Emanuel Olsens Vej er en gade på Frederiksberg, der strækker sig over cirka 110 meter mellem Tesdorpfsvej i syd og Oscar Ellingers Vej i nord.

Vejen blev anlagt omkring 1925 og er opkaldt efter forretningsfører for Dansk Karetmagerforbund Emanuel Olsen (1863-1928), der fra 1917 til 1925 var socialdemokratisk rådmand i Frederiksberg Kommune.

Hans Dahlerup Berthelsens dobbelthuse Bebyggelsen på vejen består af otte dobbelthuse med i alt 16 boliger i funkisstil, der er tegnet af Hans Dahlerup Berthelsen og opført i 1933 med landsretssagfører N.C.A. Nielsen som bygherre.

De blev bygget over et stålskelet og havde stålvinduer, tagterrasser og garager i kælderplan. Oprindeligt var husene malet i forskellige farver inspireret af den tyske Bauhaus-skoles gule, røde og blå grundfarver. Murene var gulpudsede, vinduer og døre rødmalede og undersiden på altaner og balkoner marineblå. I dag er husene malet hvide.

Såvel farvesætningen som husene generelt var i 1930'erne omdiskuterede og var med deres upyntede stil alt for moderne for de fleste. De var derfor svære at sælge.

De otte boliger på den sydvestlige side af vejen (ulige numre) blev alle afsat i 1933 til salgspriser på mellem 46.500 og 60.000 kroner, mens de otte boliger på den mindre solbeskinnede side af vejen blev solgt i årene 1933-35 til mellem 40.000 og 55.000 kroner. Hans Dahlerup Berthelsen boede selv på Emanuel Olsens Vej 5 frem til sin død i 1939.

I eftertiden har husene opnået anerkendelse som nogle af de fineste eksempler på international funktionalisme i dansk villabyggeri. Husene vurderes pr. 2025 til op mod 20 millioner kroner.

Bygnignerne er registreret med bevaringsværdi 2 i SAVE-registret.

Kilder

Kategori:Gader på Frederiksberg Kategori:Funktionalisme (arkitektur) Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg på Frederiksberg