Trinitatis Kirke ligger på Landemærket, ud mod Købmagergade, over for Regensen, i Københavns centrum. Kirken er en del af det såkaldte Trinitatis kirkekompleks, som ud over kirken omfatter det tidligere universitetsbibliotek, nu udstillingslokale, på en etage over kirken, samt det astronomiske observatorium Rundetårn. Denne artikel handler primært om kirken.

Historie De første forlydender om at man ville bygge en studenterkirke ved Regensen stammer fra 1635. I første omgang var det planen at bygge den inden for Universitetsfirkanten, men i løbet af 1636 blev det lavet om til at den skulle ligge på hjørnet af Landemærket og Købmagergade. Dette skyldes sikkert at planerne havde ændret sig fra en kirke til et kompleks med både kirke, bibliotek og astronomisk observatorium. Idéen til denne unikke kombination af funktioner stammer fra bygherren Christian 4.Trinitatis kirkes historie. Trinitatis Kirke. Hentet 23/4-2019

Grundstenen blev lagt 7. juli 1637, og den første del, Rundetårn, var færdig i 1642,Rundetaarns historie . rundetaarn.1642.dk. Hentet 23/4-2019 i hvert fald hvis man skal tro den berømte rebus på tårnets facade. Kirken blev først indviet 1. juni 1656,Trinitatis Kirke. VisitCopenhagen. Hentet 23/4-2019 Trinitatis søndag, og biblioteket fulgte 7. juli 1657, altså på 20-årsdagen for grundstensnedlæggelsen. I denne periode nåede tre bygmestre at have ansvaret for byggeriet, nemlig Hans van Steenwinckel den yngre, Leonhard Blasius og Albertus Mathiesen.

Kirkens navn Under planlægningen og bygningen kaldtes kirken Studenterkirken eller Regenskirken. Sidstnævnte betegnelse har senere skabt nogen forvirring, da kirkesalen på Regensen også blev kaldt Regenskirken. Først da indvielsen nærmede sig dukkede navnet Hellig Trefoldigheds kirke op. Det er en nærliggende tanke, at navnet er inspireret af kompleksets tredobbelte funktion, men der er ingen dokumentation derfor. Den latinske udgave af navnet, Trinitatis er også nævnt i arkiverne, men den blev først den foretrukne i 1700-tallet. Dette gælder dog kun officielle omtaler; i det daglige omtaltes kirken mest som Runde kirke. Dette skyldes ikke kun kirkens forbindelse med Rundetårn, men også at kirken i 1683 tildeltes Runde sogn, som egentlig tilhørte den aldrig færdigbyggede Sankt Anna Rotunda. Før da havde kirkens menighed kun omfattet universitetet.

Kirken før branden Da kirken var færdigbygget fremstod den som en høj, lang murstensbygning uden megen pynt. Den var muret med små hollandske mursten, "mopper", som alle var gule, men kortenderne var blevet farvet røde. Stenene blev lagt i krydsforbandt, med det resultat, at murene er vandret stribede i gult og rødt. Det er samme mønster og farver som på Oldenborgernes våben, hvilket næppe er en tilfældighed. Taget var tækket med skifer, og i østenden var placeret en kobbertækket tagrytter med kirkens klokker. Tagrytteren blev repareret og dens udseende muligvis ændret i 1675.

Bygningens vestgavl er sammenbygget med Rundetårn. Langsiderne er opdelt i otte lige store fag med støttepiller, der står på høje granitsokler og som slutter et stykke fra taggesimsen. Det østlige fag har afskårne hjørner, så østenden virker afrundet. I hvert fag og i østgavlen var der et højt spidsbuevindue med jernsprosser til kirkerummet, og et oprindeligt rektangulært vindue til biblioteksetagen. Tårnet havde oprindeligt rundbuede vinduesåbninger, så kompleksets deling i tre funktioner gik igen i vinduesformerne. På taget var der kvistvinduer i to rækker som gav lys til det såkaldte ringerloft.

Der var fire indgangsportaler til kirken, to på nordsiden og to på sydsiden. I tredje fag, talt fra øst, var de mindre korportaler, og i syvende fag var hovedportalerne. Kirkens sydside blev betragtet som forsiden, og hovedportalen her var derfor den flotteste.

Overfladisk betragtet har komplekset lignet en traditionel landsbykirke, med koret i øst og tårnet i vest, men Rundetårn har aldrig været kirketårn. Dets eneste funktion i forhold til kirken var, og er, at det giver adgang til de øvre etager, såsom orgelpulpitur og ringerloft.

thumb|left|Geddes kort fra 1757. Rundt om kirken var der anlagt en kirkegård, som det fremgår af Geddes kort over kvarteret i 1757. Kirkegården var omgivet af en hegnsmur ud mod de omliggende gader.

I vestgavlen, som blev rejst først, er der blændede vinduer, som kunne indikere, at man i starten havde tænkt sig at kirken skulle have et fladt loft, men da blændingerne er udført med de samme mursten som resten af bygningen, så må man have ombestemt sig allerede under opførelsen, til at lave hvælvede lofter. Kirkerummet blev opdelt med to rækker med hver syv søjler i de samme otte fag i længderetningen, som ses i kirkens ydre, og i tre skibe i tværretningen, et bredt midterskib og to smallere sideskibe. Mere om indretningen under Interiør nedenfor.

Da kirken blev bygget var den den næststørste i byen, kun overgået af Vor Frue Kirke. Med tanke på, at kirken kun var tænkt anvendt af universitetets studerende og professorer virker det lidt overdimensioneret, og alt tyder da også på, at det var det ovenoverliggende biblioteks pladsbehov, der bestemte kirkens størrelse.

Branden i 1728 thumb|Thurahs tegning fra 1748

Trinitatis Kirke gik ikke fri af Københavns brand 1728, selvom den ikke blev så hårdt ramt som andre kirker i byen.Trinitatis Kirke . Rundetårn. Hentet 23/4-2019 Tagkonstruktionen blev antændt og rytterspiret styrtede ned i biblioteket og slog hul på nogle af hvælvingerne i kirkerummet, hvilket gjorde, at ilden fik fat i inventaret, som alt sammen blev ødelagt, på nær metaldelene, inklusive kirkesølvet.Trinitatis Kirke. hovedstadshistorie.dk. Hentet 23/4-2019 Kirkens mure og hvælvinger modstod ilden, og de efterfølgende reparationer ændrede ikke afgørende ved kirkens udseende. Københavns Universitetsbibliotek, der lå på kirkeloftet, udbrændte.

Der var nødvendigt med en ny taggesims, og naturligvis et nyt tag og rytterspir. Tagrytteren blev igen kobberbelagt, men det nye tag blev tækket med sortglaserede teglsten, i stedet for det tidligere skifer. Der blev igen indsat kvistvinduer, dog kun i én række. Af regnskaberne fremgår, at der kun var udgifter til 16 vinduer i kirkerummet, hvilket indebærer at vinduet i østgavlen, bag alteret, senest på dette tidspunkt var blændet, men sikkert har været det et stykke tid før branden.

Indvendigt var det nødvendigt at reparere sokler og kapitæler på søjlerne, og de hvælvinger, der var beskadiget af de nedfaldende dele. Alt træinventar blev fornyet, og gulvet blev belagt med Ølands-fliser. Kirken blev genindviet 7. oktober 1731 og de sørgelige rester af universitetsbiblioteket flyttede ind igen.

Der er ikke mange oplysninger om kirkens historie resten af 1700-tallet. Den blev istandsat i 1763, men der foreligger ingen detaljer om, hvad istandsættelsen gik ud på.

Efter Københavns brand 1795, som ikke berørte Trinitatis, blev det pålagt bygningerne inden for voldene at tegne en brandforsikring. Præmien for kirken gjorde et stort indhug i dens magre indtægter, og kirkens prokurator N.C. Kall foreslog derfor, at man byggede butikker ved kirken, og lejede dem ud, så man derved kunne øge kirkens indtægter. Forslaget blev godkendt og opførelsen begyndte i 1798. Det meste af kirkegården nord for kirken blev inddraget, og butikkerne lå langs Købmagergade fra Rundetårn til Landemærket, og videre hen ad Landemærket.

Bombardementet 1807 Ved englændernes bombardement af København i 1807 blev også Trinitatiskomplekset ramt, ligesom det var i fare for at blive inddraget i de efterfølgende storbrande. Takket været kirkeværgen Tvermoes blev skaderne minimeret. Fire bomber slog ned i biblioteket, men trængte ikke igennem til kirkerummet. Reparationerne af bygningen beløb sig til relativt beskedne 3000 rigsdaler, og der er ikke nogen angivelser af, at kirken skulle have været lukket som følge af skaderne, i hvert fald ikke i nogen længere periode.

Reformationsfesten 1817 Selv om kirken ikke blev ramt fik bombardementet alligevel indflydelse på bygningen, idet Vor Frue Kirke var blevet helt ødelagt, og Trinitatis overtog rollen som byens fineste kirke. Den opfyldte dog ikke helt betingelserne, da man i 1817 ville fejre 300 året for reformationen, og nogle ombygninger blev nødvendige.

Som nævnt blev den sydvestre portal betragtet som kirkens hovedindgang, men adgangen gennem hegnsmuren og over kirkegården var ikke egnet til de optog af præster og professorer, som skulle deltage i festen, så man besluttede at "vende" kirken, dvs. gøre nordsiden til kirkens forside. De små butikker på hjørnet af Landemærket blev nedlagt, og det samme skete med den resterende del af kirkegården nord for kirken. Derved blev hele kirkens facade mod Landemærket frilagt og indgangene let tilgængelige, men de originale portaler var ikke fine nok, så de blev udskiftet med nye, tegnet af P. Malling. Den østlige indgang måtte genåbnes, da den havde stået tilmuret i en årrække (hvor længe vides ikke).

Der blev ved denne lejlighed også foretaget ændringer inde i kirken, se nedenfor under Interiør.

Renoveringer i 1800-tallet thumb|Tilbygningen fra 1870. I 1834-35 blev der gennemført en større restaurering af kirken ved G.F. Hetsch, finansieret af en testamentarisk gave fra Christopher Hauschildt. Det meste af arbejdet fandt sted inde i kirken, men i denne forbindelse nævnes for første gang et sakristi, som er tilbygget på korets sydside. Hvornår tilbygningen er opført vides ikke.

Taget blev istandsat i 1848-49, uden at det påvirkede kirkens udseende.

I 1861 flyttede universitetsbiblioteket fra kirkeloftet til Herholdts biblioteksbygning i Fiolstræde.

I forbindelse med at kirkens patronat overgik fra universitetet til magistraten, blev der i 1869-71 foretaget en ny stor restaurering under N.S. Nebelongs ledelse, denne gang også af de udvendige dele af bygningen. Sakristiet på korets sydside blev fjernet, og et nyt blev bygget ved østgavlen. Det er ca. 3 m × 6 m med afskårne hjørner, og blev i 1960 omdannet til præsteværelse. Det indeholder også en trappe ned til fyrkælderen, som på dette tidspunkt blev indrettet i et af gravrummene under alteret.

thumb|left|Portal fra 1870.

De to vestlige indgange blev flyttet til det vestligste fag i bygningen, og de gamle åbninger muret til. Samtidig blev Mallings to nordvendte portaler fra 1817 og den ældre sydvestlige portal udskiftet med nye i portlandcement. Kun den sydøstre indgang står nu med den oprindelige portal.

En del af støttepillerne fik udskiftet granitsoklerne, og det mellemliggende murværk blev pudset op i samme højde som soklerne med grå cementpuds, som optisk binder soklerne sammen. Vinduerne i biblioteksetagen blev udskiftet med dobbelt spidsbuede vinduer, som dem i Rundetårn. Indgangen fra Rundetårn til kirkerummet blev genåbnet efter at have været tilmuret i længere tid – hvor længe vides ikke. Thurahs snittegning er ikke helt entydig på det punkt.

Ringerloftet

Loftsetagen over biblioteksetagen kaldes ringerloftet af den enkle grund, at det er herfra kirkens klokker betjenes, og dette foregår stadig (i 2006) manuelt. Loftet har ikke været indrettet til anden anvendelse, men det har alligevel i tidens løb været udlejet til forskellige formål. Omkring år 1800 lejede garver Lund det i ti år til tørring af huder, og derefter lejede kirkens portner, Christen Simonsen, som havde en fjerfabrikation ved siden af, loftet og gårdrummet bag butikkerne, men om han ligefrem holdt høns på loftet fremgår ikke.

I 2006 begyndte en ombygning, som også inddrager ringerloftet, med det formål at skabe bedre forhold for både de ansatte og de besøgende i Rundetårn og udstillingslokalet. På ringerloftet skulle indrettes magasiner og garderober. Direktørens lejlighed i Rundetårn indrettes til administration. Ombygningen forventedes at vare til januar 2008.

Kirkebygningen thumb|Sydfacaden.