Den Kejserlige Russiske Flåde () var Det Russiske Kejserriges flåde fra 1696 til 1917.Zar-Rusland erklærede sig selv som Kejserriget Rusland () i 1721. Flåden blev formelt grundlagt i 1696, og opererede indtil den blev opløst i 1917 i forbindelse med Februarrevolutionen. Den udviklede sig fra at være en mindre enhed, der havde eksisteret før zar Peter den Stores tiltræden til under dennes ledelse at blive en moderne og slagkraftig flådeenhed under det Andet Azov-felttog i 1696. Flåden ekspanderede i den anden halvdel af 1700-tallet og opnåede sin storhedstid i begyndelsen af 1800-tallet, kun overgået af den britiske Royal Navy og den franske flåde målt på størrelse.
Den Kejserlige Russiske Flåde rekrutterede sine officerer fra imperiets aristokrati, der tilhørte den russisk-ortodokse kirke. Unge aristokrater begyndte deres officersuddannelse på det nationale søfartsakademi. I flådens første tid benyttede den betalte udenlandske søfolk, men senere blev alene udskrevet søfolk blandt imperiets indfødte indbyggere. Mange officerer og menige kom fra imperiets ikke-russiske egne som Storfyrstendømmet Finland og særlig Baltikum, hvor der var maritime traditioner.
Som følge af imperiets langsomme tekniske og økonomiske udvikling i den første del af 1800-tallet gik Den russiske flåde ind i en periode med tilbagegang. Ved slutningen af 1800-tallet opnåede flåden atter fremgang under zar Nikolaj 2. (1894-1917), men det meste af Stillehavsflåden og store dele af Østersøflåden var blevet ødelagt under det ydmygende nederlag ved den Russisk-japanske krig i 1904-05.
Flåden opnåede blandede resultater under 1. verdenskrig, hvor den tyske kejserlige flåde dominerede Østersøen, hvorimod russerne havde kontrollen med Sortehavet. Den russiske revolution i 1917 markerede slutningen for den kejserlige flåde; flådens officerer støttede for størstepartens vedkommende zaren, og de menige delte sig og kæmpede på hver sin side under den følgende russiske borgerkrig fra 1917-22. Sovjetunionens flåde, Den Røde Flåde, der blev etableret af bolsjevikkerne i 1918 overtog hovedparten af den kejserlige flådes tilbageværende skibe.
Strategisk stod den den kejserlige flåde over for to hovedproblemer: Brugen af isfri havne og adgang til verdenshavene. Sankt Petersborg og de øvrige havne i Østersøen samt havnene i Vladivostok kunne ikke benyttes i vinterhalvåret grundet is, hvorfor det var nødvendigt at etablere havnefaciliteter i Sortehavet og (senere) i Murmansk. Dertil kom, at flådestyrkerne i Østersøen ikke havde uhindret adgang gennem Øresund og Storebælt, ligesom Sortehavsflåden ikke var sikret uhindret adgang gennem Bosporusstrædet og Dardanellerne. Som følge heraf blev udviklet adskilte flådeenheder, der var isoleret geografisk i Østersøen, Sortehavet, Fjernøsten og i Arktis.
Forhistorie Det første tre-mastede krigsskib bygget i Rusland blev bygget under zar Mikhail 1. (Mikhail Fjodorovitj Romanov) og stod færdigt i 1636. Skibet var bygget i Balakhna ved Volgafloden af danske skibsbyggere fra Holsten. Skibet fik navnet Frederik. Under skibets jomfrurejse i det Kaspiske Hav løb hun ind i en storm og sank.
Under den svensk-russiske krig 1656-1658 erobrede russiske styrker i krigens første faser flere borge og områder ved Østersøen, og en bojar, Afanasij Ordin-Nasjtjokin, grundlagde et skibsværft, der byggede krigsskibe til brug i Østersåen. I 1661 mistede Rusland imidlertid de erobrede områder igen, og de byggede skibe blev destrueret af russerne. Bojar Ordin-Nasjtjokin koncentrerede sig herefter i stedet om Volgafloden og det Kaspiske Hav. Med zarens tilladelse hentede Ordin-Nasjtjokin nederlandske skibsbyggere til byen Dedinovo nær området, hvor Volga løber sammen med Oka. Skibsbygninger begyndte i 1667 og to år senere var fire skibe bygget: Et skib med 22 kanoner, navngivet Орёл ("Orjol" = "Ørn") og tre mindre skibe. Орёл var Ruslands første tremaster, der kom i kamp. Det blev senere bordet af oprørske kosakker under ledelse af Stenka Razin. Kosakkerne hærgede skibet og efterlod det halvsunkent i en flodmunding ved Volgas udløb.
Peter den Stores regeringstid thumb|upright 0.8|, flagskib i Azov-flåden indtil 1711
Peter den Store ønskede territorial ekspansion for Rusland, herunder i områderne mod syd. Under Den russisk-tyrkiske krig (1686-1700) var det et mål at indtage den osmanniske fæstning i Azov, hvor Don løber ud i Det Azovske Hav, der er forbundet med Sortehavet. Ved det andet Azov-felttog i 1696 benyttede russerne for første gang i felttoget flådestyrker mod osmannerne. Felttoget endte succesfuldt for russerne, og den 20. oktober 1696 udstedte Peter den Store et dekret om etableringen af en egentlig flådestyrke. I 1704 påbegyndtes opførelsen af Admiralitetet i Sankt Petersborg med henblik på at samle flådens ledelse i selvstændige bygninger.
Under den Store Nordiske Krig (1700–1721) opbyggede russerne Østersøflåden. I årene 1702–1704 blev der på flere værfter langs floderne Syas, Luga og Olonka bygget både, der var drevet af årer (galejer) ligesom der blev importeret skibe bygget i udlandet. Formålet var at kunne de erobrede kystlinjer og at angribe fjendens (primært Sveriges) maritime kommunikationslinjer i Østersøen. Fra 1703 til 1723 var flådens hovedbase i Petrograd (i dag Sankt Petersborg) og herefter i Kronstadt. Der blev også etableret baser i Reval (Tallinn) og i Vyborg, som Sverige havde måtte afstå til Finland efter Den russisk-svenske krig (1741-1743).
I 1745 rådede den Kejserlige flåde over 130 sejlskibe, herunder 36 linjeskibe, 9 fregatter, 3 sjnjava'er (шнява — et let to-mastet skib brugt til rekognoscering og levering af beskeder mellem enhederne), 5 skibe til udførelse af bombardementer og 77 hjælpefartøjer. Flåden af åredrevne skibe bestod af 396 både, herunder 253 galejer og "halv-galejer" (скампавеи) og 143 brigantiner. Skibene blev bygget ved Ruslands floder og i Sankt Petersborg.
Flådens officerer blev rekrutteret blandt aristokrater, der var tilknyttet Ruslands ortodokse statskirke. De menige sømænd blev udskrevet til livslang tjeneste i flåden. Kadetterne blev uddannet ved Akademiet for videnskabelig matematik og navigation i Moskvas Sukharevtårn, der var blevet opført i 1701. Kadetterne blev ofte sendt på studie- og praktikophold i andre landes flåder. Den kejserlige flåde ansatte tillige udlændinge med betydelig maritim erfaring, eksempelvis danske Vitus Bering, norsk-nederlandske Cornelius Cruys og grækeren Ivan Botsis. I 1718 etableredes Admiralkollegiet (Адмиралтейств-коллегия) som den højeste autoritet inden for flåden. Flådens organisation, uddannelse og principper for maritim krigsførelse blev beskrevet i Flådens charter, der var forfattet af Peter den Store i 1720.Устав морской (Maritimt charter), Санкт Петербург, 1763
Mellem 1688 og 1725, en periode, der omfatter det meste af Peter den Stores regeringstid, blev bygget ca. 1.260 skibe på russiske værfter til flåden. Der blev løbende indsat flåder i Hvidehavet, Azovhavet (med forbindelse til Sortehavet), Østersøen og det Kaspiske hav. I 1700 ved begyndelsen af Store nordiske krig var hovedparten af den kejserlige flådes mandskab udlændinge, men ved krigens slutning i 1721 rådede flåden over 7.215 russiske sømænd.
Anden halvdel af 1700-tallet thumb|Maleri der skildrer Slaget ved Çeşme, hvor den russiske flåde tilføjede den Osmanniske flåde et nederlag. I den anden halvdel af 1700-tallet blev flåden udbygget for at understøtte den ekspansive russiske udenrigspolitik. Det russiske kejserrige var i løbende konflikt med Det Osmanniske Rige om kontrollen over Sortehavet. Under den russisk-osmanniske krig (1768-1774) sendte Rusland for første gang flådeenheder fra Østersøen til det Ægæiske Hav, hvor den russiske flådes tilstedeværelse i 1770 førte til udbruddet af Orlovrevolten, hvor grækere på Peloponnes og senere Kreta gjorde oprør mod osmannerne støttet af den russiske flåde. Den russiske flåde opnåede en en stor og betydningsfuld sejr over osmannernes flåde ved Slaget ved Çeşme, der gav russerne kontrollen med Ægæerhavet i en årrække efter slaget. Senere under den russisk-tyrkiske krig i 1771 indtog flåden fæstningerne ved Kertj og Jenikale og opnåede derved kontrol med Kertjstrædet det skulle passeres for at komme ud af Azovhavet og ind i Sortehavet.
Efter at have rykket frem mod Donau etablerede russerne Donau Militærflåde med det formål at bevogte Donauflodens udløb. Belugakaviar fra Donau var vigtig og flådens tilstedeværelse gave Rusland mulighed for at få del i indtægterne fra kaviarhandlen.Ruđer Bošković, page 54, Željko Brnetić, Školska knjiga, 1990. Serbien und Montenegro: Raum und Bevölkerung, Geschichte, Sprache und Literatur, Kultur, Politik, Gesellschaft, Wirtschaft, Recht, p. 152, Walter Lukan, Ljubinka Trgovcevic, Dragan Vukcevic, Walter Lukan, Ljubinka Trgovcevic, Dragan Vukcevic,
Russerne grundlagde Azovflåden i 1771 og i 1773 sejlede flåden ud i Sortehavet. Rusland trak sig sejrrigt ud af den russiske-tyrkiske krig i 1774 og opnåede herved kontrol med Azovhavet og den del af Sortehavet, der ligger mellem floderne Sydlige Buh og Dnester. Krim blev erklæret selvstændig under russisk beskyttelse og blev annekteret af Rusland i 1783. Russerne grundlage i 1778 havnen i Kherson ved Dneprs udløb, og i 1783 blev det første slagskib taget i brug ved denne flådebase. Året efter havde den kejserlige russiske flåde etableret en flådeeskadre med direkte adgang til Sortehavet.
1800-tallet Ved slutningen af 1700-tallet rådede Rusland over den fjerdestørste flåde i verden efter Storbritannien, Spanien og Frankrig. Sortehavsflåden havde bl.a. fem linjeskibe og 19 fregatter (1787), og Østersøflåden havde 23 linjeskibe og 130 fregatter (1788). Den russiske flåde bestod ved begyndelsen af 1800-tallet af Østersøflåden, Sortehavsflåden samt flåder i det Kaspiske Hav, Hvidehavet og i Stillehavet ved Okhotsk.
Under Napoleonkrigene havde den russiske flåde begrænset styrke. En komite for forbedring af flådens stilling konkluderede i 1802, at flådens materiel var i ringe forfatning og at flere af skibene var angrebet af råd og manglede vedligeholdelse, og at flåden ikke kunne forventes af kunne forsvare østersøfæstningen Kronstadt og Sankt Petersborg. Komiteens formand konkluderede, at "Det er umuligt for Rusland at blive anset som en større maritim nation, men der er imidlertid ikke noget behov herfor og ej heller nogen fordel af sådan status."Beskrovny p. 294 Som en konsekvens heraf anbefalede komiteen alene mindre justeringer til at forbedre flådens forhold, og Ruslands flåde forblev forholdsvis svag herefter, og landet satsede i stedet på landstyrker til at besejre Napoleon. I 1802 blev etableret et flådeministerium.
thumb|Slaget ved Navarino, maleri af Ivan Ajvazovskij, der viser den russiske flådes bombardement af osmannernes flåde Denne holdning til flåden ændredes, da Nikolaj 1. blev zar i 1825. Blot en måned efter sin kroning meddelte han, at "Rusland skal have den tredjestørste flådestyrke efter England og Frankrig og skal være stærkere end nogen koalition af sekundære flåder."Quoted by Beskrovny p. 296 Som en konsekvens heraf blev nedsat en komite, der skulle organisere opbygningen af flåden og et omfattende skibsbyggeri for at nå målene om at blive den tredjestærkeste flåde. I årene efter skete en kraftig oprustning af den russiske flåde og både Østersøflåden og Sortehavsflåden blev kraftigt udbygget. Rusland havde fortsat konflikt med Det Osmanniske Rige og flåden opnåede en vigtig sejr over osmannerne ved Slaget ved Navarino i 1827 og flåden var en vigtig brik i den følgende russisk-tyrkiske krig (1828-29), hvor det lykkede at opnå kontrol med Sortehavet og at påføre osmannerne tab i Middelhavet, hvilket førte til den for Rusland fordelagtige fredsslutning i 1829 med indgåelse af Adrianopeltraktaten, der bl.a. sikrede Rusland uhindret adgang til Donaus udmunding og uhindret adgang gennem Dardanellerne.