Henning Anton Brüniche-Olsen (født 15. marts 1921 på Frederiksberg, død 1. januar 1989) var en dansk civilingeniør og dr. techn., der var administrerende direktør for De Danske Sukkerfabrikker fra 1972 til 1986 og var kendt for udviklingen af den såkaldte DdS-diffusion til saftudvinding fra sukkerroer, som fik betydning for dansk og international sukkerproduktion.
Biografi Efter studentereksamen fra Østersøgades Gymnasium i 1939 tog han afsluttende eksamen som cand. polyt. fra Den polytekniske Læreanstalt i 1944. Samme år blev han ansat som ingeniør i De Danske Sukkerfabrikker. Efter en studierejse til USA fik han til opgave at forbedre systemet for kontinuerlig saftudvinding af sukkerroer. Arbejdet førte til udviklingen af det kontinuerlige ekstraktapparat, kendt som DdS-diffusionen, som væsentligt reducerede produktionsomkostningerne i den danske sukkerindustri. Metoden blev senere udbredt i udlandet og fik også anvendelse i rørsukkerindustrien.
Udviklingsarbejdet førte til en teknisk-videnskabelig doktordisputats om ekstraktionsprocesser, særligt i relation til sukkerroer, som Brüniche-Olsen forsvarede i 1962.
I 1957 blev han overingeniør på sukkerfabrikkerne og i 1959 underdirektør. Han blev teknisk direktør 1960 og administrerende direktør i 1972. Han var desuden medlem af flere aktieselskabsbestyrelser og af Akademiet for de Tekniske Videnskaber.
Gennem sit virke kombinerede Brüniche-Olsen teknisk ekspertise med forretningsmæssig forståelse. Han gjorde sig gældende i en række udvalg og kommissioner og fremhævede vigtigheden af, at forskningsresultater blev gjort tilgængelige for en bredere kreds af virksomheder. Han var medlem af bestyrelsen for Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling 1970–1973 og af Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene 1971–1974. Desuden var han formand for Det teknisk-videnskabelige forskningsråd 1969–1973 og medlem af Atomenergikommissionen 1970–1974.
I Industrirådet spillede han en central rolle fra 1971. Han blev valgt til rådets bestyrelse i 1972 og var formand 1974–1978.
Han forlod direktørjobbet i 1986.
Referencer
Kategori:Personer fra Frederiksberg Kategori:Civilingeniører fra Danmark Kategori:Direktører fra Danmark Kategori:Riddere af 1. grad af Dannebrog Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon