thumb|Arbejder ved Holmegaard Glasværk i 1954. Industrialiseringen i Danmark foregik over cirka 150 år fra midten af 1800-tallet til anden halvdel af 1900-tallet og toppede i perioden cirka 1850 til 1920.Industrialiseringen i Danmark fra Faktalink Kendetegnet ved denne periode er, at virksomhederne begyndte at bruge maskiner for at forøge produktiviteten, og at elektrificeringen også breder sig over Danmark.
Ved industri forstås anvendelsen af "mekaniske" kraftkilder ved fremstillings- og forædlingsprocessen, og ved industrialisering forstås således overgangen til anvendelse af damp, gas, olie og elektricitet som kraftkilder. Rumligt indebar denne overgang, at fremstillings- og forædlingsvirksomhederne blev frigjort fra deres tidligere stedbinding til vand og vind og således kunne lægges, hvor man ønskede.Et stående spørgsmål er altid, hvornår industrialiseringen kan siges at være slået igennem. Ved industrialisering må forstås overgangen fra vind-, vand- eller hestekraft til mekanisk kraft, ikke blot indenfor forædlingsvirksomhed men tillige indenfor andre samfundsområder: for sejladsens vedkommende således overgang fra sejl til damp eller dieselmotor, for landfærdslens vedkommende overgang fra hestevogn til automobil og rutebil, fra hestesporvogn til elektrisk drevet sporvogn, ligesom jernbanen i sig selv er udtryk for en industrialiseret samfærdselsform. Desuden overgangen fra optisk til elektrisk telegraf og telefon, for landbrugets vedkommende overgang fra hestemølle til lokomobil (og senere vindmotor, traktorer m.v.) osv. Ved industrielt gennembrud vil det herefter være rimeligt at forstå en overgangstid fra et overvejende ikke-industrielt til et industrielt stade. Grænserne for denne overgang må selvsagt overvejes, men når fx kraftfordelingen i virksomheder underkastet Arbejds- og Fabrikstilsynet i 1874 var omkring 90 % med mekanisk kraft og 10 % med vandkraft, så kan der argumenteres for, at det industrielle gennembrud allerede havde fundet sted, og at de senere voldsomme stigninger i virksomhedernes antal, kraftforbrug og antal ansatte "blot" var en fortsættelse af denne udvikling. Eller sagt med andre ord: der er forskel på et industrielt gennembrud og industriel vækst. Ligeledes kan der utvivlsomt argumenteres for, at et industrielt gennembrud skete på ulige tidspunkter for ulige brancher, steder og samfundsområder. Selvom der således ikke sættes skel ved antallet af ansatte, betyder dette ikke, at industrivirksomhedernes størrelsesmæssige fordeling er uden betydning. Den kan tværtimod forudsættes at vise sider af industrialiseringens forløb.
Tiden indtil 1855 thumb|Mølleåen ved Brede Værk, der leverede kraft til vandmøller, der muliggjorde den første industrialisering i området. Indtil midten af 1800-tallet var den næringsmæssige udvikling i landdistrikterne præget af henholdsvis husflids-, forlags- og fabriksvirksomhed. Forlagsvirksomheden, der bestod i, at vareforædlingen blev udført af landbefolkningen i de enkelte hjem, mens råvareforsyningen og afsætningen af færdigvarer blev styret af købstadskøbmænd, og som særlig fandtes indenfor klædefremstillingen, var særligt udbredt i Jylland og på Fyn. Denne virksomhed indebar imidlertid, at samtidige bestræbelser på at oprette en manufaktur i købstæderne næsten på forhånd var dømt til at mislykkes. Dels kunne de nye manufakturer – der blev opbygget med arbejdskraft bestående af fattige – ikke konkurrere hverken prismæssigt eller med hensyn til kvalitet med forlaget, dels indebar denne hjemmeindustri, at afsætningsmulighederne i landdistrikterne var så godt som fraværende. Denne husflids- og forlagsvirksomhed var ikke bydannende. Det var derimod – i større eller mindre omfang – den samtidige fabriksvirksomhed.
Indtil omkring 1855 skete der en fremvækst af fabrikssteder m.v., der udnyttede tilstedeværende råstoffer og/eller vandkraft: Lyngby, Usserød, Hellebæk, Frederiksværk, Fakse, Fensmark foruden en række steder i jyske ådale; ingen af disse steder synes dog at have haft større betydning for bynæringernes udøvelse. Dertil kom teglværker, der fandtes i stort tal spredt over det meste af kongeriget. Desuden fandtes et antal mindre fabriksvirksomheder, der fortrinsvis synes baseret på håndværksmæssig stordrift: f.eks jernstøberi og karosserifabrik ved Ruds Vedby, et kalkbrud ved HerfølgeStilling, s. 35, et eddikebryggeri i StokkemarkeTrap: Danmark, 1. udgave (1858), s. 825, høravlingsinstitut, garveri, jernfabrik, kalkbrænderi, teglværk, drejlsvæveri i Brahe-Trolleborg sognTrap: Danmark, 1. udgave (1858), s. 753 m.fl. Af fabriksvirksomheder med tilknyttet bymæssig bebyggelse kan nævnes: Lyngby, der allerede ved begyndelsen af 1800-tallet var en betydelig bydannelse med flere møller, havde 890 indbyggere 1801, 1175 indbyggere i 1840, 1751 indbyggere 1860.Det statistiske Bureau: Folkemængden i Kjøbstæderne og i Landsognene i Kongeriget Danmark efter Tællingen den 1ste Februar 1880 samt Folkemængden i Jurisdiktionerne den 1ste Februar 1870 og 1880; Kjøbenhavn 1882; Tabel 1, s. 8 Hørsholm var i midten af 1800-tallet tingsted og havde bolig for birkedommeren, i byen lå en kaserne med tilhørende huseskadron, postkontor, apotek og læge, der lå fem fabrikker i byen (stivelsesfabrik, garveri og flere bryggerier) og blev afholdt markeder. Byen havde 501 indbyggere i 1801, 643 i 1840.Det statistiske Bureau: Folkemængden i Kjøbstæderne og i Landsognene i Kongeriget Danmark efter Tællingen den 1ste Februar 1880 samt Folkemængden i Jurisdiktionerne den 1ste Februar 1870 og 1880; Kjøbenhavn 1882; Tabel 1, s. 12 I det nærliggende Usserød lå en militær klædefabrik ved Usserød å, oprettet i 1791, udvidet 1793 og 1797; i 1855 med omkring 175 ansatte.Stilling, s. 32 I Hellebæk lå en geværfabrik. Den ældste fabrik på stedet oprettedes allerede i 1600-tallet, idet man ved hjælp af et system af gravede kanaler og opstemninger havde skabt muligheder for mølledrift; en lille by voksede op omkring en række vandmøller. I begyndelsen produceredes mel og gryn. Senere kom værkstedsmøller til, og hele virksomheden blev kaldt Hammermøllen. I 1660’erne startede geværfabrikationenGlamann og Oxenbøll, s. 101, den voksede støt gennem tiden, og sidst i 1700-tallet antog værket navnet Kronborg Geværfabrik. Byen lå inden for Helsingør købstads læbælte og havde ingen handlende. Ved Frederiksværk udnyttedes vandkraften fra en kanal, som i 1719 gravedes gennem tangen mellem Arresø og Roskilde Fjord. 1756 blev området langs kanalen overdraget kancelliråd J.F. Classen og etatsråd Just Fabritius med den klausul, at der skulle fremstilles krudt. Til det formål opførtes 6 møller, men Classen gik videre og etablerede et kanonstøberi, som var i drift til 1832. I 1858 var der på stedet jernstøberi (90 sysselsatte), maskinfabrik (60 sysselsatte), knivfabrik med slibemølle (57 sysselsatte), krudtfabrik (27 sysselsatte) og kobbervalseværk (24 sysselsatte), desuden bryggerier, smedeværksted for agerdyrkningsredskaber og 2 købmandsforretninger. Byen havde 185 indbyggere i 1769, 306 i 1787, 505 i 1801, 708 i 1840, 764 i 1860.Det statistiske Bureau: Folkemængden i Kjøbstæderne og i Landsognene i Kongeriget Danmark efter Tællingen den 1ste Februar 1880 samt Folkemængden i Jurisdiktionerne den 1ste Februar 1870 og 1880; Kjøbenhavn 1882; Tabel 1, s. 13 Ved Fensmark oprettedes 1825 Holmegaard Glasværk, Danmarks ældste glasværk. 1835 “Conradsminde” på Nørlund Hovedgård, 1847 Kastrup Glasværk, 1849 Godthåb Glasværk ved Helsingør og 1853 Aalborg Glasværk.Bender, s. 213f Odder var hovedby i Hads Herred; ved byen lå 5 vandmøller tæt efter hinanden på en henved 2 km lang strækning af Odder Å. Byen havde apotek og fra midten af 1800-tallet afholdtes 2 årlige markeder. Byen havde 469 indbyggere i 1801, 889 indbyggere 1840 og 931 indbyggere 1860.Det statistiske Bureau: Folkemængden i Kjøbstæderne og i Landsognene i Kongeriget Danmark efter Tællingen den 1ste Februar 1880 samt Folkemængden i Jurisdiktionerne den 1ste Februar 1870 og 1880; Kjøbenhavn 1882; Tabel 1, s. 61 For Silkeborg var det oprettelsen af papirfabrikken 1844, der var den umiddelbare årsag til, at stedet 1846 fik anerkendelse som handelsplads.J.P.Trap: Danmark, 2. udgave, bind 5, s. 124 Dermed begyndte en voldsom byvækst, som nåede et højdepunkt ved Silkeborgs ophøjelse til købstad 1899. Hvor stedet i 1801 kun havde 44 indbyggere og 68 i 1840, så steg antallet til 149 i 1845, 556 i 1850, 1204 i 1855, 1775 i 1860, 2338 i 1870, 2931 i 1880, 4217 i 1890 og 7228 indbyggere i 1901.Statens statistiske Bureau: Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; Tabel 1, nr. 21 Jernbaneforbindelse fik byen 1871.J.P.Trap: Danmark, 2. udgave, bind 5, s. 130
Sammenfattende kan det således siges, at de fleste af de nævnte bymæssige bebyggelser frem til midten af 1800-tallet havde en stagnerende befolkning, skabt ved en samling af mennesker først og fremmet forårsaget af fabriksvirksomhed, der udnyttede stedlig vandkraft og dermed stod på et førindustrielt stade.
Købstædernes forædlingsvirksomhed var indtil omkring 1840 helt præget af markedsrettet storhåndværk, forlag og manufaktur, mens tiden fra 1840 til 1855 kan betegnes som det industrielle afsæt (take-off). 1847 installeredes den første dampmaskine i Københavns klædefabrik, og allerede omkring 1855 var brugen af dampmaskiner overvejende. På lignende måde skete ibrugtagningen af mekanisk kraft i andre brancher både i hovedstaden og provinsbyerne i denne periode.
Næringsfrihed og industrielt gennembrud
Efter 1855, i 1860’erne og 1870’erne, fik mange landsbyer en mere alsidig næringssammensætning, idet håndværkere og handlende efter indførelsen af næringsfriheden (høkerloven 1856, næringsloven 1857) slog sig ned. Det ser ud til, at gode vej- og oplandsforhold spillede den største rolle for denne udvikling, der skete på et tidspunkt, hvor hovedbanerne endnu var under anlæg. Samtidig skete der et opsving i antallet af landsbyer med råstofbundne, håndværksprægede fabriksvirksomheder (bagerier, vind- og vandmøller, savværker, teglværker, maskinværksteder og lignende). thumb|297x297px|Fra Burmeister og Wains jernstøberi af P.S. Krøyer, 1885.