Verden af i går – En europæers erindringer (originaltitel: Die Welt von Gestern – Erinnerungen eines Europäers) regnes for den østrigske forfatter Stefan Zweigs hovedværk og for et hovedværk i europæisk litteratur. Erindringsbogen er blevet kaldt den mest berømte bog i det habsburgske kejserrige. Han påbegyndte den i 1934, foregribende Anschluss og nazisternes forfølgelser, og rev sig selv op med rode fra Østrig til England og senere Brasilien. Han sendte manuskriptet, renskrevet af hans anden ægtefælle Lotte Altmann, til udgiveren dagen før, de begge begik selvmord i februar 1942. Bogen blev først udgivet på tysk af et antinazistisk forlag i Stockholm. Den blev først udgivet på engelsk i april 1943. Bogen beskriver livet i Wien i begyndelsen af det 20. århundrede med detaljerede anekdoter. Den fremstiller de sidste dage af Østrig-Ungarn under kejser Franz Joseph I af Østrig og Karl I af Østrig, herunder litteratur, kunst, uddannelsessystem og den seksualmoral, som var fremherskende på den tid, den samme som dannede baggrund for psykoanalysens fremkomst. Zweig beskriver også stabiliteten af samfundet i Wien efter århundreder med habsburgsk styre. I sit eksil i Brasilien skrev den jødiske forfatter Stefan Zweig i 1941 sine erindringer uden andet kildemateriale end sin hukommelse. Med Wien som udgangspunkt tegner han et tidsbillede af sine tre liv i et Europa i forandring: livet i den sikre verden før 1. verdenskrig, livet i den usikre og forandringsprægede mellemkrigstid og livet som forfulgt efter Hitlers indlemmelse af Østrig i Det Tredje Rige og 2. verdenskrigs kaos. Zweig lovpriser i sit udsøgte, litterære sprog den europæiske dannelseskultur, som, var han var sikker på, var bukket under for barbariet. Selvom Zweig som landflygtig i Brasilien var i ly for Hitlers jødeforfølgelser, valgte han i begyndelsen af 1942 sammen med sin ægtefælle at begå selvmord, dybt fortvivlet over den sejrrige nazisme og den politiske situation i det krigshærgede Europa. Hans erindringsværk udkom posthumt samme år.”Verden af i går” på e-Reolen[https://www.gyldendal.dk/produkter/verden-af-i-gar-klassiker-9788763827935 på gyldendal.dkhttps://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2013/11/mismodige-kosmopolit] på information.dkOm Zweigs erindringsklassiker i Kristeligt Dagblad
Intellektuelle bekendtskaber thumb|CafeGriensteidl vor1897 Zweig omtaler eller nævner en lang række af sine intellektuelle bekendtskaber, herunder journalisten Theodor Herzl, grundlæggeren af den politiske zionisme, billedhuggeren Auguste Rodin, digterne Rainer Maria Rilke, , og Hugo von Hofmannsthal, som Zweig i særlig grad beundrede, forfatterne Maksim Gorkij, James Joyce, , , Franz Werfel, nobelprismodtager Gerhart Hauptmann, Bertha von Suttner, nobelprismodtager Romain Rolland, dramatikeren Arthur Schnitzler, komponisterne Ferruccio Busoni og Richard Strauss, til hvis opera Den stilfærdige kone Zweig skrev librettoen, filosoffen Benedetto Croce, antroposofen Rudolf Steiner, den tyske politiker Walther Rathenau og den tyske professor Karl Haushofer. Zweigs venskab med psykiateren Sigmund Freud er især omtalt på den tid kort før Freuds død, hvor de begge boede i London.
Kapitler +KapitelTitel (side)Titler og sidetal er gengivet som i udgivelsen fra 20231Forfatterens forord (15)2Den trygge verden (21)3Det forrige århundredes skole (44)4Eros Matutinus (76)5Universitas vitæ (97)6Paris, den evige ungdoms by (126)7Omveje på vejen mod mig selv (155)8Ud af Europa (171)9Lys og skygge over Europa (183)10De første timer af krigen 1914 (201)11Kampen for åndens broderskab (221)12I Europas hjerte (236)13Hjemkomst til Østrig (258)14Igen ud i verden (278)15Solnedgang (297)16Incipit Hitler (324)17Fredens agoni (351)
Kapitelresuméer 1. Forfatterens forord Zweig ville aldrig have skrevet sit livs historie, hvis ikke det havde været for den næsten uophørlige række af prøvelser, omvæltninger og katastrofer i Europa, som – ulig nogen tidligere generation – i løbet af kun et halvt århundrede kom til at ramme, ryste og tynge hans generation og ham selv som østriger, jøde, humanist og pacifist, hvor fornuften led det frygteligste nederlag og brutaliteten fejrede den vildeste triumf. Han føler en pligt til at aflægge et vidnesbyrd herom til næste generation, men hans erindringer er udelukkende baseret på hans hukommelse, fordi han i sit eksil ikke længere har adgang til sine bøger, optegnelser, breve og anden dokumentation.
2. Den trygge verden Zweig karakteriserer det østrigske kejserriges sidste godt tre årtier før 1. verdenskrig som ”tryghedens gyldne tidsalder”, præget af sikkerhed, fornuft og bestandighed, ikke kun for de besiddende, men efterhånden også for de brede masser, med et stabilt politisk system med den gamle kejser i spidsen, et frit valgt parlament, garanterede rettigheder og nøje afgrænsede pligter for borgerne, en bundsolid valuta og velordnet økonomi i mange familier; der var en overbevisning om at være på vej til ”den bedste af alle verdener”, båret frem af ustandselige og synlige videnskabelige og tekniske fremskridt, herunder elektricitet, telefoni, automobiler, vandforsyning og hygiejne, og af sociale fremskridt og bekæmpelse af fattigdom. Der var en udbredt tillid til, at uoverensstemmelser mellem nationer og religioner gradvis ville udviskes og dermed underbygge freden og sikkerheden; i denne ”fornuftens tidsalder” troede ingen på revolutioner, omvæltninger eller krige mellem Europas folk. I lyset af de efterfølgende årtiers rædsler er det let at se med overbærenhed på den illusoriske tro i den idealistisk-forblændede generation i ”tryghedens gyldne tidsalder” på, at et samfundsmoralsk opsving ville opstå i kølvandet på menneskehedens fremskridt. Zweig slutter sig til Freuds opfattelse af, at hele vores kultur og civilisation kun er dækket af et tyndt lag fernis, der hvert øjeblik kan blive gennembrudt af destruktive kræfter, og mener, at man ikke længere kan lade sig overraske af nogen form for kollektiv bestialitet, selvom han tilstår, at han stadig ikke helt kan fornægte sin ungdoms tro på, at det en dag igen vil gå fremad. Hans far stammede fra Mähren og skabte sin formue ved at drive en lille vævefabrik. Forfatterens mor var født i Ancona og kom fra en velhavende bankfamilie. Hans familie repræsenterer det kosmopolitiske ”gode jødiske borgerskab”. Men selvom disse stræber efter at berige sig, så er det ikke deres formål. Det højeste mål er at løfte sig moralsk og åndeligt. Det er også det jødiske borgerskab som i første række er blevet mæcen for wienerkulturen. Wien var blevet kulturbyen, hvor kultur var den primære interesse. Alle wienere havde ønskværdig smag og var i stand til at bedømme kvaliteter. Kunstnerne, især skuespillerne, var Østrigs eneste specielt berømte personer. Deres bekymringer var trivialiteter i forhold til de begivenheder, der fulgte, som var utænkelige.
3. Det forrige århundredes skole Hans skoletid var ganske ubehagelig. Sport havde en minimal betydning og blev udøvet i et støvet gymnasium. Zweig retter en bitter kritik imod den gammeldags upersonlige, kolde og fjerne undervisning. I samfundet var der en særlig mistro til unge mennesker. Forfatterens far ansatte aldrig unge mennesker. Og de unge forsøgte at se mere voksne ud, for eksempel ved at anlægge skæg. Respekt for de ældre var afgørende. Zweig påstår ligefrem, at skolens formål var at disciplinere og lægge en dæmper på ungdommens lidenskab. De studerende nærede imidlertid et dybt had til autoritet. Et vendepunkt opstod, når de blev 14 år gamle: skolen tilfredsstillede dem ikke længere, og de blev betaget af kunsten, som Wien var centrum for. Alle elever vendte sig helt imod kunst: ivrige læsere af litteratur og filosofi, lyttere til koncerter, tilskuere til teaterstykker osv. Wienerkaféerne spillede en vigtig rolle som et kulturelt center for disse unge studerendes liv. Deres lidenskab vendte sig gradvis væk fra klassikerne, og de blev mere interesseret i kommende stjerner, især unge kunstnere. Et typisk eksempel på denne interesse er tilfældet med Rainer Maria Rilke: et ungt digtervidunder, hvis tidlige udvikling kom tilstrækkelig sent i hans ungdom til, at de fleste studerende let kunne identificere sig med ham, sammen med det tidligt udviklede geni Hugo von Hofmannsthal, der havde vist sine evner i en endnu tidligere alder, som symboler på en hel bevægelse af fremvoksende unge kunstnere. På denne tid blev Østrig ramt af de første massebevægelser, startende med den socialistiske bevægelse, derefter den kristelig-demokratiske bevægelse og sluttelig Det Tyske Riges genforeningsbevægelse. I tillæg hertil begyndte den antisemitiske tendens at tiltage, selvom den var forholdsvis moderat i sine tidlige stadier.
4. Eros matutinus thumb|Stefan Zweig omkring 1900 I dette kapitel – om den spirende ske behandler Zweig pubertetsårene og overgangen til voksentilværelsen. Tidligere europæiske samfund, hvor kristendommen spillede en central rolle, fordømte seksuelle følelser som djævelske. I slutningen af det 19. århundrede havde man forladt disse idéer, men var efterladt uden noget sprog, der kunne beskrive seksuelle følelser, der blev unævnelige. De gled ind i en parallelverden, som ikke kunne beskrives, for det meste prostitution. Kønssygdomme forekom hyppigt og var skræmmende. Unge mænd afviste deres forfædres snerperi som hyklerisk. Ifølge Zweig bidrog moden til denne særlige undertrykkelse ved at fornægte kvindekroppen og indsnævre den med korsetter, som lagde bånd på den kvindelige figur og ødelagde dens ynde. Denne fornægtelse tjente snarere til at rette tankerne imod det skjulte. Unge piger blev bevogtet og beskæftiget, så de aldring kunne tænke på seksualitet. Zweig bemærker, at situationen var blevet mærkbart forbedret for både kvinder og mænd, og at generationen efter ham var betydeligt mere heldige. Kvinder var nu meget mere frie, og mænd var ikke længere tvunget til at udleve deres seksualitet i det skjulte.
5. Universitas vitae