thumb|Krims beliggenhed i Europa. thumb|Krims placering i forhold til Ukraine thumb|Krimhalvøen er opdelt i Republikken Krim (gul), og den føderale by Sevastopol (lyserød)
Krim (, ; , Къырым; , ) er en halvø ved den nordlige bred af Sortehavet. Før 1954 tilhørte Krim den russiske sovjetrepublik, hvor Khrusjtjov overdrog Krim til den Ukrainske SSR, og blev efter Sovjetunionens opløsning en del af republikken Ukraine. I 2014 blev Krim annekteret af RuslandRuslands annektering af Krim i 2014, https://faktalink.dk/titelliste/krim/krimefso efter en omstridt folkeafstemning og er i dag de facto under russisk kontrol.
Halvøen er på 27.000 km² og har 2.024.056(2001) indbyggere eksklusive Sevastopol, der havde 377.200(2001) indbyggere. De største byer er Simferopol og Sevastopol (base for den russiske Sortehavsflåde).
Historie Antikken
Krims nedskrevne historie begynder omkring det 5. århundrede f.v.t., da der blev grundlagt flere græske kolonier ved halvøens kyster, den vigtigste Chersonesos, nær det nutidige Sevastopol, hvor der boede skytere og taurere længere inde i landet mod nord. Taurerne gav øen navnet Tauriske halvø, der blev benyttet op til tidlig moderne tid. Øens sydlige del blev en del af Det Bosporanske Rige, der senere blev annekteret af Pontus og senere en vasalstat til Romerriget fra 63 f.v.t. til 341 e.v.t.
Middelalderen
En række af tyrkiske folkeslag, nu kendt som Krim-tatarerne , har beboet halvøen siden den tidlige middelalder. Efter Timur Lenks ødelæggelse af Den Gyldne Horde grundlagde Krim-tatarerne det uafhængige Krim-khanatet i 1441, under Haci Giray, som var en efterkommer efter Djengis Khan. Krim-tatarerne kontrollerede stepperne, der strakte sig fra Kuban til Dnestr, men var i første omgang ude af stand til at tage kontrol over de genovesiske byer. Efter erobringen af genovesiske byer holdt den osmanniske sultan Meñli I Giray som fange, senere blev Meñli I Giray mod at han accepterede osmanniske overhøjhed over Krim-khanerne, der regerede som underordnede fyrster under det Osmanniske Rige. Imidlertid havde Krim-khanerne fortsat udstrakt uafhængighed af det Osmanniske Rige. I 1774 kom Krim-khanerne under russisk indflydelse med Küçük Kaynarca-traktaten, og i 1783 blev hele Krim annekteret af det Russiske Kejserrige.
Slavehandel Indtil slutningen af 1700-tallet havde Krim-tatarerne en massiv slavehandel med Det Osmanniske Rige og Mellemøsten, og eksporterede omkring 2 millioner slaver fra Rusland og Ukraine i perioden fra 1500 til 1700.Darjusz Kołodziejczyk, as reported by I 1769 gennemførtes det sidste store tatartogt, som fandt sted under den russisk-tyrkiske krig med indfangningen af 20.000 slaver.
Krimkrigen og 1800-tallet
Krim blev en del af Ruslands Tavritjeskaja guvernement og en stor del af slagene under Krimkrigen (1853-1856) foregik der mellem Rusland på den ene side, og Frankrig, Storbritannien, Det Osmanniske Rige og Kongedømmet Sardinien på den anden. Rusland og det Osmanniske Rige gik i krig i oktober 1853 over Ruslands rettigheder til at beskytte de ortodokse kristne. Rusland fik overtaget efter at have ødelagt den osmanniske flåde i Sortehavshavnen i Sinope. For at stoppe Ruslands erobringer gik Frankrig og Storbritannien ind i krigen i marts 1854 og Sevastopol blev belejret af et forbund mellem Frankrig, Storbritannien, Kongeriget Sardinien og Osmannerriget. De fleste af kampene fandt sted om kontrollen over Sortehavet, med landslag på Krim-halvøen. Russerne holdt deres store fæstning ved Sevastopol i over et år, men Ruslands magt og indflydelse i Østeuropa og Sortehavet blev begrænset.
Efter fæstningens fald blev der indgået fred i Paris i marts 1856. Religionsspørgsmålet var allerede blevet løst. Hovedresultaterne blev, at Sortehavet blev neutralt farvand, og at Rusland ikke måtte have krigsskibe der. Samtidigt blev de to vasaller Valakiet og Moldavien stort set uafhængige under nominelt osmannisk styre.
Krigen lagde store dele af den økonomiske og sociale infrastruktur på halvøen i ruiner. Under krigen gjorde sygeplejersken Florence Nightingale sig kendt som reformator af de sanitære og menneskelige forhold for britiske soldater.
Krim i 1900- og 2000-tallene I Sovjetunionen Under den russiske borgerkrig efter omstyrtelsen Zar-vældet skiftede Krim hænder flere gange og var en højborg for den anti-bolsjevikiske hvide hær. Det var på Krim, at de sidste kampe mellem De Hvide under ledelse af general Pjotr Wrangel og Nestor Makhnos anarkistiske kræfter i koalition med Den Røde Hær stod i 1920. Ca. 50.000 "hvide" krigsfanger og civile blev henrettet ved skydning eller hængning efter General Wrangels nederlag i slutningen af 1920. Henrettelserne anses for en af de mest omfattende under borgerkrigen. Den 18. oktober 1921 blev Den autonome Socialistiske Sovjetrepublik Krim (ASSR) oprettet som en del af Den russiske SFSR som en del af Sovjetunionen. Krim ramtes af alvorlig hungersnød to gange i 1900-tallet, hungersnøden fra 1921 til 1922 samt hungersnøden i 1932-1933, hvor over 2 millioner døde.
Under 2. verdenskrig var Krim skueplads for flere blodige slag. Aksemagterne under ledelse af Nazityskland led store tab i sommeren 1941, da de forsøgte at gå gennem den smalle landtange, Perekop, der forbinder Krim til det sovjetiske fastland. Da Aksemagterne slap igennem, besatte de det meste af Krim, med undtagelse af byen Sevastopol, som holdt stand fra oktober 1941 til 4. juli 1942, hvor tyskerne endeligt erobrede byen. Fra 1. september 1942 blev halvøen administreret som Generalbezirk Krim (generaldistrikt Krim) und Teilbezirk (og under-distrikt) Taurien. På trods af nazisternes og deres forbundsfællers hårdhændede overgreb forblev Krim-bjergene en ubesejret højborg for modstandskampen, indtil halvøen blev befriet af Den røde hær i 1944.
Med begrundelsen at de havde samarbejdet med de nazistiske besættelsesstyrker, blev Krim-tatarerne den 18. maj 1944 deporteret til Centralasien. Den 26. juni 1944 blev den armenske, bulgarske og græske befolkning ligeledes deporteret til Centralasien. I 1967 blev Krim-tatarerne rehabiliteret, men det var fortsat forbudt for dem at vende tilbage til deres hjemland, indtil de sidste dage af Sovjetunionens eksistens. Krim ASSR blev ophævet 30. juni 1945 og omdannet til oblasten (provinsen) Krim i den russiske SFSR.
Den 19. februar 1954 udstedte præsidiet for Den Øverste Sovjet et dekret om at overføre Krim-oblasten fra Russiske SFSR til Ukrainske SSR. Overdragelsen af Krim-oblasten til Ukraine er blevet beskrevet som en "symbolsk gestus", der markerede 300-året for at Ukraine blev en del af det russiske imperium. Andre hævder imidlertid at overførslen blev foretaget, fordi den Ukrainske SSR var i en bedre position til at hjælpe med Krims genopbygning i kølvandet på 2. verdenskrig. I efterkrigsårene udviklede Krim sig til et førsteklasses turistmål, hvor der byggedes nye attraktioner og kurbade for turister, og Krim blev turistmål for hele Sovjetunionen og nabolandene. Krims infrastruktur og produktion blev også udviklet, især omkring havnene i Kertj og Sevastopol og i Simferopol.
Efter en folkeafstemning den 20. januar 1991 fik Krim-oblasten status som en selvstyrende socialistisk sovjetrepublik den 12. februar 1991 af Øverste Sovjet i den ukrainske SSR.
I det uafhængige Ukraine Med Sovjetunionens opløsning blev Krim en del af det uafhængige Ukraine, hvilket førte til spændinger mellem Rusland og Ukraine. I januar 1991 holdt man en folkeafstemning på Krim som med stort flertal - 93,2% - anerkendte, at Krim blev en autonom (selvstyrende) republik.kianews.com: КРЫМСКАЯ АВТОНОМИЯ 23 ГОДА СПУСТЯ, hentet 23. oktober 2017 Med Sortehavsflåden baseret på halvøen var der flere gange bekymring for væbnede sammenstød. Krim-tatarer begyndte at vende tilbage fra deres eksil og bosætte sig på Krim.
Den 26. februar 1992 omdøbte Krims Verkhovna Rada (Krims parlament) oblasten Krim til ASSR Republikken Krim og proklamerede selvstyre den 5. maj 1992,Eastern Europe, Russia and Central Asia 2004, Routledge, 2003, (page 540)Russians in the Former Soviet Republics by Pål Kolstø, Indiana University Press, 1995, (page 194) og vedtog Krims første forfatning samme dag. Den 6. maj 1992 indsatte parlamentet en sætning i forfatningen, der erklærede, at Krim var en del af Ukraine., dog blev der i Krims parlament stemt for, at Krim skulle være uafhængigt af Ukraine, men efter pres fra Ukraine blev der ikke afholdt folkeafstemning.
Den 19. maj 1992 erklærede Krim sig enig i at forblive en del af Ukraine og annullerede proklamationen af selvstyre og den ukrainske regering accepterede at udvide Krims allerede omfattende autonome status. Samtidigt blev den russiske præsident Boris Jeltsin og den ukrainske præsident Leonid Kravtjuk enige om at opdele den tidligere sovjetiske Sortehavsflåde mellem Rusland og den nydannede ukrainske flåde.Ready To Cast Off , TIME Magazine, June 15, 1992
Den 14. oktober 1993 oprettede Krim-parlamentet posten som Krims præsident og fastsatte antallet Krim-tatarrepræsentanter i rådet til 14. Ændringerne af forfatningen skabte imidlertid grobund for fortsat politisk uro. Den 17. marts 1995 greb Ukraines parlament ind, forkastede Krims forfatning og afsatte Krims præsident Jurij Mesjkov sammen med hans regering for hans forsøg på at fremme integrationen med Rusland.Verkhovna Rada, Ukraine: lov 1995/03/17 nummer 92/95-VR, Om afskaffelse af forfatningen og nogle love i Den Autonome Republik Krim, , hentet 2014-03-09 Efter en midlertidig forfatning trådte den nuværende forfatning, der ændrede områdets navn til den Autonome Republik Krim, i kraft.
Efter ratificeringen i maj 1997 af traktaten for samarbejde, partnerskab, venskab og deling af Sortehavsflåden mindskedes de internationale spændinger langsomt. Men i september 2008 beskyldte den ukrainske udenrigsminister Volodimir Ogrizko Rusland for at dele russiske pas ud til befolkningen på Krim og beskrev det som et "reelt problem" givet Ruslands erklærede politik om militær intervention i udlandet for at beskytte russiske statsborgere.Cheney urges divided Ukraine to unite against Russia 'threat. Associated Press. September 6, 2008.
Den 24. august 2009 afholdt de etniske russiske beboere på Krim anti-ukrainske demonstrationer. Sergej Tsekov (fra Russisk Blok og formand for Krim-parlamentethttp://www.ruscrimea.ru: Этапы становления Русской общины Крыма ), sagde dengang, at han håbede, at Rusland ville behandle Krim på samme måde, som det havde behandlet Sydossetien og Abkhasien. Kaos i det ukrainske parlament brød ud under en debat om forlængelse af lejekontrakten på en russisk flådebase den 27. april 2010 efter at Ukraines parlament ratificerede traktaten som forlænger Ruslands lejekontrakt på det orlogsværftet og baseinstallationer i Sevastopol havn frem til 2042. Både Verkhovna Rada og den russiske Statsduma ratificerede traktaten.Update: Ukraine, Russia ratify Black Sea naval lease, Kyiv Post (April 27, 2010)
Krimkrisen og den russiske militære intervention 2014 Den 23. februar 2014, efter de ukrainske uroligheder, blev loven om beskyttelse af mindretalssprog, herunder russisk, afskaffet, og ukrainsk blev det eneste officielle sprog på alle niveauer. Den 26. februar 2014 stødte tusinder af pro-russiske og pro-ukrainske demonstranter sammen foran parlamentsbygningen i Simferopol. Protesterne fulgte afsættelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj den 22. februar 2014 og et krav fra pro-russiske demonstranter for løsrivelse af Krim fra Ukraine og søge assistance fra Rusland.
Den 28. februar 2014 vurderede den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, at Ruslands handlinger havde "massiv støtte" fra Krims befolkning Behind Closed Doors: Ukraine's Panicked Meeting Ahead Of Crimean Seizure, Radio Free Europe Radio Liberty, 23. februar 2016.