Margrete af York (3. maj 1446 – 23. november 1503) eller Margrete af Burgund var hertuginde af Burgund som den tredje hustru til Karl den Dristige og var protektor af Burgund efter hans død. Hun var datter af Richard, 3. hertug af York, og Cecily Neville, og søster til to konger af England, Edvard 4. og Richard 3. Hun blev født på Fotheringhay Castle i Northamptonshire i England, og hun døde i Mechelen i Nederlandene.

Opvækst Hertuginde Isabella af Burgund, Karl den Dristiges mor, var gennem blodsbånd og opfattelse af burgundiske interesser pro-engelsk. Som barnebarn af Johan af Gent sympatiserede hun med Huset Lancaster. Hun mente, at burgunds handel, hvorfra den burgundiske stat hentede sin enorme rigdom, var afhængig af venskabelige forbindelser med England. Af denne grund var hun parat til at favorisere enhver engelsk fraktion, der var villig til at favorisere Burgund. I 1454 foretrak hun Huset York under ledelse af Margretes far, Richard, 3. hertug af York. Skønt kongen af England, Henrik 6., var leder af Huset Lancaster, var hans hustru, Margrete of Anjou, en niece af Burgunds bitre fjende, Karl 7. af Frankrig, og var selv en fjende af burgunderne. Hertugen af York delte derimod Burgunds fjendskab over for franskmændene og foretrak burgunderne.

Da hertugen af York kom til magten i 1453-54 under Henrik 6.'s første nervesammenbrud, forhandlede han og Isabella om et ægteskab mellem Karl den Dristige, dengang greve af Charolais, og en af Yorks ugifte døtre, hvoraf den otteårige Margrete var den yngste. Forhandlingerne løb dog ud i sandet på grund af magtkampe i England og Karls far, Filip den Godes, præference for en fransk alliance. Filip fik Karl forlovet med Isabella af Bourbon, datter af Karl 1., hertug af Bourbon, og Agnes af Burgund, i slutningen af marts 1454, og parret blev gift den 31. oktober 1454.

Margrete, der var et nyttigt redskab til forhandling for sin familie, var stadig ugift i en alder af 19 år, da Isabella af Bourbon døde i september 1465. Hun havde kun født Karl en datter, Maria. Det gjorde det bydende nødvendigt for ham at gifte sig igen og blive far til en søn. Situationen havde ændret sig siden 1454: Karl blev nu højt respekteret af sin far, som i sin høje alder havde betroet ham regeringen i Burgund. Karl var pro-engelsk og ønskede at indgå et engelsk ægteskab og alliance mod franskmændene. På Margretes side var hendes familie langt mere magtfuld og sikker, end den havde været i 1454: Hendes far var dræbt i Slaget ved Wakefield den 30. december 1460, men hendes bror var nu kong Edvard 4., ineffektivt bekæmpet kun af Margrete af Anjou og hendes søn, Edvard af Westminster. Det gjorde Margrete til en langt mere værdifuld brud, end hun havde været som datter af en hertug. Derfor sendte Karl sin nære rådgiver, Guillaume de Clugny, til London nogle uger efter sin hustrus død for at foreslå Edvard 4. et ægteskab mellem ham og Margrete. Edvard reagerede varmt, og i foråret 1466 sendte han sin svoger, Lord Scales, til Burgund, hvor Scales formelt anmodede om Margretes hånd til Karl og fremsatte Edvards eget forslag om et gensidigt ægteskab mellem Karls datter Maria og Edvards bror, Georg, 1. hertug af Clarence.

Ægteskab thumb| Margrete of York foran den genopstandne Kristus, ca. 1468, fra hendes eksemplar af Nicolas Finets Dialogue de la duchesse de Burgund Ægteskabet fandt imidlertid ikke sted med det samme. Fortsatte forhandlinger var påkrævet, især da Karl ikke var villig til at gifte sit eneste barn og potentielle arving til Georg, hertug af Clarence, og disse forhandlinger blev gennemført af Anton, Grand Bastard de Bourgogne, Karls halvbror. Men yderligere problemer blev skabt af franskmændene: Ludvig 11. ønskede ikke en alliance mellem Burgund og England, hans to største fjender. Ludvig forsøgte derfor at skille dem ved at tilbyde sin ældste datter, Anne, til Karl, sin yngre datter, Johanne, til Edvards yngste bror, Richard, hertug af Gloucester, og sin svoger, Filip 2. af Bresse, til Margrete. Edvard viste interesse for de to sidstnævnte forslag, og han fornærmede derved Karl den Dristige og forsinkede det anglo-burgundiske forhold.

I stedet blev Margrete i 1466 forlovet med Peter, konstabel af Portugal, som de oprørske catalanere havde inviteret til at blive deres konge. Peter var nevø af hertuginde Isabella af Burgund, og forlovelsen var et forsøg på at berolige Burgund. Det skulle dog ikke ske. Opslidt af sygdom, skuffelser, sorg og overanstrengelse døde Peter den 29. juni 1466 og efterlod Margrete ledig.

I 1467 var situationen ændret igen. Filip den Gode var død, og Karl den Dristige var blevet hertug af Burgund. Richard Neville, jarl af Warwick, havde vendt sig mod Edvard 4. og konspirerede mod ham med fransk støtte. Edvard havde under de omstændigheder brug for støtte fra Karl og lagde ingen yderligere hindringer for ægteskabet, idet han formelt accepterede det i oktober 1467. Forhandlingerne mellem hertugens mor, Isabella, og kongen af Englands svoger og svigerfar, Lord Scales og Earl Rivers, fortsatte mellem december 1467 og juni 1468.

Imens gjorde Ludvig 11. alt, hvad han kunne for at forhindre ægteskabet, idet han krævede, at paven nægtede at give dispensation til ægteskabet (parret var fætre i fjerde slægtsled) og lovede englænderne gunstige handelsforhold. Det underminerede Edvards kredit hos internationale banker for at forhindre ham i at kunne betale Margretes medgift, og tilskyndede en Lancaster-invasion af Wales og bagvaskelse af Margrete. Han hævdede, at hun ikke var jomfru og havde født en bastardsøn. Han blev ignoreret, og en dispensation blev sikret, efter at burgundiske bestikkelse havde sikret pavens godkendelse. Der blev udarbejdet en kompleks aftale mellem England og Burgund, hvori indgik gensidigt forsvar, handel, valutaveksling, fiskerirettigheder og frihed til at rejse, alt sammen baseret på ægteskab mellem hertugen og Margrete. I henhold til betingelserne i ægteskabskontrakten bevarede Margrete sine rettigheder til den engelske trone, og hendes medgift blev lovet Burgund, selv hvis hun døde inden for det første år (ofte ville medgiften vende tilbage til brudens familie under de omstændigheder). For sin egen part gav Karl Margrete byerne Mechelen, Oudenaarde og Dendermonde til hendes livgeding.

Ægteskabskontrakten blev afsluttet i februar 1468 og underskrevet af Edvard 4. i marts. Pavens dispensation ankom i slutningen af maj, og forberedelserne til at sende Margrete til Burgund begyndte. Der var liden begejstring for det uden for Burgund - franskmændene afskyede naturligvis dette ægteskab mellem deres to fjender, mens de engelske købmænd, der stadig led af begrænsninger i salget af deres klæde i England, viste deres misbilligelse ved at angribe hollandske og flamske købmænd blandt dem.

Margrete forlod Margate mod Sluys den 23. juni 1468. Lord Scales og Richard Boyville var blandt dem, der eskorterede hende for at møde hendes fremtidige brudgom. På trods af at Ludvig 11. havde beordret sine skibe til at tage hende til fange på rejsen, krydsede hendes konvoj Engelske Kanal uden problemer og nåede Sluys om aftenen den 25. juni. Næste dag mødte hun sin brudgoms mor, Isabella, og datter, Maria: Mødet var en succes, og de tre var nære venner resten af livet. Den 27. juni mødte hun Karl for første gang, og parret blev gift privat mellem kl. 5 og kl. 6 den 3. juli i et hus tilhørende en velhavende købmand i Damme. Karl rejste til Brugge og tillod dermed den nye hertuginde æren af at komme ind uden ham et par timer senere. left|thumb| Margrete af Yorks krone, Aachener Domschatzkammer Fejringerne var ekstravagante selv efter burgundernes standard, der var kendt for overdådighed og generøse festligheder. Bruden gjorde sin entre i en guldkaret, trukket af hvide heste, med en krone på hovedet. Under dette optog charmerede hun borgerne i Brugge, da hun vinkede til dem i stedet for at lukke sig inde fra regn og vind. I selve byen sprøjtede vin fra bueskyttestatuer og kunstige pelikaner i kunstige træer. Kanalerne var dekoreret med fakler, og broerne pyntet med blomster. Det lykkelige pars våbenskjold blev vist overalt, ledsaget af parrets motto: Karls Je l'ay emprins ("Jeg har påtaget mig det") og Margretes Bien en aviengne ("Må godt komme af det"). Fejringen omfattede også "Turneringen om det gyldne træ", der blev arrangeret omkring en detaljeret allegori, designet til ære for bruden.

Da hertugen og hertuginden dukkede op, bar de storslåede kroner. Margretes krone var prydet med perler og med emaljerede hvide roser for Huset York sat mellem røde, grønne og hvide emaljerede bogstaver af latiniseringen af hendes navn ("Margarita de York", m ar ga rita de yo rk ), med guld C'er og M'er, flettet med kærlighedsknuder (den ligger i skatkammeret ved Aachen Domkirke). At kronen blev flyttet til Aachen var heldigt, da den overlevede den Den engelske borgerkrigs hærgen, hvor alle de vigtigste engelske kronjuveler blev ødelagt. Den er således den ene af to kongelige britiske kroner fra Middelalderen. Den anden er Prinsesse Blankas krone. "Margrete bar denne krone til sit bryllup med Karl den Dristige i Brugge i 1468... Kronens læderetui bærer stadig spor af gammel forgyldning. Initialerne CM samt Yorks og Burgunds våbenskjolde findes igen på låget. Resten af etuiet er dekoreret med slyngtråder og små drager præget i læderet. Margrete overrakte kronen til Vor Frue Kirke under et besøg i Aachen i 1475. I dag bærer statuen af Vor Frue ved siden af alteret kronen på festdage. I 1475 blev en lignende krone skabt til barnet."Demand, Ursula, Ulrike Paschell, and Ulrike Schulte. Little Guide to the Treasury of Aachen Cathedral, English. Aachen: Aachen Cathedral, 1995. Pages 38-39.

Karl bar en lige så prægtig krone og var klædt i en gylden kjole belagt med diamanter, perler og store stene. Paraderne, gaderne dækket med gobeliner på husene, festen, maskespillet og allegoriske underholdninger og juvelerne imponerede alle som "århundredets bryllup". Det bliver genopført i Brugge hvert femte år med den næste begivenhed i 2022. Den sidste fandt sted i august 2017.

Hertuginde af Burgund left|thumb|312x312px| Karl den Dristige, hertug af Burgund, Margretes ægtemand thumb| Illumineret manuskript, hvor det første bogstav indeholder Margretes våbenskjold som hertuginde af Burgund (klik for detalje) Selvom der i ægteskabet ikke blev født børn, viste Margrete sig som et værdifuldt aktiv for Burgund. Umiddelbart efter brylluppet rejste hun sammen med sin steddatter Maria gennem Flandern, Brabant og Hainaut for at besøge de store byer: Ursel, Gent, Dendermonde, Asse, Bruxelles, Oudenaarde og Kortrijk var alle imponeret over hendes intelligens og evner. Mindre værdifuldt var måske de familiære forbindelser, hun medbragte. I maj 1469 forsøgte hendes bror, Edvard 4., at tildele Karl den Dristige Hosebåndsordenen, en ære, som ville have gjort Karl skyldig i forræderi mod Ludvig 11., hvis han havde accepteret den: Skønt enkehertuginde Isabella havde advaret sin søn om at afvise tilbuddet, hvilket han gjorde, gav det Ludvig 11. en undskyldning for yderligere krigsførelse mod Burgund.

I august 1469 mistede Edvard 4. midlertidigt magten, da hans bror, hertugen af Clarence, og jarlen af Warwick gjorde oprør og tog kongen i til fange. Karl blev tvunget til at gribe ind på sin svogers side og beordrede Londons købmænd til at sværge Edvard loyalitet under trussel om at miste deres handelsrettigheder i Burgund, en trussel der viste sig at være vellykket. Men det næste år måtte Margrete i fortvivlelse set til, mens Clarence og Warwick støttede en franskstøttet Lancaster-invasion af England. Selvom hun sammen med sin mor Cecily, enkehertuginde af York, forsøgte at forlige Clarence og Edvard 4., fortsatte oprøret, og den 2. oktober 1470 var Huset Lancaster atter tilbage på magten, og Edvard var flygtet til Margrete og Karl i Burgund.