Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow (født 11. marts 1748 i København, død 11. oktober 1827 på Christianssæde, Maribo) var en dansk godsejer, gehejmestatsminister og politiker, hvis indflydelse på folkets liv og meninger gjorde ham populær. Han var bror til Johan Ludvig og Conrad Georg Reventlow og Louise Stolberg.
C.D.F. Reventlow var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet. I 1788 opløstes stavnsbåndet endeligt, hvilket i høj grad tilskrives Reventlow og hans to gode venner Andreas Peter Bernstorff (1735–1797) og Christian Colbiørnsen. Fra 1789 var Reventlow ledende medlem af den skolekommission, der forberedte 1814-skoleloven, og medvirkede aktivt i oprettelsen af lærerseminarier. Indenfor skovdrift var Reventlow foregangsmand og initiativtager til fredskovsforordningen af 1805. På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder. Den 5. juli 1797 blev han udnævnt til gehejmestatsminister.
Reventlows kritiske holdning til Frederik VI's udenrigspolitik og økonomiske politik, der førte til krigen mod England og efterfølgende statsbankerot, bragte ham i stigende modsætning til kongen, hvis kabinetsstyre han misbilligede. I 1813 forlod Reventlow statstjenesten i protest mod forordningen om statsbankerotten, men forblev formelt medlem af Konseillet – dog uden at deltage i møderne.
Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, hvor han lod opføre herregården Pederstrups hovedbygning. Da den gamle politiker døde, blev han hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang.
Opvækst og uddannelse C.D.F. Reventlow var ældste søn af gehejmeråd Christian Ditlev Reventlow (1710-1775) og dennes hustru Johanne Sophie Frederikke baronesse von Bothmer (1718-1754), datter af Friedrich Johann von Bothmer. Sin vigtigste undervisning modtog han sammen med sin yngre broder Johan Ludvig Reventlow, først i årene 1763 og 1764 ved gymnasiet i Altona, hvor opholdet dog i flere henseender ikke var tilfredsstillende, og dernæst i 3 år ved Sorø Akademi, der den gang havde fortrinlige lærerkræfter som Jens Kraft, Jens Schielderup Sneedorff, Jon Erichsen og Andreas Schytte. I en alder af 19 år rejste han derefter, stadig sammen med den nys nævnte broder, til udlandet, hvor de opholdt sig 1 1/2 år ved universitetet i Leipzig, som den gang hørte til Tysklands bedste.Holm, s. 33
Endnu større betydning havde det dog for dem, at de fra påsken 1769 foretog en rejse omkring i Tyskland, Schweiz, Frankrig og England. Det var et såre vigtigt kendskab, de begge og særlig C. Reventlow på denne rejse vandt til sociale og økonomiske forhold i de mest fremskredne kulturlande. Sammenligningen imellem landboforholdene i Frankrig og England måtte bl.a. være i høj grad befrugtende, og udbyttet af rejsen blev så meget større, som de havde med sig som et slags hovmester en fortræffelig og kundskabsrig mand, sachseren Carl Wendt, der siden hele livet igennem var nøje knyttet til Reventlow og steg til høje embedsstillinger her hjemme.Holm, s. 33f
Efter at brødrene i efteråret 1770 var kommet tilbage til Danmark, rejste de næste år til Sverige og Norge, især for at studere bjergværksdriften.Holm, s. 34
Karriere under Guldbergtiden Sjælden har vel en ung adelsmand været bedre udrustet med fordannelse på vigtige områder, end Reventlow var det, da han snart efter, at rejserne var endte, kom ind på embedsbanen; og naturligvis avancerede han med sin fornemme byrd og sine forbindelser meget hurtig. I året 1774 blev han deputeret i Kommercekollegiet, 2 år derefter blev han tillige deputeret i Bjergværkskollegiet, og dermed forbandt han i året 1781 at blive deputeret i Søkommissariatet og medlem af Overskattedirektionen. Det følgende år føjede han endnu dertil at blive 1. deputeret i General-Toldkammeret og medlem af Overbankdirektionen.
Imidlertid var han 1774 blevet gift med Frederikke Charlotte von Beulwitz, en datter af gehejmeråd Christoph Ernst von Beulwitz, og ved faderens død 1775 arvede han grevskabet Christianssæde på Lolland. Opfyldt af de fremskridtstanker på landbovæsenets område, der den gang fandt så levende tilslutning hos mange opvakte og frisindede mænd, gav han sig straks som godsejer i færd med reformer på sine store landejendomme med forbedring af agerbrugsredskaber, indførelse af en ny og bedre drift, udskiftning og udflytning af bøndergårde, afløsning af hoveri osv. godsejervirksomheden fængslede ham endog i den grad, at han følte sig stærkt fristet til at opgive embedsgerningen, trække sig tilbage til sit grevskab og alene leve for at bringe det i en blomstrende tilstand og særlig for at forbedre sine bønders kår. Men lykkeligvis sejrede trangen hos ham til at gøre gavn på en større virkeplads, og han vedblev at arbejde i statstjenesten, samtidig med at han dog tillige søgte at gøre for sit gods og sine bønder, hvad han kunne.
Man kunne tro, at den rige virksomhed, han havde lejlighed til at udfolde i sine betydelige embeder, måtte tilfredsstille ham; men han følte sig efterhånden mere og mere utilfreds med de grundsætninger, hvorefter styrelsen lededes på statens øverste trin i denne den såkaldte Guldbergske tid. Hans misstemning blev særlig levende, efter at A.P. Bernstorff var blevet afskediget i november 1780; thi han hørte helt til den kreds, hvis midtpunkt Bernstorff var, og intet kunne let overgå den beundring og den hengivenhed, han følte for denne statsmand. Samtidig med at uenighed imellem ham og Guldberg på finansstyrelsens område bevirkede, at han (1783) blev fjernet fra sin plads i Overbankdirektionen, var han derfor med i de planer, der af flere misfornøjede iblandt de høje embedsmænd efter samråd med den unge kronprins blev lagte om at styrte det Guldbergske regimente og stille kronprinsen i spidsen af staten som dens virkelige styrer med Bernstorff ved sin side som den vigtigste rådgiver.Holm, s. 34f
Karakteristik af Reventlow Dette skete som vel bekendt ved Regeringsforandringen 14. april 1784, og Reventlow var iblandt dem, der ved denne lejlighed viste allerstørst iver. Han høstede da også lønnen derfor; thi ingen mere end han vandt ved regeringsskiftet lejlighed til at kunne røre sig frit og kraftig på de områder, på hvilke han følte kald til at gøre gavn. Det var ved sin virksomhed i en årrække fra nu af, at han vandt sig det navn, han har fået som en af de mænd, der har haft de største fortjenester af Danmarks og dets folks udvikling.Holm, s. 35
Reventlow var ikke en overlegen statsmand, der som leder i kritiske øjeblikke kunne danne midtpunktet i styrelsen; men han var en udmærket fagminister, der beherskede et vidt område. Han havde fortræffelige evner, der, styrkede ved en rig uddannelse, satte ham i stand til at se sundt og skarpt på mange punkter, han bevægede sig inden for de områder, hvor han følte sig hjemme, med fasthed og sikkerhed og satte modig sin personlighed ind på at nå sit mål trods de vanskeligheder, som fordomme eller personligt uvenskab kunne volde. Han gjorde dette så meget mere, som hans gerning, i det mindste på det vigtigste område, tillige var ham en hjertesag. Han var et menneske med stærk og varm følelse, i sin dybeste grund inderlig religiøs, hvad der hos ham ligesom hos A.P. Bernstorff og andre af datidens fromme mennesker især viste sig ved en overordentlig levende forsynstro.
Denne hans religiøsitet virkede med til at give ham den sikkerhed, hvormed han gik frem, og med den hang hans i virkeligheden lyse livsanskuelse sammen; han følte Guds finger og Guds nåde alle vegne i sit livs skiftende skæbner. Men den styrkede også hans følelse af, at han havde den pligt at hjælpe de fortrykte og lidende i samfundet, den ligesom højnede hos ham den humanitetsfølelse, der på den tid var et smukt træk hos de bedste i folket. Når han allerede derved var stemt for reformer i bondestandens stilling, så kom hertil hos ham som hos så mange af reformvennerne overbevisningen om, at det arbejde, bonden ville gøre, når han blev en virkelig fri mand, ville blive ganske anderledes frugtbringende for landet, end det var, når han skulle trælle i stavnsbåndets lænker og med tvangsarbejdet på herregårdens hovmarker.Holm, s. 35f
Man har sigtet Reventlow for, at han som kollegieembedsmand kunne være hensynsløs at arbejde med, at han her kunne have noget af den fornemme mands hovmod ved sig; men bunden i hans sind var dog kærlighed, og dette gjorde ham, hvad opfattelsen af samfundsforholdene angår, til en folkelig mand som få eller ingen i den tid. Før 1784 havde han kun på sit grevskabs snævrere område kunnet handle, som han ville; efter regeringsskiftet blev det som statsmand, han rigtig kunde lade sine grundsætninger få spillerum.Holm, s. 36
Karriere efter 1784 Landboreformerne 2. juni 1784 blev Reventlow genindsat i Overbankdirektionen og tillige deputeret i Finanskollegiet, men, hvad der var vigtigere, han blev 6. august 1784 som 1. deputeret stillet i spidsen for Rentekammeret, hvorunder landbosagerne hørte, og dermed var der åbnet en mark for ham til at virke på dette hans yndlingsområde.
Styrket ved visheden om, at han i Bernstorff havde en kraftig støtte i Statsrådet imod den modstand, der ikke ville udeblive, tog han hurtig fat på reformer. Det første skridt var, at han allerede i november fik nedsat den såkaldte lille Landbokommission, hvis hverv det blev at lade bønderne på krongodset i Frederiksborg og Kronborg Amter få deres fæstegårde i arvefæste, udskifte gårdene, afløse hoveriet og indføre andre forbedringer. Han havde selv tillige med sin broder sæde i denne kommission, der arbejdede med stor iver og grundighed, og hvis gerning bragte rige frugter. Men mens dette arbejde gik sin gang i en række år, havde han slået et endnu langt større slag. Det var lykkedes ham, da han mærkede, at kronprinsen personlig i høj grad var stemt for at forbedre bøndernes kår, i juli 1786 at få denne til at lade nedsætte en stor kommission, der skulle tage hele bondestandens stilling under overvejelse. Et mærkeligt brev, han den gang skrev til sin søster Louise Stolberg, viser, hvilken jublende glæde han følte herover, og med hvilket, man kunne fristes til at sige overmodigt, sejrshåb han gik til at arbejde i denne kommission.
Det skulle vise sig, at han havde grund dertil. Enhver véd, hvorledes denne så berømte store Landbokommission ved sine i adskillige år fortsatte arbejder fremkaldte den betydningsfulde række reformer, der i spidsen havde forordningen af 8. juni 1787, som helt omdannede fæsteforholdet til bøndernes gavn, og stavnsbåndets løsning ved forordningen af 20. juni 1788, men hvorved tillige, for blot at nævne nogle hovedpunkter, hoveritjenesten omordnedes i flere henseender, indtil forordningen af 6. december 1799 til sidst fastslog den ordning, der gjorde ende på alt ubestemt hoveri, ligesom også tiendespørgsmålet underkastedes en omhyggelig undersøgelse, der omsider førte til forordningen af 8. januar 1810.Holm, s. 36f
Mens Reventlow må dele æren for de forordninger, der skyldtes Landbokommissionen i dens 2 første år, med landboreformernes anden store mand, Christian Colbjørnsen, og i det mindste til dels også med konferensraad Vilhelm August Hansen, var han senere afgjort kommissionens vigtigste medlem, og man må i det hele sige, at når man tager kommissionens forhandlinger under ét, har han været den, der har gjort det meste og betydeligste arbejde i den.Holm, s. 37
Desuden fik han også sæde i andre meget vigtige kommissioner, og dels ved sit arbejde i dem, dels ved sin stilling i spidsen for Rentekammeret fremkaldte han eller havde han i det mindste en væsentlig del i adskillige meget vigtige love, således, hvad særlig agerbruget angår, i forordningerne af 9. juli 1790 om skadeligt vands afledning, af 19. september 1792 om sandflugtens dæmpning og af 29. oktober 1793 om hegn og fred for jorder i Danmark.
Økonomiske reformer