thumb|Mafeking, 1899
Den anden boerkrig (ofte bare betegnet boerkrigen) i 1899-1902 var en britisk ekspansionskrig for at indlemme Transvaal og Oranje i deres sydafrikanske koloni, Kapkolonien. Den var motiveret af bl.a. store guldfund i de to boerrepublikker, men også for at skabe sammenhængende kolonier fra nord til syd i Afrika. Storbritannien mødte uventet hård modstand og måtte indsætte betragtelige styrker, og selv om det lykkedes at få kontrol med strategisk vigtige byer, fortsatte boerne en guerillakrig med mobile enheder, som var svære at skelne fra civilbefolkningen.
Som modtræk samlede briterne den civile boerbefolkning i koncentrationslejre, hvor dårlige forhold førte til høj dødelighed. Det skabte betydelig modstand mod den britiske krigsførelse i omverdenen.
Da fortsat krig forekom udsigtsløs, sluttede de sidste boerstyrker i 1902 fred med Storbritannien. Dermed var det britiske herredømme over det nuværende Sydafrika komplet. Både briter og boere slog forholdsvis hurtigt ind på en pragmatisk politik, som ud over forsoning mellem de to befolkningsgrupper havde hvid kontrol med det sydlige Afrika som fælles mål.
Trods denne hurtige politiske forsoning blev boerkrigen et mentalt fikspunkt for Sydafrikas hvide, afrikaanstalende befolkning. I forbindelse med opbygningen af afrikaaner-nationalismen i 1930'erne og 1940'erne blev krigen sammen med 1830'ernes store træk ophøjet til en begivenhed af nærmest mytologisk karakter. For mange afrikanere var lidelserne under krigen med til at legitimere opbygningen af apartheidstaten og undertrykkelsen af befolkningsflertallet. Krigens betydning for de ikke-hvide befolkningsgrupper er ofte overset i gængs historieskrivning.
Erobringen kostede Storbritannien ca. 22.000 dræbte.
Krigens forløb
Boerkrigen eller den sydafrikanske krig kaldes den krig, som den sydafrikanske republik (Transvaal) i forening med Oranjefristaten og boere i Kapkolonien førte 1899—1902 med England til værn for deres uafhængighed. Den fremkaldtes navnlig ved en konflikt mellem de såkaldte "uitlanders" i Transvaal og regeringen og udbrød 9. oktober 1899 efter et ultimatum Transvaals præsident Kruger tilstillede England, der på det tidspunkt kun rådede over 10.000 mand i Sydafrika; andre 10.000 mand fra Malta og Indien var efter september undervejs, mens der yderligere blandt den engelske befolkning oprettedes 8.000 mand frivillige afdelinger.Nieuwenhuis, s. 531
At boerne trods deres ringe antal ( 252.000) ville forsøge våbenlykken, skyldtes tillid til deres egen krigsdygtighed, der var vist under krigen 1881, håb om fremmed indblanding og fortrøstning til fredskongressen i Haag.
Stridskræfter
De stridskræfter, der kunne opstilles, bestod af alle våbenføre mænd fra 16 til 60 år. Deraf fandtes i juni 31.229 indskrevne i Transvaal, 22.375 i Oranjefristaten, og de har deltaget i krigen; men da disciplinen var mangelfuld, og ingen mod sin vilje kunne holdes i hæren, har den virkelige krigsstyrke på samme tid aldrig overskredet 40.000 mand. Af faste tropper havde Transvaal desuden et beredent politikorps på 1.400 mand, et artillerikorps på 600 mand, der kunne fordobles, og Oranjefristaten et artillerikorps på 400 mand; yderligere deltog på boernes side 734 uitlanders i korps på 25—200 mand (deriblandt også et skandinavisk) og ca. 2.500 boere fra Kap. Som våben benyttedes det tyske Mauser-gevær og Henry-Martini’s, af hvilke der med forskellige andre systemer fandtes ca. 70.000, samt 4 155 mm Creusot-kanoner (long Toms), 4 120 mm Krupphaubitzer, fire do. fra Canet, 19 75 mm hurtigskydende Schneider-kanoner, 14 75 mm Krupp ældre kanoner, 28 37 mm Vicker’s Maxim-Mitrailløser (Pompons) og 37 Maxim-geværmitrailløser.
Krigen starter thumb|Kort over krigsområdet. Fjendtlighederne åbnedes ved et kombineret angreb fra Transvaal med ca. 18.000 mand og 14 kanoner under general Piet Joubert og fra Oranje-Fristaten med ca. 3000 mand mod Natal; desuden skulle ca. 8.000 mand under general Piet Cronjé indeslutte Kimberley og Mafeking imod vest, og 3.500 Oranje-boere var opstillede på landets sydgrænse. På engelsk side stod general Symons med ca. 4.000 mand i det nordlige Natal, hvor chefen, general White, desuden havde 6.000 mand i Ladysmith, mindre styrker langs banen til Durban; 700 mand stod ved Stormberg og De Aar, mens jernbanerne derfra til East London og Kap var sikrede ved mindre kommandoer. Til forsvaret af Mafeking, Kimberley og Rhodesia kunne kun lokale tropper og frivillige korps afgives. I England mobiliseredes straks 1. Armékorps og en kavaleridivision, i alt 39.000 mand, foruden 9.400 mand etapetropper, ligesom også Australien og Canada stillede tropper til rådighed, men disse forstærkninger kunne først efterhånden komme til stede.
Den 14. oktober besatte Joubert Newcastle, hvorfra han rykkede videre mod Glencoe, mens Oranje-boerne kom til Besters Station vest for Ladysmith. Jouberts venstre fløj, ca. 1.000 mand under Lucas Meyer beskød overraskende 20. oktober fra Talana Hill den engelske lejr ved Dundee, hvorfor Symons besluttede at angribe dette bjerg. Han led betydelige tab og faldt selv, men nåede sit mål. Hans efterfølger, general Yule, indså dog, at han måtte forene sig med White i Ladysmith. Uden at forfølges nåede han 26. oktober hertil. For at hjælpe kolonnen tilbage, fremskød White 21. oktober tropper mod Elandslaagte, og den energiske general French slog her samme dag sammen med ca. 4.500 mand og 18 kanoner boerhærens højre fløj under general Kock med 1.500 mand og to kanoner, deriblandt tyske og hollandske frikorps. I denne hårde kamp mistede boerne ca. 100 døde og sårede samt 200 fanger, hvoriblandt den sårede general Kock, englænderne mistede 40 officerer og 225 mand.
General Joubert lod sig dog ikke standse og nåede allerede 24. oktober Rietfontein, hvor White samme dag angreb ham, hvad der kostede englænderne betydelige tab, uden at Ladysmiths indeslutning derved hindredes. Herfra gjorde White 30. oktober et udfald med hele sin styrke delt i tre kolonner. De to blev standset af boernes artilleri; venstre kolonne under oberst Carleton blev tvunget efter 10 timers kamp, der kostede 46 døde og 138 sårede, til at overgive sig med 873 mand og 37 officerer, hvorved boerernes selvtillid forøgedes, og oprørsbevægelsen i Kap tiltog i styrke, så præsident Steyn for Oranjefristaten gav sine boere lov til 1. november at rykke over Oranje-floden ind i kolonien, lige som også andre kommandoer rykkede ind i Bechuanaland.
Den 2. november ankom chefen for 1. Armékorps, sir Redvers Buller, til Kapstaden, og da White med ca. 13.000 mand var indesluttet i Ladysmith, som han i en kreds af 28 km befæstede, mens boernes belejringslinje var 53 km, opgav Buller sin oprindelige plan: en fremrykning med hele sit korps over Bloemfontein til Pretoria; i stedet for bragtes hjælp, hvor det var fornødent. Således splittedes hans styrke, idet divisionen Clery dirigeredes til Durban, en del af divisionen Gatacre, hvortil general French med sit rytteri fra Ladysmith sluttede sig, til Stormberg og lord Methuens division til De Aar. Efter boerne 3. november havde besat Colenso ved Tugela-floden, var White fuldstændigt isoleret, og da Joubert ifølge opfordring af sin energiske underfører, general Louis Botha, med en del af sin styrke rykkede mod Pietermarisburg, hvortil vejen lå åben, begav Buller sig 22. november til Natal for at ordne forsvaret her. Den 23. november standsede dog general Hildyard boerne ved Willow-Grange, og Joubert gik tilbage over Tugela-floden, hvis forsvar overlodes Botha. Han selv måtte på grund af et fald med hesten afgive kommandoen til Schalk Burger, der belejrede Ladysmith.Nieuwenhuis, s. 532
Engelske forstærkninger
I slutningen af november var 1. Armékorps omsider nået frem, så englænderne rådede over 52.000 mand, 173 kanoner og 65 maskingeværer.
Lord Methuen skulle med ca. 9.400 mand og 22 kanoner undsætte Kimberley, hvor Cecil Rhodes var indesluttet, og som forsvaredes af ca. 2.400 mand med 12 kanoner under oberst Kekewich. Han rykkede fra De Aar mod Belmont, hvor han fordrev boerne den 23. november, ligesom han den 25. november slog dem ved Graspan. Men nu var general Cronje med ca. 8.000 mand og 12 kanoner fra Mafeking, hvis belejring overlodes til kommandant Snymann — og som forsvaredes af oberst Baden-Powell med 1.000 mand og 6 kanoner —, rykket ned til Modder-floden, hvor det 28. november kom til en blodig kamp, som kostede Methuen, der selv blev let såret, 23 officerer og 445 mand, mens boernes tab kun var 30 mand. De opgav dog modstanden her, men indtog en ny stilling ved Magersfontein, og her led Methuen, hvis styrke var blevet forøget til 11.000 mand og 33 kanoner, 11. december et betydeligt nederlag ved Slaget ved Magersfontein. Han mistede i alt 65 officerer og 871 mand, mens boernes tab kun var 250 mand, de 43 fra det skandinaviske korps, der næsten ødelagdes.
Dagen før led general Gatacre et nederlag under angrebet på Stormberg, idet general Grubler med 400 boere angreb ham i ryggen og fratog ham 500 mand og tre kanoner.
Endnu uheldigere gik det general Buller, som 15. december forsøgte at komme over Tugela-floden ved Colenso. Hans angreb med ca. 15.000 mand og 44 kanoner afsloges af general Botha, der havde ca. 6.000 mand og fire kanoner, med et tab af kun 30 mand, mens englænderne mistede ca. 71 officerer og 950 mand foruden 11 kanoner.
Virkningen af disse tre nederlag på en uge (the dark week) var uhyre stor såvel i England som i Sydafrika. I England besluttede man sig til at anspænde sig af yderste evne for at bringe et omslag til veje. Buller erstattedes 18. december af lord Roberts som overgeneral, men beholdt sin kommando. Til stabschef udpegedes den energiske general Horatio Kitchener, og desuden mobiliseredes tre ny divisioner, flere beredne afdelinger og en hel del frivillige korps.
Inden de kunne nå frem, herskede der stilstand i operationerne; kun French og Gatacre angreb forgæves Colesberg og Stormberg, mens Schalk Burger den 6. januar forsøgte at storme Ladysmith, hvilket angreb dog blev afslået; til at belejre byen i egentlig forstand manglede han artilleri (han havde kun 24 kanoner og haubitsere). Den 10. januar indtraf lord Roberts i Kapstaden, og han begyndte straks at ordne forplejningen og forberede den påtænkte fremrykning fra De Aar mod Bloemfontein. General Buller gjorde, efter at være blevet forstærket med divisionen Warren, med 27.400 mand og 84 kanoner sit andet undsætningsforsøg ved at omgå højre fløj af stillingen ved Tugela. Warren’s division og Macdonald’s beredne tropper overskred den 17. januar floden ved Trichards Drift. I de næste dage kæmpedes videre, uden at den omgående bevægelse lykkedes, hvorefter Warren overlod sagen til sin underfører, Clery. Denne besluttede at angribe det 1.470 m høje Spionkop, hvilket overdroges brigaden Woodgate. Han nåede natten 23.-24. januar op ad bjerget, der kun var besat af 140 boere, som trak sig tilbage. Tågen hindrede dog oversigten. Botha tilkaldte 200 mands forstærkning, og Woodgate led nu så store tab (han selv faldt), at hans efterfølger, oberst Thorneycroft, kl. 7 aften besluttede at rømme bjerget, hvorefter Buller med et tab af 87 officerer og 1.655 mand atter overskred Tugela uden at blive forfulgt. Boernes tab var kun 329 mand og 50 fanger. Han gjorde derpå 5.-6. februar et 3. undsætningsforsøg, idet han ville gennembryde boerstillingen øst for Spionkop ved Vaalkrantz, men også det mislykkedes med et tab af 20 officerer og 354 mand, hvorefter Buller den 12. februar samlede hele sin styrke ved Chievely.
Men nu var lord Roberts færdig med sine forberedelser til fremrykning. Foruden Methuens styrke, der blev stående lige over for Cronje ved Magersfontain, samledes 9.-11. februar sydøst derfor tre