Der Ring des Nibelungen (Nibelungens Ring) er en operacyklus bestående af fire episke operaer eller musikdramaer, der er skrevet af den tyske komponist Richard Wagner. Wagner skrev librettoen og partituret i løbet af 26 år: fra 1848 til 1874.
Operaerne er løst baserede på figurer fra de nordiske sagaer og fra det middelhøjtyske heltekvad, Nibelungenlied. De fire operaer er:
Das Rheingold (Rhinguldet) Die Walküre (Valkyrien) Siegfried Götterdämmerung (Ragnarok)
Værket omtales ofte som Ringen.
Cyklussen er et monumentalt værk og er noget særligt alene på grund af sin længde: En fuld opførelse af værket tager normalt fire aftener i operahuset, idet der totalt er omkring 15 timers musik, afhængig af dirigentens tempo. Den første og korteste af operaerne, Das Rheingold, varer typisk to en halv time, mens den sidste og længste, Götterdämmerung, kan vare op til seks en halv time.
Selv om de enkelte operaer kan opføres som selvstændige værker, kræver en fuld forståelse af historien, at publikum hører alle fire operaer i den rigtige rækkefølge, sådan som det var komponistens hensigt. Das Rheingold er et forspil, "Vorabend". Ringen begynder egentlig med Die Walküre, Siegfried og Götterdämmerung fik undertitlerne første, anden og tredje dag.
Historien er episk: Den følger kampe mellem guder, helte og mytiske skabninger om den magiske ring, som har givet værket navn, og som giver magt over hele verden. Dramaet involverer tre generationer hovedpersoner. Det endelige sammenbrud indtræffer ved afslutningen af Götterdämmerung.
Musikken består af mange lag og bliver stedse mere kompleks, efterhånden som handlingen skrider frem. Wagner skrev for et stort orkester med en stærkt udvidet blæsersektion med nye instrumenter som wagnertuba, bastrompet og kontrabastrombone. Wagner byggede et særligt operahus i Bayreuth, Bayreuther Festspielhaus, hvor det var tanken, at værket skulle opføres. Teatrets scene og orkestergrav er specielt konstrueret, så sangernes stemmer og orkestrets lyd blandes harmonisk, uden at sangerne behøver at synge unaturligt kraftigt, hvilket ville være særdeles anstrengende i betragtning af værkernes længde.
Rolleliste Guderne Wotan (basbaryton) Fricka (mezzosopran) Freia (sopran) Donner (baryton) Froh (tenor) Erda (kontraalt) Loge (tenor) Norner (kontraalt, mezzosopran, sopran) Vølsunger Siegmund (tenor) Sieglinde (sopran) Siegfried (tenor) Valkyrier Brünnhilde (sopran) Waltraute (mezzosopran) Helmwige (sopran) Gerhilde (sopran) Siegrune (mezzosopran) Schwertleite (mezzosopran) Ortlinde (sopran) Grimgerde (mezzosopran) Rossweisse (mezzosopran) Rhindøtre Woglinde (sopran) Wellgunde (sopran) Flosshilde (kontraalt) Kæmper Fasolt (basbaryton) Fafner (bas) Nibelunger Alberich (baryton) Mime (tenor) Dødelige Gunther (baryton) Gutrune (sopran) Hagen (bas) Hunding (bas) En skovfugl (sopran)
Historien i og kilderne til Ringen thumb|Gwyneth Jones i Patrice Chéreaus iscenesættelse af Der Ring des Nibelungen i Bayreuth i 1976. Verden skabes i en mytisk tid og slutter med gudeverdenens undergang. Ringen handler om en magisk ring, der giver magt over hele verden. Den blev smedet af dværgen Alberich af guld, som han stjal fra Rhinen. Adskillige mytiske figurer kæmper i løbet af operaerne for at eje ringen, herunder Wotan (på dansk: Odin), den øverste af guderne. Wotans plan, der omfatter flere generationer, er en af drivkræfterne i handlingen. Helten Siegfried erobrer ringen, som Wotan havde tænkt det, men han bliver senere forrådt og slået ihjel. Værket ender med, at valkyrien Brünnhilde smider ringen tilbage i Rhinen, hvorefter verden går op i flammer, og guderne dør.
Wagner skabte historien om ringen ved at sammensætte elementer fra forskellige tyske og skandinaviske myter og historier. De gamle nordiske eddaer gav stof til store dele af Das Rheingold, mens Die Walküre i høj grad er baseret på Vølsungensagaen. Siegfried indeholder elementer fra eddaerne, vølsungensagaen og Thidreks saga, hvorimod den sidste opera, Götterdämmerung, trækker på det højtyske digt, Nibelungenlied, der synes at have været Wagners egentlige inspirationskilde, og efter hvilket cyklussen da også har navn. En detaljeret studie af Wagners kilder og hans behandling af dem findes i Deryck Cookes ufærdige værk, I Saw the World End, og i Ernest Newmans Wagner Nights. Om det filosofiske grundlag for Ringen har Bryan Magee skrevet Wagner and Philosophy.
Værket benytter således nordiske myter og tysk middelalderstof, men Wagner har i sin sammenvævning af sine forlæg til en sammenhængende historie tilsat kilderne mange moderne tanker og ideer. En af de overordnede ideer i Ringen er temaet om kærligheden, som associeres med naturen og med friheden, overfor magten, som associeres med samfundet og loven. I den første scene i Ringen håner dværgen Alberich, der afsværger kærligheden, en handling der giver ham magt over verden, fordi han da kan smede den magiske ring. I sidste scene af den første opera mister han atter ringen – og forbander den.
Ringen har fra første færd været genstand for en lang række af fortolkninger. I The Perfect Wagnerite argumenterer George Bernard Shaw fx for, at Ringen egentlig er en socialistisk kritik af det industrialiserede samfund, hvorimod Robert Donington i Wagner’s Ring and its Symbols fortolker den efter Jungs psykologi som en studie i udviklingen af ubevidste, mentale arketyper.
Musikken i Der Ring des Nibelungen Allerede i sine tidligere operaer var Wagner slået ind på en vej, der førte væk fra den gængse operas opdeling i recitativer og arier. Men i Ringen går han et skridt videre og gennemkomponerer operaen, så hver akt bliver uden pauser i musikken. I et essay Oper und Drama om operateori fra 1851 beskriver Wagner den måde poesi, musik og bildende kunstarter skal indgå i Das Kunstwerk der Zukunft (Fremtidens kunstværk). Han benyttede herefter betegnelsen musikdramaer og refererede sjældent til sine værker som ”operaer”.
Ledemotiver Som et grundlag for sine musikdramaer brugte Wagner grundtemaer, der som regel kaldes ledemotiver. Et ledemotiv er en genkommende melodi og/eller en harmonisk progression, som nogle gange er bundet til en bestemt toneart og ofte til bestemte instrumenter. Et ledemotiv er et musikalsk signal om en handling, en genstand, en følelse, en person eller et emne, der nævnes i teksten eller optræder på scenen.
I Oper und Drama refererer Wagner til dem som følelsesanvisninger og forklarer, hvordan de kan bruges til at oplyse lytteren gennem kommentarer til det, der foregår på scenen; på samme måde som koret kommenterer handlingen i et græsk drama. Andre komponister havde brugt ledemotiver før Wagner, men i Ringen blev de brugt i uhørt grad og kombineret på nye og intelligente måder.
De fleste vigtige emner i Ringen følges af et ledemotiv; faktisk består store dele af musikken udelukkende af ledemotiver, fx i Götterdämmerung, hvor Siegfrieds rejse på Rhinen (Siegfrieds Rheinfart) beskrives gennem en udvikling af Siegfried-temaet og siden Rhin- og Gibichung-temaerne. De mange ledemotiver i Ringen er typisk en en musikalsk reference til en person eller en direkte eller indirekte henvisning til librettoen. Flere af dem optræder i flere af operaerne, nogle af dem i alle fire. Som det er tilfældet med skovfuglen, kan der være knyttet flere motiver til én af stykkets roller.
Som cyklussen skrider frem, bruges motiverne i stadigt mere indviklede kombinationer, særligt fra og med tredje akt i Siegfried. Wagner var inspireret af Liszt, der kunne skabe en dynamisk udvikling fra et ledemotiv til et andet: Wagner anvender i Das Rheingold et tema, der er forbundet med den nyligt smedede rings magt. Det transformeres til det motiv, der er knyttet til Valhal, Wotans nyligt byggede slot, hvorfra han som den øverste af guderne vil herske over verden gennem sin lov symboliseret af hans spyd. Musikken antyder her noget, der ikke udtrykkes i teksten: Ring-motivet knyttes til Valhal, som vil gå under sammen med ringen, men på dette tidspunkt er forbindelsen kun udtrykt musikalsk.
De ideer om orkestrering og tonalitet, som Wagner bragte frem med dette værk, er af stor betydning for vestlig musik. Wagner skrev for et meget stort orkester med 17 forskellige instrumentgrupper, der både optræder hver for sig og i en række forskellige kombinationer for at udtrykke den store række af begivenheder og følelser, der optræder i dramaet. Wagner bestilte endda flere nye instrumenter, der skulle specialfremstilles for at indfri hans kunstneriske ambitioner. Han fik produceret den såkaldte wagnertuba, hvis lyd skulle ligge mellem et valdhorn og en basun, trombone. Også den såkaldte bastrompet, et hidtil ukendt instrument, fik en fremtrædende rolle.
Instrumentering Nibelungens Ring er skrevet for et stort orkester med følgende besætning: 3 fløjter (3. med piccolo) 1 piccolofløjte 4 oboer (4. med engelskhorn) 3 klarinetter 1 basklarinet 3 fagotter (3. med kontrafagot) 8 valdhorn (5.-8. med wagnertubaer) 3 trompeter 1 bastrompet 3 basuner 1 kontrabasbasun 1 kontrabastuba pauker slagtøj 6 harper 16 violin I 16 violin II 12 bratscher 12 violoncelli 8 kontrabasser I kort form ser det således ud: 4++.4+.4+.3+./8++++.4+.4+.1./pk.perc./6hp/16-16-12-12-8
Instrumenter på scenen I Rhinguldet skal der bruges: 1 harpe + 18 ambolte i forskellig størrelse I Valkyrien skal der bruges: 1 oksehorn i C I Siegfried skal der bruges: 1 engelskhorn + 1 valdhorn I Ragnarok skal der bruges: 1 valdhorn i C, 4 valdhorn i F, oksehorn i C, Des og D.
Reduceret besætning Desuden er der udsendt to forskellige versioner med reduceret orkesterbesætning: 3 fløjter (2 med piccolo) 3 oboer (1 med engelskhorn) 3 klarinetter (1 med basklarinet) 3 fagotter 6 horn (3 med wagnertubaer) 3 trompeter 1 bastrompet (ad lib.) 3 basuner 1 tuba pauker slagtøj 2 harper strygere I kort form: 3++.3+.3+.3./6+++.3(+1).3.1./pk.perc./2hp./str.
3 fløjter (1 med piccolo) 2 oboer (1 med engelskhorn) 2 klarinetter (1 med basklarinet) 2 fagotter 4 horn 2 trompeter 3 basuner 1 tuba pauker slagtøj harpe strygere I kort form: 3+.2+.2+.2./4.2.3.1./pk.perc./hp./str.
Ringens tilblivelseshistorie Teksten I sommeren 1848 skrev Wagner sin første prosaskitse til værket, Der Nibelungen-Mythus, Entwurf zu einem Drama (Nibelungenmyten, et udkast til et drama), hvori han forenede middelalderlige kilder og sammenskrev dem til en handling, der skulle vise sig at ligge tæt på den endelige historie, omend der var væsentlige forskelle. Senere på året skrev han en libretto med titlen Siegfrieds Tod (Siegfrieds død), formentlig inspireret af en række artikler i Neue Zeitschrift für Musik. Tidsskriftet inviterede komponister til at skrive en national opera, der skulle bygge på Nibelungenlied, et højtysk digt fra det 12. århundrede. Det blev genfundet i 1755 og blev omtalt af tyske romantikere som et tysk ”nationalepos”. Hovedpersonen var netop helten Siegfried, der optræder i Wagners Siegfrieds Tod.
I 1850 skrev Wagner et udkast til musikken til Siegfrieds Tod. Han følte behov for en forudgående opera, som skulle forklare begivenhederne, der førte til handlingen i Siegfrieds Tod. Teksten til operaen Der junge Siegfried, senere blot kaldet Siegfried, var færdig i maj 1851. I oktober samme år traf Wagner beslutningen om at udvide værket til en cyklus bestående af fire værker. I december 1852 var teksten færdig.
Musikken I modsætning til teksten skrev Wagner musikken til værkerne i kronologisk rækkefølge og startede med at komponere Das Rheingold i november 1853. Han fortsatte med at komponere indtil 1857, hvor han var blevet færdig med partituret til og med anden akt af Siegfried. Wagner lagde da arbejdet til side – i 12 år. I den periode skrev han Tristan und Isolde og Die Meistersinger von Nürnberg.