Rottelinjerne (tysk: Rattenlinien - "rat lines" bruges først gang af det amerikanske militær og deres efterretningstjeneste) var systemer af flugtruter, der blev brugt af tyske nazister og andre fascister til at flygte fra Europa fra 1945 og fremefter i kølvandet på Anden Verdenskrig. Disse flugtruter førte primært til tilflugtssteder i Sydamerika – især Argentina, som angiveligt koordinerede med nazisterne – foruden Brasilien, Chile og Paraguay. Andre destinationer omfattede Spanien, Schweiz og Canada.
To primære ruter fra Tyskland til Sydamerika udviklede sig uafhængigt, og deres operatører samarbejdede til sidst. Den første gik gennem Spanien og den anden gennem Rom og Genova. Rottelinjerne blev støttet af nogle præster fra den katolske kirke, såsom den østrigske biskop og den kroatiske præst , samt nogle afdelinger af Den Internationale Røde Kors Komité.
Fra 1947 brugte USA Draganovićs netværk og en embedsmand fra til at hjælpe nogle flygtninge i deres varetægt i det besatte Østrig med at flygte til Sydamerika – herunder Gestapo-lederen Klaus Barbie, der bosatte sig i Bolivia.
Rottelinjer
To primære ruter udviklede sig uafhængigt af hinanden, men deres operatører samarbejdede til sidst. Den første gik fra Tyskland til Spanien, derefter Argentina; den anden førte fra Tyskland til Rom, derefter Genova og endelig Sydamerika. Så mange som 9.000 nazistiske krigsforbrydere og deres kollaboratører flygtede angiveligt til Argentina (op til 5.000), Brasilien (op til 2.000) og Chile (op til 1.000). Nogle flygtninge fordybede sig i Latinamerika ved at foregive at være landmænd og/eller katolikker.
Francos Spanien
Oprindelsen af de første rottelinjer er forbundet med forskellige udviklinger i forholdet mellem Vatikanet og Argentina før og under Anden Verdenskrig. Allerede i 1942 kontaktede Vatikanets statssekretær, kardinal – tydeligvis på foranledning af pave Pius XII – en argentinsk ambassadør angående landets villighed til at acceptere europæiske katolske immigranter rettidigt, så de kunne bo og arbejde. Anton Weber, en tysk præst, der ledede den romerske afdeling af , rejste til Portugal med den hensigt at fortsætte til Argentina, tilsyneladende for at lægge grunden til katolsk indvandring.
Nogle katolske ledere accepterede at samarbejde med nazisterne for at bekæmpe den fælles fjende bolsjevismen. I 1944 blev rottelinjeaktivitet centreret i det frankistiske Spanien udført for at lette nazisternes flugt. Blandt de primære organisatorer var , et fransk medlem af Action Française – en organisation undertrykt af pave Pius XI og rehabiliteret af Pius XII – og Pierre Daye, en belgier med kontakter i den spanske regering. Blandt de primære organisatorer var Charles Lescat, et fransk medlem af – en organisation undertrykt af pave Pius XI og rehabiliteret af Pius XII – og , en belgier med kontakter i den spanske regering. Lescat og Daye var de første, der flygtede fra Europa med hjælp fra den argentinske kardinal Antonio Caggiano.
I 1946 var der hundredvis af krigsforbrydere i Spanien, såvel som tusindvis af tidligere nazister og fascister. Ifølge den amerikanske udenrigsminister James F. Byrnes var Vatikanets samarbejde om at udlevere disse "asylansøgere" "ubetydelig". I modsætning til Vatikanets emigrationsoperation i Italien, som var centreret omkring Vatikanstaten, var de spanske rotetlinjer- selvom de blev fremmet af Vatikanet - relativt uafhængige af Vatikanets emigrationsbureaus hierarki.
Biskop Hudals netværk
Den østrigske katolske biskop , en nazi-sympatisør, var rektor for i Rom, et seminarium for østrigske og tyske præster, og "åndelig leder for det tyske folk bosiddende i Italien". Efter krigens afslutning i Italien blev Hudal aktiv i at tjene tysktalende krigsfanger og internerede, der blev holdt i lejre over hele Italien. I december 1944 tillod de allierede Vatikanet at udpege en repræsentant til at besøge de tysktalende civile internerede i Italien, et job, der var tildelt Hudal.
Hudal brugte denne position til at hjælpe eftersøgte nazistiske krigsforbryderes flugt, herunder Franz Stangl (kommanderende officer for udryddelseslejren Treblinka udryddelseslejr), Gustav Wagner (kommanderende officer for udryddelseslejren Sobibor), Alois Brunner (ansvarlig for nær Paris og ansvarlig for deportationer i Slovakiet til nazistiske koncentrationslejre), Erich Priebke (som var ansvarlig for ) og SS-officeren Adolf Eichmann (arkitekten bag Holocaust). Hudal var senere skamløst åben om sin rolle. Nogle af disse eftersøgte mænd blev holdt tilbage i interneringslejre; generelt uden identitetspapirer blev de indskrevet i lejrregistre under falske navne. Andre nazister gemte sig i Italien og opsøgte Hudal efter at have lært om hans rolle i at hjælpe med flugter. I sine erindringer skrev Hudal om sine handlinger: "Jeg takker Gud for, at Han [lod mig] besøge og trøste mange ofre i deres fængsler og koncentrationslejre og hjælpe dem med at flygte med falske identitetspapirer."Hudal, Römische Tagebücher Han forklarede, at i hans øjne:
De allieredes krig mod Tyskland var ikke et korstog, men rivaliseringen mellem økonomiske komplekser, hvis sejr de havde kæmpet for. Denne såkaldte forretning ... brugte slagord som demokrati, race, religionsfrihed og kristendom som lokkemad for masserne. Alle disse oplevelser var grunden til, at jeg efter 1945 følte mig forpligtet til at vie hele mit velgørende arbejde primært til tidligere nationalsocialister og fascister, især til såkaldte 'krigsforbrydere'.
Ifølge Mark Aarons og John Loftus var Hudal den første katolske præst, der dedikerede sig til at etablere flugtruter. Rom-kontoret for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) udstedte flygtninge Laissez-passer-dokumenter, der tillod passage fra Italien. Disse blev accepteret som de facto pas i Sydamerika. Selvom det typisk kræves personlig underskrift, var blanke formularer tilgængelige for Hudal, og det blev bekræftet i en række tilfælde, at ICRC-embedsmandens underskrift var forfalsket.
Kroatiske franciskanere thumb|Et rejse-ID udstedt til en kroatisk statsborger af Den Internationale Røde Kors Komité
Et lille, men indflydelsesrigt netværk af kroatiske præster, medlemmer af den franciskanske orden, ledet af fader , organiserede en yderst sofistikeret rottelinje med hovedkvarter på i Rom, med forbindelser fra Østrig og et ombordstigningsted i Genova. Rottelinjen fokuserede oprindeligt på at hjælpe medlemmer af den kroatiske Ustaše, herunder dens leder, Ante Pavelić.
En række præster var aktive i kæden, herunder fader Vilim Cecelja (tidligere vicemilitærvikar for Ustaše), som grundlagde en afdeling af det kroatiske Røde Kors (som IRC kun støttede uofficielt) i Østrig. Han brugte sine Røde Kors- og amerikanske papirer til at rejse frit rundt i Salzburg, hvor mange Ustashe- og naziflygtninge forblev, og gav Røde Kors-identiteter til adskillige personer, der manglede identifikation. I oktober 1945 blev Cecelja arresteret af den amerikanske hærs (CIC) for sine forbindelser til Ustaše. Fader (en officiel repræsentant for Vatikanet i San Girolamo og kasserer for franciskanerne) brugte sine forbindelser til det italienske hemmelige politi til at sikre, at franciskanernes identitetskort ville blive betragtet som tilstrækkeligt officielle til at udstede italienske identitetskort til dem. Endelig ringede Draganović til Monsignor Karlo Petranović i Genova med antallet af nødvendige køjer på skibe til Sydamerika.
Draganović-kontakten var en offentlig hemmelighed blandt efterretnings- og diplomatsamfundene i Rom. Allerede i august 1945 stillede de allierede kommandører i Rom spørgsmål om brugen af San Girolamo som et "tilflugtssted" for Ustaše. En rapport fra det amerikanske udenrigsministerium af 12. juli 1946 oplistede ni krigsforbrydere, herunder albanere og montenegrinere samt kroater, plus andre, der "ikke rent faktisk var beskyttet" på San Girolamo Seminary, men som "nyder kirkens støtte og beskyttelse".
I februar 1947 rapporterede CIC's specialagent Robert Clayton Mudd, at ti medlemmer af Pavelićs Ustaše-kabinet boede enten i San Girolamo eller i selve Vatikanet. Mudd havde infiltreret en agent i seminariet og bekræftede, at det var "blandet med celler af Ustashe-agenter", der var bevogtet af "bevæbnede unge". Mudd rapporterede, at en bil beskyttet under diplomatisk immunitet transporterede uidentificerede personer mellem Vatikanet og seminariet. Derudover var den britiske efterretningstjeneste i midten af 1947 klar over, at Petranović primært hjalp krigsforbrydere.
Nordiske rottelinjer thumb|Den pro-nazistiske industrimand Petter Forsström, der støttede afrejse fra Finland
I 1944 grundlagde Sturmbannführer (Major) Alarich Bross et netværk af kollaborerende finner og nazister i Finland. Organiseret til at deltage i en væbnet kamp mod den sovjetiske besættelse, som aldrig fandt sted, smuglede det dem ud, der ønskede at forlade Finland til fordel for Tyskland eller Sverige. Et system af finske sikkerhedshuse blev oprettet under dække af et firma kaldet 'Store Fiskerikooperative' med ruter leveret af en 50-70 mand stor søtransportorganisation. Dens mål i Sverige var hemmelige lastepladser i den lille by Härnösand i det vestlige Norrland. Andre blev smuglet til Sverige fra nord over Torne älv. Adgang til Europa blev åbnet gennem det svenske sikkerhedshusnetværk.
Gennem sikkerhedshusruterne transporterede modstandsbevægelsen tyske statsborgere, officerer, efterretningspersonale, finske nazister og fascister samt estiske og østkarelske flygtninge ud af Finland. Hundredvis af mennesker fik hjælp i Sverige, herunder mere end hundrede tyske krigsfanger, der var flygtet fra finnerne. Hundredvis blev bragt til Tyskland via ubåd efter Våbenhvilen i Moskva i september 1944.Alava, Ali: Gestapo Suomessa. Hämeenlinna: Arvi A.Karisto Osakeyhtiö, 1974. . I 1946 blev den finske industrimand dømt for forræderi for at have hjulpet nazister med at flygte fra Finland til Sverige, for eksempel ved at købe motorbåde til dem.
Eksempler på flugten via rottelinjer
Nogle af de nazister og krigsforbrydere, der flygtede ved hjælp af rottelinjer, inkluderer:
Andrija Artuković, kom ind i USA som turist ca. 1948.Jürgen Schoch: Der Deal mit dem kroatischen Faschisten – wie die Bundesanwaltschaft 1947 dem «Schlächter vom Balkan» half (NZZ.ch 13 January 2020) Efter årtiers overskridelse af visumets gyldighedsperiode og efterfølgende juridiske kampe blev han arresteret i 1984 og udleveret til SFR Jugoslavien i 1986, hvor han døde i fængsel i 1988. Klaus Barbie, beskyttet af CIC fra april 1947 og flygtede til Bolivia i 1951 med hjælp fra USA; taget til fange i 1983; døde i fængsel i Frankrig i september 1991. Adolf Eichmann, flygtede til Argentina i 1950; fanget i 1960; henrettet i Israel den 1. juni 1962.dr.dk hentet 3. oktober 2025 Friedrich Kadgien, flygtede med plyndring til Schweiz i 1945, senere til Brasilien, derefter Buenos Aires omkring 1950. Olavi Karpalo, flygtede til Venezuela i 1945, døde i 1988.André Swanström : Suomalaiset SS-miehet ja sotarikokset, Suomen kirkkohistoriallinen seura 11.10.2017 Aarne Kauhanen flygtede til Venezuela i 1945; arresteret i 1947; døde under mystiske omstændigheder i 1949.Silvennoinen, Oula: Salaiset aseveljet : Suomen ja Saksan turvallisuuspoliisiyhteistyö 1933–1944, s. 306, 319. Helsinki: Otava, 2008. . Josef Mengele flygtede til Argentina i 1949, derefter til andre lande; døde i Brasilien i 1979. Arvid Ojasti flygtede til Norge i 1945, derefter til Sverige og endelig til Venezuela. I december 1963 blev han skudt og dræbt under uklare omstændigheder.Uola, Mikko: Unelma kommunistisesta Suomesta 1944–1953. Helsinki: Minerva, 2013. . Ante Pavelić flygtede til Argentina i 1948; døde i Spanien i december 1959 af sår, han havde pådraget sig to år tidligere under et attentatforsøg. Erich Priebke flygtede til Argentina i 1949; arresteret i 1994; døde i 2013. Walter Rauff, flygtede til Chile via Ecuador; beskyttet af Augusto Pinochet; døde i 1984.