Woodhead-kommissionen (officielt Palestine Partition CommissionPalestine Partition Commission Report, Command Paper 5854, Printed and published by His Majesty's Stationery Office, London, 1938 (310 pages and 13 maps)) var en britisk kommission, der blev oprettet i 1938 med det formål at anbefale "en detaljeret" delingsplan for Mandatområdet i Palæstina, herunder en anbefaling i forhold til konkrette grænser og undersøgelse af økonomiske og finansielle aspekter af Peel-planen.Mandated Landscape: British Imperial Rule in Palestine 1929-1948
Kommissionen blev udpeget i slutningen af februar 1938 og gennemførte sine undersøgelser fra april til begyndelsen af august 1938. Den afviste Peel-kommissionens plan hovedsagelig med den begrundelse, at den krævede en stor forflytning af arabiske borgere. I stedet præsenterede kommissionen to andre mulige planer. Kommissionen argumenterede for en ændring til delingsplanen, som ville danne et tilfredsstillende grundlag for afvikling af Mandatområdet, hvis den britiske regering samtidig ville acceptere "den meget betydelige finansielle forpligtelse" dette involverede, så den arabiske stats statsbudget kunne ballancere."Woodhead commission report". (s. 236)
FINANCE...we found that it was impossible, whatever boundaries we might recommend, to set up an Arab State which should be self-supporting.... deficits of £P.610,000 per annum for the Arab State (including Trans- Jordan) and of £P.460,000 per annum for the Mandated Territories, but a surplus of £P.600,Q00 per annum for the (p. 237 ) Jewish State. We have found that it is not possible to call upon the Jewish State for a direct subvention to the Arab State, and neither practicable nor equitable to set up an Arab State with a budget so very far from being balanced. We conclude that, if partition is to be carried out, there is no alternative but that Parliament should be asked to provide, in some form, sufficient assistance to enable the Arab State to balance its budget. (p. 246)...CONCLUSION ... The question whether partition is practicable involves considerations of two kinds : practical and political. The former concern chiefly finance and economics ;.... But the financial and economic difficulties, ..., are of such a nature that we can find no possible way to overcome them within our terms of reference. ... we have proposed, ... a modification of partition which, ... seems to us, subject to certain reservations, to form a satisfactory basis of settlement, if His Majesty's Government are prepared to accept the very considerable financial liability involved. There remain the political difficulties. .... But there is still the possibility that both sides may be willing to accept a reasonable compromise. I denne plan (Plan C) ville hele Galilæa og en korridor fra Jaffa til Jerusalem forblive under britisk administration.
Kommissionen offentliggjorde sine konklusioner den 9. november 1938, hvorefter den britiske regering afviste den forestående deling af Palæstina, da den indebar uoverkommelige "politiske, administrative og økonomiske problemstillinger".Palestine. Efterfølgende, fra februar til marts 1939, afholdte Storbritannien en konference i London, hvor de forskellige parter i konflikten var inviteret, så de kunne drøfte situationen og finde frem til et kompromis. Forud for konferencen i London havde Malcolm MacDonald, den britiske minister for kolonier, erklæret, at hvis de to parter (jøderne og araberne) ikke kunne nå til enighed om en løsning, ville den britiske regering selv indføre en løsning. Idet parterne ikke var nået til enighed efter fem en halv uge, valgte den britiske regeringen derfor selv at indføre en løsning. Denne løsning er senere blevet offentliggjort som Hvidbogen af 1939.
Oversigt Araberne fornyede deres oprør efter offentliggørelsen af Peel-kommissionens rapport. Dette afstedkom, at det britiske kabinet i al hemmelighed stemte imod delingsplanen den 8. december 1937. Woodhead-kommissionen blev derpå udpeget og havde formelt til opgave at implementere Peel-forslagene – men i praksis havde kommissionen til opgave at undergrave dem.Benny Morris (2004). The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited. Cambridge University Press. s. 49–. ISBN 978-0-521-00967-6. However, within weeks, the Peel recommendations were dead in the water. The Arabs, unappeased, renewed their revolt, and the British Government, taking fright, secretly voted against partition on 8 December 1937 and then appointed yet another (‘technical’) committee, ostensibly to look into the praxis of implementing the Peel proposals but in reality to bury them. The Woodhead Committee, set up in March 1938, presented its findings in NovemberItzhak Galnoor (Februar 2012). The Partition of Palestine: Decision Crossroads in the Zionist Movement. SUNY Press. s. 53–. ISBN 978-1-4384-0372-4. The cabinet held a secret discussion on December 8, 1937, and accepted Prime Minister Chamberlain's proposal to delay all immediate action for more than a year ...In retrospect, this cabinet resolution signified abandonment of the partition proposal, although this would be... Kommissionen bestod af Sir John Woodhead, en tidligere administrator i Indien; Sir Alison Russell, en advokat; Percival Waterfield, Thomas Reid og to indiske embedsmænd.Conservative Party Attitudes to Jews, 1900-1950, Harry Defries Kommissionen fik til opgave at undersøge Peel-kommissionens plan i detaljer for at "anbefale grænser for de foreslåede arabiske og jødiske områder og enklaverne, der skal bibeholdes permanent eller midlertidigt under det britiske mandat" og "at undersøge og rapportere om de økonomiske og finansielle spørgsmål involveret i opdeling, som der skal træffes beslutninger om."Report, p, 7 Udnævnelsen af kommissionen blev dog, af det britiske ministerium for kolonier, anset som et instrument, der skulle frigøre Storbritannien fra dets forpligtelse overfor delingsplanen.Palestine: Retreat from the Mandate: The Making of British Policy, 1936-1945, Michael J. Cohen, pp. 44-45 I overensstemmelse med en beslutning fra det britiske kabinet blev Woodhead i hemmelighed informeret om, at det var inden for kommissionens beføjelse at beslutte, at "ingen brugbar plan kunne fremstilles". Sir George Rendel, højtstående leder i det britiske udenrigsministerium, gjorde sit yderste for at sikre, at kommissionen ville nå frem til den "korrekte konklusion", ved at forsøge at påvirke valget af personale og forelægge sit eget memorandum for kommissionen som bevis.Palestine: Retreat from the Mandate: The Making of British Policy, 1936-1945, Michael J. Cohen, pp. 46-47
Kommissionen tilbragte mere end tre måneder i Palæstina, hvor den over 55 sessioner gav ørenlyd til forskellige personer og betragtninger. Ingen arabere deltog i sessionerne, omend kong Abdullah af Transjordanien skrev til Woodhead og udtrykte støtte til en deling og modtog kommissionen i Amman.Report, pp. 8–9
Kommissionen fandt, at en selvforsørgende arabisk stat kun kunne etableres, hvis den "indeholdt et stort antal jøder, hvis bidrag til skatteindtægter ville afstedkomme af statens budgetter ville balancere." Report, p196. Da den arabiske stat ville bruge sine landområder til landbrug, mens den jødiske stat ville brug det til industri, foreslog kommissionen en toldunion.
I deres rapport undersøgte de tre mulige modifikationer til Peel-kommissionens forslag, som de kaldte Plan A, B og C. Disse planer foreslog oprettelsen af en jødisk stat omgivet af en større arabisk stat og en britisk zone. De tre planer er som følger:
Plan A thumb| Woodhead-kommissionens Plan A Plan A var baseret på Peel-planen, hvor grænserne dog var blevet optegnet "mere præcist, så de dannede grundlag som en rettesnor".Report, p. 45. Den foreslog en jødisk kyststat, en britisk mandatkorridor fra Jerusalem til kystbyen Jaffa, og resten af Palæstina fusionerede med Transjordan til en arabisk stat. Jaffa (uden Tel Aviv) var inkluderet i mandatkorridoren i Peel-planen, men i den arabiske stat i Plan A.Report, pp. 40–44, maps 3, 8. Under Plan A blev det anslået, at den arabiske stat ville have 7.200 jøder og 485.200 arabere, og den jødiske staten ville have 304.900 jøder og 294.700 arabere. Report, p. 81
Plan B thumb| Woodhead-kommissionens Plan B Plan B var den samme som Plan A, bortset fra at den reducerede størrelsen af den jødiske stat ved at tilføje Galilæa til det permanent mandatområde og den sydlige del af regionen syd for Jaffa til den arabiske stat. Under Plan B ville den jødiske stat have 300.400 jøder og 188.400 arabere (50.000 i Haifa-distriktet), mens 90.000 arabere og 76.000 jøder ville fortsætte med at leve under britisk styre.The Arab-Israeli Conflict: Its History in Maps, Martin Gilbert, p. 29
Plan C thumb| Woodhead-kommissionens Plan C Plan C var en yderligere modifikation til den oprindelige Peel-plan, som ville reducere den jødiske stat til kystregionen mellem Zikhron Yaakov og Rehovot. Her ville det nordlige Palæstina, inklusive Jizreel-dalen, og hele den halvgolde del af det sydlige Palæstina falde under britisk mandatkontrol, indtil den arabiske og jødiske befolkning kunne blive enige om deres endelige tilhørsforhold.Palestine: Retreat from the Mandate: The Making of British Policy, 1936-1945, Michael J. Cohen, p. 72 Et væsentligt træk ved planen var en toldunion mellem den arabiske stat, den jødiske stat og områderne under britisk mandatkontrol.
Plan C anbefalede:Report, p. 109 and Map 10
En jødisk stat på 1.258 kvadratkilometer, i to dele: Den nordlige del ville være en kyststribe 15-20 km bred fra Tel Aviv til Zichron Ya'acov, mens den sydlige del ville være en mindre region inklusiv Rehovot. Befolkningen ville indledningsvis udgøre omkring 226.000 jøder og 54.400 arabere. En arabisk stat på 7.393 kvadratkilometer, der i store træk bestod af det som vi i dag kender som Vestbredden og Gazastriben. Desforuden bestod staten af en bred korridor, der forbandt disse landområder. Ligeledes ville den arabiske stat også omfatte byen Jaffa . Befolkningen ville indledningsvis bestå af ca. 8.900 jøder og 444.100 arabere. Tre mandatområder under britisk kontrol: hele Galilæa (som havde en befolkning bestående af ca. 77.300 jøder og 231.400 arabere), en enklave som bestod af bl.a. Jerusalem og Lydda (som havde en befolkning bestående af ca. 80.100 jøder og 211.400 arabere) og afslutningsvis Negev-regionen fra Beersheva (som havde en befolkning bestående af ca. 60.000 arabere) .
Konklusioner Kommissionens rapport blev offentliggjort den 9. november 1938 og konkluderede, at ingen delingsplan kunne udvikles inden for kommissoriet. Ifølge Woodhead-kommissionens medlemmer, ville der ikke være stort håb om succesAnglo-American Committee of Inquiry - Appendix IV for en eventuel etablering af selvforsørgende arabiske og jødiske stater inden for kommissoriet. Kommissionen udtænkte dog mulige alternative planer.
Kommissionen afviste Plan A, som var kommissionens fortolkning af Peel-planen. Begrundelsen herfor byggede hovedsageligt på, at den ville kræve en stor forflyttelse af arabere for at reducere antallet af arabere i den foreslåede jødiske stat.Report, p. 52 Den britiske regering havde dog allerede afvist Peels forslag om, at en sådan forflyttelse skulle være obligatorisk, og Kommissionen mente, at en frivillig forflyttelse ikke kunne forventes at finde sted på grund af den arabiske befolknings "dybe tilknytning til landet".Report, pp. 52–83. Derudover forventede man udviklingsvanskeligheder for den arabiske del af befolkningen. Mandated Landscape: British Imperial Rule in Palestine 1929-1948 For det andet blev tilskrivningen af Galilæa til den jødiske stat anset for uønsket og problematisk, da befolkningen her "næsten udelukkende [er] araber". Araberne, der boede der, ville sandsynligvis modstå inklusion med magt, og muligheden ville skabe et "minoritetsproblem", der truede den regionale stabilitet.Report, pp. 96–97