Eksistentialisme er en retning inden for filosofi, der især er repræsenteret af den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980).Jean-Paul Sartre, 2014. Hovedideen i eksistentialismen er, at mennesket ikke er bestemt af arv og miljø, men skaber sig selv gennem sine valg.Warnock, Mary. The Philosophy of Sartre(London, 1965).
Eksistentialismen er en del af den bredere eksistensfilosofi, der begyndte med Søren Kierkegaard (1813-1855).Paw Amdisen, Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen (2009). At tænke eksistensen. Aarhus Universitetsforlag. Ved "eksistentialisme" forstår man den særlige tilgang, der blev grundlagt af Jean-Paul Sartre og videreudviklet af Simone de Beauvoir.For forskellen på eksistensfilosofi og eksistentialisme henvises til Peter Kemps artikel “Farvel til eksistentialismen – leve eksistensfilosofien!ogen” i bogen “At tænke eksistensen”, Aarhus Universitetsforlag. Kierkegaard, Nietzsche og Merleau-Ponty er fx ikke en del af eksistentialismen, og Albert Camus var modstander af eksistentialismen. Retningen fik stor udbredelse i efterkrigstiden og påvirkede blandt andre den danske forfatter Peter SeebergHolst 2003. og den danske teolog Johannes Sløk.Sløk 2009.
Eksistentialismen havde sin storhedstid i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne,Little, A. (1946). Existentialism and the New Literature. Studies: An Irish Quarterly Review, 459-467.https://link.springer.com/referenceworkentry/10.1007/978-1-4020-8265-8_1601. hvorefter den langsomt mistede betydning som filosofisk og litterær retning. Der er ikke udgivet væsentlige eksistentialistiske værker siden 1950’erne. De oprindelige værker har dog bevaret en vis betydning helt op til i dag.
Eksistentialismen i hovedtræk Eksistentialismen sætter individet og dets eksistens i centrum. Sartre mente, at menneskets eksistens går forud for dets essens. Dermed mente han, at mennesket eksisterer før det kan defineres, dvs. før dets essens kan defineres.Eksistentialisme er en humanisme, Jean-Paul Sartre, fx , s. 14 og 16-17. Sagt på en anden måde: Mennesket kan ikke defineres som noget bestemt, før det bliver til (bliver født, eksisterer). Mennesket har ikke en bestemt medfødt natur. Det er ikke på forhånd bestemt (determineret) til at være noget bestemt. Hvad mennesket er - hvad dets essens er - vælger det selv, efter eksistensen (efter at være blevet til (blevet født)). Mennesket har ikke nogen essens forud for eksistensen.
En modsat opfattelse af eksistentialismen er essentialismen. Den går ud på, at essensen går forud for eksistensen. Det er f.eks. opfattelsen i den traditionelle kristendom, som går ud fra, at mennesket på forhånd - før det bliver til - har en bestemt natur: Det er skabt i Guds billede og er faldet i synd. Den traditionelle kristendom siger desuden, at mennesket på forhånd er forpligtet på nogle bestemte normer: tro på Jesus Kristus, næstekærlighed, de 10 bud.
Tanken om, at eksistensen går forud for essensen, indebærer derimod, at mennesket skaber sin egen essens og identitet gennem valg og handling. Eksistentialismen er derfor også en ateistisk filosofi. Eksistentialisterne betragter mennesker som subjekter i en verden, hvor Gud ikke eksisterer, og hvor der ikke findes nogen højere, objektiv mening. Meningen med livet kan kun skabes i kraft af de valg, mennesker træffer. Denne mening er til enhver tid subjektiv og ofte midlertidig og ustabil.
Det forhold, at der ikke eksisterer en objektiv sandhed eller en objektiv mening med livet, gør ofte mennesker angste. Den eneste måde at overvinde denne angst på er ved at vælge, da man dermed skaber mening med sin tilværelse. Eksistentialismen er således en individualistisk filosofi. Den sætter individet i centrum og betoner individets valg og frihed i mødet med angsten.
Som strømning har eksistentialismen haft stor indflydelse i 1900-tallet. Dens tilgang til mennesket og dets forhold til omverdenen har påvirket både filosofi og litteratur. Eksistentialismen blev med sit fokus på eksistentielle grundfænomener som angst og meningsløshed for alvor kendt i og efter slutningen af 2. Verdenskrig. Retningen var dog meget bundet til livserfaringen under og efter krigen og har siden 1980’erne mistet det meste af sin betydning.
Eksistentialismens forhold til lignende filosofiske retninger Eksistentialismen er en forholdsvis moderne tankegang fra anden halvdel af det 20. århundrede. Den anses af mange for at være en videreudvikling af eksistensfilosofien hos den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard (1813-1855). Eksistentialismen opstod dog først som filosofisk og litterær retning under Anden Verdenskrig og i efterkrigsårene. Den moderne eksistentialisme grundlagdes af den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre (1905-1980).Sartre 2014. En anden eksistentialistisk filosof var Simone de Beauvoir (1908-1986).
Sartres eksistentialisme var også forbundet med den eksistentielle fænomenologi, der var en kombination af eksistensfilosofi og Husserls fænomenologi.
De to betegnelser "eksistentialisme" og "eksistensfilosofi" er heller ikke synonyme i tysk og fransk filosofi. Også her er eksistentialisme en underskole under eksistensfilosofi.Peter Kemp "Farvel til eksistentialismen – leve eksistensfilosofien!" IN “At tænke eksistensen”, Aarhus Universitetsforlag, 2009.Se også “Deutsche Existenzphilosophie und französischer Existentialismus“, Otto Fr. Bollnow
Bd. 2, H. 2/3 (1948), pp. 231-243. Den tyske Philosophisches Wörterbuch skelner ligeledes mellem de to betegnelser, og filosofisk eksistentialisme er således en langt mere snæver betegnelse end eksistensfilosofi.Bugt & Klaus, Philosophisches Wörterbuch - Band 1, 1987, S. 390-1.
Den samtidige Albert Camus tog afstand fra eksistentialismen og kan ikke regnes for at være en del af bevægelsen. Denne afstand handlede blandt andet om, at Camus ikke mente, at mennesket kunne skabe en mening. Sartres anden filosofiske landsmand Maurice Merleau-Ponty forstod heller ikke sig selv som en del af eksistentialismen og var modstander af Sartres filosofi.R.W. Meyer (1956). Merleau-Ponty und das Schicksal des französischen Existentialismus. Philosophiache Rundschau, 60. Endelig tog den tyske Martin Heidegger også afstand fra eksistentialismen og var stærkt kritisk over for Sartre,Martin Heidegger: Über den Humanismus. Klostermann, Frankfurt am Main 2000. selv om Sartre på enkelte punkter var inspireret af Heideggers ungdomsfilosofi.
Eksistentialismens filosofi Eksistentialismen beskæftiger sig som sagt med en række grundlæggende begreber som angst, frihed, identitet, ansvar, valg og den menneskelige bevidsthed om både eksistens og død. Alle disse fænomener, hævder eksistentialisterne, er grundlæggende for den menneskelige eksistens, og de kan ikke forklares fuldt ud fra en naturvidenskabelig tilgangsvinkel.
Det handler om at træffe valg og at tage ansvar for disse valg. Tilværelsen kan ikke forklares ud fra en teori eller indordnes under et system. Tilværelsen er til enhver tid uafsluttet og uden en mening, der gælder for alle. Når der ikke er nogen overordnet mening eller et foruddefineret mål med livet, bliver alle handlinger til et individuelt valg.
Erkendelsen af, at der ingen mening er med tilværelsen, medfører stor usikkerhed og angst, siger eksistentialisterne.Brown, S. M. (1948). The Atheistic Existentialism of Jean-Paul Sartre. The Philosophical Review, 57(2), 158-166. Den eneste måde at overkomme angsten og meningsløsheden på, er at træffe valg. Kun igennem valg og handling kan tilværelsen få mening – men kun for den enkelte. Hvert valg er med til at skabe og forme det enkelte menneskes eksistens og identitet. Det er således op til den enkelte at skabe sit liv ud fra, hvad der er sandt for vedkommende. Man er selv ansvarlig for ethvert valg, man foretager. Et forkert valg er kun ens egen skyld. Hverken opvækst, samfundsforhold eller andre ydre ting kan bære skylden for ens valg.
Det frie valg thumb|180px|Skitse af Sartre, tegnet for New York Times af Reginald Gray, 1965. Eksistentialisterne gjorde blandt andet oprør mod tanken om, at der findes en bestemt "menneskelig natur", der kan forklare, hvorfor et menneske handler som det gør.Reynolds, J. (2014). Understanding existentialism. Routledge.Aho, K. (2014). Existentialism: an introduction. John Wiley & Sons.Douglas, K. N. (1947). The Nature of Sartre's Existentialism. The Virginia Quarterly Review, 23(2), 244-260.Udsagnet stammer fra Jean-Paul Sartre (1946): L'existentialisme est un humanisme. Paris: Les Éditions Nagel. Forgængeren Kierkegaard nægtede, at man overhovedet kan tale om en menneskelig natur, som kan forudbestemme, hvordan et menneske vil være eller opføre sig.
Sartres analyse i hovedværket Væren og intet (1943) er i hovedsagen et svar på Heideggers Væren og tid (1927). I modsætning til Heidegger koncentrerer Sartre sig om frihed og ansvar i en etisk sammenhæng.
Ifølge Edmund Husserl er tingene kun noget i kraft af, at de registreres af vores bevidsthed. Sartre vil derimod vise, at tingene eksisterer uafhængigt af vor bevidsthed og vore hensigter. Han viser til Hegel, der så tingenes egenskaber som noget an sich (i sig selv). For Hegel var virkeligheden derfor meningsfuld i sig selv. For Sartre er virkeligheden derimod "absurd" i sin meningsløshed, der tårner sig tæt og uigennemtrængelig op foran os. Tingene får først mening ved at indgå i vore projekter.Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 534), forlaget Gyldendal, Oslo 2002.
Ifølge Sartre "eksisterer" mennesket og udvikler sig ustandseligt, mens tingene kun "er". Tingene får kun mening ud fra de menneskelige projekter, de indgår i. Tingenes væremåde beskriver Sartre som et en-soi (i sig selv), mens menneskets bevidsthed beskrives som et pour-soi (for sig). Menneskets bevidsthed er i sig selv intet, men er kun til, når tingene viser sig for den - når bevidstheden betragter og bestemmer tingene. Vor bevidsthed eksisterer kun i denne bestemmende aktivitet, og behøver det, den er bevidst om, for i det hele taget at eksistere.
Hvis vi ikke er i stand til at genkende tingene omkring os, så virkeligheden overmander os, og alt flyder sammen til en grød, oplever vi angiveligt kvalme - en erfaring, som Sartres har beskrevet i sin roman Kvalme fra 1938. En anden grænseerfaring kan være angst.
Samtidig beskrev Sartre også "bevidsthedens tilintetgørende kraft", som hos personen, der leder efter sin ven Pierre på en café. Alle de andre på caféen bliver på en måde usynlige, bortset fra dem der muligvis kan vise sig at være Pierre. Ja, selv caféen forsvinder nærmest for tilskuerens blik, der kun søger Pierre. Caféen bliver således til et "intet". Det er altså menneskets bevidsthed, der indfører "intet" i virkeligheden. Negationen er indført af mennesket og dets projekter.Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 535).
I sidste instans er det friheden, der giver livet mening. Men denne frihed kan tabes, hvis man overlader valgene til andre. Hvis man bliver konfirmeret uden at stille spørgsmål til det, så taber man friheden. Hvis man sætter børn i verden med begrundelsen "for det skal man da", så mister man også friheden. Man havner i en rolle, hvor man mærker - eller indbilder sig - det der forventes af en.
At bryde ud af et mønster kan være forbundet med store personlige omkostninger. Problemet forstærkes af den måde, menneskets bevidsthed fungerer på. "Bevidsthedens tilintetgørende kraft" prøver altid at forvandle andre mennesker til noget, der kan indgå i bevidsthedens planer. Andre mennesker forvandles derved til objekter for bevidsthedens projekter. "Helvede, det er de andre", sagde Sartre for at karakterisere denne individualistiske menneskelige bevidsthed.