En ringbrynjehætte eller en type rustning, dækkede hovedet. Den bestod af en fleksibel hætte af ringbrynje, som strakte sig ned og dækkede hals, nakke og den øverste del af skuldrene. Ringbrynjehuer beskyttede europæiske krigere i middelalderen.
Historie Hætten stammer fra 900-tallet og er en tætsiddende hætte, der dækker toppen, bagsiden og siderne af hovedet. Den var normalt fremstillet af hvidt linned og blev bundet under hagen. De var daglig beklædning for mænd og kvinder af lavere klasser fra 1100-tallet-1400-tallet.
Ringbrynje har sin oprindelse hos kelterne i 400-talle tf.v.t. Efter Romerriget ødelagde Thrakien kom ringbrynjen igen på mode som den mest almindelige form for slagmarkrustning meget senere, i middelalderen, blandt europæiske ryttere og fodfolk indtil 1200-tallet.
Konstruktion
Det mest almindelige mønster til sammenlåsning af ringene er 4-til-1-mønstret, hvor hver ring forbindes med fire andre. Historisk blev ringene, der udgjorde et stykke ringbrynje, nittet lukket for at reducere risikoen for, at de sprang op under et angreb. I begyndelsen blev europæiske ringbrynjer lavet af skiftevis rækker af runde nittede ringe og massive ringe. I 1300-tallet holdt europæiske ringbrynjefremstillere op med at bruge massive ringe, og ringbrynjer blev derefter udelukkende fremstillet af kile-nittede ringe uden massive ringe.
I modsætning til hvordan det fremstilles i de fleste moderne medier blev ringbrynjehuer aldrig båret direkte på kraniet, men oven på en tyk, stødabsorberende polstring lavet af læder, tekstil, hår osv. Øget varmeisolering førte til hurtigere overophedning af bæreren, hvilket var en væsentlig bekymring i kamp med rustning.
I slutningen af 1400-tallet var aventailen (en brynjekrage monteret direkte på hjelmen) helt blevet afløseren for ringbrynjehuen. Ringbrynjen strækker sig ned og dækker hals, nakke og skuldre.
Se også Ringbrynje Ringbrynjekrave Aventail Hauberk
Referencer
Litteratur
.
Eksterne henvisninger
Kategori:Middelalderrustning