Cahokia

thumb|upright 1.2|Cahokia som byen nok så ud i dens glansperiode med templer på jordhøjene og den åbne Grand Plaza Cahokia nær Collinsville og Mississippi River i det vestligste Illinois var den største præcolumbianske by nord for Mexico.Iseminger, William: "Five Decades of Public Interpretation at Cahokia Mounds State Historic Site". Archaeologies: Journal of the World Archaeological Congress. Vol. 17, No. 1 (April 2021). Den eksisterede fra ca. år 1050 til dens totale affolkning omkring 1300 eller 1350.Benson, Larry V., Timothy R. Pauketat and Edward R. Cook: ”Cahokia's Boom and Bust in the Context of Climate Change”. American Antiquity. Vol. 74, No. 3 (Jul., 2009). Pp. 467-483. Der levede måske over 15.000 borgere i Cahokia, da den var tættest befolket frem mod år 1100. Et afvigende skøn ligger på højst 7.500 indbyggere og et andet på 35.000.Fritz, Gayle J.: Feeding Cahokia. Early Agriculture in the North American Heartland. University of Alabama Press. 2019. Bysamfundets revolutionerende brug af dyrket majs som en vital del af indbyggernes kost muliggjorde samlingen af så mange folk på så relativt lille et område.Emerson, Thomas E., Kristin M. Hedman, Mary L. Simon, Mathew A. Fort, and Kelsey E. Witt: ”Isotopic Confirmation of the Timing and Intensity of Maize Consumption in Greater Cahokia.” American Antiquity. Vol. 85, No. 2. 2020. Pp. 241–262.

Cahokia har navn efter cahokia indianerne, der sammen med tamaroa stammen havde befolket området, da franskmændene bosatte sig i denne del af Illinois sidst i 1600-tallet.

thumb|upright 0.6|En omhyggeligt udformet pilespids fundet på Monks Mound thumb|upright 0.8|Flere udskårne figurer er gravet frem af jorden i CahokiaEmerson, Thomas E. and Randall E. Hughes: ”Figurines, Flint Clay Sourcing, the Ozark Highlands, and Cahokian Acquisition.” American Antiquity. Vol. 65, No. 1 (Jan., 2000). Pp. 79-101. Illinois købte en del af det udstykkede og privatejede Cahokia i 1923 og gjorde området til en statspark. I 1982 opnåede den arkæologiske plads med byen status af et World Heritage Site bl.a. på grund af dens opsigtsvækkende grundplan med store beboede kvarterer mellem mere end 100 menneskeskabte jordhøjeFowler, Melvin L.: The Cahokia Atlas. A Historical Atlas of Cahokia Archaeology. Springfield. 1989. og en åben, planeret centerplads på 24 hektarer.Alt, Susan M, Jeffery D. Kruchten and Timothy R. Pauketat: "The Construction and Use of Cahokia's Grand Plaza." Journal of Field Archaeology. Vol. 35, No. 2 (June 2010). Pp. 131- 146. Arkæologer har fastslået eksistensen af en tre kilometer lang palisade, omfangsrige jordgrave (borrow pits), massegrave med over 250 skeletter samt store cirkler af spredte pæle til astronomiske observationer.

I et markant brud med fortiden var byen top-styret af en lille elite og dens religiøse ledere. Disse evnede at få tusindevis af byens oprindelige borgere og flere tilflyttere med en anden etnisk baggrund til at samarbejde og stræbe efter de samme mål.Pauketat, Timothy R.: Cahokia: Domination and Ideology In the Mississippian World. Lincoln. 2000.

thumb|upright 0.8|En lille sandstens-tavle fra Monks Mound med en indridset “Fuglemand”. Bagsiden er helt mønstret med små trapezer I en periode menes næsten en tredjedel af byens borgere at være søgt til staden langvejsfra. Ergo havde Cahokia nok flere minoritets-kvarterer, hvor folk med en egen kultur, kostvaner og sprog fandt sammen efter nationalitet. Med byens position som Mississippi floddalens største formidler af mississippi-kulturen gennem tre århundreder påvirkede Cahokia andre indfødte samfund fra Minnesota til Louisiana både politisk, kommercielt og religiøst.

I en omkreds af 25 kilometer fra storstaden lå flere end 10 mindre, lignende byer, nogle af dem med over 40 konstruerede jordhøje og op til 2.000 indbyggere. Dette kompleks af samtidige byer, inclusive selve Cahokia, benævnes Greater Cahokia.

Skønt genstand for stor interesse gennem mere end 125 år har arkæologer undersøgt mindre end 1% af byen og dens jordhøje. Et stort, moderne museum ved Cahokia Mounds World Heritage Site gengiver byens historie. Desuden har man rekonstrueret et afsnit af palisaden og en 123 meter stor pælecirkel.

Cahokia thumb|Cahokia kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1982 ”Big Bang”: Byen skyder op Cahokia blev rejst oven på en gammel, mindre by omkring 1050 som følge af et indfødt folks markante brud med fortiden og dets radikale nytænkning af byplanlægning, arkitektur og samfundsorden. Flere arkæologer omtaler den næsten øjeblikkelige omvæltning og hurtige byfornyelse og udvidelse af Cahokia som et socialt og kulturelt ”Big Bang.”Emerson, Thomas E.: ”An Introdoction to Cahokia 2002: Diversity, Complexity, and History.” Midcontinental Journal of Archaeology. Vol. 27, No. 2 (Fall 2002). Pp. 127-148. Nogle fagfolk ser tegn på, at en ny, religiøs bevægelse med en hurtigtvoksende menighed vendte folkementaliteten væk fra det gammelkendte og banede vejen for de dybtgående forandringer.

Byens rektangulære huse havde ofte gulve lidt under jordniveau.National Register of Historic Places Inventory – Nomination Form. Cahokia Mounds. Washington. 1975. De havde sikkert stråtækt tag og stolpevægge af en slags.Pauketat, Timothy R., Lucretia S. Kelly, Gayle J. Fritz, Neal H. Lopinot, Scott Elias and Eve Hargrave: "The Residues of Feasting and Public Ritual at Early Cahokia.” American Antiquity. Vol. 67, No. 2 (Apr., 2002). Pp. 257-279. Efter 1200 gravede cahokianerne dybe render i husenes omkreds brugt til at stabilisere det nederste af ydervæggene.

Folk fra både mindre nabobyer og fjerne himmelstrøg søgte ind til Cahokia, hvor en stor arbejdsstyrke bl.a. dannede de første jordhøje. Jorden tog de fra områder tæt ved byen, der resulterede i mange op til 12 hektar store ”lånehuller” med en dybde på næsten 3 meter nogle steder. Byen brugte nogle af lånehullerne som lossepladser bagefter.

thumb|Twin Mounds (Mounds 59 og 60) syd for Grand Plaza Den såkaldte Monks Mound var til start en seks og en halv meter høj, fladtoppet jordhøj; muligvis var den påbegyndt af andre folk omkring år 900. Byen ville arbejde videre på højen ad mange omgange det næste århundrede eller mere, til den rejste sig som den højeste og mest monumentale høj i Cahokia. Tillige var den den største menneskeskabte jordhøj i Nordamerika.

Øverst på visse af byens fladtoppede jordhøje blev der bygget store templer og huse til eliten. Placeringen synliggjorde disse beboeres særlige position i samfundet samt bygningernes betydning for folket som steder, hvor vigtige ceremonier og rådslagninger fandt sted.Pauketat, Timothy R.: Temples for Cahokia Lords. Preston Holder's 1955–1956 Excavations of Kunnemann Mound. University of Michigan Press. 1993.

Et enormt, tidligt anlægsarbejde af hidtil uset omfang i denne del af Nordamerika var planeringen af den rektangulære centerplads (Grand Plaza) på ca. 450 x 540 meter. Pladsen blev anlagt lige syd for Monks Mound. Nogle steder hældte indianerne op til 70 centimeter fyldmateriale på jorden for at udjævne huller og give torvet en plan overflade. En del af den gamle, mindre by blev begravet under de mange tusinde kubikmeter jord. Centerpladsens lange sider rammer kun fem grader skævt i at være stik nord-syd orienteret. Tæt på pladsens midtpunkt ligger den to til tre meter høje Red Mound (Mound 49); om den lave høj er et skånet levn fra tidligere tider eller Cahokias bevidste markering af pladsens centrum er uklart.

Store fester i forbindelse med anlægsarbejder eller årlige ceremonier, der inddrog hele bybefolkningen og styrkede borgernes følelse af samhørighed, blev nok afholdt på Grand Plaza. Resterne af de overdådige måltider og andet festaffald lader til at være endt i det nærtliggende lånehul under Mound 51.

Rundt omkring Monks Mound anlagde cahokianerne fire andre åbne pladser på ca. 9 hektarer, kaldt henholdsvis East Plazas, West Plaza og Creek Bottom Plaza.

At brødføde Cahokia Omkring år 800 vandt majs frem i dele af Nordamerika som en dyrket afgrøde. Nytteplanten nåede Illinois’ indfødte befolkninger 100 år senere. Cahokianerne udvidede deres sortiment af haveplanter med majsen, for byen lå i en frodig del af Missississipi floddalen (The American Bottom) med Cahokia Creek og andre åer samt søer indenfor en rimelig afstand.

Majs udgjorde snart den vigtigste del af størsteparten af byboernes kost. Den blev dyrket lokalt, men også transporteret frem fra Richland Complex 30 til 40 kilometer sydøst for Greater Cahokia. Dette 300 km2 store landbrugs-distrikt tilknyttet Cahokia lå ved små bifloder til Kaskaskia River.

Ellers indgik f.eks. dyrket squash og solsikkefrø samt fisk, vade- og svømmefugle plus vildt i familiernes kost.

Nogle af byens fremmede tilflyttere med andre kostvaner lader til ikke at have spist majs, i hvert fald ikke i starten.

Cahokias jordhøje thumb|Fox Mound. Dickens så højene i 1840erne uden at være imponeret thumb|En kegleformet jordhøj Byens folk skabte omkring 120 jordhøje anlagt forskellige steder.McNutt, Charles H.: Cahokia in Context. Hegemony and Diaspora. University of Florida Press. 2020.

Mange høje var anlagt med en flad top og en større, kvadratisk eller rektangulær bund, ofte beskrevet som en afstumpet pyramide. På andre rektangulære høje snævrede to parallelle sider ind mod toppen, så de fik en smal, langstrakt højderyg uden plads til bygninger. Disse høje stod typisk i udkanten af Cahokia og markerede måske løseligt bygrænsen. Et fåtal jordhøje var kegleformede med en rund base, der symmetrisk snævrede ind opefter. I flere tilfælde dannede de par med en fladtoppet høj tæt ved og kunne være forbundet med denne med en hævet, anlagt sti.

Højden varierede fra under en meter til 30 meter.

Nogle høje, som Mound 51, blev anlagt oven på et lånehul fyldt med affald og nyt jord.

Mound 72 med en base på ca. 42 x 21 meter fremkom ved at dække flere små, tidlige høje helt til med nye lag jord. De små høje rummede mere end 250 skeletter.

En del jordhøje eksisterer ikke mere, da de er jævnet i tidens løb for at give plads til f.eks. veje, butikker og en hundevæddeløbsbane. Andre høje ændrede form og størrelse på grund af erosion, eller ved at jorden blev mekanisk dyrket igennem årtier.

Flere af højene, også nogle af de nu ødelagte, var motiv for forskellige kunstnere fra 1830erne, f.eks. Bodmer.

I 1921-1922 tog Army Air Service luftfotografier af højene, ligeledes af mange jordhøje som siden er forsvundet. Cahokia var den første arkæologisk plads i Nordamerika, der blev dokumenteret og studeret på denne måde.

thumb|Monks Mound. Skabt af mere end 600.000 m3 jord båret hen til højen i kurve og læsset af. Monks Mound Monks Mound (Munkenes jordhøj) er den mest monumentale jordhøj bygget i Cahokia, og den lå ved den nordre ende af Grand Plaza. Navnet skyldes trappist munke, der dyrkede jorden på toppen af højen fra 1809 og nogle år frem. Højens base har sider på ca. 290 x 286 meter, og højden er omtrent 30 meter. Som den eneste høj i Cahokia har den tre terrasser i forskellig højde op mod den flade top: Knap 11, 19 og 25 meter oppe. En bred rampe af jord førte op til den første terrasse fra foden af højen.

I starten var højen langt mindre. Som følge af 14 eller måske 18 senere udvidelser frem mod år 1200 fik den sin endelige form og størrelse. Det anslås, at indianerne da havde båret mere end 600.000 m3 jord eller mørkt prærieslam hen til højen i kurve og læsset den af for at fuldende monumentet.

Der er fundet spor af en stor, forhistorisk bygning på toppen af Monks Mound. I 1700-tallet opførte franskmænd en lille trækirke på den første terasse.

Lånehullerne thumb|Plan over et udsnit af Cahokia med bl.a. et låneområde, hvor jorden til nogle af højene kom fra