thumb|Peel Castle der blev opført i fra 1000-tallet og fremefter
Isle of Man blev fysisk adskilt fra Storbritannien og Irland omkring 6500 f.Kr. Det ser ud til, at kolonisering fandt sted ad søvejen på et tidspunkt i stenalderen (omkring 6500 f.Kr.). Øen er gennem årene blevet besøgt af forskellige røvere og handlende folkeslag. Efter at være blevet beboet af folk fra Irland i det første årtusinde e.v.t., blev Isle of Man omvendt til kristendommen og led derefter under angreb fra vikinger fra norge. Efter at være blevet underlagt norsk suzerænitet som en del af Kongeriget Mann og Øerne, blev Isle of Man senere en besiddelse under først den skotske og siden den engelske krone.
Siden 1866 har Isle of Man været under britisk kronbesiddelse og et demokratisk selvstyre.
Forhistorie thumb|Cashtal yn Ard
Isle of Man blev reelt en ø for omkring 8.500 år siden – omtrent samtidig med at stigende havniveauer forårsaget af smeltende gletsjere afskar stenalderens Storbritannien fra det europæiske fastland for sidste gang. Tidligere havde der været en landbro mellem Isle of Man og Cumbria, men placeringen og åbningen af denne landbro endnu ikke klarlagt.
De tidligste spor efter mennesker på Isle of Man går tilbage til den jægerstenalderen. De første beboere levede i små naturlige shelters og levede af jagt og fiskeri. De brugte små redskaber lavet af flint eller knogler; eksempler er fundet nær kysten. Eksempler på disse artefakter opbevares på museet Manx National Heritage.
Under bondestenalderen begyndte man med landbrug, forbedrede stenredskaber og keramik. I denne periode begyndte megalitiske monumenter at dukke op rundt om på øen. Eksempler findes ved Cashtal yn Ard nær Maughold, King Orry's Grave i Laxey, Meayll Circle nær Cregneash og Ballaharra Stones i St John's. Bygherrerne bag megalitterne var ikke den eneste kultur i denne tid; der findes også rester fra den lokale Ronaldswaykultur (der strakte sig fra den sene bondestenalder ind i bronzealderen).
I jernalderen opstod store voldsteder på bakketoppe og mindre forborgar på kystklipperne, mens store tømmerbyggede rundhus blev opført.
Det vides ikke om romerne nogensinde gik i land på øen, og hvis de gjorde, er der kun fundet få beviser. Der er bevis for kontakt med romersk Britannien, idet en amfora blev fundet ved bosættelsen på South Barrule; det er blevet foreslået, at der kan være tale om handelsvarer eller byttegods.
Middelalderen Tidlig middelalder thumb|150px|Ogam-sten fra Isle of Man. Teksten lyder: BIVAIDONAS MAQI MUCOI CUNAVA[LI]; på engelsk: Of Bivaidonas, son of the tribe Cunava[li].
I den senromerske periode var der en stærk irsk (gælisk) indflydelse over hele det Irske Hav samt irske togter og bosættelser på Storbritanniens vestkyst. Romerne kaldte disse irske gælere for Scoti. Den romerske historiker Orosius skrev i 400-tallet, at Isle of Man () var beboet af irere. Det ældst kendte sprog på Isle of Man var arkæisk irsk, som findes på stenindskriptioner med Ogam-alfabetet, dateret til omkring 400-tallet. Ogam-sten fundet i det sydlige Mann er ensprogede irske (som Ballaqueeney Ogham Stone), mens dem i nord er tosprogede på irsk og latin (som Knock y Doonee Ogham Stone). Ballaqueeney-stenen ser ud til at mindes en af Conailli, en irsk stamme, der boede ved kysten af det nuværende County Louth i Irland.
Ulster-annalerne beretter om en irsk ekspedition til Isle of Man foretaget af Ulaid i 577 e.v.t., efterfulgt af deres tilbagetog året efter. Annalerne siger, at Ulaid-kongen Báetán mac Cairill (572–581) havde "renset" Isle of Man, hvilket kan betyde, at han fordrev Conailli fra øen.
Det antages generelt, at irsk invasion eller immigration dannede grundlaget for manx-sproget.
Ifølge manx tradition var Sankt Patrick ansvarlig for at omvende øen til kristendommen. Han siges at have sendt Germanus og den irske missionær Maughold (Macc Cuill) til øen i 400-tallet. Muirchús hagiografi Life of Patrick fra 600-tallet fortæller, at da Macc Cuill gik i land på øen, var der allerede kristne. Deres åndelige ledere var Conindrus og Rumilus, som lader til at være romersk-britiske navne. ”Lange stenkiste”-begravelser, som kendes fra næsten 100 steder på øen, synes at være kommet til sammen med kristendommen fra romersk Britannien. De tidligste er blevet dateret til 300-tallet og 400-tallet ved hjælp af kulstof 14-datering; disse findes ved Balladoole og Rushen Abbey. De fleste af disse begravelser er forbundet med små tidlige kapeller kaldet keeills (fra irsk cill); der er mere end 200 spredt over øen.
Fra 600-tallet er der beviser for keltiske briter på Isle of Man og mulig brittonisk kontrol over øen. Et kors fundet på nordøstkysten, dateret til 700-tallet eller 800-tallet, er indskrevet Crux Guriat (Guriats kors). Dette er et brittonisk navn. Det refererer sandsynligvis til Gwriad ap Elidyr, far til Merfyn Frych, som herskede over det walisiske Kongeriget Gwynedd fra 825 til 844 og grundlagde Gwynedds anden dynasti, Merfynion-dynastiet. Tidlig middelalderlige walisiske slægtslister antyder, at Merfyn kom fra Isle of Man. I 700-tallet skrev den angelsaksiske historiker Beda, at briter boede på øen.
Selv hvis den formodede erobring af Mann af Edwin af Northumbria i 616 fandt sted, kan den ikke have fået nogen varig betydning, for da englænderne kort efter blev drevet fra kysterne ved Cumberland og Lancashire, kunne de næppe have fastholdt deres greb om øen vest for disse kyster. Man kan dog spekulere i, at da Ecgfriðs northumbrere hærgede Irland fra Dublin til Drogheda i 684, besatte de midlertidigt Mann.
Vikingetiden og det nordiske kongerige
thumb|Thorwalds korssten, der viser både nordisk hedensk og kristen billedsymbolik samt manx runer
Perioden med skandinavisk dominans er opdelt i to hovedepoker – før og efter erobringen af Mann af Godred Crovan i 1079. Krigsførelse og ustabilt styre kendetegner den tidlige periode, mens den senere oplevede forholdsvis mere fred.
thumb|right|Kongeriget Mann og Øerne omkring år 1100. Sodor og Mann i rødt.
Mellem omkring år 800 og 815 kom vikingerne til Mann hovedsageligt for at plyndre. Mellem omkring 850 og 990, da de slog sig ned, kom øen under styre af de skandinaviske konger af Dublin, og mellem 990 og 1079 blev den underlagt de mægtige jarler af Orkney.
Der fandtes et møntværksted på Mann mellem ca. 1025 og ca. 1065. Disse manx-mønter blev præget med en importeret type 2 Hiberno-nordiske-pengeform fra Dublin. Hiberno-nordiske mønter blev først præget under Sihtric, kongen af Dublin. Dette viser, at Mann muligvis på dette tidspunkt var under Dublins indflydelse.
Der vides kun lidt om erobreren Godred Crovan. Ifølge Chronicon Manniae undertvang han Dublin og en stor del af Leinster og holdt skotterne i en sådan underkastelse, at angiveligt ingen, der ville bygge et fartøj, turde indsætte mere end tre bolte. Mindet om en sådan hersker ville sandsynligvis overleve i traditionen, og det synes derfor sandsynligt, at han er den person, der i manx-legenden mindes under navnet Kong Gorse eller Orry. Han skabte Kongeriget Mann og Øerne omkring 1079, som omfattede de sydvestlige øer i Skotland indtil 1164, hvor to separate kongeriger blev dannet derfra. I 1154 blev det senere kendt som Sodor og Man bispedømme, oprettet af en katolske kirke.
Øerne under hans styre blev kaldt Suðr-eyjar ("Sydøerne", i kontrast til Norðr-eyjar – "Nordøerne", dvs. Orkney og Shetlandsøerne), og omfattede Hebriderne, alle de mindre vestlige øer af Skotland samt Mann. På et senere tidspunkt tog hans efterfølgere titlen Rex Manniae et Insularum (Konge af Mann og Øerne). Kongerigets hovedstad lå på St Patrick's Isle, hvor Peel Castle blev bygget på stedet for et keltisk kloster.
Olaf, Godreds søn, udøvede betydelig magt og opretholdt ifølge krøniken så tæt et forbund med kongerne af Irland og Skotland, at ingen vovede at forstyrre Øerne i hans tid (1113–1152). I 1156 mistede hans søn Guðrøðr Óláfsson (regerede 1153–1158), der i en kort periode også regerede over Dublin, de mindre øer ud for Argylls kyst som følge af en strid med Somerled (herskeren over Argyll). En uafhængig suverænitet opstod således mellem de to dele af hans kongerige.
I 1130’erne sendte den katolske kirke en lille mission for at oprette det første bispedømme på Isle of Man og udnævnte Wimund som den første biskop. Han begyndte kort efter med en flok tilhængere en karriere med mord og plyndringer i hele Skotland og de omkringliggende øer.
Gennem hele den skandinaviske periode forblev Øerne nominelt under kongerne af Norges overhøjhed, men nordmændene håndhævede den kun lejlighedsvis med styrke. Den første konge, der for alvor udøvede kontrol over området, var sandsynligvis Magnus Barfodn, omkring år 1100. Først ved Håkon Håkonssons ekspedition i 1263 vendte en konge igen tilbage til Øerne.
Nedgang for den nordiske herredømme thumb|left|Det nordvestlige Storbritannien i 1000-tallet (nord er til højre og ikke opad).
Fra midten af 1100-tallet og frem til 1217 havde overhøjheden været af en meget svag karakter; Norge var blevet et bytte for indre stridigheder. Men efter dette tidspunkt blev den en realitet, og Norge kom følgelig i konflikt med den voksende magt i Kongeriget Skotland.
Tidligt i 1200-tallet, da Ragnald (regerede 1187–1229) svor troskab til kong Johan uden Land (regerede 1199–1216), er første gang at kilderne fortæller om engelsk indblanding i øen Manns anliggender. Men en periode med skotsk dominans kom til at at gå forud for etableringen af fuld engelsk kontrol.
Endelig, i 1261, sendte Alexander 3. af Skotland udsendinge til Norge for at forhandle om afståelsen af øerne, men deres bestræbelser førte ikke til noget resultat. Han indledte derfor en krig, som endte med det uafgjorte slaget ved Largs mod den norske flåde i 1263.2012: Edinburgh University Press, Acts of Alexander III King of Scots 1249 –1286 (Regesta Regnum Scottorum IV), Grant and Cynthia Neville Den norske konge Haakon Haakonsson døde dog den følgende vinter, og dette gjorde det muligt for kong Alexander at føre krigen til en vellykket afslutning. Magnus Olafsson, konge af Mann og Øerne (regerede 1252–1265), som havde kæmpet på norsk side, måtte afstå alle de øer, han havde hersket over, undtagen Mann, for hvilken han aflagde troskabsed. To år senere døde Magnus, og i 1266 afstod kong Magnus Lagabøte øerne, inklusive Mann, til Skotland i Perth-traktaten som modydelse for en sum på 4.000 mark (kendt sommerks i Skotland) og en årligt betaling på 100 mark. Men Skotlands herredømme over Mann blev ikke endeligt fastslået før i 1275, da indbyggerne på Man led nederlag i det afgørende slaget ved Ronaldsway, nær Castletown.
Engelsk dominans I 1290 sendte kong Edvard 1. af England Walter de Huntercombe for at tage øen Mann i besiddelse, og den forblev på engelske hænder indtil 1313, da Robert Bruce erobrede den efter at have belejret Castle Rushen i fem uger. Omkring 1333 overdrog kong Edvard 3. af England Mann til William de Montacute, 3. Baron Montacute (senere den 1. jarl af Salisbury), som hans fulde ejendom, uden at forbeholde nogen tjeneste, der skulle ydes til ham.
Derefter, i 1346, afgjorde slaget ved Neville's Cross den langvarige kamp mellem England og Skotland til Englands fordel. Kong David 2. af Skotland, Robert Bruces sidste mandlige arving, var blevet taget til fange i slaget ved Neville's Cross og senere løskøbt; dog indgik David en hemmelig aftale med kong Edvard 3. af England om at annullere denne mod at overdrage det skotske kongerige til en engelsk prins, da Skotland ikke var i stand til at betale en af løsesummens rater.
Efter denne hemmelige aftale fulgte en skiftende periode, hvor Mann skiftevis oplevede engelsk og skotsk herredømme. I 1388 blev øen “hærget” af Sir William Douglas af Nithsdale på hans hjemrejse efter ødelæggelsen af byen Carlingford.