgende år angreb de den kongelige hær i Northampton. Som kongens personlige livvagt i den efterfølgende kamp, blev Stafford dræbt, og kongen blev igen taget til fange. Staffords ældste søn var død af pest to år tidligere, og Hertugdømmet Buckingham gik i arv til Staffords fem år gamle barnebarn, Henry, en myndling under kongen, indtil han blev myndig i 1473.
Baggrund og opvækst alt=Colour diagram of Stafford's coat of arms|thumb| Arms of Sir Humphrey Stafford, 1. hertug af Buckingham, KG Humphrey Stafford blev født i Stafford en dag i december 1402. Han var den eneste søn af Edmund Stafford, 5. jarl af Stafford, og Anne af Gloucester, som var datter af Edward 3's yngste søn Thomas af Woodstock. Dette gav Humphrey kongelig afstamning og betød, at han var en grandfætter til den daværende konge, Henrik 4.
Den 21. juli 1403, da Humphrey var under et år gammel, blev hans far dræbt, da han kæmpede på Henrik 4.'s side under Henry Hotspurs oprør i Slaget ved Shrewsbury. Humphrey blev 6. jarl af Stafford. Med titlen som jarl kom en stor ejendom med jord i mere end et dusin amter. Gennem sit tidligere ægteskab med Edmunds ældre bror, Thomas, havde Humphreys mor modtaget to medgifter, der hver bestod af en tredjedel af Stafford-godsene. Hun kontrollerede disse lande de næste tyve år, og Humphrey modtog en reduceret indkomst på mindre end £1.260om året, indtil han blev voksen. Da hans mor ikke ved lov kunne være hans værge, blev Humphrey en kongelig myndling og kom i stedet til at vokse under Henrik 4.'s dronning, Johanne af Navarras værgemål. Han forblev umyndig i de næste tyve år.
Tidlige karriere Selvom Stafford modtog en reduceret arv, som historikeren Carol Rawcliffe har sagt det, "kunne der stadig skabes formuer i de franske krige". Stafford greb til våben. Han kæmpede med Henrik 5. under 1420-felttoget i Frankrig og blev slået til ridder den 22. april det følgende år. Den 31. august 1422, under felttoget, blev Henrik 5. syg af dysenteri og døde. Stafford var til stede ved hans død og sluttede sig til følget, der vendte tilbage til England med kongens lig. Da Stafford senere blev spurgt af det kongens råd, om kongen havde efterladt nogen sidste ord om styret af Normandiet, hævdede han, at han havde været for ked af det på det tidspunkt til at kunne huske det. Stafford var stadig en mindreårig, men parlamentet tildelte ham snart liberiet tilhørende hans fars ejendom, hvorved han fik fuld kontrol. Bevillingen var baseret på Staffords påstand om, at kongen mundtligt havde lovet ham dette, inden han døde. Bevillingen krævede ikke, at han skulle betale et gebyr til statskassen, som det var normalt.
Den nye konge, Henrik 6., var stadig kun et spædbarn, så overhuset besluttede, at den døde konges brødre - Johan, hertug af Bedford og Humphrey, hertug af Gloucester, skulle spille fremtrædende roller i formynderstyret. Bedford, blev det besluttet, skulle regere som regent af Frankrig, mens Gloucester skulle være være den ledende rådgiver (dog ikke protektor) i England. Stafford blev medlem af det nye kongeråd ved dets dannelse. Det mødtes første gang i november 1422 og Stafford skulle blive en flittig deltager i de næste tre år. Gloucester gjorde gentagne gange krav på titlen som rigsforstander baseret på sit forhold til den afdøde konge. I 1424 var rivaliseringen mellem ham og hans onkel Henry Beaufort, biskop af Winchester, som de facto leder af rådet, udviklet sig til en direkte konflikt. Selvom Stafford personligt synes at have foretrukket Gloucesters interesser i sidstnævntes kamp om overherredømmet over Beaufort, forsøgte Stafford at være en mæglende indflydelse. For eksempel hjalp ærkebiskoppen af Canterbury, den portugisiske hertug af Coimbra og Stafford i oktober 1425 med at forhandle sig frem til en afslutning på det udbrud af vold, der var brudt ud i London mellem støtter af de to rivaler. I 1428, da Gloucester igen krævede en forøgelse af sin magt, var Stafford et af rådsmedlemmerne, der personligt underskrev en stærk erklæring om, at Gloucesters stilling var blevet formuleret seks år tidligere, ikke ville blive ændret nu, og at kongen alligevel ville blive myndig inden for få år. Stafford blev også valgt af rådet til at informere Beaufort, nu en kardinal, om, at han skulle holde sig væk fra Windsor, indtil det blev besluttet, om han kunne udføre sin traditionelle pligt som prælat for Hosebåndsordenen nu, da paven havde forfremmet ham. alt=2017 colour photograph of the remains of Stafford Castle|left|thumb| Stafford Castle, Stafford-familiens sæde, som det så ud i 2017 Stafford blev slået til ridder af Hosebåndsordenen i april 1429. Det følgende år rejste han til Frankrig med kongen for at gennemføre Henriks franske kroning og eskorterede ham gennem det krigshærgede landskab. Jarlen blev udnævnt til generalløjtnant af Normandiet,Paris' guvernør og Frankrigs konstabel i løbet af de næste to års tjeneste der. Bortset fra en situation i november 1430, da han og Thomas Beaufort, hertug af Exeter brugte den engelske hær til at støtte Filip, hertug af Burgun, var Staffords primære militære rolle på dette tidspunkt at forsvare Paris og dets omgivelser. Han deltog også i afhøringen af Jeanne d'Arc i Rouen i 1431. På et eller andet tidspunkt under denne retssag, påstod en samtidig, at Stafford forsøgte at stikke hende ned og måtte holdes fysisk tilbage.
Den 11. oktober 1431 ophøjede kongen Stafford til greve af Perche, som var en provins i Normandiet, der var besat af England. Han beholdt titlen, indtil englænderne endelig trak sig ud af Normandiet i 1450. Grevskabet blev værdsat til 800 mark om året, selvom historikeren Michael Jones har antydet, at på grund af krig, må "mængden af indtægter, der kunne udvindes... i reelle termer have været betydeligt lavere". Da Perche var en grænseregion, i en tilstand af næsten konstant konflikt, uanset hvilken indkomst den genererede ejendom, blev den straks geninvesteret i dens forsvar.
I England sluttede kongens formynderskab i 1436. Som forberedelse til sit personlige styre reorganiserede rådet Henriks Lancaster-besiddelser så de var under kontrol af lokale magnater. Dette gav Stafford ansvar for meget af det nordlige Midlands, som var det største enkelt område i hertugdømmet, der blev fordelt blandt adelen. Dette satte den kongelige slægtskab, de mænd, som var direkte underlagt kroen for at være en direkte forbindelse mellem kongen og lokale steder under hans ledelse.
Godser alt=Colour photograph of Brecon Castle in 2006|thumb| Brecon Castle i 2006; dette var hertugen af Buckinghams traditionelle base i de walisiske marcher. Centrummet for Staffords godser og hans ege hovedsæde var Stafford Castle. Her opretholdte han en fast bemanding på mindst fyrre personer samt en stor stald, og det var især godt placeret til at rekruttere medlemmer til hans følger i grænseområdet til Wales i Staffordshire og Cheshire. Han havde også herregårde i Writtle og Maxstoke, som han havde købt sammen med de fleste af John, Lord Clintons godser. Writtle blev særligt foretrukket af jarlen, og de var begge nyttige, når kongens hof var i Coventry. Ligeledes etablerede han sin base på Tonbridge Castle, når han virkede som Warden of the Cinque Ports eller på inspektion i Kent. Hans borge ved grænsen til Wales, Caus, Hay, Huntingdon og Bronllys, var i 1450'erne i de flestes tilfælde i forfald, og hans andre grænseborge, såsom Brecon og Newport, brugte han sjældent. Staffords Thornbury-gods lå praktisk godt i forhold til Bristol og var et stop på rejsen til og fra London.
Staffords mors død i 1438 forvandlede hans finanspolitiske stilling. Han modtog nu resten af sin fars godser, til en værdi af omkring 1.500 £, og hans mors halvdel af de Bohun-arven, som var yderligere 1.200 værd £. Sidstnævnte omfattede også Jarldømmet Buckingham til en værdi af 1.000 alene £. Stafford var natten over blevet en af de største jordejere i England. "Hans landbesiddelser matchede hans titler", forklarede Albert Compton-Reves, spredte som de var over hele England, Wales og Irland, med kun kongen og Richard, hertugen af York rigere end ham. En vurdering af hans godser antyder, at hans indkomst i slutningen af 1440'erne var over 5.000 £ om året, og K.B. McFarlane anslog Staffords samlede potentielle indkomst fra sine besiddelser til at have været 6.300 £ brutto årligt, på sin højde mellem 1447 og 1448. På den anden side kan det faktiske udbytte have været lavere, omkring 3.700 £. Husleje var for eksempel ofte vanskelige at opkræve. Selv en herre med en status som Richard Neville, jarl af Warwick, skyldte Stafford mere end 100 £ i ubetalt husleje for herregården Drayton Bassett i 1458. I 1440'erne og 1450'erne adskilte Staffords walisiske godser sig særligt for både deres lejerestancer og offentlig uorden. Derudover brugte han, som de fleste at tidens adelsmænd, betydeligt flere penge end han havde, muligvis, siger Harriss, så meget som 300 £ mere om året. Hans kasserer, William Wistowe, bemærkede, ad han aflagde regnskabet for årene 1452–1453, at 730 £ var skyldt til Stafford i hans regning, hvor noget af gælden var 20 år gamle. På trods af dette, skriver Woolgar, "er der intet, der tyder på, at [Stafford] havde svært ved at skaffe penge eller varer".
Slægtskab og lokale problemer