thumb|Bozeman Trail opkaldt efter J. M. Bozeman, men mest anlagt af Jim Bridger thumb|Fort Laramie traktaten (1851), Artikel 2, der gav USA ret til at anlægge veje og bygge forter i de respektive indianer-territorier thumb|Lakotaen Red Cloud vandt kampen om Bozeman Trail mod de hvide og sikrede sig land vest for Powder River,Nabokov, Peter: Two Leggings. The Making of a Crow Warrior. Lincoln and London, 1982. som hans fjender i crow stammen havde fået traktat på i 1851 Bozeman Trail i de nuværende amerikanske stater Wyoming og Montana var en mere end 700 kilometer lang prærievogns-rute vestpå fra 1864 til 1868. Ruten startede som en sidevej til Oregon Trail ved North Platte River i Wyoming, hvorfra den skråede nordvestpå og åbnede en genvej til de nyopdagede guldfelter i det sydcentrale Montana. Strækningen gennem det vestlige Powder River område og op langs Yellowstone River blev først brugt af guldgravere og nybyggere og siden udelukkende af amerikanske soldater.
Hjulsporet er opkaldt efter John Marion Bozeman (1835-1867).
Omkring 3.500 rejsende fuldførte turen over Bozeman Trail i de to år, hjulsporet var åbent for civil trafik. I 1865 og igen fra sidst i 1866 var ruten forbeholdt hæren.Doyle, Susan Badger (Ed.): Journeys to the Land of Gold. Emigrant Diaries from the Bozeman Trail, 1863-1866. Vol. 1. Helena. 2000. På det tidspunkt var militærstationerne Fort Reno (1865-1868), Fort Phil Kearny (1866-1868) og Fort C. F. Smith (1866-1868) bygget som en beskyttelse af ruten, der blev truet af fjendtlige lakotaer og cheyenner.Prucha, Francis Paul: A Guide to the Military Posts of the United States, 1789-1895. Madison. 1964.
Omkring 110 kilometer af de sydligste stærkninger af ruten gik gennem anerkendt lakota territorium. Langt det meste af Bozemen Trail gennemkrydsede de generelt venligt-sindede crowers territorium som fastlagt i Fort Laramie traktaten.Hoxie, Frederick E.: Parading Through History. The Making of the Crow Nation in America, 1805-1935. Cambridge. 1995. Den samme traktat garanterede USA retten til at anlægge veje og bygge militære forter i de definerede stammeområder.Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. 2. Washington, 1904. Hærens tre nye forter ved Bozeman Trail lå i crow territoriet vest for Powder River.
Red Cloud fulgte imidlertid præriens svindende bisonhjorde ind i netop crowernes Powder River bassin i 1860erneStands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln. 1972. og lukkede definitivt Bozeman Trail i 1868 efter flere angreb på både civile rejsende og soldater. ”Bloody Bozeman” endte strækningen med at hedde i folkemunde.
Hjulsporet var det sidste i USA benyttet af amerikanere i et kapløb om at skabe sig en formue i guld.
Bozeman Trail Generelt om ruten Navnet thumb|John M. Bozeman der ufortjent hyldes som manden bag Bozeman Trail Flere af datidens rejsende på Bozeman Trail kaldte slet og ret den nye rute for ”The road to Montana”.Moulton, Candy: “Susan Badger Doyle’s two-volume work on the Bozeman Trail blazes some new ground.” Wild West. Vol. 14, No. 2, (Aug. 2001). P. 56.
På trods af navnet anlagde John M. Bozeman kun ca. det kvarte af Bozeman Trail. Hjulsporet fulgte stort set pioneren Allen Hurlbuts rute gennem Wyoming og siden Bridger Trail gennem dele af Montana, anvendt af pelsjægeren Jim Bridger.Doyle, Susan Badger (Ed.): Journeys to the Land of Gold. Emigrant Diaries from the Bozeman Trail, 1863-1866. Vol. 2. Helena. 2000. Både Hurlbut og Bridger havde udnyttet gamle stisystemer over prærien til ”deres” ruter ved at lade dem følge trampede stier og travois-spor skabt af indfødte amerikanere i tidens løb.
I sommeren 1864 indhentede og overhalede Bozemans vogntog Hurlbuts vogntog ca. 200 kilometer inde på den eksperimentelle rute øst om Bighorn Mountains. Fra et sted syd for Tongue River, Wyoming, og frem til Yellowstone River, Montana, var det Bozeman, der for første gang anlagde den nye rute; dog nok ved at følge gamle, indfødte stier i lighed med de to andre vej-pionerer. Vogntoget anført af ham ankom som det første til Montanas guldfelter. Derfor knyttede især senere tiders historikere konsekvent navnet Bozeman til ruten og ignorerede, at Jim Bridger til sidst var manden bag mere end halvdelen af hjulsporets fulde længde.
Rutens berettigelse Bozeman Trail over prærien til Montana fungerede som et alternativ til The Overland Stage Line og hjuldamper-ruterne op ad Missouri River. Diligencen kørte fra Omaha, Nebraska, til Virginia City, Montana, på 20 dage; men prisen på 350 dollars udelukkede almindelige folk med 41 dollars eller mindre i månedsløn fra at bruge ruten. Sejlturen med hjuldamper til Fort Benton, Montana, (der lå over 200 kilometer nord for guldfelterne) tog normalt 60 dage, og prisen for en dæksplads var ca. 150 dollars.
Omkostningerne ved at påbegynde turen over Bozeman Trail med en købt prærievogn, okser eller muldyr, proviant og andet nødvendigt løb op i rundt regnet 150 dollars pr. person. Undervejs på den flere uger lange tur kom der måske ekstra udgifter til f.eks. færgeoverfarter, ligesom vejviseren tog sig betalt.
Bozeman Trail og de indfødte amerikanere thumb|Fort Laramie traktaten (1851). Crow territoriets grænse mod øst var Powder River som det fremgår at den forstørrede tekst
thumb|Det meste af Bozeman Trail gik gennem crowernes 1851 territorium; men vogntogene og forterne ved ruten blev angrebet af lakotaer og cheyenner thumb|Fetterman Massacre Monument, Wyoming thumb|Crow høvding Iron Bull som på et tidspunkt red med militærport mellem hærens udsatte forter ved Bozeman Trail Fort Laramie traktaten blev indgået i 1851. Trods traktatens fredsaftale mellem indianerne indbyrdes stod kampene mellem de indfødte arvefjender snart igen. Crowerne udkæmpede flere storkampe med invaderende lakotaer i 1850erneMedicine Crow, Joseph: From The Heart Of The Crow Country. The Crow Indians’ Own Stories. New York, 1992. og starten af 1860erneBauerle, Phenocia and Cindy Bell, Luelle Brien, Carrie McCleary, Timothy McCleary and Hubert B. Two Leggins: The Apsáalooke (Crow Indians) of Montana. A Tribal Histories Teacher’s Guide. Little Big Horn College, Crow Agency. 2010., men den lille stamme var reelt chanceløs mod de talrige lakotaer, der tilmed var allieret med cheyennerne og arapahoerne. Engang i 1860erne dominerede alliancen det østlige crow område, som Bozeman Trail snart ville gennemskære.
Lakotaerne under Red Cloud samt især cheyennerne stoppede amerikanernes brug af genvejen over prærien i 1868 efter gentagne angreb på både vogntogene og især soldaterne i forterne sat til at beskytte den. Red Cloud beskrev altid sin kamp for at lukke Bozeman Trail som et retfærdigt forsvar af lakotaernes land og jagtmarker mod indtrængende hvide.
Nogle vogntog mærkede intet til fjendtlighederne, og skønt 24 civile mistede livet i juli 1866, så løb det samlede tabstal blandt de rejsende op i færre end 50 dræbte. Derimod faldt 81 soldater alene under Fetterman massakren den 21. december 1866 ved Fort Phil Kearny, Wyoming.McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Evergreen. 1990.
Eftersom Red Clouds krig mod de hvide stod i traktat-fastlagt crow land, der lige var blevet annekteret af ham og hans allierede, støttede crowerne USA’s indsats for at holde Bozeman Trail åben og stoppe lakotaernes fremmarch. I sommeren 1866 tilbød de hæren at stille med 250 krigere; men oberst Henry Carrington manglede beføjelse til at indrullere både dem og også flere tjenstvillige winnebago krigere fra Nebraska. Uden formelt at indgå i hæren i 1867 beskyttede crower ved lejlighed de militære forters hesteflokke mod raids, ligesom nogle crower red med militærpost mellem de udsatte forter.Dunlay, Thomas W.: Wolves for the Blue Soldiers. Indian Scouts and Auxiliaries with the United States Army, 1860-1890. Lincoln and London. 1982.
Ved at give efter for Red Clouds forlangender med vedtagelsen af Fort Laramie traktaten 1868 forrådte USA crowerne, der i to år havde stået side om side med hæren og advaret soldaterne om overhængende lakota/cheyenne angreb. For at USA kunne indfri høvdingens krav på oprindeligt crow land vest for Powder River, måtte crowerne afstå landområder den 7. maj 1868 og acceptere dannelsen af et reservat. Med Bozeman Trail ryddet for amerikanere kunne Red Cloud og lakotaerne koncentrere sig om at gå ud mod crowerne igenProceedings of the Great Peace Commission of 1867-1868. With an Introduction by Vine Deloria, Jr. and Raymond DeMallie. Washington D.C. 1975. og fravriste dem yderligere land.
For fjernere stammer medførte konflikten over Bozeman Trail, at både pawneer og winnebagoer i Nebraska meldte sig som spejdere for USAs hær og tog parti i striden.
Bozeman Trails udvikling thumb|Bozeman Trail krydsede Bighorn River ved Fort C. F. Smith, Montana; det eneste vadested i mange kilometers omkreds Besværlige etaper af Bozeman Trail ændrede sig til det lettere år for år i takt med et øget kendskab til det gennemrejste terræn.
Som vejviser for en af hærens kolonner i 1865 bidrog Jim Bridger f.eks. atter til ruten ved at erstatte de første ca. 190 kilometer af John M. Bozemans sidevej fra Oregon Trail med en mere farbar afkørsel 50 kilometer længere østpå. Næste år fandt han et alternativ til vejen ned ad Sandborn Hill, Montana, hvor man ofte spændte trækdyrene fra og ved hjælp af håndholdte, fastbundne reb bremsede prærievognenes fart ned ad de stejle skrænter.
James A. Sawyers afkortede rejsetiden på ruten med ca. to dage i 1866 ved at skrå op mod Yellowstone River fra Bighorn River i en mere vestlig retning end den markeret af de første hjulspor.
Vogntogenes organisering Bozeman Trail drog gavn af erfaringerne fra bl.a. Santa Fe Trail og Oregon Trail i organiseringen af store vogntog over lange strækninger.
For fælles beskyttelse rejste man i grupper. En valgt ”kaptajn” og andre personer med tildelt autoritet havde det afgørende ord og irettesatte f.eks. urolige elementer i den brogede skare af vildfremmede rejsende.
Brugerne Langt de fleste på ruten var ugifte mænd eller mænd uden medbragt ægtefælle, så alt i alt udgjorde kvinder og børn højst 20 % af de rejsende.
Folk drejede ind på Bozeman Trail med udgangspunkt fra en række forskellige hjemstater. Nogle havde forladt New York, andre kom fra Kansas og i hvert fald en enkelt var fra Canada. To ud af tre rejsende slog sig permanent ned i enten Montana eller et andet sted vestpå.
Livet på ruten thumb|Vogntogene på Bozeman Trail lignede dette på The Old Freight Road, Montana Mærkedage som den 4. juli blev fejret undervejs med geværsalutter, mælkepunch og dåseferskner samt violinspil. Religion spillede en stor rolle for mange rejsende, og størsteparten af vogntogene fortsatte kun turen om søndagen, hvis det var absolut nødvendigt.
For flere af de farende startede stunderne i hver ny lejr med at aflæse længden på dagens etape på et vognmonteret odometer. Etapen målt på odometeret ville afvige fra etapen målt i fugleflugtslinje på grund af rutens sving og vognenes kørsel op og ned ad bakker. Afhængigt af vejret samt terrænet og antallet af vandløb at krydse tilbagelagde et vogntog fra ca. 16 til 30 kilometer om dagen. Til tider vandrede folk ved siden af vogntoget for at bryde ensformigheden.
Ellers samlede folk brænde i form af træ eller tørrede bisonkasser i en ny lejr, lavede mad over åben ild, vaskede og lappede tøj, reparerede udstyr og gik på jagt eller fiskede, eller de kiggede fotoalbums under besøg hos hinanden. Som en optakt til næste dags etape læste nogle rejsende John Lyle Campbells højst unøjagtige og ergo udskældte guidebog til Bozeman Trail ”Idaho: or Six Weeks in the New Gold-Diggings” udgivet i 1864. I lejren ydede både telte og prærievogne de sovende ly. Nogle sov i det fri under en vognbund. Hvis noget skræmte de løse trækdyr, så de stak i løb om natten, var det forbundet med livsfare at ligge ubeskyttet i det helt åbne.