thumb|Østersøen og dens floder der løber ud i den.
Østersøhandlen begyndte i den senmiddelalderen og udviklede sig videre ind i tidlig moderne tid. I denne periode passerede skibe med varer fra Østersøen og Nordsøen gennem Øresund, som forbinder områder som Den Finske Bugt med Skagerrak. Over en periode på 400 år kæmpede sømagter i øst og vest om kontrollen over disse markeder og de handelsruter, der bandt dem sammen. Østersøhandlen kan sættes til at begynde med Hanseforbundet og sluttede med Den Store Nordiske Krig.
Hanseforbundets æra
thumb|Rekonstruktion af en kaldet kogge kaldet Lisa von Lübeck. Skibstypen blev brugt i stort omfang af Hanseforbundet i Østersøen.
I anden halvdel af 1300-tallet dominerede Hanseforbundet handelsorganisationen i Østersøområdet. Efter at Freden i Stralsund blev underskrevet i 1370, nåede forbundet højdepunktet af sin indflydelse. Hansaen havde sit udspring i det, der i dag er Nordtyskland og Westfalen, og havde tætte forbindelser til købmænd fra disse områder. På sit højdepunkt bestod Hanseforbundet af omkring 200 byer og købstæder og strakte sig fra Reval i øst til Kampen i vest.Dollinger, 2000, s. 28 Den langvarige succes for Hansens handelssystem kan tilskrives Nordeuropas mange floder og veje, som forbandt tyske markeder og byer med havnene i Østersøen.
Lübeck Byen Lübeck fungerede som udgangspunkt for Hansens handelssystem. Købmandsfamilier herfra begyndte at bosætte sig langs den vendiske og pommerske kyst.Brand, 2006 Købmænd fra Lübeck og de vendiske kystbyer specialiserede sig i handel med vestlige varer af høj kvalitet, såsom klæde, krydderier og alkohol, mod mineraler og produkter fra nord og øst. Disse omfattede:
Preussiske og livlandske hårde kornsorter Hamp og hør Ubehandlet tømmer, brædder og master russisk tjære til skibsbygning skandinavisk potaske til glasfremstilling svensk og polsk stangjern og kobber finsk og russisk voks, pelsværk, læder og skind Østersøsild og øl Lüneburg-salt
Lübeck opretholdt sin position som det centrale handelsknudepunkt i Hanseforbundet gennem sin placering i kontorerne. De fire hovedkontorer var Veliky Novgorod, London, Bergen og Brügge. Mellem disse havne holdt velhavende købmandsfamilier tæt kontakt med fremmede magter og fremmede Hansens interesser. Forholdet mellem kontorerne og de større hansestæders købmandssamfund muliggjorde opbygningen af et varemonopol. Dette omfattede voks og pelsværk fra Novgorod, torsk (tørfisk) fra Bergen og højkvalitets uld og klæde fra London og Brügge.
Hansaens fald I begyndelsen af 1400-tallet voksede den vestlige efterspørgsel efter varer fra Preussen og Livland. Eksporten af Lüneburg-salt blev erstattet af billigere salt fra Frankrig. Gradvis undergravede østbaltiske købmænd Hansaens handelssystem og begyndte at levere direkte til havne i London, Amsterdam og Antwerpen. Da forbundet begyndte at fragmentere, blev Lübeck og de vendiske kystbyer isoleret, og handelsruter mellem Østersøens kyster, Nordsøen og den vestlige atlantiske verden blev etableret.
Lübecks succes fortsatte ind i begyndelsen af 1600-tallet, især på grund af skibsbygning. Hansestæderne begyndte dog i stigende grad at finde sig begrænset til Østersøen, efterhånden som handelsruter åbnede sig mod det vestatlantiske system. I anden halvdel af 1600-tallet blev Lübeck erstattet af havne i Elben som det vigtigste maritime centrum for forbundet i Østersøområdet. Denne magtforskydning markerede begyndelsen på Hansaens fald. I 1648 besatte Sverige de pommerske og nordtyske kyster, hvilket resulterede i den sidste hansedag i Lübeck i 1669, hvor forbundets opløsning blev bekræftet.Dollinger, 2000, s. 41
Nye magter i Østersøområdet Nederlandene I begyndelsen af 1400-tallet sejlede store mængder skibe fra Holland til Østersøområdet efter korn og til det vestlige Frankrig efter salt. I stedet for at benytte Hansaens markeder begyndte hollænderne at købe hvede og rug lokalt for at sænke priserne markant. Fra begyndelsen til slutningen af 1500-tallet anslås det, at lastekapaciteten for handelsflåden steg med omkring 60.000 laster. Samtidig steg importen af baltisk korn med 50.000 laster.Israel, 1995, s. 17 Uden de mellemled, der eksisterede i Hanseperioden, var transaktionsomkostningerne på et historisk lavpunkt, hvilket muliggjorde lavere omkostninger i hollandsk skibsbygning og innovationer i design. Disse nye skibe var hurtigere, mindre og indrettet til bulkhandel. Hollandske købmænd udviklede også en ny forretningsmodel i 1400-tallet: ved større handler underskrev købmænd kortfristede kontrakter. Dette var særligt nyttigt i Østersøhandelen, da den enkelte købmand bar mindre risiko.
Det russiske zar-dømme En anden magt i nord var også på fremmarch i denne periode. Ruslands storfyrste, Ivan 3., lukkede kontoret i Novgorod i 1494. I 1558 havde russiske købmænd nået Østersøkysterne og besat Livland, Dorpat og Narva. På dette tidspunkt konkurrerede Rusland og Sverige om kontrollen over ruterne, der forbandt Østersøkysten med russiske områder. Ved udgangen af 1500-tallet var Rusland blevet afskåret fra Østersøhandelen, efter at Sverige havde taget kontrol over Reval og Riga.
Hollænderne i Østersøområdet I 1590’erne begyndte hollandsk handel at brede sig længere ind i Middelhavsområdet og overgå handelen fra Lübeck og Hamborg. Dette skyldtes i høj grad Hollands tilstedeværelse i det atlantiske handelssystem, som omfattede Spanien, Portugal og Frankrig. Denne omfattende handel førte til, at Amsterdam i 1600-tallet blev centrum for Europas handelsnetværk. Eksporten til Østersøområdet af varer som sukker, te, kaffe og tobak steg betydeligt på dette tidspunkt.
Fluitskib Omkring 1595 blev et skib kendt som fluiten udviklet i Nederlandene. Dette skib maksimerede lastekapaciteten og reducerede byggeomkostningerne drastisk. Det blev bygget med flad bund og lang skrogform, som gjorde det muligt at transportere store laster gennem lavvandede områder. Det nye skib kunne bemandes af et lille antal mænd og kostede omkring 50 % af prisen for at bygge et almindeligt skib.
Skiftende merkantilistiske politikker Efterhånden som hollandsk og engelsk handel blev mere dominerende i den vestlige del af Østersøområdet, valgte mange regeringer at indføre forskellige merkantilistiske politikker for at beskytte deres handelsinteresser og nationale økonomier.
Danmark Christian 4. regerede fra 1596 til 1648. Under hans styre indførte han politikker, der truede udviklingen af hollandsk handel i Østersøområdet. Da Danmark vandt Kalmarkrigen (1611–1613), pålagde kongen et forbud mod al hollandsk trafik på vej til Sverige og hævede afgifterne på Øresundstolden. For at imødegå dette besluttede hollænderne at danne alliancer med Hanseforbundet og Sverige for at bevare adgangen til Øresund. Christian 4. blev herefter tvunget til at lempe disse politikker, efter at hollænderne blev garanteret sikker passage i Østersøområdet.
I 1632 indgik Spanien og Danmark en traktat, der skulle begrænse hollandsk adgang til Østersøhandelen. Samtidig steg Øresundstolden igen, hvilket skabte yderligere problemer for hollænderne på grund af de varer, de handlede med. For at modvirke dette sendte hollænderne deres flåde ind i Øresund i 1645 som en trussel mod København. Christian 4. blev tvunget til at afskaffe de nye afgifter i Øresund og i Glückstadt. I 1649 blev en aftale indgået, der genskabte hollandsk handelsindflydelse i Østersøområdet.
Sverige thumb|Sveriges ekspansion fra 1560–1660.
Trediveårskrigen hæmmede i høj grad Danmarks forsøg på at kontrollere Østersøområdet. På dette tidspunkt begyndte Sverige en vellykket kampagne i Jylland og tvang Danmark til at afstå mange territorier langs Øresund og videre ind i Østersøområdet. Den sene del af 1600-tallet blev kendt som Den svenske stormagtstid og varede indtil 1721.Magnusson, 2000, s. 67 I denne periode strakte Sveriges kontrol over Østersøen sig fra Øresund til Riga. Under Sveriges dominans i området intervenerede den hollandske flåde for at beskytte sine handelsinteresser. Dette førte i 1660 til en fredstraktat mellem Sverige og Danmark samt til forhandlinger mellem englænderne og hollænderne.
I 1640’erne var Sverige blevet hollændernes vigtigste handelspartner i Østersøområdet. Omtrent halvdelen af Sveriges import passerede gennem Amsterdams marked. Nederlandene tog imod alle svenske kobbereksporter, omkring 40 % af jerneksporten og cirka 75 % af den finske tjæreproduktion.
I 1667 ændrede Sverige igen sine merkantilistiske politikker ved at indføre afgifter på salt og vin, der blev importeret fra udenlandske markeder, hvilket i høj grad underminerede handlen fra Amsterdam. Hollænderne sendte derefter deres flåde ind i Østersøen og besejrede sammen med danskerne svenskerne i 1679. Dette nederlag førte til en traktat, som sikrede hollændernes handelsret i Øresund.
Danmark-Norge Danmark og Norge arbejdede for at fastholde deres merkantilistiske politikker, der skulle reducere deres afhængighed af Amsterdam og Den Hollandske Republik som helhed. En traktat blev underskrevet i 1688, efter at Danmark havde forsøgt at pålægge hollænderne nye toldsatser, men hollænderne fik langt mindre indflydelse i Danmark efter dette. Hollændere og nordmænd begyndte i stigende grad at handle direkte med englænderne og franskmændene og undgik Amsterdam som primær handelsplads.
Østlige Østersøområde I begyndelsen af 1600-tallet dominerede hollandsk handel det østlige Østersøområde med varer som krydderier og klæde i høj kvalitet. Denne hollandske dominans begyndte dog at aftage i de senere årtier af århundredet. Der er fremsat flere forklaringer på dette: én er, at baltisk korn mistede konkurrenceevne på de vestlige markeder, fordi polsk-litauiske godser faldt i effektivitet. En anden forklaring er krigene mod kosakkerne og svenskerne, som fandt sted i 1640’erne–1660’erne. De engelske Navigation Acts påvirkede også hollandsk handel i den østlige Østersø.
Sverige indførte nye politikker, der fik betydelig effekt på den østlige del af østersøhandlen. Det svenske tjæreselskab blev oprettet i 1648, hvilket kraftigt underminerede eksporten af tjære fra Finland. Dette førte til ulovlig transport af finske varer til livlandske havne, og hollandske købmænd, der færdedes i det sydlige Sverige, transporterede tømmer fra Norge til andre Østersøhavne.Magnusson, 2000, s. 54
Russisk handel De svenske politikker i denne periode havde også til formål at kontrollere russisk handel i Østersøområdet. I et forsøg på at fjerne hollænderne fra markedet forsøgte Sverige at opkøbe overskudslagre af korn og hele beholdninger af læder fra Rusland. Freden i Cardis blev indgået i 1661 for at sikre fri handel i Rusland, men ophørte allerede i 1667. Hollænderne viste sig at være den eneste økonomisk udviklede stat, der kunne håndtere de russiske handelsvilkår.
Den Store Nordiske Krig
Fra 1700 til 1721 kæmpede Polen–Litauen, Rusland og Danmark–Norge mod Sverige, hvilket dramatisk ændrede Østersøhandelssystemet. I begyndelsen af krigen blev hollandsk handel gennem Øresund langt overgået af skandinavisk skibsfart. I 1710, da fjendtlighederne mellem Danmark og Sverige begyndte, blev handlen gennem Øresund næsten inaktiv. I 1721 sluttede Sveriges stormagtstid, og handlen gennem Østersøen og Øresund blev genoprettet.
Efter krigen blev statslig intervention den dominerende linje i alle kommercielle politikker hos Østersømagterne. Disse protektionistiske tiltag havde til formål at mindske udenlandsk indflydelse på industri og handel. Eksempler på sådanne politikker omfatter:
preussisk forbud mod eksport af rå uld Dansk forbud mod import af udenlandsk uld, silke, sukker m.m. Svensk Produktplakat (1724) – reducerede udenlandsk skibsfart til Sverige
Ruslands fremgang